Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 18. juli 1878

Begivenheder under rejsen til North Pacific

Vi forlod San Francisco d. 10. juni, med damperen Oregon til Portland. Jeg havde arbejdet over mig, og var meget træt, og bildte mig selv ind at jeg skulle hvile om bord på damperen. Men vinden blæste meget stærkt direkte imod os, og jeg blev på dækket efter at næsten alle havde forladt det på grund af søsyge, og jeg nød synet af bølgerne der blev bjerghøje, blå og grønne, og flot skumsprøjt reflektere regnbuens farver. Jeg kunne ikke blive træt af at se dette store sceneri; og jeg reflekterede over hvor nemt alle om bord kunne opsluges af de arrige vande.   ret

Idet jeg så på de hvid-skummede brølende bølger, huskede jeg det sceneri i Kristi liv, hvor disciplene, i lydighed mod deres Mesters befaling, gik i deres både til den anden side af søen. Et forfærdeligt uvejr brød ud over dem, og deres både ville ikke adlyde deres vilje, og de blev kastet hid og did indtil de lagde deres årer i fortvivlelse. Her forventede de at gå tabt; men da stormen og bølgerne talte død, viste Kristus, som de havde efterladt på den anden side, sig for dem, roligt gående på støjende og hvidtskummende bølger. De var blevet ført vild af deres nyttesløse anstrengelser, og af den tilsyneladende håbløse tilstand, og have opgivet for at gå tabt. Da de så Jesus foran sig på vandet, gjorde det dem mere bange, og de troede at det var den sikre forgænger for deres forestående død. De råbte i stor frygt. Men i stedet for at hans tilsynekomst bebudede dødens nærvær, kom han som livets budbringer. Hans stemme kunne høres over elementernes rasen: ”Det er mig, frygt ikke.” Hvor hurtig ændrede sceneriet sig ikke fra fortvivlelsens rædsel til troens og håbets glæde i nærvær af den elskede Mester! Disciplene var ikke længere angste eller bange for døden, for Kristus var hos dem.   ret

Jeg forblev på dækket indtil det blev mørkt, og så tog jeg til kahytten, hvor bådens vuggen gjorde mig meget syg. Dette var om mandagen, og jeg kunne ikke sidde op fra det tidspunkt til tirsdag morgen, hvor jeg i dette tidsrum kun tog lidt boullion og sprøde kiks. Vi fik en stærk hård vind imod os hele vejen fra San Fransicsco, og vi var alle glade, tirsdag morgen, vi passede baren, og indtog den stille flod, og lod de hvileløse bølger bag os. Der var kun to eller tre passagerer om bord som ikke blev søsyge.   ret

Damperen Oregons kaptajn, Connor, var venlig og opmærksom, da han gjorde alt for at rejsen skulle være behagelig. Kahytsjomfruerne var imødekommende, skyndte sig altid fra kahyt til kahyt med mad til at stille deres appetit der var for syge til at gå op til bordet i spiseværelset. Vi følte os taknemmelige over at se så megen opmærksomhed på denne båd mod dem, der led af søsyge, som havde brug for så megen omsorg.   ret

Alle om bord fik mest ud af det sidste af dagen på vandet. Så blev de raske igen og fik appetit, og lod ikke til at have det så dårligt efter deres søsyge.   ret

Der var flere prædikanter om bord som, lige som os selv, tog til Oregon for at holde møder på opfordring. Iblandt dem var ældre Brown, med sin familie, som har talt i San Francisco og Santa Rosa. Jeg fik uddelt nogle af vore pulikationer iblandt passagererne. Om aftenen lå jeg i min kahyt, døren til den var åben til øverste dæk. Jeg hørte de ældste tale til en gruppe, der var samlet omkring ham, som det var umuligt for noget menneske at holde Guds lov; at mennesket aldrig holdt, og aldrig kan holde den Han sagde: ”Intet menneske kan få himlen ved at holde loven. Mrs. White er hele loven, - loven; hun tror at vi må frelses ved loven, og ingen kan frelses uden de holder loven. Jeg tror på Kristus. Han er min Frelser, Kristus alene kan frelse os, og uden ham kan vi ikke blive frelst.”   ret

