Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 1. december 1881

Elis sønner

Da Elis sønner voksede op til manddommen, og påtog sig præsteskabets pligter, blev de onde effekter af deres tidlige oplæring ganske tydelig. Skønt de var involveret i et så vigtigt og helligt arbejde, var de ”Belials sønner; de kendte ikke Herren.” Fra barndommen af var de fortrolige med helligdommens højtidelige og udtrykkelige tjenester. De var blevet nøje instrueret i Herrens påbud og forordninger. Forstandsmæssigt kendte de til Gud; men deres hjerter har aldrig givet efter for guddommelig indflydelses nådegave. De elskede ikke Guds karakter eller hans forlangender.   ret

Udnyttede disse unge de privilegier de havde fået, kunne de være blevet mænd med både forstandsmæssig og moralsk styrke. En fuldkommen lydighed over for Guds krav vil resultere i en overraskende indflydelse, der udvikler og styrker alle et menneskes åndsevner. De, der i deres ungdom har helliget sig til Guds tjeneste, vil vise sig at være mennesker med en sund dømmekraft og en klar evne til at skelne. Og hvorfor skulle det ikke være således? Samværet med den største lærer, Verden nogen sinde har set vil styrke forstanden, oplyse sindet og rense hjertet, det ophøjer, renser og forædler hele mennesket. Dine ords åbenbaring spreder lys og gør de enfoldige forstandige."   ret

Iblandt den ungdom, som bekender sig til at frygte Gud, er der en stor gruppe, som synes at modsige deres bekendelse. De gør ingen fremskridt i kundskab og åndelighed. Deres kraft formindskes i stedet for at blive udviklet; men salmistens ord om den ægte kristne er sande. Det er visselig ikke blot Guds ords bogstav der giver lys og forstand; men det er ordet således som det af den helligånd bliver åbenbaret for mennesket og gjort indtryksfuldt på hjertet. Når et menneske virkelig er omvendt, bliver det et Guds barn, delagtigt i guddommelig natur. Det er ikke alene hjertet, der bliver fornyet men sindet bliver styrket og forandret. Der kan nævnes mange eksempler på mennesker, som før deres omvendelse blev anset for at have almindelige eller kun små evner, som efter deres omvendelse synes at være blevet helt forvandlede. Nu udviser de en vidunderlig evne til at forstå Guds ords sandheder og til at fremholde disse sandheder for andre. Mennesker med store intellektuelle åndsevner har betragtet det som et privilegium at være sammen med disse personer. Retfærdighedens sol, der sender sine klare stråler ind i deres sind, sætter enhver evne i mere intens virksomhed.   ret

Gud vil gøre store ting for de unge, dersom de ved den Helligånds hjælp vil modtage hans ord i hjertet og følge det i deres liv. Han prøver hele tiden på at drage dem til sig, idet han er kilden til al visdom og ophavet til godhed, renhed og sandhed. Det sind, der dvæler ved ophøjede emner, bliver forædlet. , der bekender sig til at tjene Gud og dog ikke gør fremskridt i kundskab og hellighed, er kun Kristne af navn. Deres sjæls tempel er fyldt af vanhellige ting. Letfærdig læsning, letsindig samtale og verdslige fornøjelser optager sindet så helt og fuldt, at der ikke er nogen plads til Guds ord. Verdslighed, letsindighed og stolthed indtager den plads i sjælen, som Jesus skulle have haft.   ret

At fæstne hjertets bedste hengivenhed på en begrænset ting, et jordisk gode, fornedres sjælen og forstanden svækkes. Kun Gud er værdig for menneskets højeste hengivenhed. Den enkeltperson, som sætter hjertet til verdslig vinding bliver ærgerrig, selvisk og endog grusom, i hans bestræbelser på at samle sig rigdomme. Lever han for sig selv, bliver han snæversynet. Alle hans tanker og følelser optages af at fremme hans egne interesser. Sind og hjerte forklejnes til at imødekomme udmærkelsens lave standard.   ret

De, der betragter det som deres største gode at følge deres appetit og lidenskaber er ikke gode og virkelig store mennesker. Hvor højt de end måtte stå i verdens omdømme, er de dog lave, slette og fordærvede i Guds øjne. Himmelen har bestemt, at deres nedværdigelses mærke skal være synligt i deres ansigtsudtryk. Deres tanker er af jorden, jordiske. Deres ord åbenbarer sindets lave niveau. De har fyldt hjertet med fordærvelse og næsten udvisket Guds billede derfra. Fornuftens stemme er dulmet, og deres dømmekraft er forvent. Ak, hvor menneskets hele natur er blevet forringet ved sanselige nydelser! Hvor dybt synker ikke mennesket i last og dårskab, når viljen er blevet underlagt Satan! Sandheden appellerer da forgæves til fornuften, for hjertet er fjendtligt indstillet over for dens rene principper.   ret

