Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 8. november 1899

Guds segl. Nr 2.

Et tegn på autoritet – hvordan modtages mærket – nationalt frafald – også Rom – et billede på pavedømmet – Restmenighedens prøvelser. - - - Forandringen af sabbatten er et tegn på romerkirkens autoritet. De, som skønt de forstår det fjerde buds indhold, vælger at helligholde den falske sabbat i stedet for den sande, viser derved lydighed mod den magt, som egenmægtigt har påbudt dette. Dyrets mærke er den katolske hviledag, der er blevet accepteret af hele verden i stedet for den dag, Gud har bestemt.   ret

Der er sande kristne i alle kirkesamfund, også i det katolske. Ingen vil blive fordømt, før de har fået lys over det fjerde bud. Men når befalingen udgår om tvungen helligholdelse af den falske sabbat, og den tredje engels høje råb advarer mennesker mod at tilbede dyret og dets billede, vil der blive trukket en tydelig skillelinie mellem sandhed og løgn. Da vil de, som fortsætter med at overtræde Guds lov, få dyrets mærke.   ret

Med hastige skridt nærmer vi os dens vedtagelse. Når de protestantiske menigheder forener sig med den lovgivende magt i at støtte en falsk religion, som deres forfædre led de uhyggeligste straffe for at modarbejde da vil romerkirkens hviledag blive gennemtvunget ved kirkens og statens forenede autoritet. Der vil blive et nationalt frafald, som kun kan ende med nationens undergang.   ret

Den Romerske katolske kirke er fantastisk skarpsindig og snild. Den viser et rimeligt verdensbillede, der forsvarer sine forfærdelige grusomheder, og erklærer at den forfølgelser på ingen måde længere eksisterer. Min denne kirke er den samme som i reformationens dage, da Guds mennesker stod frem med fare for deres liv og fremstille dens uretfærdighed; ligesom da den påtog sig magt til at kontrollere konger og fyrster, og påberåbte sig Guds forret. Denne kirke kan iklæde sig Kristus-ligende klæder, for at bedre kunne udføre sine mål; men har stadig slanges gift, og dens principper udøver sin indflydelse i lovningslokaler, i kirker, og i menneskehjerter. Dens ånd er ikke mindre grusom og despotisk nu end da den knuste menneskenes frihed, og slog den Allerhøjestes hellige ihjel.   ret

Ved kompromier og indrømmelser, har protestanter gjort indgreb og dækket over pavemagten, givet den fordelagtig grund, som papisterne selv er overrasket over at se og ikke forstår. Den protestantiske verden må at vækkes til at modstå fremrykningen os denne meget farlige fjende mod civil og religiøs frihed.   ret

Når staten skal gennemføre dekreter og støtte kirkens institutioner, så vil det protestantiske Amerika have dannet et billede af pavedømmet. Så vil den sande kirke angribes med forfølgelser, ligesom det var for Guds folk i gamle tider. Næsten alle århundreder har eksempler på hvad menneskehjerter kontrolleret af raseri og ondsindet hed, kan gøre under dække af at tjene Gud, og beskytte kirkens og statens rettigheder. De protestantiske kirker, som er fulgt i romerkirkens fodspor ved at slutte sig sammen med de verdslige magter, har vist samme ønske om at begrænse samvittighedsfriheden. Hvor mange præster, som ikke ville bøje sig for Church of Englands krav, har ikke måttet lide! Når den religiøse frihed begrænses ad lovgivningens vej, er resultatet altid blevet forfølgelse.   ret

Forkaste stort lys
Mange har fremhævet at det forstandsmæssige og moralske mørke der var fremherskende i middelalderen, ansporede til spredning af dogmer, overtro og papistisk læres undertrykkelse, og at den almindelige spredning af kundskab, og den nære universelle accept af religionsfrihedens principper, forbød overtroens og tyranniets genoplivelse. Det er sandt at det store lys, det forstandige, moralske og religiøse skinner på denne slægt. Siden 1844 har lyset fra himlen skinnet fra Guds tempels åbne dør. Men det skal erindres at jo større lys der gives, des større bedrag og mørke for dem der forkaster Guds ord og antager fabler, lærer menneskebud som doktriner.   ret

