Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 23. juni 1881

Gideon blev kaldt.

Desværre gentager sorgfulde historie for Guds udvalgte folk sig med frafald og dens afstraffelse gentages så ofte. Der gik fyrre år i fred efter Sisera og hans hær var udslettet og atter ”da israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, gav han dem syv år i Midjans hånd.” Tidligere var undertrykkerne faldet let over stammerne der boede øst for Jorden, men i nuværende undertrykkelse var de de hovedmændende.   ret

Midianitterne og amalekitterne, som boede på landets østgrænser og i ørkenerne der ude, var stadig bitre og ubøjelige fjender af Israel. Disse nationer var nær ved at blive udslettet af Israelitterne i Moses dage, men siden hen havde de vokset sig store, og var nu blevet et talrigt og mægtigt folk. De havde tørstet efter hævn, og nu var anledningen der.   ret

På grund af deres synder, var Guds hånd trukket tilbage fra Israel, og de blev overladt til deres fjenders nåde. De vilde og rasende indbyggere i ørkenen, ”som græshoppers mængder,” kom sværmende indi landet, med deres hjorde og hyrder, og slog deres telte op på sletten og i dalen. De kom ligeså snart som høsten begyndte, for t indhøste, og forbliv der indtil jordens frugter var blevet samlet. De skrællede markerne for deres udbytte, og berøvede og mishandlede indbyggerne, og vendte tilbage til ørkenerne. Således var israelitterne blevet tvunget til at forlade det åbne land, og samle sig i indmurede byer; og mange havde endog fundet ly i bjergenes huler.   ret

I syv år fortsatte denne undertrykkelse, og så huskede folk i deres pinsler på Ham som så ofte havde udfriet dem; og de råbte til Herren efter hjælp. Men så længe de var meget opsat på at udfries fra deres undertrykkere, udviste de ikke sand anger for deres synder.   ret

Gud kunne ikke hjælpe dem i deres tilstand af ugudelighed. Men gennem sin profet henvendte han sig til dem med advarsels- og irettesættelsesord, og budskabet blev offentligt erklæret fra by til by over hele landet. “Så siger Herren, Israels Gud: Jeg førte eder op fra Ægypten, jeg førte eder ud af trællehuset, jeg friede eder af Ægyptens hånd og af deres hånd, der trængte eder, og jeg drev dem bort foran eder og gav eder deres land. Og jeg sagde til eder: Jeg er Herren eders Gud; frygt ikke amoritternes guder, i hvis land I bor! Men I adlød ikke min røst!”   ret

Vi må forvente at israelitterne forhærder deres hjerter imod profetens irettesættelser. Vi hører efter om de svarer: ”Vi ønsker ikke at hele tiden blive mindet på vore synder. Sig fredfulde, opmuntrende og håbefulde ord til os, men fremhold ikke altid det dystre forhold i vort frafald.” Hvor ofte vender Guds bekendende folk i vore dage sig bort fra belæringen, og forsømmer de ofte gentagede advarsler. De ønsker ikke at blive mindet om deres karaktermangler. De er uvillige til at lade sig irettesætte for deres stolthed og afguderri og vende sig fra Guds krav for at søge verdens vinding, venskab og fornøjelser.   ret

Sådan var den måde som nogle af israelitterne modtog irettesættelsesbudskabet på. Havde folket nydt fremgang, ville denne følelse af oprør, uden tvivl have været generel; men i deres fortvivelse af deres fjenders undertrykkelse, med mangler og endog sult der gik dem til ansigtet, mærkede de deres behov for hjælp fra Gud. De vidste at hvis ikke han, som de havde vanæret sådan skulle vise sin magt for deres udfrielse, så måtte de gå fortabt. I dyb ydmyghed accepterede de irettesættelsesbudskabet, bekendte deres synder, og bønfaldt om den Allerhøjestes barmhjertighed.   ret

