Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 30. juli 1896

Jesu barndom.

Jesus var himlens befalingsmand, lige med Gud, og dog indvilgede i at lægge sin kongelige krone til side, og iklæde sig sin guddommelighed med menneskelighed. Kristi inkarnation til menneskeligt kød er et mysterium. Han kunne have kommet til jorden som en med et bemærkelsesværdigt udsende, der ikke lignede menneskenes sønner. Hans udseende kunne have skinnet med herlighed, og hans form kunne have været af bemærkelsesværdig måde. Han kunne have vist et sådant udseende så beskueren blev fortryllet; men dette var ikke den plan der var lagt i Guds sale. Han skulle bære menneskeslægtens karaktertræk, og den jødiske slægt. I alle henseender skulle Guds Søn bære samme træk som andre mennesker gjorde. Han havde ikke en så personlig skønhed som ville gøre ham til noget særligt blandt mennesker. Han skulle ikke vise forunderlige fortryllelser som tiltrækker sig selv opmærksomhed. Han kom som repræsentant for menneskeslægten for himlen og for jorden. Han skulle stå som menneskets stedfortræder og sikkerhed. Han skulle leve menneskenes liv på en sådan måde at det dementerer den anklage som Satan fører, at menneskene er sin evige ejendom, og at Gud selv ikke kan tage dem ud af sine fjendske hænder.  

Kristus vise sig på scenen som spæd, og som barn, havde ingen ekstra fortrin i verden. Han kom fra trange kår, havde ikke haft andre privilegier end dem fattige kende til, Han erfarede de vanskeligheder som fattige og ydmyge erfarede fra spæd til barndom, fra ungdom til manddom. Der omgiver et mysterium omkring Kristi fødsel, som ikke kan forklares, og er heller ikke nødvendigt. For næsten to tusinde år siden, hørtes en mystisk stemme i himlen, der udgik fra Guds trone, og sagde: ”Til slagte- og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig.” ”Se, jeg er kommen i bogrullen er der skrevet om mig for at gøre din vilje, min Gud!” Gud som er tilkendegivet i kødet, kom til vor verden, blevet retfærdiggjort i Ånden, set af engle, forkyndt for hedninge, troet i verden, modtaget i herlighed.  

Når vi beskuer Kristi menneskevorden, står vi uforstående over for et ufatteligt mysterium, som ligger langt over den menneskelige tanke. Jo mere vi tænker over det, des mere forunderligt bliver det. Hvor vældig er ikke kontrasten mellem Kristi guddommelighed og det hjælpeløse spædbarn i krybben i Betlehem! Hvordan kan vi spænde over kløften mellem den mægtige Gud og det hjælpeløse barn? Og dog blev verdeners skaber i hvem guddomsfylden boede legemlig, åbenbaret i det hjælpeløse spædbarn i krybben. Højt hævet over alle engle, Faderens jævnbyrdige i værdighed og ære, og dog i menneskelig skikkelse! Guddommelighed og menneskelighed blev forenet på mystisk, ubegribelig vis, og mennesket og Gud blev ét. Det er i denne forening, vi finder håb for vor faldne slægt. Når vi ser på Kristus i menneskelighed, ser vi på Gud, og ser hans herligheds klarhed i ham, hans persons udtrykte billede.  

