Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 9. august 1899

De sidste skal blive de første, de første de sidste

”Thi med Himmeriget er det som med en husbond, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Og da han var blevet enig med arbejderne om en denar om dagen, sendte han dem hen i sin vingård. Og han gik ud ved den tredje time og så nogle andre stå ledige på torvet. Til dem sagde han: »Gå også I hen i min vingård, så skal jeg give jer, hvad ret er« De gik da derhen. Ved den sjette og den niende time gik han igen ud og gjorde ligeså. Og ved den elevte time gik han ud og fandt endnu nogle stående der, og han spørger dem: »Hvorfor står I her ledige hele dagen? « De svarer ham: »Fordi ingen har lejet os.« Da siger han til dem: »Gå også I hen i min vingård! « Men da det var blevet aften, siger vingårdsejeren til sin forvalter: »Kald på arbejderne og udbetal dem deres løn, sådan at du begynder med de sidste og ender med de første!« De, som var lejet ved den elevte time, kom så og fik hver en denar. Da de første kom, mente de, at de ville få mere; men de fik også hver en denar. Da de fik den, knurrede de mod husbonden og sagde: »De sidste der har kun arbejdet én time, og du har stillet den lige med os, som har båret dagens byrde og hede.« Men han svarede og sagde til en af dem: »Min ven! jeg gør dig ikke uret; blev du ikke enig med mig om en denar? Tag, hvad der er dit, og gå! Men jeg vil nu give den sidste dér lige så meget som dig. Har jeg ikke lov at gøre, som jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?« Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.”   ret

I denne lignelse brugte Kristus en illustration som alle kender til. I Europa gælder denne skik stadig. Dem som ønsker at finde et arbejde gik til markedspladsen, og stod og ventede der, og åbede på at få ansættelse. Og også dem, som havde arbejdsfolk tog også til markedspladsen.   ret

Denne lektie blev taget frem da disciplene diskuterede hvem skulle være den storste. Det er en fortsættelse af lektien i foregående kapitel. Her læste vi at Peter sagde til Kristus: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig; hvad får så vi?« Og Jesus svarede: »Sandelig siger jeg eder: ved verdens genfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. Og enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller hustru eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få det mange fold igen og arve evigt liv. Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste skal blive de første.«   ret

Kristus gav denne lektie for at kunne nå helt frem til vor tid. Han så at der vil komme en selvretfærdighedens ånd ind i kirken, lede mennesker til at tro at de vederes gerninger kunne gjortjene himlen. I lignelsen blev de førsthyrede respreæsenteret ved dem der tjener i en misundelig og skinsyg ånd. Fordi de var blevet de første på marken, forlangte de at blive foretrukket. ”Ven”, svarede mesteren, ”jeg gør ikke disse fejl. Ved at give disse en denar, har jeg gjort min del af aftalen.”   ret

Der er dem der, uanset hvor meget de har lavet, ikke tager sig betalt. Hvis Herren hjælper dem, opløftes de i stolthed, efter deres egen godhed de voksede i. De er ivrige i smiger, og ivrige efter at sættes først. De føler sig sat over alle andre. Disse behandler ikke de fattige og trængende som de burde. De handler uretsmæssigt og uretfærdigt. Kristus ønsker ikke at de er i hans tjeneste, for de er ivrige efter løn, og tror at de skal have kompensation for alt de gør.   ret

Gud ser ikke som mennesker ser. Mennesker dømmer på det ydre; Herren dømmer motiverne. Han ved hvor oprigtige og trofaste de er i arbejdet. Vor Frelser erklærer gentagende gange at de første skal blvie de sidste, og de sidste de første. Mennesker der ikke tænker over det, udvirker deres sande karakter. Nogle arbejder på en ydmyg, og beskeden måde, men de er gennemsyret af Guds Ånd, og gør hele tiden små ting for at for at hjælpe andre. De bringer selvopofrelsens og selvydmygelsens ånd med i deres gerning. De længes efter at gøre mere for deres Genløser. Disse er dem som vil stå først. De tænker kun lidt om hvad de gør, og forbavses over at se at Herren har bemærket de venlige ord der er sagt til den modløse, gaven der er givet til at hjælpe den forpinte. Men Herren møler den den kærlige og ømme ydmyghed og kristuslignende ånd, hvori disse handlinger udføres, og sætter lønnen i forhold til dette.   ret

Vi bør alle have respekt for lønnens udmåling. Men når vi alvorligt ønsker at få velsignelsen, må vi have fuldkommen tillid til at Kristus vil lønne efter deres gerninger. Paulus havde altid livets krone for øje, som han skulle få, og ikke kun han, men alle dem, der glæder sig til Kristi tilsynekomst. Men det var sejren ved Jesus Kristus, som gjorde livets krone så attråværdig for ham. Jesus ønsker ikke, at vi skal interessere os så meget for belønningen, men for at gøre Guds vilje, fordi det er hans vilje, uanset hvilken belønning vi får.   ret

