Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 10. december 1896

I verden men ikke af verden

Kristus bad for sine disciple, ” Jeg beder ikke um, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det unde.”, ”Jeg har givet dem dit urd; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden.”   ret

Medens kristne skal være i verden skal de ikke være af verden. For at være en frelsende kraft må de tage afstand fra al verdslighed. Ligesom olie ikke blander sig med vanden skal de ikke blande sig med det som Gud fordømmer. De må holde sig selv ”uplettede af verden”, for de kan ikke røre det som er urent og forblive ubesmittede. Sandheden som den er i Jesus må hellige deres sjæle. Des dybere, levende principper må regere over tanke, ord og handling.   ret

På alle sider der findes sådant som kan friste den kristne at overgive den smalle vej, men de som vil fuldede en karakter som er passende for evigheden må tage Guds vilje som sin standard og skille sig helt fra alt som mishager ham. Tusindvis bliver forledt til synd eftersom de forlader hjertets fæstning ubevogtet. De bliver optagede af denne verdens omsorger, og virkelig gudfrygtighed drives fra deres hjerter. De kaster sig ivrigt ind i spekulationer og forsøger at samle mere af denne verdens skatte. På den måde placerer de sig selv hvor det er umuligt for dem at gøre fremskridt i det kristne liv. ”Var derfor ædru, så I kan bede.” og når I beder, så stræb ivrigt efter at bevare jeres hjerter fra al urenhed, for bøn uden gerninger er et alvorligt hån.   ret

”Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.” Enhver stund af vor tid tilhører Gud, og vi har ingen ret at belaste os selv så med bekymring at det ikke findes nogen plads i vore hjerter for hans kærlighed. Samtidigt skal vi adlyde befalingen, ”Vær ikke træge når det gælder iver.” Vi skal arbejde så at vi kan få noget at give til den som behøver. Gud vil ikke at vi lader vore kræfter svækkes gennem inaktivitet. Kristne må arbejde, de må engagere sig i forretninger og de kan gøre det i en vis udstrækning uden at synde mod Gud.   ret

Men alt for ofte lader kristne livets omsorger tage den tid som tilhører Gud. De bruger sine dyrebare stunder på forretninger eller fornøjelse. Al deres energi bruges på at vinde verdslige skatte. Ved at gøre dette stiller de sig selv på forbuden mark. Mange bekendende kristne er meget med at alle deres forretningstransaktioner skal udmærkes af streng ærlighed, men uærlighed kendetegner deres relation med Gud. opslugte af verdslige forretninger mislykkes de med at opfylde de pligter de er skyldige mennesker omkring dem.   ret

Deres børn opfostres ikke i Herrens opfostring og formaninger. Familiealteret forsømmes og enkelte andagt gemmes. Evige interesser får blot anden pladsen i stedet for at sættes først. Gud bliver sat til side eftersom deres bedste tanker gives til verden, eftersom deres tid spenderes på sager som er mindre vigtige. På den måde bliver de fordærvede, ikke på grund af deres uærlighed når det gælder at håndtere sine medmennesker, uden at de har holdt det tilbage for Gud det som rettelig er hans.   ret

Mottoet, ”Religionen må vige for forretningerne”, er Satans knep for at føre mennesker vild. Den som følger denne regel tror måske at han er en hædersmand, men hans liv er et langt tyveri fra Gud. Og når dette liv afsluttes, hvad nytte har han da af de skatter som han har ofret så meget for at vinde?   ret

Dårskaben i at give verden alt illustreres i lignelsen om den dåreagtige rige mand. Han hade nået store fremgange med Herrens hjælp, men i stedet for at give Gud det som tilhørte ham, ”spurgte han sig selv: Hvad skal jeg gøre? Jag har ikke plads til min høst. Så her vil jag gøre, tænkte han. Jag river mine lader ned og bygger større, og der samler jeg al min sæd ind og alt mit gode. Siden vil jag sige til mig selv: Kære sjæl, du har samlet meget godt i mange år. Tag det nu roligt, æt, drik og vær glad.” Er det mærkeligt at Herren siger til ham: ”Din dåre, i nat skal din sjæl afkræves af dig, og hvem skal da få hvad du har samlet sammen?”   ret

Ligesom den rige manden lever mange i dag helt og holdent for verden. Fjendens bedrageri er kommet over dem og deres sind er forvrængede. Under denne fortryllelse ofrer de evige rigedommer for verdslige skatte som ikke kommer at forblive deres når deres liv afsluttes, og i Guds øjne er de dårer.   ret