Kristus levede sit liv i flittigt arbejde fra sine tidligste barneår. I sin ungdom arbejdede han sammen med sin fader ved tømrerhåndværket og viste således agtelse for alt arbejde. Skønt han var herlighedens Konge, irettesatte han lediggang hos ethvert menneske ved selv at beskæftige sig med et beskedent håndværk og regnede alt arbejde for at være ophøjet og passende for en kristen. Dem som hengiver sig i lediggang fralægger sig den lektie Kristus har givet i sit eksempel for alle menneskene. Fra barndommen af var han et eksempel på lydighed og flid. Han var en lille solstråle i hjemmets kreds. Han gjorde sin del i ydmyge pligter, trofast og med glæde, som hans ydmyge kald krævede. Som verdens Forløser, havde han valgt den mest ydmyge position. Han har iklædt sin guddommelighed med menneskelighed for at han kan skal kunne nå menneskene. Han sympatisere med fattige; for han forstod fattigdommens besværligheder. Han selv delte den ringes byrder. Verdens Forløser levede ikke et selvisk liv i magelighed og fornøjelse. Han valgte ikke en position der ville bringe menneskenes ros og smiger. Af erfaring kendte han til deres vanskeligheder som slider for deres levebrød, og kunne trøste og opmuntre alle ydmyge medarbejdere. Den nedskrevede beretning om det ydmyge arbejde i hans liv, er skrevet til vor formning og trøst. Dem som har et virkeligt begreb om Kristi liv, vil aldrig kunne gøre forskel mellem de forskellige menneskeklasser, og stille den velhavende op over for den stakkels fattige mand. Herlighedens konge levede et slidsomt liv.  

Der stor skrevet om Jesu barndom at ”barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af visdom; og Guds nåde var over det.” Da han kun var tolv år gammel, gjorde han det klart at hans sind var udviklet i åndelig retning. Hans forældre tog til Jerusalem hvert år for at fejre påskehøjtiden, og i hans tolvte år, tog Jesus med dem til byen. ”Og da de havde tilendebragt højtidsdagene og var på hjemvejen, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre lagde mærke til det. Da de mente, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt deres slægtninge og bekendte. Men da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham.” I tre søgte de bekymret efter ham; for de var klar over det ansvar som Gud har placeret på dem. ”Og det skete efter tre dages forløb, da fandt de ham i helligdommen, hvor han sad midt iblandt lærerne og lyttede til dem og spurgte dem ud.”  

Hans forældre lyttede i forundring, da de hørte hans indgående spørgsmål. Jesus udnyttede den gode anledning der var åbnet op for ham, til at sprede lys. Han havde fået rabbinerne og lærerne til at tale om profetierne om Messias tilsynekomst. De havde bragt deres syn for sagen, og talt om den forunderlige ophøjelse som hans velsignelse ville bringe det jødiske folk; men Jesus viste dem Esajas profeti, og spurgte dem om betydningen af de skriftsteder som synliggjorde Guds Søns ydmygelse, lidelse og død. Skønt Jesus indtog en elevs holdning, var der meget at lære af hvert ord, han udtalte. Han fortolkede skrifterne for rabbinernes formørkede sind og gav dem klart lys med hensyn til Guds Lam, som borttager verdens synd. Den unge elevs skarpe, klare spørgsmål kastede et væld af lys over deres formørkede forstand. Sandheden skinnede som et strålende lys på et mørkt sted, da han modtog og tildelte undervisning om frelsesplanen.  

Det står tydeligt, at Jesus gik frem i visdom. Hvilken lærdom findes der ikke for alle unge i denne begivenhed i Jesu liv! Hvis de flittigt gransker Guds ord og modtager guddommelig vejledning ved Helligånden, vil de blive i stand til at meddele lyset til andre. Ved videreførelse af den nåde de havde fået, vil en ny nåde blive givet fra himlen. Jo mere mennesket kommunikerer med andre, des rigere er Kristi nådegave, des klarere og mere livskraftig vil hans forståelse blive, og jo rigere vil Guds nåde forblive i hans eget hjerte. Hvis den unge vil forblive lige så ydmyg som Jesusbarnet var, vil de blive kanaler for lys.  