Jeg mærkede den uretfærdige anklage imod mig, og kan ikke lade en sådan udtalelse, som kommer frem for så mange mennesker, stå uden at blive rettet. Derfor sagde jeg: ”Det er forkert. Mrs. White har aldrig haft det standpunkt. Jeg vil tale for mig selv og for vore folk. Vi har altid haft det standpunkt at der ikke er kraft i loven til at frelse en eneste lovovertræder. Loven overbeviser og fordømmer synderen, men det er ikke dens formål at tilgive den mindste eller største synd. Hvis vi synder har vi en Forsvarer hos Faderen, Jesus Kristus den retfærdige. Synderen får problemer med Faderen ved at overtræde hans lov. Kristus, synderens Forsvarer, går i forbøn for hans skyld. Loven kan ikke befri synderen fra konsekvenserne af hans overtrædelse, men Kristus selv betaler den straf synderen har pådraget sig ved ulydighed.   ret

Apostelen Paulus spørger: “Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive større? Nej, langtfra!” Skal vi misbruge Kristi barmhjertighed ved at leve i overtrædelse af Guds lov?” Paulus erklærer for menighedens ældste: “Jeg har ikke undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn; både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus.” Omvendelse til Gud på grund af hans overtrådte lov og tro på vor Herre Jesus Kristus som synderens Talsmand. Paulus sagde: ”Hvad skal vi da sige? er loven synd? Nej, langtfra! Men jeg havde ikke lært synden at kende uden ved loven; thi jeg havde jo ikke vidst af begær, om ikke loven havde sagt: ”Du må ikke begære.” Paulus opsummerer sagen: ”Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt.”   ret

”Kristus kom ikke for at undskylde synd eller at retfærdiggøre en synder, medens han fortsætter med at overtræde den lov, som Guds Søn måtte give sit liv for at opretholde og ære. Havde det været muligt at ophæve loven, ville Kristus ikke have behøvet at komme til vor jord og dø, den retfærdige for den uretfærdige. Gud kunne have taget synderen til nåde igen ved at annullere loven. Men dette kunne ikke ske. Loven holder overtræderen i trældom, men den lydige er fri. Loven kan ikke rense fra synd; den fordømmer synderen. Synderen kan stå retfærdiggjort for Gud alene gennem anger mod ham og tro på Jesu Kristi fortjenester. Loven er et stort spejl, hvor synderen kan kende sin moralske karakters mangler. Men spejlet kan ikke fjerne de mangler. Evangeliet peger på Kristus, som den eneste, der kan fjerne syndens pletter ved sit blod. Selv om loven ikke har nogen tilgivende kraft, er den det eneste middel, der kan forklare synderen, hvad synd virkelig er. Ved loven når man til erkendelse af synd. Uden loven, fortæller Paulus os, at synden er død.   ret

”Det er tåbeligt at bede synderen komme til Kristus før han er overbevist om at hans synd er bragt frem for Guds lovs spejl. Hvad er skal synderen overbevises fra? Fra overtrædelsen af Guds lov, til at være den lydig. Men hvis han får at vide at han ikke kan holde Guds lov, skal han da prøve at holde den, vil han blive træl, indtil det han er omvendt, - overtrædelse af loven for at fortsætte i lovertrædelse? Dette er absurd. Alligevel fortæller Kristi bekendende forkyndere synderen at han er skyldfri, medens han er illoyal mod Guds lov. Disse omvendelser stadfæstes ikke i himlen.   ret

”Vor Kristus var lige så meget Frelser for gamle værdier, som han er vor Frelser. I tro så de frem til en frelser der kommer. Adam blev lige så virkelig frelst ved evangeliet, som vi skal frelses i dag. Abraham blev frelst ved tro på Kristus, som Guds Lam der bærer alverdens synd bort. Moses skulle frelses ved Kristi fortjenester, som var den engel der førte Israels hære i alle deres rejser igennem ørknen. Gud befalede: ’Vær ikke genstridig imod ham, thi han skal ikke tilgive eders overtrædelser, eftersom mit navn er i ham.’ Alle som døde i tro, fra den retfærdige Abel til vor tid frelses ved Jesu Kristi fortjenester.   ret