Elis sønner vælger det falske, sensuelle, fornedrede i stedet for det sande, rene og hellige. Derved bliver de Belials sønner, - børn af Satan. Når de står som de gjorde i det hellige embede, udvalgte talsmænd for den guddommelige vilje, mellemmænd mellem en hellig gud og angrende synder, førte disse onde mænds opførsel hele Israel i fristelse. Folkets tro og helligelse blev atter prøvet. Dem som havde værnet om deres hjerters syndighed, var tilbøjelige til at forene sig med disse onde mænd; og mange undskyldte deres egne synder, fordi dem i høje stillinger ledte vejen til overtrædelse.   ret

Den symbolske tjeneste var det forbindende led imellem Gud og Israel. Brændofrene var tiltænkt at symbolisere Kristi offer, og derved bevare en urokkelig tro på den kommende Genløsers i folks hjerter. For at Herren kunne acceptere deres ofre, og fortsætte Sin tilstedeværelse hos dem, og på den anden side, så folket kunne få en korrekt kundskab af frelsesplanen, og en rigtig forståelse af deres pligt, var det af største betydning at hjertets hellighed og livets renhed, ærbødighed over for Gud, og nøje lydighed mod Hans bud, blev fastholdt af alle der var knyttet til helligdommen.   ret

Gennem Moses gav herren de tydeligste anvisninger om offertjenesten. Men selviske og ærgerrige præster, der tjente deres egne interesser, havde forladt disse instrukser. Især fredsofrenes offer, som blev givet som udtryk for tak til Gud, blev givet i stort antal, når folket blev samlet til de årlige fester, gav de skrupelløse præster en god anledning til at berige sig selv på bekostning af folket. Herren har anvist at fedtet fra freds-offeret skal brændes på alteret som symbol på det store Offer; en udspecificeret andel, brystet og den højre skulder, med nogle mindre dele, blev givet præsterne som hans ekstra gode; resten skulle de spise som bragte ofret.   ret

En uendelig visdom havde forudset appetittens høje råb, og et ærgerrigt ønske om vinding, kan lede præsterne til at henlægge sig selv de ofre der højtideligt var helliget Herren. For at der ikke blev plads til forvirring eller misforståelse, blev der givet præcise og nøjagtige anvisninger.   ret

Hofni og Pinehas, Elis sønner, ignorerede helligdommens lov frækkere end nogen af deres forgængere. Når de iførte sig præstedragter og tjente for Herren, sørgede de kun for at tilfredsstille deres egen fornedrede appetit og lidenskaber. Præsterne var ikke tilfreds med deres retsmæssige del af freds-offeret, og det var blevet skik for en af deres tjenere, at komme, medens ofrene blev tilbragt til deres andel i en afdeling, der stødte op til helligdommen, og bære alt de kunne tage med kød-hagen. Det store antal ofre blev ofret, blev tillagt anselige mængder af dette, som ekstra til præsten.   ret

Men også denne ignoreren af herrens befalinger, kunne ikke tilfredsstille Hofni og Pinehas. De ønskede fedtet, som herren udtrykkeligt sagde aldrig skulle spises, men brændes på alteret som offer til ham selv. Idet de havde lært at foragte deres faders myndighed, foragtede de nu Guds myndighed, og sendte deres tjenere for at kræve kødet af fredsofferet før fedtet var blevet skilt bort fra det. Kom offergiveren med indvendinger: »Først må fedtet bringes som røgoffer, bagefter kan du tage så meget, du lyster!« så lød svaret: »Nej, giv mig det nu, ellers tager jeg det med magt!« Folket stod i ærbødighed over for præsterne, og underlagde sig deres ulovlige krav, berøvede sig selv deres retmæssie del af offeret. Derved sejrede appetitten, selviskheden og havesygen, og udøvede deres onde indflydelse på folk, den gang hvor ethvert hjerte blev rettet i anger og tro mod det store offer, som skulle borttage alverdens synder. Disse ting havde en tællende indflydelse på folket, og de mistede hurtig al fornemmelse af deres hellighed for offersystemet, og vigtigheden at rette sig til helligdommens tjeneste.   ret

