Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 7. september 1888

I Adullams hule

David søgte tilflugt i de befæstede bjerge fra Saulus stålsatte forfølgere. Han gjorde godt i at flygte til Adullams hule, et sted han kunne forsvares imod en stor hær med en lille styrke. ”Da hans brødre og hele hans faders hus fik det at vide, kom de derned til ham.” Davids familie kunne ikke føle sig sikker, vidende at Sauls urimelige mistanker kunne rettes mod dem, på grund af deres forhold til David. De konkluderede at de ville være sikker hos ham, som profeten Samuel havde salvet som Israels konge, også selv han er flygtning i en ensom hule, end udsat for en jalux konges afsindige sindsyge. De troede at Herren vil beskytte David fra Sauls fjendtlige forfølgelser, og de besluttede at forlade deres ubevogtede hjem, og forene deres skæbne med deres slægtning i det ensomme tilholdssted. Det var en sørgelig afsked med hjemmet og flokkene, idet familieprocessionen bevægede sig mod Judas dal.  

I Abdullas hule, blev familien til sidst forenet i sympati og kærlighed. Isajs søn kunne få melodi på semme og harpen idet han sang: ”Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen.” Han smagte onde tankers og mistillids bitterhed fra sine brødre; og med den harmoni som gik i stedet for disharmonien, bragte han glæde og trøst til flygtningens hjerte. Det var der at David forfattede dem syvoghalvtredsindstyvende salme.  

Der gik ikke lang tid før at de sluttede sig til andre, som ønskede at undfly kongens urimelige krav. Der var mange som havde mistet deres tillid til Israels hersker, for han lod ikke til at være ledt af Herrens Ånd længere. ”Og alle slags mennesker, som var i nød, flokkede sig om ham, forgældede mennesker og folk, som var bitre i hu, og han blev deres høvding. Henved 400 mand sluttede sig til ham.” Her fik David sit eget lille rige, som han herskede over, og han gennemførte fuldkommen orden og disciplin. Men endog da han var trukket tilbage i bjergene, følte han sig langt fra sikker, for han fik hele tiden beviser for at kongen ikke slap sine morderiske hensigter. Den onde ånd var over Saul. Han følte at hans dom var blevet beseglet af det højtidelige budskab om hans forkastelse fra Israels trone. At han havde afveget fra Guds tydelige forlangender bragte sine visselige resultater. Han vendte ikke om, og angrede, og ydmygede sit hjerte for Gud, men åbnede for at tage imod alle fjendens antydninger. Han lyttede til alle falske vidner, ivrig efter at tage imod alt, som var skadelig mod Davids karakter, håbede at h an kunne finde en undskyldning for at udvise sin større misundelse og had mod ham som var blevet salvet til Israels trone. Der blev taget imod hvert rygte, uanset hvor upålideligt og uforeneligt det var med Davids tidligere karakter og skikke.  

Ethvert bevis på at Guds beskyttende omsorg var over David virkede til at forbitre og uddybe hans så altopslugende og beslutsomme hensigt. Fejlen ved at udrette hans egne planer viser sig i påfaldende modsætning til hans kortvarige succes med at undgå sin søgning, men det gør kun kongens beslutning mere ubøjelig og fast. Han var ikke så omhyggelig med at skjule sine planer for David, heller ikke så omhyggelig for hvad det betyder at være beskæftiget med at udrette sin hensigt.  

Det var ikke mennesket David, som ikke havde gjort ham skade, kom kongen kæmpede imod. Han var i kamp med himlens Konge; for da Satan fik lov til at kontrollere sindet som ikke beherskes af Jehova, vil han føre det efter sin vilje, indtil mennesket som således er i hans kraft bliver en effektiv agent til at udføre hans planer. Så bitter er fjendskabet hos syndes ophavsmand imod Guds planer, så forfærdelig er hans magt for ondt, at når mennesker afbryder forbindelsen fra Gud, påvirker Satan dem, og deres sind bliver mere og mere underlagt, indtil de bortkaster sig Gudsfrygt, og respekt for mennesker, og bliver frække og erklærede fjender til Gud og Hans folk.  

Hvilket et eksempel gav Saul til sit riges undersåtter i sin desperate og umotiverede forfølgelse af David! Hvilken optegnelse gør han for at sætte på historiens sider for fremtidige generationer! Han forsøgte at vinde hans riges magts fulde tidevand ind i sin egen hadefulde kanal, ved at jage et uskyldigt menneske. Alt dette havde en demoraliserende indflydelse på Israel. Og medens Saul slav tøjlerne for hans lidenskab, vævede Satan en snare til at omspænde hans ruin, og hans riges ruin. Medens kongen og hans rådgivere planlagde at fange David, blev nationens anliggender ikke styret og forsømt. Så længe indbildte fjender hele tiden kom frem for folkets tanker, blev de virkelige fjender selv stærkere uden at ane mistanke eller foruroligelse. Ved at følge Satans diktater, fremskyndede Saul de resultater, som han med uhelliggjorte evner bestræbte sig på at bortlede.  