Genom kærligheden til verden dræber Satan menneskers sind. Skal du tillade ham at føre dig vild? Det er uendelig meget bedre for dig at kæmpe mod fattigdom nu, at udholde afsavn og tilsidesætte og at se dine forhåbninger krydset men at vide at du har ret til de himmelske boliger, end at eje store jordiske skatte og på den sidste dag høre den uigenkaldelige udtalelse: ” Jag ved ikke hvor I er fra. Gå bort fra mig, alle I som bedriver uretfærdighed.”   ret

Men medens kristne skal være skilte fra verden skal de ikke isolere sig og rejse mure mellem sig selv og sine medmennesker på grund af de fristelser som de frygter kan angribe dem. De har en opgave at udføre for mennesker omkring dem. Store opofringer er gjort for deres frelse, og Kristus siger til dem, ”I har fået det for intet, så giv det også for intet.” Fristelser vil angribe dem, deres arbejde vil gøres svært for deres fjender kommer at være utrættelige i deres anstrengelser at gøre dem modløse. Men Kristus er deres leder og deres frelses anfører. Om de er klæde i hele Guds rustning, om de kæmper som om de gjorde det indenfor himmelens univers kommer de til at sejre i hans navn.   ret

Når prøvelser kommer til dem som har skilt sig fra verden, er det ikke nok for dem at vide at Kristus har udstået samme vanskeligheder? Han var himlens Majestæt, Guds elskede Søn. Men når han kom til denne jord for at redde menneskerne fra syndens slaveri så de ingen skønhed hos ham som gjorde at de drogs til ham. De forstod ikke hans forening med Faderen. De hade ingen opfattelse om hans guddommelige karakter. ”Han var i verden og verden var blevet til gennem ham, og verden kende ham ikke.” Verdens Frelser var ”foragtet og overgiven af mennesker”. De som han kom for at frelse betragtede ham som ”hjemsøgt, slagen af Gud og pint.”   ret

Så er det også med Kristi efterfølgere. De er Guds sønner og døtre, medarvinger med Kristus. Verdens kongeriger tilhører dem. Men verdslige mennesker drivs af verdslige principper. De kan ikke forstå noget andet. De ser et lille folk, svagt og upopulært, som kæmper mod ondskab. I deres række ses meget få rige eller lærde. De ser dem bære ydmyghedens kors, fortrolige med sorger og bekymringer. De ser dem forpinte sine sjæle overfor Gud, tugtede og ydmygede på grund af sine synder. Alt dette ser verden og de tænker at der ikke findes noget dragende i den kristnes lod.   ret

Men trods at Guds folk er fremmede bland mennesker, betragtede som svage, dumme og ikke værdige til at lægge mærke til, trods at verden ikke kan skelne forholdet som findes mellem dem og Gud er de mere dyrebare i Guds øjne er guld fra ofir. ”Hvad vi skal blive er endnu ikke åbenbaret. Men vi ved at når han åbenbares, kommer vi at blive ligesom ham, thi da skal vi se ham sådan han er.”   ret

”Brødre, vær ikke forundrede over at verden hader jer.” Kristi efterfølgere skal ikke blive overraskede om de ikke bliver bemærket af verden. På samme måde som verden ikke lægger mærke til Kristus, som den vægrede ved at indrømme hans guddommelighed og hans status som Søn, så kommer den at ringeagte og forsømme hans efterfølgere. ”Verden kender os ikke,” skriver Johannes, ”således at den ikke har lært at kende ham.” Men dette skal ikke være en kilde til modløshed og prøvning. ”Ved I ikke” spørger Jakob, ”at venskab med verden er fjendskab mod Gud? Den som vil være verdens ven bliver Guds fjende.”   ret

Vi lever på mæglingens store dag, forsoningsdagen, og advarselsord kommer til hver og en. ”Hold jer selv uplettede af verden”. Ni kan ikke holde verden i hånden og samtidigt være sikre. ”Thi alt som findes i verden, kødets begær og øjnenes begær og hovmod over livets gode, det kommer ikke fra Faderen uden fra verden. Og verden og dens begær forgår, men den som gør Guds vilje forbliver i evighed.” Bedre end al verdens venskab er Jesu Kristi venskab. Bedre end at få adgang til det fineste palads på jorden er at få adgang til de boliger som Kristus er gået for at forberede. og bedre en alle jordiske lovord kommer Jesu ord til sine trofaste tjenere at være, ”Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt.”   ret