Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 2. juni 1881

Englens irettesættelse

Selvom Josuas sidste formaninger, og den højtidelige pagt som Israel havde gjort med Gud, lod til at gøre dybt indtryk på dem, viste tiden hurtigt at denne påvirkning ikke var permanent. Efter at deres leder og de ældste som var forbundet med ham var døde, begyndte folket gradvist at falde tilbage til afgudsdyrkelse.  

Josua havde ikke fået lov til at drive alle landets beboere ud. En rest af de hedenske nationer var blevet sparet for en tid, så Herren kunne prøve sit folks tro og lydighed, og at dem, hvis hjerter gemte på afgudsdyrkelse kunne blive afsløret og straffet.  

Den slægt som fulgte efter Josua blev anvist at videreføre det arbejde som han havde efterladt ufuldendt; men de adlød ikke den guddommelige befaling at udslette hedningene helt. Nogle af stammerne førte krig imod kannanæerne, men tog ikke imod en hjælp som de skulle have fra deres brødre, de blev trætte af kampen, og deres farligste hære. Ofte samkvem fjernede al frygt for fare; og nu tog israelitterne et andet skridt i overtrædelsen, ved at knytte sig og gifte sig ind med hedningene. Når dette skete, situationen noget vanskeligere. Det var ikke let at føre krig med slægtningene, og fjerne eller forbande deres eget afkom.  

Ved at ignorere Guds befaling, gik israelitterne ind i det net som de selv havde vævet. Inden længe blev mange af hebræerne indført i at deltage i de hedenske fester. Opæggende sange og tøjlesløse udsvævelser, udgjorde en fremtrædende del i afgudsdyrkelsen. Medens de var udsat for disse besmittende påvirkninger, blev Israels Gud mere fordærvet. Ved at efterligne de hedenske Guder, billeder er skulle fremstille Jehova, og derved spredte afgudsdyrkelse sig som en plage ud over landet.  

Det onde skød lidt efter lidt fremad, indtil den generation var uddød som havde indgået pagt med Gud; men forældrene havde beredt vejen for deres børns frafald. Guds bud var blevet ignoreret, hans sikkerhedsgrund var fjernet, hans barrierer var nedbrudte. Hebræernes rigtige og enkle levevaner havde bevaret dem i en sund fysisk tilstand; men omgangen med hedningene havde fået dem til at føje appetitten og de sensuelle lidenskaber; og dette formindskede deres fysiske sundhed, og svækkede de mentale og moralske kræfter. Gud fjernede sin beskyttende omhu og støtte, og israelitterne kunne ikke længere strides med deres fjender. Snart blev de underlagt de folkeslag som de havde underlagt sig ved Guds hjælp.  

Herren lod ikke sit folks synder gå hen uden dadel. Der var stadig trofaste tilbedere i Israel; og mange andre, for sædvane og tidligere omgang, deltog i Gudstilbedelsen ved tabernaklet. En stor gruppe samlede sig ved en religiøs fest, da Guds engel, der først viste sig i Gilgal, åbenbarede sig selv for menighedsforsamlingen i Siloa. Han talte til dem med alvorlige irettesættelsesord:  

»Jeg førte eder op fra Ægypten og bragte eder ind i det land, jeg tilsvor eders fædre. Og jeg sagde: jeg vil i evighed ikke bryde min pagt med eder! Men I må ikke slutte pagt med dette lands indbyggere; deres altre skal I bryde ned! Men I adlød ikke min røst! Hvad har I dog gjort! Derfor siger jeg nu:jeg vil ikke drive dem bort foran eder, men de skal blive brodde i eders sider, og deres guder skal blive eder en snare!«  

Denne engel, den samme som viste sig for Josua da Jeriko blev indtaget, - var ingen mindre end Guds Søn. Det var ham som havde bragt Israel ud af Ægypten, og bosat dem i Kanaans land. Han viste dem, at han ikke havde brudt sine løfter for dem, men de havde selv overtrådt deres højtidelige pagt.  

»Da Herrens engel talede disse ord til alle israelitterne, brast folket i gråd.« »Og de ofrede til Herren der. « Men deres anger gav ingen varige resultater. Folket knurrede fordi deres synder havde pådraget dem lidelser; men sørgede ikke over at Gud var utilfreds, og hans navn var blevet vanæret. Sand anger inkluderer mere end sorg for synd. Det kræver at der vendes resolut bort fra ondt. Vi kan bekende at nære dyb sorg på grund af vore synder, vi kan græde over vore forkerte handlemåde; men hvis vi ikke ikke ændrer den kurs, vil vor sorg ikke nytte noget.  