Herrens råd er blevet vanrygtet igen og igen af den oprørske konge, og Herren har opgivet ham til hans egen visdoms tåbelighed. Indflydelsen fra Guds ånd, ville have betvunget ham fra den onde vej som han havde valgt, som i sidste instans ville have udvirket hans ruin. Gud hader al synd, og når mennesket vedholdende afviser alle himlens råd, overlades det til fjendens bedrag, og trækkes bort af dets egne lyster, og forledes.  

Herren bragte sin tjener David til kongens sal, så Saul kan få gavn selskabet med Israels liflige sanger. Kongen elskede musik, og han fik en anledning til at blive indprentet og underlagt den samme ånd som var liv og inspiration i Davids melodier. Men Satans hårfine antydninger trængte ind i hans sind, indtil David blev genstand for onde tanker og jalousi. Ved to lejligheder, da David tjente for kongen, måtte han blot fly for sit liv, og liste bort for det spyd som kongen kastede mod ham, for at slå ham ihjel. Men Saul blev ikke bevæget til at give på grund at Guds udtrykkelige beskyttelse af Isajs søn.  

David og hans venner følte sig langt fra sikker i hulen, hvor de søgte tilflugt. Sauls beslutsomme forfølgelse forvissede David om at kongen ikke opgive sine planer, før han havde fuldført sin udslettelse. Det så ud som om at kampen fra Davids side lod til at være håbløs; for Israels hære blev opægget af Saulus misundelse til at fange flygtningen, ejheller opgive forfølgelsen før han blev deres fange.  

Davids iver var ikke kun for ham selv, selv han erkendte sin fare. Han tænkte på sin fader og moder, og han konkluderede at han måtte søge en anden tilflugt. Han tog til Moabs konge, og Herren lagde i monarkens hjerte at give Davids forældre et asyl i Mezpa, og de blev ikke forstyrret, endog midt iblandt Israels fjender. Fra denne beretning, kan vi lære alle de dyrebare lektier om en søns kærlighed. Bibelen fordømmer tydeligt forældres upålidelighed mod deres børn, og børns ulydighed mod deres forældre. Religion i hjemmet er af uvurderlig værdi.  

Næste lige så snart som hans forældre var i sikkerhed, kom Herrens profet til David, og sagde: »Du skal ikke blive i klippeborgen; bryd op og drag til Judas land!« Forfulgt fra sted til sted, og forfulgt uden årsag, blev Davids sjæl til tider fyldt med bitterhed og modløshed. Det virkede sikkert for ham at han til sidste måtte falde i sine forfølgeres hænder. Men hans øjne er blevet åbnet, han ville have set Herrens engle belejret omkring ham og hans efterfølgere. Himlens vagtfolk ventede på at advare dem om den forestående fare, og føre dem til et tilflugtssted hvor som deres faresituation påkrævede. Gud kunne beskytte David og hans efterfølgere; for de var ikke en oprørsgruppe imod Saul. David havde gentagende gange forsøgt at alliere sig med kongen  

Den erfaring som han gennemgik var ikke unødvendig og forgæves. Gud gav ham en lektie i disciplin, der udrustede ham til en klog general, såvel som en retfærdig og nådig konge. Denne lille række flugter kvalificerede ham til at tage det arbejde op som Saul var helt uegnet til at gøre, på grund af hans morderiske lidenskab og blinde ubetænksomhed. Mennesker kan ikke gå bort fra Guds råd, og forblive i hvile og sjælefred. Der er intet vanvid som er så frygteligt, så håbløst som at følge menneskelig visdom, der ikke ledes af Guds visdom.  

David og Saul står foran os i denne historie som vidt forskellige i karakter. Davids handlemåde tydeliggør det faktum at han havde Herrens frygt som begyndelse for visdom. Men Saul blev berøvet sin styrke, fordi han ikke gjorde lydigheden mod Guds bud til sin livsregel. Det er en forfærdelig ting for et menneske at sætte sin vilje op imod Guds vilje, som det er åbenbaret i hans særlige krav. Al den ære som et menneske kan få på et riges trone, vil være en fattig erstatning for at tabe Gudsfrygt igennem en illoyal handling mod himlen. Ulydighed mod Guds bud kan kun bringe katastrofe og vanære til sidst. Gud har givet ethvert menneske sit arbejde, ligeså sandt som han udpegede Saul Israels regering; og den praktiske og vigtige lektie for os er at føre vort bestemte arbejde på en sådan mode at vi kan møde vort livs historie med glæde, og ikke med sorg  

afsn nr:1
afsn nr:2
afsn nr:3Egw Bibelkommentaren bind 2 side 1019
afsn nr:4Egw Bibelkommentaren bind 2 side 1019
afsn nr:5Egw Bibelkommentaren bind 2 side 1019
afsn nr:6Egw Bibelkommentaren bind 2 side 1019
afsn nr:7Egw Bibelkommentaren bind 2 side 1019
afsn nr:8
afsn nr:9
afsn nr:10Egw Bibelkommentaren bind 2 side 1019
afsn nr:11Egw Bibelkommentaren bind 2 side 1019
afsn nr:12
afsn nr:13Egw Bibelkommentaren bind 2 side 1018