De lært og klæge mænd var forbavset over Jesus barnets spørgsmål, og, i ønsket at opmuntre et sådant studie af profetierne, søgte de at få den kundskab han havde fået. Josef og Maria var meget overraskede, da de hørte de kloge svar fra deres søn, som var han selv en lært mand. Da der var en pause i samtalen spurgte Maria, Jesu moder: "Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din fader og jeg har ledt efter dig med smerte." Guddommeligt lys skinnede gennem Jesu menneskeskikkelse, da han løftede sin højre hånd og spurgte: ""Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?" Men de forstod ikke, hvad han mente med det, han sagde til dem." Vers 48-50. De forstod ikke den fulde betydning af hans ord. Men skønt han var Guds Søn, fulgte han med dem hjem til Nazaret og var lydig imod dem. Og hans moder forstod ikke hvad meningen var med hans ord, dog ”gemte hun alle disse ord i sit hjerte."  

Da Jesus var 12 år gammel, kom Helligånden over ham, og han følte noget af storheden ved den mission, for hvilken han var kommet til verden. Hans sjæl blev vakt til handling. Som den, der søger visdom, stillede han spørgsmål, som lå langt ud over det almindelige, men som tændte lys i tilhørernes sind og fik dem til at forstå profetierne og den mission og opgave, som skulle udføres af deres forventede Messias. Jødefolket nærede fejlagtige forhåbninger om noget stort og vidunderligt. De mente, at når Messias kom, ville de selv blive hævet over andre nationer. De så frem til den herlighed, som vil kendetegne Kristi andet komme, men overså fornedrelsen, som var forbundet med hans første komme. Da Jesus stillede spørgsmål vedrørende de af Esajas' profetier, der forudsiger hans første komme, brød lyset frem i deres sind, som var villige til at tage imod sandheden. Det var ham selv, der havde givet disse profetier før han blev menneske, og nu, da Helligånden mindede ham om disse ting, og jorde klart for ham, hvilken mægtig opgave han skulle udføre, spredte han lys og kundskab til dem, som var omkring ham.  

Selv om han voksede i kundskab og Guds nåde var over ham, blev han ikke stolt og følte sig ikke hævet over hverdagens arbejde og slid. Han tog sin del af arbejdsbyrden sammen med sine forældre og brødre. Han sled for at underholde familien, og tog del i det arbejde der ville dække hjemmets omkostninger. Selv om hans visdom havde forbavset de vise og lærde, underkastede han sig i ydmyghed sine jordiske forældre og udførte sin del af de fælles pligter. Han sled med sine hænder på lige fod med enhver anden arbejder. Det siges om Jesus, at han, efterhånden som han blev ældre, gik "frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker".  

Den kundskab, han daglig modtog om sin enestående mission, gjorde ham ikke mindre skikket til at udføre de ringeste opgaver. Med glæde udførte han det arbejde, som hvilede på enhver ung, som voksede op under små kår knuget af fattigdom. Han forstod børnenes fristelser, for han havde selv erfaret deres sorger og prøvelser. Med beslutsomhed og standhaftighed gjorde han det, som var rigtigt. Når det onde lokkede, nægtede han selv i mindste måde at vige fra sandhedens og retskaffenhedens principper Han var hengiven og lydig over for forældrene, men netop denne pletfrie vandel vakte hans brødres had og misundelse. Hans barndom og ungdom var langt fra let og lykkelig. Hans brødre troede ikke på ham og blev vrede, fordi han ikke opførte sig som dem i ét og alt og ikke deltog i deres onde handlinger. I sit hjem var han frimodig og glad, men aldrig støjende eller voldsom. Han bevarede altid en ydmyg og lærvillig indstilling. Han fandt stor glæde i naturen, og Gud var hans lærer.  

afsn nr:1
afsn nr:2
afsn nr:3Kristus alene 69; Bibelstudium 1. Kvartal 2008
afsn nr:4At jeg må kende ham 0124
afsn nr:5
afsn nr:6At jeg må kende ham 0122
afsn nr:7 At jeg må kende ham 0122
afsn nr:8At jeg må kende ham 0122
afsn nr:9Kristus alene 71; At jeg må kende ham 0122
afsn nr:10Kristus alene 71
afsn nr:11Kristus alene 71