Deres bønner blev hørt, og Herren udsendte en mand der var blevet som han har valgt til at handle som Israels udfrier. Den som var udvalgt var Gideon, af Manassas stamme. Midianitterne havde fejet som en fortærende plager over landet. Det var kun under de største vanskeligheder at hebræerne kunne skjule mad nok til at redde dem fra forestående hungersnød. Gideon havde dog, bibeholdt en mindre del hvede, og frygtede at slå det på tærskepladsen, så han havde taget til vingården, nær vinpersen. Da der var længe til vindruernes høst, ville midianitterne ikke være opmærksom på det sted.   ret

Idet han arbejdede i hemmelighed og tavshed, tænkte han med sorg på Israels tilstand. Han tænkte på Israels herlige sejre i fortiden, dets nuværende usle tilstand og om den endnu dystre udsigt for fremtiden, og hans ånd blev vakt inde i ham. Med dyb alvor betragtede han, hvordan undertrykkerens åg kunne brydes af hans folk. Efter alt at dømme var dette umuligt. Israelitterne var modløse og nedtrykte. De havde vanæret Gud ved deres afgudsdyrkelse, og de nærede kun lidt tillid til, at han ville virke for dem.   ret

Gideon opgav næsten at inspirere folket med tro eller håb, men han vidste, at Herren ville virke mægtigt for Israel, som han havde gjort i fortiden. Hele hans sjæl råbte til Gud. Han følte, at selvom han skulle stå alene, så ville han ikke frygte for at slå et slag mod undertrykkerne, hvis han blot havde forvisningen om, at Gud var med ham.   ret

Mens Gideon var beskæftiget med sådanne tanker, viste en Herrens engel sig pludseligt for ham og henvendte sig til ham med ordene: “Herren er med dig, stærke kriger!”   ret

Gideons melankolske tanker åbenbares i hans svar: »Ak, herre! Hvis Herren er med os, hvorledes er da alt dette kommet over os? Og hvad er der blevet af alle hans undergerninger, som vore fædre fortalte os om, idet de sagde: førte Herren os ikke ud af Ægypten? Nu har Herren forstødt os og givet os i Midjans hånd!«   ret

Himlens budbringer svarede: »Drag hen i denne din kraft, så skal du frelse Israel af Midjans hånd; sandelig, jeg sender dig!«   ret

Med en fornemmelse for sin egen uegnethed for et så vigtigt arbejde, udbrød Gideon: »Ak, herre! Hvorledes skal jeg kunne frelse Israel? Se, min slægt er den ringeste i Manasse og jeg den yngste i mit fædrenehus!«   ret

Så gav englen han den fornemme forsikring: »Hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så lad mig få et tegn på, at det er dig, som taler med mig!«   ret

Gideon ønskede et tegn på, at den, der nu talte til ham, var den samme, som talte til Moses i den brændende busk. Engelen havde skjult sin nærværelses guddommelige herlighed, men det var ingen anden end Kristus, Guds Søn. Når en profet eller en engel gav et guddommeligt budskab, var han ord: “Herren siger, jeg vil gøre dette,” men det siges om den, der talte med Gideon, “Herren sagde til ham: Jeg vil være med dig” [vers 16 i King James-oversættelsen].   ret

Idet han ønskede at vise sin strålende gæst særlig ære, og efter at have fået forvisningen om, at Engelen ville vente, skyndte Gideon sig til sit telt og ud af sit sparsomme lager tilberedte et gedekid og usyret brød, som han bragte og satte frem for ham. Gideon var fattig, dog var han rede til at være gæstfri uden at klage.   ret

Da gaven blev præsenteret, sagde Engelen: “Tag kødet og det usyrede brød, læg det på klippen der og hæld suppen ud derover.” Det gjorde Gideon, og så gav Herren det tegn, han ønskede. Med staven i sin hånd rørte Engelen kødet og det usyrede brød, og en ild slog op af klippen og fortærede det hele som et offer og ikke som et gæstfrit måltid; for han var Gud, og ikke menneske. Efter dette tegn på sin guddommelige karakter forsvandt Engelen.   ret

