Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 19. oktober 1876

Begivenheder ved Michigan lejrmødet

Dette er den største samling af sabbatsholdere vi endnu har set. Selvom der har skulle gøres mange forretninger, er det blevet udrettet effektivt og i hurtig ekspedition, ingen ubehagelige hindringer har blokeret hjulene. Rigtig mange fremragende prædikener er blevet givet, og bragt folk sandheder, der er så vigtige for denne tid.   ret

Om tirsdagen, efter ten tale om det tredje og fjerde kapitel i Malakias bog, indbød vi dem som ikke bekendte sig og dem som var faldet fra og havde mistet deres bevis for Guds kærlighed til dem, at komme frem og søge Herren i bekendelse og anger. Omkring tre hundrede tog imod indbydelsen. De fik lejlighed til at udtrykke deres følelser og ønsker. Der blev givet bekendelsesvidnesbyrd med dybe følelser. Fædre og mødre vedkendte de forsømmelser de havde forøvet mod deres børn, at de ikke havde været omhyggelige og undervist som det var deres pligt at give. Det rørte mit hjerte at høre de mange vidnesbyrd fra deres læber som var småbørn i sandheden. Nogle havde kun holdt en enkelt sabbat, medens andre havde holdt, to, fire eller seks. De glædede sig over sandheden, men var ikke tilfreds med deres nuværende mål, og ønskede bestemt at nå en højere standard.   ret

Mit moderhjerte var oprørt over at se børn frempresse deres vidnesbyrd, mange løfte korset for første gang. En af disse var en dreng på ti år, og jeg har aldrig set personer i moden alder vise en dybere sjælskamp end dette ømme barn. Hans ansigt var ligblegt, og viste dybe følelser; han havde aldrig talt ved en sådan lejlighed, og kunne kun sige nogle få ord; han ønskede at være kristen og blive frelst i himlen.   ret

Med fornøjelse må Guds engle se de anstrengelser der lægges frem, og vinde sejre ved disse små over den naturlige stolthed og generthed. Med øm omhu vil de vogte over disse lam i hjorten.   ret

Det var et højtideligt syn at se hundredevis søge Herren med alvorlig beslutsomhed. Disse folk handlede ikke rykvis, men roligt og forstandigt. Den totale fanatisme og ophidselse var helt borte; ingen skrig, og nervøse sprasmodige bevægelser. Men Herrens Ånd hvilede på folk, og højtidelig, alvorlig bøn blev sendt til gud for deres skyld, som søgte efter ham.   ret

Efter at mødet var afsluttet [en gudstjeneste ved Michigan lejrmødet], tog en søster mig hjerteligt i hånden, udtrykte stor glæde over at møde søster White igen. Hun spurgte om jeg huskede kaldet i en bjælkehytte i skovene for toogtyve år siden. Hun gav os forfriskninger og jeg gav dem en lille bog, Erfaring og syner. Hun oplyste at hun havde lånt den lille bog til sin naboer, idet nye familier havde bosat sig omkring hende, indtil der var meget få; og hun udtrykte et stort ønske om at få en anden kopi af værket. Hendes naboer var dybt interesseret i den, og var meget interesseret i at se forfatteren. Hun sagde at når jeg kontaktede hende talte jeg om Jesus til hende og om skønhederne i himlen, og at ordene blev sagt i en sådan iver at hun blev henrykt, og glemte det aldrig. Siden den gang har Herren sendt prædikanter til at forkynde sandheden for dem, og nu var der en ganske lille gruppe der holdt sabbat. Indflydelsen af denne lille bog, der nu er gået på skift, har gjort sit tavse arbejde, indtil jorden er parat til sandhedens frø.   ret

Jeg vil huske den lange rejse vi tog for toogtyve år siden i Michigan. Vi var på vej for at holde møder i Vergennes. Vi var femten miles fra vort rejsemål. Vor vognfører kørte flere gange hurtigt over vejen idet han godt kendte den, men blev nød til at indrømme at han havde mistet vejen. Vi rejste fyrre miles den dag, gennem skove, over træknuder og faldne træer, hvor der knapt nok var et vejspor. Jeg blev svag, og besvimede to gange på vejen. Vi havde ingen mand. Den broder som drev forspandet, prøvede at finde noget vand; men der var intet der kunne bruges. Han anstrengte sig for at få lidt mælk fra de køer vi mødte på vejen; men de blev for vilde når en fremmed nærmede sig.   ret

