Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 12. juni 1893

"Da bygges på ældgamle tomter"

”Da bygges på ældgamle tomter, du rejser længst faldne mure; da kaldes du »murbrudsbøder«, »genskaber af farbare veje«. Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbatten en fryd, Herrens helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak, da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over landets høje og nyde din fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har talet."  

Det arbejde der forventes af dem der ærer Gud, er blevet tydeligt åbnet op for os. "Da bygges på ældgamle tomter, du rejser længst faldne mure; da kaldes du »murbrudsbøder«, »genskaber af farbare veje«. Denne profeti peger på det fjerde bud, som er blevet brudt ned og lagt øde. Profeten får en klasse mennesker til at se og føle vigtigheden i at ophøje den dag, som Gud har spesificeret som sin egen, som er blevet vanæret og vanrygtet af kristenverden.  

I sit andet brev til tessalonikerne udpeger Paulus den magt, som har forsøgt at nedbryde Guds lov. Han advarer de troende angående det store frafald og den gudsbespottelige antikristelige magt, der ville udvikle sig og udføre dens gerning, inden Kristus skulle komme anden gang. Han siger: “Først må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud… Lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed, kun må den, som holder igen, først fjernes. Og da skal den lovløse åbenbares (ham skal Herren Jesus dræbe med et åndepust af sin mund og tilintetgøre ved sit synlige komme).” Idet han beskriver den samme magt, siger profeten Daniel: “Han skal tale store ord mod den Højeste, og skal nedtræde den Højestes Hellige, og tænke at ændre tider og love."  

Hvor slående er disse profetier ikke levet opfyldt af romerkirken! Denne magt har ikke blot forsøgt at ændre Guds tider og love, men bekender åbenlyst at den har gjort sådanne ændringer, og den erklærer at den ved søndagshelligholdelsen, som hviler udelukkende på dennes myndighed, anerkender den protestantiske verden Roms overherredømme. Det er det brud som er sket på Guds lov, at de folk, som Esajas bexkriver, prøver at helne.  

"Så siger Herren: Tag vare på ret og øv retfærd! Thi min Frelses komme er nær, min ret skal snart åbenbares. Salig er den; der gør så, det menneske, som fastholder dette: Holder sabbatten hellig og varer sin hånd fra at øve noget ondt. Ej sige den fremmede, som slutter sig til Herren: »Herren vil skille mig ud fra sit folk!« . . . . Og de fremmede, som slutter sig til Herren for at tjene ham og elske hans navn, for at være hans tjenere, alle, som helligholder sabbatten og holder fast ved min pagt, vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus.”  

Læg mærke til betingelserne i løftet; det er for ham "der holder sig fra at besmitte sabbaten, og holder sin hånd fra at gøre noget ond." Og tidspunktet hvor dette løfte særlig gælder er når "min frelse er nær ved at komme og min retfærdighed åbenbares." Der er et særligt arbejde for Guds folk i disse sidste dage, at vende deres fødder bort fra træde på det fjerde buds sabbat, og for at ophøje det for mennesker, kalde det "en fryd, Herrens hellige, ærværdige."  

Men når sabbatens krav præsenteres, er der mange som spørger: Hvilken forskel gør det om vi holder sabbat, så længe en dag ud af syv? Vi svarer: Det er vidt forskelligt om vi adlyder eller ignorer Guds Ord. Gud har givet os sabbaten som et mindesmærke på det store skabelsesarbejde. Han siger: "Kom sabbatsdagen i hu, og hold den hellig. I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag er Herrens din Guds sabbat; på den skal du ikke arbejde; . . . For på seks gjorde Herren himlen og jorden, havet, og alt hvad der er i dem, og hvilede på den syvende dag; derfor velsignede Herren den syvende dag, og helligede den." Han erklærede gennem Moses: "Det er et tegn imellem mig og Israels børn for evigt." Og Israels børn inkluderer alle dem der tror på Kristus. For "hvis I tilhører Kristus så er I Abrahams sæd." Herren siger atter ved profeten Ezekiel: "Hellige mine sabbater; for de skal være et tegn mellem mig og jer, så jeg kan kende at jeg er Herren jeres Gud." Sabbaten er et tegn på Guds skaberkraft; den viser ham som den højeste, universets Skaber og opretholder, Den som vi modtager "livet, brødet og alle ting" fra, og derfra Den som vor alliance passer til.  

Satan er besluttet på at kundskaben om Guds skabermagt, skal forbandes fra menneskers betragtninger og erindring. Men han kan ikke udføre sit forehavende sålænge det fjerde bud overholdes; for sabbaten retter menneskers tanker mod Skaberen. Derfor har Satan arbejdet gennem pavedømmet for at tilsidesætte denne forskrift. Han inspirerede den romerske kirke at "påtænke at ændre" Guds tider og love. Når den sande sabbat sættes til side, som er et tegn på Guds kraft og autoritet, og underlægge sig den institution som er tegnet på Roms overherredømme , sidder "syndens menneske" faktisk i Guds tempel, og "viser selv at han er Gud." Han vender menneskers tanker bort fra Gud, og retter dem mod sig selv, og til een hvis redskab han er - til det ondes fyrste.  

