Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 24. juni 1880

Helligdommen

Det tabernakel hebræerne konstruerede i ørknen, blev gjort i overensstemmelse med guddommelig befaling. Mennesker kaldt af Gud til dette formål, blev begavet af ham med mere end naturlige evner til at udføre det mest sindrige arbejde. Ikke engang Moses eller disse arbejdsfolk fik lov at planlægge denne bygnings form og opbygning. Gud selv lagde planer og gav planen for denne hellige bygning til Moses, med særlige anvisninger om dens størrelse og form, materialerne der blev brugt, og alle de møbler som den skulle indeholde. Han bragte Moses en miniaturemodel af den himmelske helligdom, og befalede ham at gøre alle ting efter det mønster han fik vist på bjerget. Og Moses skrev alle anvisninger ned i en bog, og læste dem for de mest indflydelsesrige i folket.   ret

Så pålagde Herren folket at bringe et frivilligt offer, og gøre ham en helligdom, så han kan bo i blandt dem. ”Da forlod hele israeliternes menighed Moses. Og enhver, som i sit hjerte følte sig drevet dertil, og hvis ånd tilskyndede ham, kom med Herrens offerydelse til opførelsen af åbenbaringsteltet og til alt arbejdet derved og til de hellige klæder. De kom dermed, både mænd og kvinder; enhver, som i sit hjerte følte sig tilskyndet dertil, kom med spænder, ørenringe, fingerringe og halssmykker, alle hånde guldsmykker. Og enhver, der vildevie Herren en gave af guld, kom dermed.   ret

”Og enhver, i hvis eje der fandtes violet og rødt purpurgarn, karmoisinrødt garn, byssus, gedehår, rødfarvede væderskind eller tahasjskind, kom dermed. Og enhver, der ville give en offerydelse af sølv eller kobber, kom med Herrens offerydelse. Og enhver, der ejede akacietræ til alt byggearbejdet, kom dermed.   ret

”Og alle kunstforstandige kvinder spandt med egne hænder og kom med deres spind, violet og rødt purpur, karmoisin og byssus. Og alle kvinder, som i kraft af deres kunstsnilde følte sig tilskyndede dertil i deres hjerte, spandt gedehårene.   ret

”Og øversterne kom med sjohamstenene og ædelstenene til indfatningen på efoden og brystskjoldet Og de vellugtende stoffer og olien til lysestagen og til salveolien og røgelsen.”   ret

Store og dyre forberedelser var nødvendige. Dyrebare og kostelige materialer må samles sammen, men Herren accepterede kun frivillige ofre. Helligelse til Guds arbejde, opofrelse fra hjertet, var det første krav for at berede bostedet for den Allerhøjeste. Og medens opbygningen af helligdommen var i gang, bragte israelitterne, gamle og unge, mænd, kvinder og børn, deres ofringer, indtil dem der havde med byggeriet at gøre, besluttede at folk havde bragt nok, og endog mere end der kan bruges. Og Moses uråbte erklæringen udover lejren: »Hverken mænd eller kvinder skal yde mere som offergave til helligdommen!«   ret

Hvordan israelitterne gang på gang knurrede og blev hjemsøgt af den guddommelige vrede på grund af deres overtrædelser, er nedskrevet i den hellige historie til gavn for Guds folk, som senere skulle leve på Jorden; men i særdeleshed for at tjene som advarsel for dem, der skulle leve nær tidens afslutning. Også deres helligelse i handling og deres gavmildhed, idet de bragt eders frivillige gaver til Moses, er nedskrevet som eksempel for alle, som i sandhed elsker og tilbeder Gud. Hvis Guds folk værdsætter velsignelsen ved hans nærværelse, vil de vise nidkærhed og gavmildhed i at opføre et hus, hvor han kan mødes med dem. Og de vil gå så meget mere op i denne gerning, frem for at bygge huse til sig selv, som Himmelens velsignelse er mere værd end jordiske behageligheder.   ret

Mange vil give frivilligt ud af midler til at rejse behagelige og endog smagfulde huse til sig selv; men når de skal berede et sted, til at modtage den høje og Helliges nærhed, gives deres ofre modvilligt, og de tænker hele tiden på hvilken måde denne hellige bygning kan gøres for de mindste omkostninger, og stadig indfri formålet som bedehus. Nogle viser større interesse for at bygge stalde til deres kvæg, end de har for at berede et tilbedelsessted til Gud. Disse personer værdsætter hellige privilegier i samme mål som deres gerninger viser. Og deres velstand og åndelige styrke vil være i overensstemmelse med deres gerninger. Gud vil ikke få sine velsignelse til at hvile over dem som påskønner værdien af guddommelige ting så lidt. Gud accepterer ikke uvillige og knappe ofre.   ret