Da han blev overbevist om, at han havde set Guds Søn, blev Gideon bange og udbrød: “Ve, Herre, Herre, jeg har jo set Herrens engel ansigt til ansigt.”   ret

Så viste Herren sig nådigt for Gideon anden gang og sagde: “Fred være med dig! Frygt ikke, du skal ikke dø!” Disse ord blev sagt af den samme medlidende Frelser, som sagde til de fristede disciple på den oprørte sø: “Det er mig; frygt ikke!” Den samme, som viste sig for de sørgende i salen ovenpå og talte de selvsamme ord, som blev sagt til Gideon: “Fred være med eder!” Netop den samme Jesus som vandrede i ydmyghed som mennesker blandt menneskebørnene, kom til sit første folk, for at rådgive, diktere, befale, opmuntre og irettesætte dem.   ret

Den familie Gideon kom fra stærkt inficeret med afgudsdyrkelse. Hans fader rejste et stort alter ved Ofra, hvor han boede for Baal, som byernes folk skulle dyrke. Gideon blev befalet at udslette dette alter, og nedhugge de små lunde omkring det, og i dets sted rejse et alter for Jehova, på den klippe hvorpå offeret blev fortæret, og der give et offer til Herren. Gideon udførte trofast disse anvisninger, gjorde det om natten, så han ikke skulle tvinges til at afstå det, om han forsøgte om dagen.   ret

Israels befriere må erklære krig mod afguderi, før han gik i krig mod sit folks fjender. Han må højagte Guds ære frem for sin faders ære, og betragte den guddommelige befaling som mere bindende end forældrenes autoritet.   ret

At sende et offer til Herren, var blevet overdraget præster og levitter, og var blevet begrænset til Silos alter; men Han som havde oprettet den jødiske husholdning, og hvem alle tjenester peger hen til, havde magt til at ændre disse krav. I dette tilfælde så han det var rigtigt at forlade den rituelle bestemmelse. Det var af største betydning at Israels udfrielse skulle ske som en højtidelig protest mod baaldyrkelsen, og en anerkendelse af Jehova som den eneste sande og levende Gud.   ret

Når byens mand, tidlig om morgnen, kom for at betale deres helliggaver til Baal, blev de stærkt overrasket og opildnet over hvad var fundet sted. Det blev hurtigt kendt at det var Gideon som havde gjort dette, og intet andet end hans blod kunne tilfredsstille disse bedrageriske afguder. De begyndte straks at gå ham efter hans liv.   ret

Gideon havde fortalt sin fader, Joasj, om englens besøg, og om løftet om at Israel skulle befries. Han fortalte ham også om den guddommelige befaling at udslette Baals alter. Guds Ånd bevægede Joasjs hjerte, Han se at de guder som han havde dyrket ikke havde magt til at endog redde dem selv fra fuldstændige udslettelse, og kunne derfor ikke beskytte deres tilbedere. Når den afgudsdyrkende forsamling afkrævede Gideons død, stod Joasj frygtløst fast på sit forsvar, og dristede sig til at vise folk hvor magtesløs og uværdige deres guder var til at stole på og tilbede: »Vil I virkelig stride for ba'al eller hjælpe ham? Den, der strider for ham, skal dø inden i morgen! Er han Gud, så lad ham stride for sig selv, siden hans alter er nedbrudt!«   ret

Han mindede dem om at dødens straf ville hvile retmæssigt på dem selv i stedet for på Gideon, for de havde brudt Guds lov imod afguderi.   ret

Hele overenskomsten med oprørende appeller for Gideon, havde en mægtig virkning på Ofras folk. Alle tanker om vold var gået bort, og var bevæget af Herrens Ånd. Gideon stødte i krigsbasunen, de var de første der samlede sig under ham. Så sendte han budbringere udover sin egen stamme Manassa, og også til Aser, Zebulon og Naftali, og alle adlød kaldet med glæde.   ret