De feje præster forøgede tøjlesløsheden i den mørke liste over deres forbrydelser; alligevel forurenede de stadig Herrens tabernakel, og belastet med synd turde de gå frem for en hellig Gud. Idet Israels mænd var vidne til præsterne korruptes handlemåde, mente de at det var sikre for deres familier at ikke komme til det bestemte tilbedelsessted. Mange tog fra Silo med oprørte tanker, vækket deres vrede, indtil de til sidst bestemte sig for at ofre deres ofre for sig selv, konkluderede at dette ville være lige så acceptabelt for Gud, som at billige enhver vederstyggelighed der blev praktiseret i templet.   ret

Den tilbedelse som Jehova selv havde forordnet blev foragtet og forsømt, fordi den blev forbundet med onde menneskers synder. Dette var en kritisk tid for Guds folk. Ugudelighed, ryggesløshed og endog afgudsdyrkelse herskede i et forfærdeligt omfang iblandt dem. Og hvor var nu Israels præst og dommer? Eli var ikke uvidende om den måde hans sønner optrådte på. Trofaste mænd, som knurrede over præsteskabets fordærv, lagde sagen frem i sin sande karakter over for ham. Folkets harme var blevet vækket, og han fik beklagelser fra alle sider af. Han havde forbigået disse overtrædelser, indtil han ikke længere turde være tavs om dem. Men denne ældre fader fastholdt stadig den samme svaghed, som han altid havde udvist mod sine egensindige sønner. Han tog ingen afgørende forhåndsregler for at få dem til ret igen, men bebrejdede dem mildt, som med personer med en sart samvittighed, som tidligere var falde for fristelse: - -   ret

”Sagde han til dem: »Hvorfor gør I sådanne ting, som jeg hører alt folket tale om? Bær eder dog ikke således ad, mine sønner! Thi det er ikke noget godt rygte, jeg hører gå fra mund til mund i Herrens folk. Når en mand synder mod en anden, dømmer Gud dem imellem; men synder en mand mod Herren, hvem kan da optræde som dommer til gunst for ham?«   ret

Eli havde længe vidst at hans sønner ikke var det som Gud ville have dem til. Han vidste at de ikke gav Israel et eksempel til værdig efterligning. Men han blev gammel, og embedsmandsbyrden hvilede tungt på ham. Nogle måtte hjælpe ham med at bære dette ansvar. Skulle han gøre ret mod sine sønner, skulle de straks vises bort fra præsteembedet, og straffes med døden. Han var så bange for at vanære og fordømme dem i offentlighed. Ved at forbigå deres forbrydelse igen og igen uden straf, blev hans egen afstandstagen fra synd mindre, og i hans bestræbelser på at beskytte dem, blev han selv ligeså skyldig.   ret

Gud holdt Eli, som Israels præst og dommer, ansvarlig for sit folks moralske og religiøse ståsted, og i særlig grad for hans sønner. Den hårdeste straf burde være tilmålt dem, for at håne Guds ære, og for at modvirke indflydelsen af deres dristige helligbrøde og store umoral. Var det for Eli og for hele Israel, havde ypperstepræsten vist en sådan iver for Guds ære, og et sådant ønske at bortlede hans vrede, som viste sig ved Levis stamme, og slå guldkalvens tilbedere ihjel. Ved den lejlighed eksekverede præsterne, på Guds befaling, dom over lederne for overtrædelse, uden hensyn til rang eller afstamning. Dem som trofast udfører denne smertelige opgave, blev billiget og æret af Herren.   ret

Var Elis kærlighed for sine onde sønner ikke overgået sin iver at ære Gud, ville han have gjort det på samme måde. Han burde have udøvet sin myndighed, og tilbageholde kriminalitet og fremholde retfærdighed, og dermed sige til hele Israel: ”Synd er synd, også hvis den findes hos ypperstepræstens sønner; og selvom det påligger mig som fader den smerteligste pligt, skal mine sønner ikke vanære Gud over for folket. Hellighed og misgerning skal ikke forvirre Israels sindelag, fordi mennesker i høje stillinger drister sig til at synde.” Men den aldrende præst elskede nemhed og fred, og frem for at udholde smerte og striden i at imødekomme det forkerte, forblev han tavs, og lod syndighedens værk fortsætte og den guddommelige vredes skyer samlede sig over et skyldigt folk.   ret