Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 15. september 1881

Manoa og hans hustru vidste de ikke at Den der henvendte sig til dem var Jesus Kristus. De så på Ham som Herrens budbringer, men uanset om han var profet eller en engel var de rådvilde. Idet de ønskede at udvise gæstfrihed imod deres gæst, bad de Ham indstændigt at forblive der, medens de skulle tilberede et kid til Ham. Men i deres uvidenhed om Hans karakter, vidste de ikke om den skulle ofre det for et brænd offer, eller bringe det for Ham som mad.   ret

Englen svarede: »Selv om du holder mig tilbage, spiser jeg ikke af din mad; men vil du ofre et brændoffer, så bring Herren det!« I sin forvisning, at hans gæst var en profet, sagde Menoa: »Hvad er dit navn? Når dit ord går i opfyldelse, vil vi ære dig!«   ret

Svaret var: »Hvorfor spørger du om mit navn? Du skal vide, det er underfuldt.«I erkendelsen af hans gæsts himmelske karakter, Manoa tog »gedekiddet og afgrødeofferet og ofrede det på klippen til Herren, ham, som handler underfuldt, og Manoa og hans hustru så til.« Ild kom fra klippen, og fortærede ofret, og »Og da flammen slog op imod himmelen fra alteret, steg Herrens engel op i alterflammen, medens Manoa og hans hustru så til; og de faldt til jorden på deres ansigt.« Der kunne ikke længer være tvivl om deres gæst karakter. De vidste at de havde set på den Hellige, som havde ophyllet Sin herlighed i skystøtten, havde været Israels Vejleder og Hjælper i ørknen.   ret

Forbavselse, ærefrygt, og rædsel fyldte Manoas hjerte; og han kunne kun udbryde: »Vi er dødsens, thi vi har set Gud!« Men hans ledsager havde mere tro end han i denne højtidelige stund. Hun mindede ham om at Herren fandt behag i at accepter deres offer, og havde lovet dem en søn som skulle begynde at udfri Israel. Dette var et bevis på gunst i stedet for vrede. Havde Herren til hensigt at udslette dem, ville Han ikke have udført dette mirakel, ejheller givet dem et løfte som ikke gik i opfyldelse, om de skulle gå tabt. (ST 15. sept., 1881).   ret