Satan vil oprøre harmen i den frafaldne kristendom imod den ydmyge restmenighed som samvittighedsfuldt nægter at acceptere falske skikke og traditioner. Forblindet af mørkets fyrste, vil populære religionsudøvere kun se det han ser, og føle det han føler. De vil beslutte det han beslutter, og undertrykke sådan som han har undertrykket. Samvittighedsfrihed, som bekoster så stort et offer, vil ikke længere respekteres. Menigheden og verden vil forene sig, og verden vil give kirken kraft til at mase folks ret ud til at dyrke Gud efter Hans Ord.   ret

Dekretet som skal gå ud imod guds folk i nær fremtid er i en vis henseende det samme som Ahasverus udstedte imod jøderne, på Esters tid. Den persiske forordning udsprang af Hamans ondsindet imod Mordokaj. Ikke at Mordokaj havde gjort Haman noget, men han nægtede at smigre sin tomhed, ved at vise ham den ærbødighed som kun tilkommer Gud. Kongens beslutning imod jøderne fremkom under falske påskud. Satan tilskyndede til denne plan for at befri jorden for dem der bevarede en kundskab til den sande Gud. Men hans komplot blev forpurret af en modgående kraft som regerer iblandt menneskebørnene. Engle som har overmægtig styrke, blev hvervet for at beskytte Guds folk, og deres modstanderes planer vendte tilbage til deres egne hoveder.   ret

Historien gentager sig selv. Det samme mesterlige sind som rænkedes imod de trofaste i tidligere tider arbejder nu på at få kontrol over de protestantiske kirker, som han gennem dem kan fordømme og ihjelslå alle som ikke vil tilbede afgudssabbaten. Vi har ikke en kamp mod mennesker, som det ser ud til. Vi brydes ikke imod kød og blod, men imod magter og myndigheder, imod denne verdens mørkets herskere, imod åndelig ondskab på høje steder. Men hvis Guds folk vil sætte deres lid til Ham, og i tro stole på Hans kraft, vil Satans påfund forpurres på vor tid, lige så tydeligt som i Mordokajs dage.   ret

Dekretet skal udstedes, at alle, som ikke vil tage imod dyrets mærke, hverken må købe eller sælge, og at de til sidst skal dræbes. Men Guds hellige tager ikke imod dette mærke. Profeten på Patmos så dem, som havde sejret over dyret og dets billede og over dets mærke og over dets navns tal, stående ved glarhavet med Guds harper, og de sang Moses’ og Lammets sang.   ret

Den undersøgende prøve vil komme til enhver sjæl: Skal jeg adlyde Gud mere end mennesker? Den afgørende time er nu kommet. Satan anstrenger sig til det yderste i en sidste desperat kamp mod Kristus og hans efterfølgere. Falske lærere bruger ethvert tænkeligt middel til at stimulere den forhærdede synder i sit oprør, til at bekræfte den spørgende, den tvivlende, den vantro, og ved fejlfremstillinger og falskhed at bedrage endog de udvalgte, hvis det er muligt. Hvem er beredt til at stå fast under det banner, hvorpå der står: “Guds bud og Jesu tro”?   ret

Kristus har aldrig købt fred og venskab ved kompromis med ondt. Da Hans hjerte flød over af kærlighed imod menneskeslægten, kunne Han ikke bære over med deres synder. Fordi Han elskede mænd og kvinder, var han hård til at irettesætte deres ondskab. Hans lidelsesfulde liv, hans ydmygelse hvor Han var underlagt et forhærdet folk, viste Hans efterfølgere at der ikke kunne ofres på princippet. Guds prøvede folk måtte fastholde årvågenhed, med inderlig bøn, så de ikke, i deres iver for at forhindre splid, opgiver sandhed, og derved vanærer sandhedens Gud. Freden er blevet så dyr, hvis den købes for den mindste indrømmelse for Satans agenter. Den mindste opgivelse af principper indvikler os i fjendens snare.   ret

Paulus skriver til romerne: ”Om det er muligt. Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer!” Men der er ikke et punkt udover det som er umuligt at få enighed og harmoni, uden at ofre princippet. Adskillelse bliver da en absolut pligt. Nationeres love bør respekteres når de ikke konflikter med Guds love. Men når der er strid mellem dem, vil ethvert Kristi princip sige, ligesom apostlen Peter da han blev befalet til at ikke længere tale i Jesu navn: ”Vi bør adlyde Gud fremfor mennesker.” Mrs. E. G. White.   ret