Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 19. oktober 1888

Samuels død

"Da Samuel var død, samledes hele Israel og holdt klage over ham; og man jordede ham i hans hjem i Rama.” Samuels død blev betragtet som et uopretteligt tab for Israels folk. En stor og god profet og en eminent dommer var faldet i døden; og folkets sorg var så dyb og hjertefølt.   ret

Samuels liv havde fra hans tidlige barndom været et liv i fromhed og gudsfrygt. Han var i sin barndom blevet givet ind under Elis omsorg, og hans elskelige sind vandt den gamle præsts varme kærlighed. Han var venlig, ædelmodig, flittig, lydig og ærbødig. Modsætningen mellem den unge Samuels handlemåde og præstens egne sønners, var meget markant, og Eli fandt hvile og trøst og velsignelse i nærheden af hans varetægt. Det var forunderligt, at der kunne bestå så varmt et venskab mellem Eli, som var folkets øverste myndighed, og det enfoldige barn. Samuel var hjælpsom og kærlig, og ingen fader har nogensinde elsket sit barn mere ømt, end Eli elskede ham. Idet alderens svagheder kom over Eli, følte han sine egne sønners nedslående, hensynsløse og ryggesløse handlemåde mere tydeligt, og han vendte sig til Samuel efter trøst og støtte.   ret

Hvor er det betagende at se unge og gamle være afhængige af hinanden, så de unge ser op til de ældre for at få råd og visdom, og de gamle søger hjælp og medfølelse hos de unge. Dette er, som det skal være. Gud vil, at de unge skal have sådanne katakteregenskabet, at de kan føle glæde ved venskabet med de gamle, så de ved kærlighedens stærke bånd kan være forenede med dem, som er på gravens rand.   ret

Fra sin ungdom af, vandrede Samuel foran Israel i sit hjertets renhed; men han skulle ikke længere gå ind og ud for sit folk. Selvom Saul var blevet anerkendt som Israels kongen, udøvede Samuel en mægtigere indflydelse end han, fordi han var kendt for trofasthed, lydighed og helligelse. Vi læser at han dømte Israel alle sine livs dage. De sidste år profeten havde var blot til bedrøvelse og byrde for hans sjæl. Hans egne børn havde ikke fulgt det eksempel som han havde givet dem. De havde ikke givet agt på de forskrifter som han forsøgte at indprente i deres sind. De havde ikke efterlignet det ophøjede, rene og uselviske liv hos deres fader. I deres ugudelige og selviske liv havde de mistet folkets samvittighed, og dette var årsag til Samuels store sorg. I et vist omfang var han for nem og føjelig over for sine sønner, og resultatet ses sædvanligvis i den situation, der blev tydelig for hans familie. Hans børns karaktertræk blev ødelagt af selviskhed, og deres opførsel var sådan at de vanærede Guds sag. Hvis den advarsel Eli havde udøvet indflydelse på Samuels sind som det burde gøre, ville det have hjulpet ham i styringen af hans hjem.   ret

Herren sagde til Abraham: ” Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret, for at Herren kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham.” Hvis Samuel var ligesom Abraham, og havde befalet sine børn efter sig selv, hvor anderledes ville det ikke have været at forme sine børns liv. Deres karaktertræk blev dannet efter deres øjne så og hvad deres ører hører. De selskaber som de vælger, den gruppe som de har, efterlader et indtryk på deres sind; og ærbødighed for Gud og hellige ting blev svækket.   ret

Den aldrende profet havde elsket Saul meget hengivende; men før han døde, så han scepteret blive vanæret i hans hånd, som han havde salvet i Herrens navn til at herske Israel. Han så ham som en der ikke kunne styre sig selv, meget mindre end et folk. Med en vis trøst genkaldte han det at han havde salvet hyrdens syn i Betlehem, som den fremtidige konge, og han så frem til Davids regering som den tid Israel vil få liv igen. Den klare morgenstjerne skulle omme over Davids sæd, og hans trone skulle oprettes for altid.   ret