”Jesus sagde: Ikke enhver, der siger til mig: »Herre, Herre!« skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag«: »Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?« Og da vil jeg sige dem rent ud: »Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret« Hvor mange er der som råber, Kristus, tro på Kristus, skønt de ikke gør som Kristus. Disse repræsenteres af dem, som vor Frelser nævner som syndens medarbejdere. De overtæder Guds lov, og lærer andre ved forskrift og eksempel at gøre på samme måde. En nominel trosbekendelse vil ikke frelse sjælen; den vil heller ikke overholde loven. Guds lov må adlydes af hjertet; dets principper må føres ud i livet; og troen på Jesus Kristus, som verdens Genløser, må udvises i liv og karakter, ellers er der ikke sand omvendelse.   ret

“Guds lov er som den evige trone uforanderlig i dens karakter. Billederne og skyggerne nåede modbilledet og substansen, Jesus Kristus. Ved hans død ophørte de med at have en magt eller betydning. Men tibudsloven, som blev indført i Eden, da verdens grundvold blev lagt, da morgenstjernerne jubled til hobe, og alle Guds sønner råbte af glæde, skulle vare lige så længe som himlene og jorden. Kristus udtalte sin velsignelse over alle, som holder Guds hellige lov: “Salige er de, som holder hans bud, for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden.”   ret

”Ældre Brown, kom aldrig med den forkerte fremstilling at vi ikke stoler på Jesus Kristus for frelse, men stol på loven for at blive frelst. Vi har aldrig skrevet et eneste ord i den retning, ejheller lært en sådan teori på nogen måde. Vi tror at ingen synder kan blive frelst i hans synder (og synd er overtrædelse af loven), medens du lærer at synderen kan frelses medens han bevidst overtræder Guds lov.”   ret

”Nuvel,” sagde ældre Brown, med lav stemme, til dem der var samlet omkring han, ”Jeg ved alt omkring dem.” Jeg følte mig kaldet til at svare på dette, og sagde: ”Min Herre, hvis du ved alt om det standpunkt som vi, som et folk, har, må du også vide at du har fejlfortolket os. Vi har aldrig antydet, hverken i de prædikener vore prædikanter har forkyndt, eller i trykte sider spredt over hele verden at der er nogen kraft i loven til at frelse synderen. Tværtimod, har vore talere og skrivere gentaget igen og igen at loven ikke har kraft til at genløse overtræderen fra syndens konsekvenser. Vi vil sige til det kommende lejrmøde i Salem: Rejs jer venligst op, og lær det vi egentlig tror på, for det er tydeligt at I ikke kender til os eller vor tro.”   ret

Her vil jeg sige at ældre Brown, medens han var i San Francisco at han kendte Mrs. White i Øststaterne – kendte alt til hende, efterlod et indtryk i deres sind, da han talte dårligt om mig og mit arbejde. Jeg kender ikke noget til at have set denne mand eller haft nogen samtale med ham, før rejsen på damperen Oregon. Jeg ved ikke noget om han har hørt mig tale, eller om han nogen sinde har læst mine skrifter, eller om han kender noget til min mission. Han er utvivlsom helt uvidende om Mrs. White og hans arbejde. Mange bekender, at de godt kender mig, selv om jeg aldrig har set eller talt med dem. De har samlet på rygter, og onde efterretninger fra falske og sladderagtige tunger, og behandler dem som kendsgerninger, som ved skal være er sande.   ret