Gud vil ikke få sin velsignelse til at hvile på dem, som tilskriver guddommelige ting så lidt værdi. Uvillige og knappe ofre accepter Gud ikke. Dem alvorligt bringer Herren antagelige ofre, af det allerbedste de har, ligesom Israels børn gjorde, ved at give deres gaver til Moses, vil velsignes i forhold til deres beregning af hellige tings værdi.   ret

Det har en vis betydning at en bygning, der indrettes udtrykkeligt til guddommelig tjeneste, indrettes med omhu, - gøres pæn og behagelig; for den skal helliges til Gud; han bedes indstændigt om at blive i det hus, og gøre den hellig ved sin hellige nærhed. Der skal gives tilstækkeligt med frivillighedsgaver, og Arbejdsfolkene skal kunne sige: ”Bring ikke flere ofre.” Et hus der er bygget til Gud bør aldrig efterlades i gæld, for derved vil han være vanæret. Han kender til ethvert hjerte, og vil belønne alle som giver frit tilbage til ham, når han forlanger det, som han har givet dem. Hvis nogen tilbageholder det som tilhører Gud, vil han hjemsøge dem i deres familier, og formindske deres ejendomme, på samme måde som de vil frarøve ham.   ret

Tabernaklet skulle ledes sådan at det kan sættes til side og bæres af isrelitterne under alle deres rejser. Alligevel skal det være et værk af ekstraordinær ophøjelse. Murene består af opretstående borde, tungt belagt af rent guld. Den hellige bygning bestod af to afdelinger, adskilt af et rigt og smukt forhæng, eller slør. Et liggende forhæng aflukkede den første afdeling. Disse forhæng, som formede tabernaklets loft, var af forskellige farver, var ordnet på allersmukkeste måde, med indvævede guld- og sølvtråde som keruber, der viste englehæren, som er knyttet til arbejdet i den himmelske helligdom, og som er tjenende engle for de hellige på jorden.   ret

Den indre afdeling var arken, som var den helligste ting i forbindelse med dette tilbedelsessystem. Det var en kiste af kostbar træ, belagt inden for og uden for med rent guld, og men en krone af guld omkring toppen. I arken var stentarvlerne placeret, som Guds egen finger havde indgraveret de ti bud med. Dette formål var blevet gjort udtrykkeligt tydeligt, og blev derfor kaldt for pagtens ark, og testamentes ark, eftersom de ti bud var Guds pagt, og fundamentet for pagten der er gjort mellem Guds og Israel.   ret

Dækket over denne hellige kiste blev kaldt for nådestolen. Dette var et bekosteligt og storslået stykke håndværk. Den slået ud af et massivt stykke guld, og de to keruber der blev lavet, enhver stående i sin ende, var slået ud af det samme stykke guld. Deres ansigter var vend imod hinanden, og så ærbødigt nedad imod mådestolen, som repræsenterer alle de himmelske engle, der så med interesse og ærbødighed på Guds lov, der var lagt i arken i den himmelske helligdom. En vinge på hver engel var rakt højt op, medens anden dækkede deres skikkelser. Arken i den jordiske helligdom var mønsteret af den sande ark i Himlen. Derfor stod, ved siden af den himmelske ark, levende engle, enhver med den ene vinge til at skygge over nådestolen, og rækker højt op, medens den anden vinge var fuldet sammen, som tegn på ærbødighed og ydmyghed.   ret

Helligdommens forhæng nåede ikke op til bygningens top. Guds herlighed, skulle kunne ses over nådestolen, blev delvis synlig fra den første afdeling. Direkte foran arken, men adskilt af gardinet, var røgelsesguldalteret. Ilden på dette alter var optændt af Herren selv, og blev helligt varetaget ved at forsyne det med hellig røgelse, som fyldte helligdommen med sin vellugtende sky, dag og nat. Dens vellugt bredte sig vidt omkring i tabernaklet. Når præsten sendte røgelse frem for Herren, så han hen mod nådestolen. Selvom han ikke kunne se den, vidste han at den var der; og idet røgelsen rejste sig som en sky, steg Herrens herlighed ned på nådestolen, og fyldte det allerhelligste, og fyldte så ofte begge afdelinger, så præsten ikke kunne forrette tjeneste. Når præsten i det hellige sendte sin bønner i tro til nådestolen, som han ikke kunne se, rettede Guds folk deres bønner til Kristus foran nådestolen i det himmelske helligdom. De kan ikke beskue deres mellemmand med det naturlige øje, men med troens øje, så de kan se Kristus foran nådestolen, og rette deres bønner til ham, og kræve visselig has mellemkomst gaver.   ret