Før de indtog de forjættede land, lærte israelitterne trofast deres pligt over for hedningene. De skulle ikke indgå forbund med indbyggeren, men udslette deres afguder helt, og nedbryde deres altre. Nu erklærer englen højtideligt: »Men I adlød ikke min røst!« Og i sørgmodighed spørger han, ”Hvorfor har I gjort dette?”  

Nu kune folket se syndigheden og utaknemmeligheden i deres handlinger. Dette var den gyldne anledning for dem til at vende tilbage til deres alliance med Gud, og frembringe angrens frugter. Var de villige til at handle da de blev bekendt med deres pligt; var de straks gået i gang med udførelsen af det forsømte arbejde, så kunne Guds forbandelse være blevet vendt bort fra Israel. Men de vendte deres onde veje om, og Herren lod dem lide som følge af deres egen forsømmelse.  

I dag er der mange af israeliternes erfaringer. Guds folk får advarsler og irettesættelser fra Gud. Gudfrygtig sorg, som afføder anger til frelse, vil lede dem til hurtig og afgjort forandring. Men her fejler mange. Der gøres bekendelser, gives udtryk for sorg, tårer udgydes; men der er ingen permanent forandring i livet. Hvis hjertet ikke fornyes ved guddommelig nåde, gøres der alvorlige anstrengelser for at modstå fristelse, vi skal overvinde igen og igen.  

Iblandt Guds foretrukne folk, er der mænd i ansvarsfulde stillinger, som er tilfreds med at blive i en kulde- og frafalds-tilstand. Deres medynk forsvinder når de nærmer sig fristelse. For at vinde verdsliges venskab, vil de løbe risikoen af at miste Guds gunst. Herren prøver Sit folk, ligesom sølv prøves. Den ransagende prøve vil komme tættere og endnu tættere på, indtil hjertet er helt overgivet til Gud, eller forhærdet i ulydighed og oprør. Gud skelner mellem dem som vandrer på selvfornægtelsens og lydighedens sti, som han har markeret ud, og den klasse som vælger at følge deres egne veje. For sent ser vi, ligesom Israels børn så det, den tåbelige forsømmelse og vanrøgt af Guds befalinger.  

Ligesom hebræerne advarede imod at lade sig infiltrere med hedningene omkring dem, ligeså advares vi imod at tilpasse os ugudeliges ånder og skikke. Kristus taler til i et sprog som ikke kan misforstås. »Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.« »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!« Kristus selv er det sande mønster. Hans selvfonægtene liv skal vi efterligne. Hans alvorlige arbejde for sjæles frelse må vi kopiere. Hans renhed og hellighed må genspejles i os, ellers får vi aldrig lov til at sidde sammen med ham på hans trone.  

Det er ikke sikkert for kristne at vælge deres selskab, som ikke har forbindelse med Gud, og hvis handlemåde er Ham ubehagelig. Alligevel vover mange bekendende kristne sig ind på forbuden grund. Mange indbyder slægtninge, som er forfængelige, spørgende og ugudelige ind i deres hjem; og efterlader disse ureligiøse gæsters eksempel og indflydelse et varigt indtryk i tankerne på hjemmets børn. Indflydelsen som udøves her, er den samme som den, hebræernes selskaber med gudløse kannanæere førte til.  

Gud holder forældre ansvarlige for at vanrøgte Hans bud, at holde dem selv og deres familier fra disse uhellige påvirkninger. Selvom vi må leve i verden, skal vi ikke være af verden. Vi er blevet forbudt at tilpasse os dets skikke og moder. Venskab med ugudelige er farligere end deres fjendskab. Det vildleder og ødelægger tusinder som, ved rigtigt og helligt eksempel, kunne ledes til at blive Guds børn. De unges sind gøres fortrolig med ureligiøsitet, tomhed, ugudelighed, stolthed og umoralitet; og hjertet, der ikke afskærmes af den guddommelige nåde, bliver mere og mere fordærvet. De unge lærer næsten umærkbart at elske den fordærvede atmosfære der omgiver den ugudelige. Onde engle samles sig omkring dem, og de mister deres smag for det der er rent, forfinet og forædlet.  