Jeg var forbavset over det standpunkt ældre Brown havde taget om loven. Det virkede utroligt at nogen som bekendte sig at være bibelstuderende og lærer, forsikrer at intet mennesket nogen sinde har holdt Guds lov, eller kan holde den. Dette er et frygteligt standspunkt som mange prædikanter indtager, for at komme af med det fjerde buds sabbat. Sådanne lærer kaster et meget dårligt lys på vor himmelske Faders karakter, når de fremstiller ham som han giver mennesker en kode på love, som er grundlag for al civil national og indenrigsregering, alligevel er det umulig nogen mennesker nogen sinde at kunne holde og adlyde den. Disse holdninger, som offentlige lærere giver udtryk for, ledte mennesker til at, ikke blot ignorere den guddommelige lov, men til at træde på den som et egenmægtigt forlangende, og de retfærdiggør sig selv i deres oprør imod den. Dem som lærer så skadelige læresætninger vil ikke få en misundelsesværdig position, når de møder den store Lov over deres brudte lov.   ret

Hvori vil mennesker blive lykkeligere i dette liv, hvis de skal have fuld frihed til at bryde de ti forskrifter i Faderens lov? I sin store kærlighed til mennesker, gav Gud mennesker den lov, som deres optræden bringes i orden ved, så mennesket kan afgrænses fra at gøre de ting som giver næring, og gør menneskets virkelige lykke større, såvel som også dets medskabningers lykke, endog i dette liv. Principperne i budene føres ud i det daglige liv, forædler og helliggør hjerte sind og giver een en moralsk udmærkelse gennem Jesus Kristus, for hellige engles selskab. Vor alvise himmelske Fader vidste at regler var nødvendige for at vogte mennesker mod synd og for at styre deres liv, lede dem til at praktisere sådanne dyder som vil gøre dem til egnede borgere i himlen.   ret

Kristus sagde: ”Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed.” Kristus bør være vort eksempel i alle ting. Han kom fra herlighedens verden, ikke for at vise mennesker en metode de kunne blive frelste i den lovovertrædelse, som Adam faldt i. Men påtog sig selv mennesknatur, gik sejrrig over den grund Adam faldt på, og genløste fiaskoen, ved sin egen fuldkomne lydighed mod loven, og modstod Satans fristelser, som omringede Adams fald. Kristus gav, ved sig et eget liv et bevis på at mennesker ikke kan holde Guds lov, og gennem hans fortjenester er en endelig sejrherre.   ret

I sin bjergprædiken sagde Kristus: ”Tro ikke, at jeg er kommen for at ned bryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme Thi sandelig siger jeg Eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før det er sket alt sammen. Derfor: Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget.” Her viser Kristus formålet med sin mission: At vise mennesket ved sit eksempel at han skal være helt lydig mod moralloven, og tilpasse sit liv efter dets forskrifter. Den lov blev ophøjet og gjort ærværdig ved Jesus Kristus.   ret

Skulle Roms pave og alle jordens beboere forene deres forstand til formålet, ville de ikke ophæve det mindste krav af loven, der blev udtalt på Sinai. Gud har udspesificeret sin vilje over for menneskene i hans ti forskrifter. Den er lige så evig og uforanderlig som hans karakter. Loven siger til enhver lovovertræder: Du skal visselig dø. Men Kristus siger til enhver sjæl, der angerer sin lovovertrædelse over for Gud, og vender sig i anger til sin Frelser: Du skal lige så visselig blive frelst, som Kristus døde for menneskenes frelse.   ret

Hvilke højtidelige ord faldt der fra den guddommelige Lærers læber, som kom for at gøre sin Faders lov ærværdig: ”Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget.” Prædikanter og folk bør forstå den fulde betydning af disse ord. Dem som i ord, eller handling, eller udlægning af skriften, formindsker, eller bortforklarer Guds hellige lovs hellige krav og værdighed har ikke plads i himmeriget. Kristus vil have at vi forstår at vor retfærdighed må indbefatte, ikke kun overholde lovens bogstav, men også ånden og princippet i den. Lovens bogstav specificerer hvordan vi må vandre for at behage Gud; lovens ånd peger til Jesus Kristus, som det forsonende offer, igennem hvis fortjenester synderen kan opfylde lovens krav, sagde Kristus: ”Jeg og min Fader er et.” Derfor er der fuldstændig harmoni mellem loven og evangeliet. E. G. White.   ret