Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 5. august 1889

Evangeliet for både jøder og hedninge.

"Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter, evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt, i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde. Af ham har vi fået nåde og apostelkald til at føre mennesker i alle folkeslag til trosly­dighed, hans navn til ære. Blandt dem er også I, som er kaldet til at tilhøre Jesus Kristus." "For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro ? som der står skrevet: "Den retfærdige skal leve af tro." For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelig­hed og uret­færdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uret­færdighed." Rom 1,1-6. og 16-18.  

Paulus erklærer, at han var kaldet som en apostel til at gøre en særegen gerning. Sandheden var blevet åbenbaret for ham, så at han kunne prædike evangeli­et ikke alene for jøderne, men også for hedningerne. Han manglede ikke (således som de falske profeter) guddommelig fuldmagt til at udføre denne gerning, at prædike Jesus og ham korsfæstet. Kristus havde selv kaldet ham til dette værk, idet han åben­barede sig for ham fra Himmelen.  

Han skulle henlede menneskenes opmærksomhed på evangeliet, som Gud havde forjættet formedelst profeternes ord. Han skulle sætte Det gamle Testamentes gud­dommelige åbenbaringer i et klart lys for dem og vise, hvor­ledes evangeliet lyste for dem under den gamle husholdning. Han skulle påpege den sandhed, at både profeterne og apostlene var vidner for Kristus om, at han var Messias. På grund af hans guddommelige natur blev det erklæret, at han var Guds Søn, men farisæerne stred altid mod Kristi guddommelighed. Det store bevis, som stadfæstede Jesu guddommelighed, var hans opstandel­se fra de døde. Der var overvældende beviser for dem, som troede; for han blev set iblandt dem. De, som ikke troede alle disse kraftige vidnesbyrd, ville ikke være blevet overbeviste af aldrig så mange vidnesbyrd.  

Saliggørelsens glædelige budskab blev først forkyndt for de fortabte får af Israels hus; men de forkastede Guds kostelige gave. Paulus siger: "Men siden I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til evigt liv, så vender vi os til hedningerne." Både jøder og hedninger var uden Kristus og i mørket. Det var en meget ubehagelig tanke for jøderne, at de behøvede saliggørelse. De havde været Guds ejendomsfolk og havde set på hedningerne med foragt. Kristus var ikke alene fremstillet som Israels håb og herlighed, men også som et lys til at lyse for hedningerne. Dette var aldeles imod deres fordomme.  

I evangeliet var Guds retfærdig­hed åbenbaret såvel som den måde, hvorpå mennesket skulle blive forsonet med Gud. Omendskønt Gud var retfærdig, og deres brøde var stor, som havde overtrådt Guds hellige lov, så blev der dog lagt en plan, hvorved loven kunne blive tilfredsstillet gennem Guds Søns store offer. Ofringerne under den gamle husholdning var forbilleder, som viste menneskene hen til Guds Lam, som skulle dø på Golgatas kors. Da mødte forbilledet modbilledet i Guds dyrebare Søns død. Fra Adams tid igennem de følgende slægter viste slagtofrene frem til Kristus, og menneskenes tro var fæstet på et offer af evigt værd. Patriarkerne og pro­feterne stolede ved troen på Gud, som talte med dem ved Kris­tus.  

"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Han elskede verden så højt, at han var villig til at give den retfærdige for den uretfærdige. Han åbenbarede sin store og dybe kærlighed for Paulus, for at han skulle kundgøre den for alle nationer. Saliggørelsens plan var åbenbaret for ham, og han prædikede offentligt og fra hus til hus omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus. Loven fordømmer, men den kan aldrig tilgive overtræderen. Den bodfærdige, troende sjæl ser ikke hen til loven for retfærdiggørelse, men til Jesus, det forsonende offer, som kan meddele sin retfærdighed til synderen og gøre hans bestræbelser antagelige for Gud. Når vi antager Kristus som vor Frelser, så kan vi blive lydige børn og holde alle Guds bud.  

Ved troen indpodes vi i det sande, levende vintræ. Ved den tro, som forlader sig på Kristus, drager man kraft fra ham, ligesom grenene drager næring fra stammen. Profeten siger: "Den retfærdige skal leve ved sin tro." Denne sandhed burde enhver kristen forstå og lære at kende i sin religiøse erfaring: for ved den skal de ret­færdige leve. Den sande tro vokser og bliver større og stær­kere. Den er standhaftig i sin virkning. Apostelen siger: For i det åben­bares Guds retfærdighed af tro til tro."  

Hedningerne havde ikke nogen kundskab om Guds lov og havde ikke søgt retfærdighed, men de, som troede på Kristus, nåede til retfærdighed gennem troen på ham. De antog Guds lov som regelen for karakter. De vantro jøder opfyldte ikke lovens retfærdige fordringer, fordi de forkastede det eneste middel, som kunne hjælpe dem til at blive retfærdige og antagelige for Gud. "De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen [som er af loven], og derfor har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed. For Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror." Kristus er lovens ende eller øjemed. Loven fordømmer synderen og driver ham således til Kristus for retfærdighed.  

Jøderne bekendte sig til at tro profeterne og erkendte Guds lovs lydighed. Men hos den største del af denne nation var denne kun en udvortes tro. Jesus sagde til de jødiske lærere: "Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om." De, som i sandhed troede Loven og Profeterne, blev ved denne tro ledt til at modtage Jesus af Nazaret som menneskenes Frelser. Hedningerne derimod måtte først vende om fra deres afgudsdyrkelse til at tro på Kristus, og igennem ham fik de kundskab om Loven og Profeterne.  

Først må mennesket se lovens retfærdighed, idet den fordømmer synden; derefter må det se Guds retfærdighed i Kristi fortjeneste, hvorved man kan få syndernes forladelse. "For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed." Menneskene kan have kundskab om sandheden og dog ikke blive helligede ved sandheden.
Konkluderes næste uge  

afsn nr:1Evangeliets sendebud 322/89
afsn nr:2Evangeliets sendebud 322/89
afsn nr:3Evangeliets sendebud 322/89
afsn nr:4Evangeliets sendebud 322/89
afsn nr:5Evangeliets sendebud 323/89
afsn nr:6Evangeliets sendebud 323/89
afsn nr:7Evangeliets sendebud 323/89
afsn nr:8Evangeliets sendebud 323/89
afsn nr:9Evangeliets sendebud 323/89
afsn nr:10Evangeliets sendebud 323/89 Sabbatsskolelektier, Lys i mørke, 4.kv 2005. s. 64