Bekendende kristne forældre vise den største agtelse for deres verdslige og ikke-religiøse gæster, medens disse personer fører børn af dem som viser dem stor opmærksomhed, bort fra ædruelighed og fra religion. Den unge kan prøve at føre et religiøst liv, men forældrene har indbudt fristeren i deres hjem, og han slynger sit net omkring børnene. Gamle og unge bliver absorberet i problematiske forlystelser, og henrykkes i verdslige fornøjelser.  

Mange føler at de må komme med indrømmelser for at behage deres ikke-religiøse slægtninge og venner. Idet det ikke altid er let at trække linjen, forbereder den ene indrømmelse vejen for den anden, indtil dem som tidligere var Kristi sande efterfølgere, er tilpasset verdens sæder i liv og karakter. Forbindelsen med Gud er brudt. De er kun kristne af navn. Når prøvelsens time kommer, vil deres håb kunne ses uden grundlag. De har solgt sig selv og deres børn til fjenden. De har vanæret Gud, og når Guds retfærdige Domme åbenbares, vil de høste hvad de har sået. Kristus vil sige til dem, som han sagde til det gamle Israel: I har ikke adlydt min Røst. Hvorfor har I gjort dette?  

Hvordan forsømmer forældre deres dyrebare anledninger? Det er deres privilegium at tjene og ære Gud i deres hjem. De bør forkaste enhver form for afgudsdyrkelse og fordærv. De bør holde hjemmets atmosfære rent og sund, og derved tiltrække hellige engle til at være deres gæster. De bør uddanne og opdrage deres børn til at være bibellæsere og bibelkristne. Abrahams måde at styre sine børn og sit hjem på, og undervise i at frygte og adlyde Gud, blev anerkendt i himlen. Fordi han har været trofast mod det han allerede fik betroet, Gud gav ham større ansvar, og gjorde ham til forvalter af guddommelig sandhed for alle efterfølgende slægter. Han ærede Gud i sit hjem, og Gud ærede ham over for verden. Det blev erklæret at alle jordens folk skulle velsignes gennem hans efterkommere.  

Gud vil gøre store ting for hans folk i dag, hvis de vil efterligne Abrahams eksempel i trofasthed og lydighed. Herren venter og længes efter at åbenbare hans højre arms kraft for os. Han vil arbejde mægtigt for os, hvis vi blot vil udnytte de anledninger og velsignelser der allerede gives.  

Våg og bed, for at I ikke falder i fristelse,” var Kristi formaning til sine disciple. Vi har også brug for årvågenhed og alvorlig bøn. Vi er omgivet af de sidste dages farer. Det er en særlig farlig tid for de unge. Vi bør føle den største interesse for at sikre de børns frelse som Gud har givet os. Når så meget står på spil, hvordan kan vi sætte afguder op i vore hjerter? Hvordan kan vi være magelige og ubetydelige, stolte og ligegyldige? Vi har fjender at bekæmpe inden for; vi har sejre at vinde over vore egne syndige tilbøjeligheder. Kødets lyster, øjets lyst, og livets stolthed, søger hele tiden at svække vor åndelighed. Vi må korsfæste kødet sammen med følelser og lyster.  

Lad os ikke overgive os til dovenskab, vantro og afgudsdyrkelse, ligesom Israels børn gjorde. Hvis vore sjæles fjender ikke drives ud, vil de vokse i kraft, og vil holde os i syndens slaveri. Vi kan ikke have fællesskab med Herrens fjender, indenfor eller omkring os, uden at bringe vore egne sjæle i fare, og deres sjæle som Gud har betroet i vor varetægt.  

afsn nr:1
afsn nr:2
afsn nr:3
afsn nr:4
afsn nr:5
afsn nr:6
afsn nr:7
afsn nr:8
afsn nr:9
afsn nr:10
afsn nr:11
afsn nr:12
afsn nr:13Egw Bibelkommentaren bind 2 side 1002
afsn nr:14
afsn nr:15Egw Bibelkommentaren bind 2 side 1001 Budskaber til de unge 263
afsn nr:16Egw Bibelkommentaren bind 2 side 1001
afsn nr:17Egw Bibelkommentaren bind 2 side 1001
afsn nr:18Budskaber til de unge 263 Egw Bibelkommentaren bind 2 side 1001
afsn nr:19
afsn nr:20
afsn nr:21
afsn nr:22