Da jeg faldt om af tørst, tænkte jeg på de rejsende, der gik til i ørknen. Det var som om kolde vandstrømme lå lige foran mig; men da vi kørte videre, viste det sig blot at være en illustration. Vandglasset synes at være lige inden for min rækkevidde. Jeg rak ivrigt ud med min hånd, for at tage det, men det var væk. Min mand bad for mig at jeg må blive hjulpet på denne trøstesløse rejse. Vi kunne ikke forstå hvorfor vi skulle ud til denne besynderlige ørkenvandring.   ret

Vi har aldrig været så glade som da vi fik øje på en lille lysning hvor der var en bjælkehytte, hvor vi fandt den søster jeg nævnte. Hun bød os venlig velkommen til hendes hjem, og gav os lidt at spise, som vi tog taknemmeligt imod. Idet vi hvilede, talte jeg med familien og efterlod den lille bog. Hun tog gladelig imod dem og har passet på den indtil nu.   ret

I toogtyve år har vore vandringer på denne rejse faktisk virket som et mysterium for os, men her mødte vi en pæn gruppe, som nu er sandhedstroende, og som datosætter deres første erfaring fra den lille bogs indflydelse. Denne søster som sørgede for vore mangler glæder sig nu, sammen med hendes naboer, over den nærværende sandheds lys og familien har bearbejdet vejen fra fattigdom til at have nok af timelige ting. Vi er kede af at være tvunget til at afvise de alvorligste bønner fra søsteren og hendes venner, og besøge dem og tale til folket.   ret

Vi var interesseret i at møde gange mange personer som er blevet omvendt til sandheden, og besøge sundhedsinstitutionen som patienter. Institutionen har en udbredt missionsmark at arbejde på, som vi tror kun få er opmærksom på. Sande, alvorlige, og trofaste medarbejdere i denne gren af sagen vil udrette store resultater.   ret

En søster som var på stedet var bundet til hendes seng i flere år, ude af stand til at tage ansvar for sin familie. Hun brugte mange midler, ofrede mange ting på mange læger, men det blev snarere værre end bedre. Familien kom i financiel forlegenhed, for de nødvendige omkostninger den langvarige sygdom kostede. Til sidst, besøgte hun Sundhedsinstitutionen, blev hjulpet meget. Selvom hun først havde mange fordomme imod Syvendedags Adventist trossamfundet, blev hendes forbindelse med vore folk, til et nærmere bekendtskab med dem, og grundigere kendskab til deres synspunkter, og førte til at hun tog imod sandheden. Hun genvandt sin sundhed, og har kunne tage ledelsen af hendes familie op igen og klare den store belastning. Sandhedens lysstråler som hun tog i mod, har oplyst hendes sind og opildnet hendes forståelse, indtil hun kan sige, sammen med salmisten: ”Din lov er min lyst.” Det lys som hun og hendes mand har fået, lader de skinne videre til andre. Den gavn hun fik ud af behandlingen på sundhedsinstitutionen har fået mange andre til at besøge institutionen, hvilket har fået ganske mange andre til at gribe sandheden gennem den indflydelse der var omkring dem, på det sted.   ret

Således går værket videre. Der er utallige lignende tilfælde som dette der kan nævnes. Dommen alene vil vise det meget gode denne gren af værket har udrettet. Det kan være en kraftfuld agent i Guds hænder, til at bringe mange sjæle til sandhedskundskab, hvis medarbejderne på institutionen er helliget til Gud.   ret

Konferensmøderne var gode fra første gang. Folk var parat til at være med i andagtsmøder, og vidnesbyrdene karakteriserede iver og alvorlig beslutsomhed for at vokse i overvindelsesarbejdet. Sabbatsmorgen, blev folk delt op i tre grupper, hver med en udpeget leder, og disse socialle møder blev holdt samtidig. Alle møder var interessante og udbytterige.   ret

Sabbats eftermiddag, talte vi om Kristi indtog i Jerusalem. Ordet lod til at nå tilhørernes hjerter, og efter at vi have afsluttet prædikenen, indbød vi dem at komme frem, som mærkede at de var syndere, og dem som følte at deres liv var ligesom det golde figen træ, der var dækket af blande, men blottet for frugt. Fire hundrede reagerede på indbydelsen. E. G. White.   ret