Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 17. oktober 1895

Striden, som blev vakt af sandheden

Den menighed, som samlede sig for at høre Kristi bjerg- prædiken, var en blandet mangfoldighed. Kristi hjerte længtes efter dem med ynkende ømhed; for Han kendte deres store behov. Han anvendte illustrationer fra naturens forhold og fra deres daglige gøremål for at gøre forhold af evig betydning tydelige for dem. Hans udtalelser var fulde af øm kærlighed, da han talte til de trætte og de nedtrykte. Han blev ofte afbrudt af opfordringer fra de syge og de bedrøvede, og medens han helbredte deres fysiske sygdomme, formidlede han trøst til deres hungrige sjæle. Hans ord: "Dine synder er dig forladt" faldt som en forfriskende regn på nogle tørstende sjæle, som ikke vidste, hvad de skulle gøre for at opnå frelse. Og Han begyndte at lære dem mange ting. Han talte til dem om Guds rige, idet han fremlagde retfærdigheden som den, der først skulle tages i betragtning. Han åbnede Guds lovs krav for dem. Guds ti bud var blevet begravet under en mængde menneskebud, og det var nødvendigt, at han som en opdager adskilte de hellige fra de andre.   ret

Hans prædikener skabte diskussion mellem folk, og skønt diskussion ikke er det mest ønskelige, så er den dog at foretrække frem for kold, død apati. Kristi udlægning af skrifterne var lige så ny for dem, der gjorde krav på at være lovens tolkere, som for den store hob, der stimlede sammen om ham; for sandheden var blevet lemlæstet mellem hænderne på de skriftkloge og rabbinerne. Kristus kom for at fjerne snavset og for at lade sandhedens juveler skinne i deres uvurderlige skønhed. Han vidste, at hans prædikener ville skabe strid og ophidse lidenskaberne hos de skriftkloge og farisæerne; men han vidste også, at striden ville være bedre end roen, hvor ingen stillede spørgsmålet: "Hvad er sandt?" Stilhed kommer efter storm, og der må opfordres til undersøgelse, for at dyrere sandhed kan blive opdaget. Når strid bliver vakt, bliver sandhedens forsvarere tilskrevet, at de forårsager forvirring. De, som fordyber sig i arbejde, og søger tilfredsstillelse i sanselige opfattelser ved at gå efter fornøjelser, interesserer sig ikke for evige virkeligheder; men skulle evige anliggender ikke fremlægges for dem, som sover dødens søvn, sådan som de gjorde? Lad alvoren blive fremkaldt, selv midt i striden, og mange vil søge efter sandheden som efter en skjult skat. I enhver tilhørerskare, hvor Kristus fremlagde sandheden i klare linier, var der vrede afbrydelser fra præster og lovkyndige, og deres protester førte til skarp strid, men i disse tilhørerskarer var der mange, som sagde: "Dette er Guds salvede".   ret

Skrifterne var tilstrækkelig tydelige til at bevise, at Kristus var Guds Søn, Messias, "lyset, der skulle oplyse hedningerne", og "dit folk Israels herlighed"; men menneskenes sind var så formørkede af misbrugen af skriften, at skønt profetierne blev opfyldt lige for øjnene af dem gennem Kristi lære og mirakler, undlod de at indse opfyldelsen af profetien og forblev i mørke. Til tider var de overbevist om sandheden, men ydmygelsen ved at godkende den var større, end de ville udholde.   ret

Hvorfor accepterede den jødiske nation ikke beviserne, som var så klare og overbevisende? Helligånden har vidnesbyrd i de mirakler, som Kristus gjorde. Alle de guddommelige egenskaber blev åbenbaret ved ham, og skønt Han bar menneskehedens lidelser, var han himmelens majestæt. Han fandt ikke nogle få udvalgte for at lære dem de store, evige sandheder, men han fremlagde disse anliggender for mængden; for hele verden var hans arbejdsfelt. Han fremsatte sit kongedømmes lov for både hellige og syndere, for verdens stormænd og for almindelige mennesker. Den sandhed, som Han lærte, blev indpodet i hjerterne på dem, som lyttede, ved den hellige Ånds kraft, for at deres hjerter skulle granskes som ved et tændt lys. Gud forsonede verden med sig selv ved Kristus. Kristus lærte mennesker om Guds riges mysterier ved at fremlægge sandheden for deres sind gennem naturlige ting, som åbenbarede dets åndelige natur. Hans teori var ikke en spidsfindig, opdigtet teori, som kun nogle få kunne sanse; det var en fremlæggelse af det, som indebærer de lidendes og de nedtryktes behov. Hvordan de forudindtaget end var, erkendte de dog, at Hans ord imødekom deres behov. Hans ord var enkeltheden selv, og de helt ulærde var i stand til at begribe deres betydning, når han lovede hvile til de trætte, samt velsignede de fattige og sorgfulde. Han fremlagde ikke sandheden i et tvetydigt sprog. Der var alt for meget på spil ved at gøre dette; for de uvidende er mange, og et liv i fred og hvile opnås kun ved at modtage sandheden. Det var nødvendigt at gøre det så ligetil, at ingen af hans tilhørere skulle blive vildledt.   ret