Søndagssabbaten, pavedømmets barn, er blevet acceperet af den protestantiske kirke, som har opfostret og vugget den, som var den himmelsk født. Men deres menneskelige billigelse kan aldrig give Gud accept. Det er en rivaliserende og falsk sabbat, der erstatter pladsen for den hellige dag som Gud hvilede på, som Han velsignede og helligede, og gav menneskene som et evigt minde på Skaberens arbejde. Når kendsgerningerne kommer frem for dem, vil protestanterne så i deres forsvar for søndagen, samtygge i syndens menneskes profane krav? Vil de vælge at dyrke ham i stedet for Gud.  

Kan vi, som ser sabbaten som et tegn på den levende Gud, gå med til at frasige os dette tegn? Ønsker vi at frasige os det? Eller ønsker vi at holde og bevare det tegn som Gud har givet for at udpege sit lovlydige folk? Verdens vedholdne vantro mod denne store sandhed formindsker ikke dens vigtighed. Selv om vi nægter at adlyde, forbliver det stadig at være sandhed; hvis den ikke får lov at vejlede, vil den fordømme os.  

Nu er det tiden hvor Gud kalder på os at ære Hans forskrifter, som er blevet ophævet. Ligeså snart at lyset skinner på os, skal vi søge, ved stemme og pen og indflydelse, for at gøre op med brudet på Guds lov.  

Uretfærdighedens hemmelighed, som allerede var virksom på Pauli tid, vil fortsætte sit arbejde, indtil den bliver fjernet ved Herrens andet komme. Højdepunktet i uretfærdighedens virkninger vil snart være nået. Når det land, som Herren havde bestemt til at være et tiflugtssted for hans folk, så de kunne dyrke Gud efter deres samvittigheds overbevisning; det land, som den Almægtige har holdt sin hånd over i mange år; det land, som Gud har begunstiget ved dér at ville bevare Kristi rene religion, når dette land gennem lovgivningsmagten afsværger protestantismens principper og giver støtte til Roms frafald ved at ændre Guds lov, da er det, at lovløshedens menneskes sidste værk vil blive åbenbaret. Med hele deres indflydelse og styrke vil protestanterne stille sig på pavedømmets side, og idet de ved en national forordning gennemtvinger den falske sabbat, vil de give liv og kraft til Roms forvanskede tro og genoplive dets tyranni og undertrykkelse af samvittigheden. Da vil tiden være inde for Gud til at virke med stor kraft til forsvar for hans sandhed.  

Vor pligt
Profeten siger: Derefter så jeg en anden engel komme ned fra Himmelen; han havde stor magt, og jorden blev oplyst af hans herlighed. Og han råbte med vældig røst og sagde: Faldet, faldet er Babylon, den store!. . . . Og jeg hørte en anden røst sige fra himmelen: "Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu." Åb 18,1-4. Hvornår når hendes synder til himmelen? Når Guds lov til sidst gøres ugyldig ved menneskelig lovgivning. Da vil Guds folks nød være hans anledning til at vise, hvem der er Herre over himmel og jord. Mens en satanisk kraft sætter elementerne i oprør, vil Gud sende sit folk lys og kraft, så sandhedens budskab kan blive forkyndt for hele verden.  

Herren kalder på sit folk at rejse sig i nødssituationen; menneskeagenter skal skal samarbejde med det guddommelige. Det er altid vanskeligt at fastholde sig til en trosbekendelse, når en afdæmpende og paralyserende indflydelse odøves i den religiøse verden imod loyalitet til Gud. Men fordi synden udbreder sig, skal Guds folk så lade deres kærlighed blive kold? Skal vore hjerter så blive svage? Skal vi ikke hellere stå ved vor alliance, og bære det ædleste vidnesbyrd som et menneske kan bære til Guds ære? Dem som ikke er helhjertede vil hælde til verdens betvivlende side; de vil tilråde at den enkle og afgjorte sandhed holdes tilbage. Men sådan er læren i Guds ord ikke.  

”Og dragen [Satan og alle der er gennemsyret med hans ånd] vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd." " Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus." Guds sande børn vil ikke være mindre brændende i deres tilslutning til hans lov fordi den var gjort ugyldig. Som modstand imod Guds lovs vækst, vil de udvalgte og trofaste, elske hans bud mere end guld, imedens verden regner dem for at være slagger. Alle som erloyale imod himlen tage Guds rustning på, "så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet."  

"Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys." Den tid, hvor Gud vanæres særligt af dem der ugyldigører hans lov, er den tid hvor enhver loyal undersårt bør folde det banner ud hvor der står skrevet: "Guds bud og Jesu tro."  

Herrens formaning til Josua, da han var ved at tage kommandoen over Israels hære, var: "Vær kun helt frimodig og stærk, så du omhyggeligt handler efter hele den lov, min tjener Moses pålagde dig, vig ikke derfra til højre eller venstre, for at du må have lykken med dig i alt, hvad du tager dig for. Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal grunde over den dag og nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din færd, og lykken vil følge dig." Dem der mediterer over Guds bud sådan, og hvis' hjerter er fæstnet på Herren, er dem der vil findes som istandsættere af grenen i Guds hellige lov. De vil bygge på gamle øde steder, og oprejse fundamentet for mange generationer.  

afsn nr:1
afsn nr:2
afsn nr:3Sabbatsskolelektier, Lys i mørke, 1.kv 2010. s.47
afsn nr:4
afsn nr:5
afsn nr:6
afsn nr:7
afsn nr:8
afsn nr:9
afsn nr:10
afsn nr:11Herren kommer 0620
afsn nr:12
afsn nr:13
afsn nr:14
afsn nr:15
afsn nr:16
afsn nr:17