Disse hellige afdelinger havde ingen vinduer at lyset kunne komme ind ad. Lysestagen, der var slået ud af et massivet stykke guld, brændte dag og nat, og gav lys til begge afdelinger. De guld-beslåede mure, genspejlede lys fra de syv lamper på guldlysestagen, de rigt broderede forhæng, med blå, purpur og skarlet, med deres skinnende kreruber, skuebrødsbordet og røgelsesalteret, glimtede som blankpoleret guld, gav sceneriet en overdådighed og herlighed som ingen ord kan beskrive.   ret

Ingen andre menneskeøjne end ypperstepræsten kunne se på den hellige storslåethed i den inderste afdeling, det særlige bosted for Guds synlige herlighed. Kun en gang om året, kunne ypperstepræsten gå der ind, efter den mest omsorgsfulde og højtidelige forberedelse. Med skælven gik han ind foran Gud, og folket ventede i højtidelig tavshed på at han kom tilbage, med deres hjerter opløftet til Gud i alvorlig bøn for den guddommelige velsignelse.   ret

Foran nådestolen, talte Gud med ypperstepræsten. Hvis han blev der inde i usædvanlig tid i det allerhelligste, blev folket ængstelig, og var bange for Herrens herlighed havde slået ham ihjel på grund af deres synder eller nogen af præstens synder. Men når lyden af ringende bjælder på hans klædning kunne høres, var de stærkt lettede. Så kom han frem og velsignede folket.   ret

Efter at opbygningen af tabernaklet var færdig, undersøgte Moses hele værket, sammenlignede et med det mønster der var blevet vist ham på bjerget og de anvisninger han havde modtaget fra Gud, og alle Israels folkeskarer trængtes omkring tabernaklet, gjorde det ophøjet ved at se det med kritiske øjne. De betragtede det som fuldkomment. De så guldmøblet blive båret ind, alteret og vandkaret sat på plads, og medens de betragtede den fulde virkning af det med ærbødig tilfredshed, blev deres opmærksomhed pludseligt rettet mod skystøtten som førte deres rejser igennem ørknen. Skystøtten rejste sig og drev hen over tabernaklet, og steg ned og omfavnede det. Der var en åbenbarelse af guddommelig majestæt, og den forblindende glans var overvældende; endog Moses kunne ikke indtage den brændende herlighed som omgav tabernaklet indtil skyen havde et omfang af overmådelig klarhed, for alle menneskenes øjne var blevet afskærmet.   ret

Derved tilkendegav Herren at han havde accepteret det tabernakel der var bygget til hans nærhed; og efter denne manifestation hvilede skystøtten altid over tabernaklet når Israels børn slog lejr, og om natten var den klare herlighed i ildstøtten. Når skyen steg op, vidste de at dette var tegn på at genoptage deres rejse fremad. Når den fortsatte med at hvile over tabernaklet, skulle de hvile på deres rejse. Når Herren tilkendegav sin accept af deres arbejde, ved at manifestere sin herlighed, blev folkets hjerter indgydt med ærefrygt, og taknemmelighed. Der var ingen larmende tilkendegivelser på rejsen, men med blødgjort hjerter, og flydende tårer talte de lavmælt, dog kom der alvorlige taksigelseord at Gud anerkendte deres hænders værk, og havde indvilliget i at bo mere direkte hos dem end nogen sinde før.   ret

Herren førte israelitterne under alle deres rejser gennem ørknen. Når det var til hans ære og bedste for folket, at de skulle slå deres telte op på et bestemt sted, og blive der, tilkendegav Gud sin vilje over for dem, ved at lade skystøtten hvile direkte over tabernaklet. Og der blev den indtil Gud ville have dem på rejse igen. Så blev skyen løftet op over tabernaklet, og de rejste igen. Under alle deres rejser overholdt de en fuldkommen orden. Enhver stamme frembar en standard, med tegnet på deres faders hus på den, og alle stammer fik befaling på at stille deres egen standard. Og når de rejste, marcherede de forskellige stammer sig i orden, enhver stamme under deres egen standard. Når de hvilede fra deres rejser, blev tabernaklet rejst, og de forskellige stammer slog deres telte op i orden, præcis efter den position som Gud havde befalet, omkring tabernaklet, og på afstand fra det.   ret

Medens folket rejste, blev pagtens ark båret foran dem. "Og Herrens sky svævede over dem om dagen, når de brød op fra lejren. Og hver gang arken brød op, sagde Moses: »Stå op, herre, at dine fjender må splittes og dine avindsmænd fly for dit åsyn!« Og hver gang den standsede, sagde han: »Vend tilbage, herre, til Israels stammers titusinder!«   ret