Gideon følte sin egen utilstrækkelighed til den store gerning foran ham dybt. Han turde ikke stille sig selv foran hæren uden afgjort bevis på, at Gud havde kaldet ham til denne gerning, og at han ville være med ham. Han bad: “Hvis du vil frelse Israel ved min hånd, som du har lovet, så lægger jeg nu dette fåreskind på tærskepladsen, og falder der så dug alene på skindet, medens jorden ellers bliver ved at være tør, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min hånd, som du har lovet.”   ret

Herren besvarede sin tjeners bøn. Om morgenen var fåreskindet vådt, mens jorden var tør. Men nu foreslog tvivl, at uld naturligt absorberer fugt, når der er fugt i luften, og at prøven ikke var afgørende. Så han bad om et nyt tegn, idet han ydmygt bad om, at tvivlen ikke måtte gøre Herren vred. Hans bøn blev besvaret.   ret

Herren vælger ikke altid mennesker med de største talenter til sit arbejde, men han vælger dem som han bedste kan bruge. Enkeltpersoner som kunne gøre en god tjeneste for Gud, må for en tid overlades i mørke, tilsyneladende ubemærket og ubeskæftiget af deres Mester. Men hvis de trofast udfører opgaverne i deres ydmyge position, har en villighed til at arbejde og til at ofre for ham, vil han på sit eget tidspunkt betro dem med større ansvar.   ret

Ydmyghed kommer før ære. Herren kan bedst bruge dem som er mest følsomme i deres egen uværdighed og utilstrækkelighed. Han vil lære dem at udøve troens mod. Han vil gøre dem stærke ved at forene deres svaghed med hans magt, gøre dem kloge ved at forbinde deres uvidenhed med hans visdom.   ret

Gud vil acceptere alle deres tjeneste som vil arbejde i lydighed mod hans vilje, som på ingen måder vil modgå sin samvittighed, som ikke vil lade sig lede bort fra pligtens sti. Hvis vi vælger det, må vi gøre optegnelser i vore liv, så vi ikke bliver til skamme over for os selv når alle hjertets hemmeligheder åbenbares, og ethvert menneskes arbejde skal vejes på sandhedens vægtskåle. Herren beskæftiger mennesker som sine kollegaer, men lad ingen tro at de er absolut nødvendige for Guds arbejde, så de ikke kan undværes.   ret

De lærenemme og betroede mennesker, med det rette fortsæt og rent hjerte, behøver ikke at vente på store anledninger eller ekstraordinære evner før de bruger deres kræfter. De bør ikke stå ubeslutsomme, tvivlende og bange for hvad verden vil sige eller tænke om dem. Vi skal ikke betynge os selv med ængstelige bekymringer, men gå frem, og stille udføre arbejdet trofast, som Gud har givet os, og overlade resultatet helt til ham.   ret

Hvis de bevarer deres oprigtighed, deres ydmyghed, kan den fattigeste, svageste og ydmygeste Kristi efterfølger, der arbejder i kærlighed, starte bølger af velsignelser der breder sig længere ud og dybere ned, for at opildne og velsigne verden. For at de kan gøre dette, må Kristus skinne frem i deres karakter. Lad dagliglivet være en genspejlning Kristi liv, og vidnesbyrdet der således frembæres til verden vil således have en mægtig indflydelse. Himlen alene vil åbenbare frugterne fra et uselvisk og helligt liv. Den store strid om sand imod vildfarelse, må fremføres af mennesker som optænder deres vokslys på det guddommelige alter. Det kan virke som at de onde er fremherskende for en tid, men til sidst vil retfærdigheden vinde sejr. Enhver retfærdig handling vil optegnes i livets bog, og vil blive huset og belønnet af Gud.   ret