Præster og regenter havde sat sig mellem folket og Gud, og de søgte at sætte sig mellem dem og den store lærer, sådan som de endog gør i dag. Hvor stor vil ansvarligheden være hos mænd, som søger at hindre sjæle i at gå ind i himmelens kongedømme? Hele forløbet af Kristi lære var modsat rabbinernes. I bjergprædikenen bortrev Han den midterste skillevæg; som adskilte mænd fra hinanden ved nationale fordomme, og lærte dem at indøve en kærlighed, som skulle omslutte den menneskelige race. Han sagde til folket" I har hørt, at der er sagt du skal elske din næste og hade din fjende. Men Jeg siger jer: Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer og bed for dem som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn; thi han lader sin sol stå op både over retfærdige og uretfærdige. Thi hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad løn får I så? Gør ikke også hedningerne det samme? Så vær I da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen." Matt 5,43-46 og 48.   ret

Kristus lærer os, at vi skal anerkende vor næste i en hvilken som helst race og tilstand. Der skal ikke gøres forskel med hensyn til hvem, der er vores næste på baggrund af fattigdom, rigdom eller social stilling. Kristi efterfølgere skal se deres næste i enhver, som har brug for deres hjælp. "I er alle brødre". Herren har ikke etableret et kongedømme alene for de rige, og det eneste afbrydning for indgang til Hans kongerige er at have en Kristuslignende karakter. Lovgiveren forklarede hensigten med de guddonnelige forskrifter og viste, at de ikke var vilkårlige krav, men at der er liv i at følge dem; for Kristus havde fra skysøjlen klart fortalt dem, at de, der fulgte dem, skulle leve i dem. De ti bud er i Det nye Testamente kaldt den kongelige lov om frihed. Ved at adlyde de guddommelige forskrifter vil mennesker undergå en forandring til den guddommelige karakter; for Guds karakterer udtrykt i Hans hellige lov. Ved at sætte deres egne ideer i stedet, ved at oprette deres egen standard, vil de komme til at fejlrepræsentere Faderen og Jesus Kristus, som Han har sendt, idet de ikke opnår en Kristuslignende karakter. Ved at oprette en standard for sig selv, vil de klynge sig til deres egne mangler, praktisere deres tidligere vaner og falde langt under fuldkommenheden af Kristi karakter. Men gennem Kristi nåde skulle vi altid stræbe efter at nå den perfekte standard.   ret

Vi er i en verden af ufuldkommenhed, og på hver hånd er billedet af falske Kristuser Kristne, som kun er kristne af navn; for de bibeholder afvisende kendetegn i karakteren, som mærker dem som fjendens undersåtter mere end Prins Emanuels undersåtter. Hvis de havde været under Kristi kontrol, ville de bære hans billede og overskrift; men de er falske Kristuser, som ikke repræsenterer Jesus, idet de fornægter ham hver dag i karakter, skønt de erklærer at tro på hans navn. Kristus udlagde lovens forskrifter i bjergprædikenen, for han vidste, at nogle som afviger den, ville vende tilbage til troskab, og blive repræsentanter for Sønnen og Faderen.   ret

afsn nr:1For Faste Grundvold nr 4 1990 s. 7
afsn nr:2For Faste Grundvold nr 4 1990 s. 7
afsn nr:3For Faste Grundvold nr 4 1990 s. 7
afsn nr:4For Faste Grundvold nr 4 1990 s. 7
afsn nr:5For Faste Grundvold nr 4 1990 s. 7
afsn nr:6For Faste Grundvold nr 4 1990 s. 7
afsn nr:7For Faste Grundvold nr 4 1990 s. 7