Guds gave er evigt liv. Herren ønsker at alle, som får hans nåde, skal stole helt på ham. Han opfordrer os til at vise en ren, enkel tro og til at stole på ham, uanset hvilken belønning vi får Vi skal virke helhjertet i hans tjeneste og vise, at vi har fuldkommen tillid til, at han vil dømme retfærdigt.   ret

Der fortælles i beretningen om dommen, at når de retfærdige får deres løn og de uretfærdige bliver dømt, undrer de retfærdige sig over hvad de har gjort, siden de bliver belønnet. Men de tilegnede sig en levende tro på Kristus. De var fyldt med hans Ånd, og uden nogen bevidst anstrengelse udførte de på Kristi vegne i de helliges skikkelse den tjeneste, der indbringer en sikker belønning. For dem var det den højeste ære at få lov til at arbejde, som Jesus virkede. Det, de gjorde, blev udført på grund af kærlighed til Kristus og deres medmennesker og han, som har identificeret sig med den lidende menneskehed, betragter disse handlinger som er gjort af medlidenhed og i kærlighed, som om de var gjort mod ham selv.   ret

Ubevidst handler dem på den venstre side også i deres stolthed og selviskhed. I deres livstid værnede de ikke om sympatiens og kærlighedens egenskaber. Selvet blev ophøjet, og den faderløse, enken, i deres sorg og armod, fik kun uopmærksomhed og forsømmelse i deres hænder. Alligevel fremstilles de i lignelsen som dem der spørger: ”Herre! når så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstig og gav dig at drikke? Når så vi dig fremmed og tog os af dig, eller nøgen og gav dig klæder? Når så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?” Og svaret kommer: »Sandelig siger jeg eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.«   ret

Vi skylder Herren alle vore talenter og evner. Enhver sejr bliver vundet ved hans nåde. Derfor har vi ingen som helst grund til at prale. " Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom; men den, som vil rose sig, skal rose sig af at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra Herren."   ret

“Frygter nogen af jer Herren, han lytte til hans tjener, enhver, som vandrer i mørke og uden lys; han stole på Herrens navn, søge støtte hos sin Gud! Alle I, som optænder ild og sætter pile i brand, gå ind i eders brændende ild, i pilene, i tændte! Fra min hånd skal det ramme eder, i kval skal I ligge.” Den mindste grad af selvtilstrækkelighed viser den fulde påskønnelse af Guds godhed og barmhjertighed. Da Efraim talte skælvende, ophøjede han sig selv i Israel, men da han ofrede for Baal, så døde han. Gud erklærede: ”Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust Ånd, og den, som bæver for mit ord.”   ret

”Mange er kaldede,” sagde Kristus, ”men få er udvalgte.” Hvis vi ville tage i betragtning, at vi bliver stillet på prøve over for det himmelske univers, og at Gud undersøger os for at se, af hvilken støbning vi er, ville vi være mere alvorlige og bede flere oprigtige bønner. De mennesker der udfører deres arbejde i al beskedenhed, forstår, at af sig selv kan mennesket ikke gøre noget godt. De er præget af taknemlighed og påskønnelse for det privilegium at kunne have forbindelse med Gud. De arbejder med en indstilling, som gør deres gaver og ofre velbehagelige. De har den samme tillid og fortrøstning til Gud, som et barn har til sin jordiske fader.   ret

Vor belønning skyldes ikke så meget vor aktivitet og iver som den mildhed, elskværdighed og kærlighed, som er forenet med vor gerning for de syge, de undertrykte og de lidende. Det er ikke så meget for vor aktivitet og iver at vi belønnes, men for den ømhed, elskelighed, og kærlighed som vi har blandet sammen med arbejde for syge, fortrykte og forpinte. Dem som ser andres fornødenhed, og på den anden side alligevel går forbi, for travlt til at tjene den ejendom der er købt for Kristi blod, som er så ivrige efter at gøre store ting at de glemmer de små ting, vil finde sig selv som de sidste og mindste når dommen sættes. Frelse er helt efter nåde. Kærlighed og ydmyghed er de karaktertræk sætter ejeren på det første sted i Guds rige. Når handlinger udtrykker denne kærlighed og ydmyg fremkalder Kristi ord: ”Sandelig hvad I har gjort imod en af de mindste af disse Mine brødre, det har I gjort imod mig.” - Mrs. E. G. White.   ret