Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 12. september 1911

Håb for den angrende

Kristus kom for at åbenbare Guds kærlighed til verden og for at drage alle mennesker til sig selv. Han sagde: "Og jeg, når jeg bliver ophøjet, vil jeg drage alle mennesker til mig." Det første skridt til frelse er at følge Kristi kærligheds dragende kraft. Gud sender budskab efter budskab til menneskene for at lede dem til omvendelse, at han må kunne tilgive dem deres synder. Skal man nægte at omvende sig? Skal hans formaninger lyde forgæves? Skal man overse hans miskundhed og fuldstændig forkaste hans kærlighed? Hvis man gør, så afskærer man sig fra det middel, igennem hvilket man kan opnå evigt liv; thi Gud kan kun tilgive den bodfærdige. Ved åbenbarelsen af sin kærlighed og ved Åndens indtrængende kalden søger han at lede menneskene til omvendelse! thi omvendelse er en Guds gave, og den, hvem han tilgiver, gør han først bodfærdig. Den største glæde, som menneskene kan nyde, erholder de ved oprigtig anger og omvendelse fra overtrædelse af Guds lov og ved troen på Kristus som synderens Frelser og talsmand. Kristus drager på menneskene ved at åbenbare sin kærlighed og den glæde, som syndsforladelse medfører. Dersom de adlyder hans stemme og overgiver deres hjerter til ham, så vil han lede dem fremad skridt for skridt til en fuld kundskab om Frelseren, og dette er det evige liv.   ret

Kristus kom for at åbenbare for synderen Guds retfærdighed og kærlighed, at han måtte kunne give Israel omvendelse og syndernes forladelse. Når synderen ser Kristus ophøjet på korset, lidende for overtrædernes synd og syndens straf, og når han ser, hvor modbydelig synder er i Guds øjne, således som det kommer til syne i den forsmædelige død på korset, og han endelig begynder at fatte Guds kærlighed til den faldne slægt, så ledes han til omvendelse fra sin overtrædelse af den lov, som er hellig, retfærdig og god. Han øver tro på Kristus, fordi Frelseren er blevet hans stedfortræder, hans sikkerhed, hans talsmand og den, som udgør midtpunktet i hele hans liv. Mod den bodfærdige synder vil Gud vise sin nåde og sin sandhed og skænke ham sin tilgivelse og kærlighed.   ret

Men Satan vil ikke tillade en eneste sjæl at løsrive sig fra syndens fangenskab, dersom han på nogen mulig måde kan forhindre det. Til trods for at hele Himlen blev skænket i denne ene store gave - thi da Gud gav sin Søn, skænkede han Himlens største gave, og Himlens skatte står til vor rådighed - så vil fjenden dog søge at fremstille Gud for den bodfærdige sjæl som en streng og uforsonlig herre, der ikke er villig til at tilgive overtræderen. Jeg har fra tid til anden modtaget breve fra sådanne, som var fortvivlede over deres synder. En og anden har skrevet: "Jeg frygter for, at jeg er udenfor al hjælp. Mon der er håb for mig?" Til disse betyngede sjæle lyder budskabet: "Håb på Gud! Faderen har brød nok til alle - stå op og gå til din Fader! Han vil møde dig langt borte. Han vil skænke dig sin kærlighed og sin barmhjertighed."   ret

Når fjenden kommer ind som en flod og søger at overvælde dig med tanken om dine synder, så sig til ham: "Jeg ved, at jeg er en synder. Hvis jeg ikke var, så kunne jeg ikke gå til Frelseren; thi han siger: "Jeg er ikke kommet at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse." Og fordi jeg er en synder, er jeg berettiget til at komme til Kristus. Jeg er syndig og besmittet, men han har lidt ydmygelse og død og båret den forbandelse, som hører mig til. Jeg kommer. Jeg tror. Jeg griber hans sikre løfte: Hvo som tror på ham, skal ikke fortabes, men have evigt liv."   ret

Vil den, der i bodfærdighed taler således, blive bortvist? Nej aldrig! Kristi lidelse og død er beviset for hans uransagelige kærlighed til menneskene. Han både vil og kan frelse til det yderste alle dem, der kommer til Gud ved ham.   ret

Så kom da til Gud som det lille barn og fremstil dig for ham som den, der er i behov af hans nåde! Thi vi behøver ikke at stige op til himlen for at bringe Jesus ned eller fare ned i det dybe for at hente ham op; han er os altid nær. Han siger: "Se, jeg står for døren og banker." Åb 3,20. Hvor villig er ikke Kristus til at tage plads i sjælens tempel, dersom vi vil tillade ham! Han fremstilles som den, der venter og står og banker på hjertets dør. Hvorfor træder han da ikke ind? Det er, fordi kærlighed til synden har tillukket hjertets dør. Så snart vi er villige til at give afkald på synden og anerkende vor skyld, så er skranken imellem sjælen og Frelseren nedbrudt.   ret