Efter at Israel havde forkastet Samuel som nationens hersker, skønt han var velkvalificeret til offentligt arbejde, trak profeten sig selv tilbage. Han var ikke pensioneret, for han havde plads som lærer på profeternes skole. Dette tjeneste han havde for sin Gud, var en behagelig tjeneste. Davids forbindelse Samuel under hans ophold i Najot vakte jalousi hos Saul, så han som blev hædret som Guds profet udover hele Israel, skulle give køb på sin indflydelse til fordel for sin rival. Da Sauls karakter og ledelse sat op imod Samuels karakter og ledelse, så Israel at de havde gjort en fejltagelse, ved at ønske en konge, at de ikke må være anderledes fra folkene omkring dem. Folket så med foruroligelse på samfundets tilstand, og blev gennemsyret med ureligiøsitet og gudløshed. Deres herskers indflydelse og eksempel efterlod et indtryk på alle sider, og kunne udmærket sørge over at Samuel, Herrens profet, var død.   ret

Folket havde mistet grundlæggeren og lederen for deres læreanstalt, men det var ikke det hele. De havde mistet ham som de var vandt til at komme med deres store trængsler. De havde mistet en som hele tiden gik i forbøn for Gud for deres skyld. Israel følte sig mere sikker medens denne gode mands bønner steg op til himlen for den; for ”for den retfærdiges bøn udretter meget.” De følte nu at de var blevet forladt af Gud. Kongen lod til ikke være mindre end en sindssyg person. Gud opgav ham; men han var ikke fyldt med den gudfrygtige sorg for den onde optræden han udviste. Han var angergiven, lidenskabelig og ude af stand til at vise fornuft. Herren havde erklæret den ulydiges vilkår ved Samuels læber: ”Thi genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde.” Disse ord bekræftes i Sauls liv. Hans onde hjertes ukontrollerede lidenskaber gjorde ham uegnet til at modtage råd og vejledning. Han nægtede al instruktion, og handlede som han sad inde med en dæmon. Retfærdighed blev fordrejet til grusomhed, og orden blev vendt til forvirring. Oh, om Saul havde ydmyget sit stolte hjerte for Gud. Vrede bor i tåbers bryst og forvandler dem, som var skabt i Guds billede, til den ondes billede.   ret

Saul havde et sind og en indflydelse der kunne styre et rige, hvis hans magt var underlagt Guds kontrol, men de gaver som kvalificerede ham til at gøre godt, kunne Satan bruge, da han blev overgivet i hans magt, og ville sætte ham i stand til at udbrede en indflydelse for ondt. Han kunne være mere hård hævngerrig, mere skadelig og opsat på at udføre sine uhellige mål, end andre kunne, på grund af sindets og hjertets overordnede magter, end det var givet ham fra Gud. Han havde ruineret sig selv, og havde ruineret sit hus; men han var forhærdet. Han havde pådraget sig selv skade og vanære, og alligevel ønskede han at David, når han kom på tronen, skulle bevare hans hus og ære hans navn. Men hans måde at forfølge sin efterfølger fra sted til sted, og erklære ham for fredløs og en oprører, bragte skændsel over det navn han ønskede skulle æres.   ret

Det var medens Israel var pint af rådvildhed og intern strid, på et tidspunkt hvor der var mest brug for Samuels rolige og gudfrygtige råd, at Gud hav sin aldrende tjener hvile. Oh, hvor bitre var Israels reaktioner når de så hans stille hvilested, og huskede deres tåbelighed at forkaste ham som deres hersker; for han havde så tæt forbindelse med Himlen at han lod til at binde hele Israel til Jehovas trone. Det var Samuel som havde lært dem at elske og adlyde Gud; men hvor han var død, følte folket at de skulle overlades til en konges barmhjertighed som havde sluttet sig til Satan og som ville skille folket fra Gud og himlen.   ret

David kunne ikke være til stede ved Samuels begravelse; men han sørgede lige så dybt og ømt for ham, som en trofast søn kunne have sørget over en helliget fader. Han vidste at hans død havde brudt et andet betingende bånd fra Sauls ånd og handlinger og han følte sig mindre sikker end da profeten levede. Så længe Sauls opmærksomhed var på at sørge over Samuels død, tænkte David at han måtte finde et mere sikkert sted; så han flygtede til Parans ørken. Det var her at han digtede den ethundrede og tyvende og enogtyvende samle. I ørknenes afsondrede ødemarker, erkendte han at profeten var død, og kongen var hans fjende, sang han: ” Jeg løfter mine øjne til bjergene: Hvorfra kommer min hjælp? Fra Herren kommer min hjælp, fra himlens og jordens skaber. Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; nej, han blunder og sover ikke, . . . . . Herren bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din sjæl; Herren bevarer din udgang og indgang fra nu og til evig tid!”   ret