Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 20. november 1893

Den gode hyrdes påskønnelse af et tabt får.

”Alle toldere og syndere plejede at holde sig nær til ham for at høre ham. Og både farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Da fortalte han dem denne lignelse og sagde: »Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, forlader han så ikke de nioghalvfems i ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde. Og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til den: »Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet.« Jeg siger jer: Således bliver der mere glæde i Himmelen over én synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én drakme, tænder hun så ikke lys og fejer huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboersker sammen og siger: »Glæd jer med mig; thi jeg har fundet den drakme, som jeg havde tabt.« Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«”   ret

Kristi mission og arbejde harmoniserede ikke med farisæernes arbejde. De var fulde af indbildskhed, og de så at Kristus ikke påskønnede deres gerninger. Han kom ikke med smigrende ord der nærede deres stolthed. De var skuffede over at Jesus, som viste verden en så ophøjet karakter, ikke blandede sig med dem, og praktiserede deres undervisningsmetode, frem for at gå rundt omkring i i en så fordringsløse, og arbejde iblandt alle folkeklasser. Blandt folkene så de dem, der ikke tilhørte den jødiske nation, lytte med største interesse, og som aldrig havde vist den mindste interesse for deres lære.   ret

Da farisæerne udtrykte deres foragt på grund af den gruppe mennesker han blandede sig med, lagde Jesus sagen frem for dem i lignelsen om det fortabte får. Men deres forståelse var formørket, for Satan havde kraft over deres tanker, og de satte sig selv i modsætning til Jesus. Farisæerne sagde, at hvis Jesus var en sand profet, ville han være i harmoni med dem og forkynde deres leveregler og behandle de stakkels toldere og syndere, som de gjorde. Herren Gud viste, efter hvilken målestok han værdsætter mennesket ved at give sin Søn i døden for verdens synd; for ved at ofre Jesus for verden, gav han Himmelens bedste gave. Dette dyrebare offer kræver ethvert menneskes dybeste taknemmelighed. Sorte eller hvide, uanset folkeslag, slægt eller tungemål, så bærer mennesket Guds billede. Når man studerer mennesket, må det ske på grundlag af, at menneskeheden er løskøbt ved Kristi blod. Man åbenbarer derfor Satans egenskaber ved at vise foragt eller had over for en nation, is to reveal the characteristic of Satan. Gud fastsatte menneskets værdi ved at lade Jesus ofre sig selv og leve under usle kår forkastet og foragtet. Han led døden, for at mennesket, hans tabte kunne blive frelst. Er det da mærkeligt, at hele Himmelen interesserer sig for menneskets forløsning? Er det ikke en forunderlig kendsgerning, at ti tusinde gange ti tusinde og tusinder gange tusinder af engle aktivt stiger op og ned ad den mystiske stige for at betjene dem, der skal arve frelse? Engle kommer ikke til Jorden for at fordømme eller ødelægge, for at herske eller blive hyldet. De er nådens budbringere, der samarbejder med Fyrsten over Herrens hær og samarbejder med de menneskelige redskaber der opsøger og redder det tabte får. Englenes opgave er at bevogte området omkring dem, som frygter og tjener Gud.   ret

Hele Himmelens sympati er på det fårs side, der er strejfet bort fra folden. Havde farisæerne arbejdet i harmoni med Gud, i stedet for at forene sig med Guds og menneskets fjende, ville de ikke have ringeagtet Kristi dyrebare blod. Når Satans vildfarelser fjernes fra menneskers sind, og synderen ser det dyrebare offer på Golgata, der frelser et frafaldet og ruineret folk, betragter han Guds kærlighed, der bevæger ham dybt, og det fører til omvendelse. "Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os." Kunne vi blot fatte Guds kærlighed, så vi i det mindste forstår den medfølelse, han viser det faldne menneske! Hvor ville vi da se og leve! Ved at beskue Kristus forandres mennesket, og karakteren forvandles fra herlighed til herlighed. Så er kampen mellem lys og mørke begyndt. Se da hen til korset, du stakkels synder det er dig, der er fremstillet som det tabte får hyrden søger efter! .. Den ulykkelige, blinde mand, som fik sit syn igen af den medfølende Hyrde, var én, de selvretfærdige farisæere mente kun fortjente had.   ret

Den Højestes Søn, Jesus, dyster imod de sataniske kræfter som søger at modarbejde Guds gerning med al mulig krigslist. Menneskets sjæl er byttet, som lysets og mørkets magter strides om. Den gode Hyrde søger efter sine får og se, hvilke selvopofrelser prøvelser og afsavn han udholder. Underhyrderne kender noget til kampens alvor, men ikke ret meget i forhold til hvad fårenes Hyrde lider. Med hvilken medfølelse, sorg og udholdenhed han søger efter det fortabte. Kun få fatter hvilke desperate anstrengelser Satan gør for at overvinde Hyrdens hensigter Når Hyrden endelig finder sit tabte får tager han det i sine arme med glæde og bærer det tilbage til folden på sine skuldre. Så berøres harpestrengene i Himmelen, og der synges en glædeshymne over forløsningen af det bortkomne, forvildede får "Der er mere glæde i Himmelen over én synder som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse."   ret

Hvordan viser modsætningen sig mellem de vrede skriftkloge og farisæere og så Kristus som de fordømte, fejlfortolkede hans mission, og brugte de værst tænkelige ord om? Menneskesønnen kom for at opsøge og frelse det fortabte. Et forvildet får finder aldrig på egen hånd vejen tilbage til folden. Hvis det ikke opsøges og reddes af den årvågne hyrde, strejfer det om, indtil det forgår. Hvilket billede på Frelseren i denne beretning! Hvis ikke Jesus, Den gode Hyrde, var kommet for at opsøge og redde de vildfarne, var vi omkommet. Farisæerne lærte, at ingen andre end jøderne ville blive frelst, og derfor behandlede de alle andre nationale grupper med foragt. Men Jesus fangede opmærksomheden hos dem, som farisæerne ringeagtede. Han behandlede dem hensynsfuldt og høfligt. Fordi han gjorde dette, forsøgte farisæerne at føre anklage imod ham, og ødelægge hans indflydelse.   ret

Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på han, ikke skal fortabes, men have evigt liv Denne menneskekærlighed, som kom til udtryk ved, at han gav sin enbårne Søn, fremkaldte det bitreste had hos Satan, både mod Giveren og den uvurderlige Gave. Satan fremstillede Faderen i et falsk lys for verden, men den mægtige Gave beviste, at hans fremstilling ikke passede. Her var en kærlighed uden sidestykke, som beviste, at mennesket blev løskøbt med en ufattelig pris. Satan havde forsøgt at udviske Guds billede i mennesket for at få Gud til at opgive det som redningsløst fortabt i sin elendighed, fordærvethed og skam. Men Herren gav sin enbårne Søn, for at de mest syndige og uværdige ikke skulle fortabes, men reddes ved troen på Jesus Kristus og blive fornyet, idet Guds billede genoprettes i dem, og de på denne måde opnår evigt liv.   ret