Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 12. august 1889

Evangeliet for både jøder og hedninge. (konkluderet)

Israels folk var blevet ført ud fra afguderiet for at bevare den hellige sandhed, som lever evindelig. Kundskaben om den eneste sande Gud blev dem givet. De blev højligen velsignede med guddommelige åbenbaringer, indesluttede i symboler og ceremonier, indtil forbilledet mødte modbilledet i Kristi død. Enhver ting både i deres private og offentlige liv var forbundet med en åbenbaret religion. Guds lov blev givet ved Kristus og fremhævede så klart både det private, det selskabelige og det offentlige livs pligter, at ingen behøvede at tage fejl. En Gud, himmelens og jordens Skaber, var fremholdt i sabbatsbudet, og hans vilje skulle være deres vilje. De, som tilbad den ene sande Gud, blev styrket i åndelig kraft og udviklede en stærk og sym­metrisk karakter; medens de, som tilbad andre guder, blev mere og mere nedværdigede, fordi de ophøjede de menneskelige liden­skaber og godkendte lasten i deres gudstjeneste.   ret

Israels religion var et levende lys fra Himmelen, hvilket kastede sine stråler ud over alle livets forskellige forhold. Salmisten siger: "Han forkynder sit ord for Jakob, sine love og bud for Israel. Det har han ikke­ gjort for noget andet folk". De blev lært, ikke alene at Herren skulle tilbedes og hans hellige lov adlydes, og at dens grund­sætninger skulle lede dem både i deres privat og offentlige liv, men at deres gudstjeneste skete i forventning om en bedre tjeneste. Deres tro blev henvendt til ham, som skulle komme. I tro forventede de det store modbillede. De så bestandig fremad til Messias' åbenbarelse, som var forudsagt i profetien.   ret

Satan var ikke uvirksom under den mosaiske husholdning. Han fristede bestandig Guds folk og forførte dem til afguderi. Ved foden af selve det bjerg, hvor Herrens herlighed var blevet udfoldet i vidunderlig majestæt, bragte han dem til at tilbede guldkalven, og de faldt atter og atter i det groveste afguderi, fordi de nærede vantro i et ondt hjerte. Hovmod og lyst til pragt og fornøjel­se, - alt dette beherskede dem ved sin ind­flydelse.   ret

Da Kristus kom til verden, havde Satan således fyldt menneskene med falske forestillinger angående hensigten med hans komme, at de ikke kendte Guds Søn, den guddommelige Frelser, omendskønt de var blevet så grundig underviste om den længe lovede Messi­as. Han kom ikke således, som de i deres hovmodige hjerter indbildte sig, at han ville komme. Deres fortrin for andre folkeslag bestod i det lys, Herren havde givet dem; men da de vægrede sig ved at vandre i det, var de ikke bedre, men snarere værre end andre. Deres egennyttige ærgerrighed og ringeagt for Guds bud berøvede dem de åndelige fortrin, Gud havde givet dem. De henfaldt til misundelse, skinsyge og had til alt, som var rent og helligt. De foragtede Guds Søn, som stod iblandt dem, og som var mægtig til at frelse eller at ødelægge til det yderste. Men deres forbrydelse havde nået sit højdepunkt, da Jesus blev forkastet og korsfæstet.   ret

I Paulus' dage var der mænd, som bekendte sandheden og dog levede i uretfærdighed. Der var nogle, som gav sig ud for at holde loven, medens de overtrådte Guds bud, og således tilintetgjorde de Himmelens hellige bud ved deres bud og eksempel. Apostelen viser, hvor uretfærdige disse mennesker var, som foragtede hedningerne, fordi de ikke kendte loven, medens de selv var ugudelige og tomme for Guds nåde, omendskønt de var blevet velsignede med så meget lys. De afveg fra lovens forskrifter, som de kendte, og deres for­fænge­lige hjerter var så formørkede ved deres uretfærdige vandel, at de ikke indså deres egen selvmodsigelse. Idet de hævdede at være vise, blev de dårer, og deres hjerter så fordærvede, at Gud gav dem hen til deres egne forfængelige indbildninger.   ret

De, som kender Guds lov og hov­moder sig af denne kundskab, så at de foragter andre, som er mere uvidende, er ikke lovens gørere. Apostelen indrømmer, at hedningerne var så formørkede og syndige, som jøderne frem­stillede dem; men han påminder tillige jøderne om deres egen karakters mangler. Han siger: "Derfor har du ingen undskyld­ning, du menneske, som dømmer, hvem du så er. For med din dom over andre fordømmer du dig selv; du, der dømmer, gør jo selv det samme. Og vi ved, at Guds dom med rette rammer dem, der lever sådan." De, som bekendte sig til Gud og fordømte hed­ningernes gerninger, fordømte derved sig selv, da de var skyldige i lignende gerninger. Han spørger: "Men du, menne­ske, som dømmer dem, der handler sådan, og som selv gør det samme - tror du, at du vil kunne flygte fra Guds dom? Eller ringeagter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og langmodighed og ved ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse?"   ret

Hedningerne vil blive dømt efter det lys, som er givet dem, efter de indtryk, de i naturen har modtaget af deres Skaber. De har fornuftens brug og kan be­tragte Gud i Skabelsens værk. Gud taler til alle mennesker ved sit forsyn i naturen. Han åbenbarer for alle, at han er den levende Gud. Hedningerne kan slutte, at de ting, som er skabt, ikke kan være frembragte i bestemt orden efter en forudfattet plan uden en Gud, som er alle tings begynder. De kunne ved at slutte fra årsag til virkning og indse, at der må have været en oprindelig årsag, en forstandig grundlægger, som ingen anden kunne være end den evige Gud. Guds lys i naturen skinner uophørligt i hedenskabets mørke; men mange, som ser dette lys, ærer ikke Herren som Gud. De tillader ikke, at fornuften leder dem til at erkende deres Skaber. De fornægter Herren og op­stiller stumme afguder for at tilbede dem. De gør udskårne billeder, som forestiller Gud, og tilbeder hans skabte værk som en delvis erkendelse af ham, men de vanærer ham i deres hjer­ter.   ret

Herren tildeler dem nåde og velsignelse uafladelig. De nyder godt af Himmelens rige over­flod, og dog er de ikke taknemmelige for de nådegaver og velsignelser, som taler til dem om Gud. De sætter ikke pris på deres himmelske Faders kundskab, nåde og overbærenhed. De søger ikke at blive befæstede i sandheden, og deres syndige indbild­ninger leder dem bort på mørkets stier. Når man forlader sandheden fyldes sindet med vildfarelse; det forfængelige hjerte formørkes, og mænd, som agter sig selv vise, fordi de ikke erkender Gud, blive dårer og tilbeder billeder af dyr, krybende ting og deres egne hænders værk.   ret