Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 12. december 1895

Lovens karakter er åbenbaret i Kristi liv

I Kristi bøn for sine disciple, sagde han vedrørende dem: “Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen ét, så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.”   ret

Kristi herlighed er hans karakter, og hans karakter er et udtryk for Guds lov. Han opfyldte loven i alle dens specifikationer og i sit liv gav verden et fuldkomment mønster på, hvad det er muligt for menneskeheden at opnå ved at samarbejde med guddommelighed. I sin menneskelighed var Kristus afhængig af Faderen, ligesom menneskeheden nu er afhængig af Gud for guddommelig kraft til at opnå en fuldkommen karakter. Guds lov er en fortolker af hans karakter, et udtryk for hans hellighed; men fra dens synsvinkel, der er faldet i synd, er den en stemme af fordømmelse, en dødens tjener. Det er ikke i lovens domæne at tilgive overtræderen; for ”ved loven når man at erkende sin synd.” ”Intet menneske bliver retfærdiggjort af lovgerninger.” Ingen stråle af håb skinner fra loven mod synderen, og dens overtræder kan ikke finde noget svar fra loven på sit ængstelige spørgsmål: ”Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” ”Hvordan kan jeg være retskaffen hos Gud?”   ret

Men gennem Kristus er der tilvejebragt en udflugtsvej. Vor Genløser kom i kødet for at fælde dom over synden i kødet, for at tage fat på den angrende sjæl med et greb, som ikke giver sig, og samtidig tage fat på Guds trone og blive forbindelsesleddet mellem menneskehed og guddommelighed, mellem jord og himmel. Han er den skyldige sjæls eneste tilflugt. I sin søgen efter at kende Gud ledes mennesket til Kristus, som levede Guds lov og åbenbarede Faderens egenskaber for verden. Guds uudtrykkelige godhed er åbenbaret i Guds Søn; for i ham mødes barmhjertighed og sandhed sammen, retfærdighed og fred kysser hinanden. ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Kristus i kødet, som fældede dom over synden i kødet, var en fuldkommen åbenbaring af Gud for verden. Kristus erklærede: ”Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”   ret

Som svar på Filips anmodning, »Herre! vis os Faderen, og det er os nok.«, sagde Jesus: »Så lang en tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: »Vis os Faderen?« Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger.« Herren Jesus er guddommens herlighed legemliggjort. Lyset om kundskaben af Guds herlighed ses på Jesu Kristi ansigt. Gud har åbenbaret sig selv for mennesker; han nedværdigede sig for at tage vor natur på sig, og i hans Søn ser vi de guddommelige egenskabers herlighed. De, som ikke ser den guddommelige karakter i Kristus, dvæler i skyggen af Satans fejlfremstilling af guddommelighed. “For de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede.” “Han er hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede og bærer alt med sit mægtige ord. Og han tog sæde ved Majestætens højre hånd i det høje, efter at han havde fuldbragt renselse for vore synder.” “I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse; og han er den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen.”   ret

I Kristus Jesus er en åbenbaring om Guddommens herlighed. Alt det som menneskeagenten kan kende til Gud om sjæles frelse, er målet af den sandhedskundskab som den er i Jesus, som han kan opnå, for Kristus er ham der fremstiller Faderen. Den mest forunder sandhed mennesker kan gribe er sandheden, ”Immanuel, Gud med os.” Kristus er Guds visdom. Han er den store ”Jeg er” for verden. Idet vi betragter den guddommelige karakters herlighed som den er åbenbaret i Kristus, kommer vi til at udbryde: »O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud!« Denne visdom udvises i den kærlighed, som når ud for at genoprette tabte og fordærvede mennesker.   ret

Der var ikke behov for at gøre Guds skabelse af mennesket om. Der var intet ufuldkomment, intet ufuldstændigt. Han talte, og det skete. Mulden, som mennesket blev dannet af, var ren, og den livsånde, som Gud blæste ind i dets næsebor, var hellig. Han blev sat i Eden, Guds have, og dens atmosfære var ubesmittet. Alt fra solstrålerne fra himmelen, der velsignede og oplyste jorden, til kilderne og vandløbene, der vandede haven, var helligt, alt var iklædt pletfri renhed og uovertruffen yndighed og var i harmoni med Faderens og Sønnens karakter, ved hvem alle verdener er blevet til, og i hvem livet var, og livet er menneskenes lys.   ret

Men ved menneskets overtrædelse blev både Faderen og Sønnen vanæret. Mennesket begik synd, og synd er overtrædelse af den lov, som er hellig, retfærdig og god. Gennem synden blev Guds tempel, som han havde bygget til hans egen iboen og herlighed, reduceret til ruin, blev faldet og i forrådnelse. Satan fortryllede det hellige par til sin egen ødelæggelse, og indførte et karakterelement som var modstander mod Gud og mod deres medskabninger. Før syn kom ind, var Guds børns hjerter blevet fyldt med kærlighed imod deres Skaber, og de var i harmoni med hans vilje, men ved at give efter for fristeren begyndte et krigselement at virke i menneskeagenten. Endog jorden selv viser overtrædelsens forbandelse, og fjendskabets tegn viser sig. Mørke dækker jorden som et ligklæde, og vil fortsætte med at dække Guds herlighed, indtil døden er opslugt i sejr.   ret

Ved Guds skabelse, før synden kom ind, var alle dele af naturen i fuldkommenhed, tog Gud intet unødigt ind i sin plan. Han behøvede ikke at igangsætte en kraft der fortrænger, han behøvede ikke at indsætte modstandskraft. Men ved syndens katastrofe, var opløsningsværket begyndt, og Guds skønne tempelbygning blev besmittet og lagt i ruiner. Gud boede ikke længere i menneskets hjerte. For at modsætte og forpurre fjendens værk, gives dette løfte: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!”   ret

I himlens rådssamlinger, blev håbet givet til den faldne slægt. Jesus Kristus ofrede sit liv som løsesum for det tabte, og den pris hvorved han kan købe retten til at genskabe synderen, og forme det igen i Guds billede i sjælen. Faldne mennesker skulle fornys i den guddommelige lighed. De skulle opløftes, og tilgives, og genløses, ikke ved loven, men ved Jesus Kristus, vor Retfærdighed. Engle flyver udover himlens midte, og forkynder de glade nyheder at en genløsning er blevet fundet, og at de skatte som er blevet skjult for alle tider og generationer i Kristus, skal vises frem for et undrende univers.   ret

I Kristus findes en ressource som aldrig før er blevet kaldt frem. Idet han iklæder sin guddommelighed med menneskelighed, med himlens rige rigdomme under hans befalingsret, skulle han komme til vor verden for at modvirke den ruin som Satan havde udført. Hvilket sceneri var det ikke da engle, keruber, og en seraf gladelig hastede sig igennem himlens sale, og proklamerede at der var fundet en løsesum, og at Gud kunne være retfærdig, og alligevel være hans retfærdiggører, som tror på den løsesum, der er blevet tilvejebragt! Loven kunne ophøjes og gøres ærværdig, og alligevel kunne faldne mennesker blive genoprette til mere end dets tidligere værdighed og ære, og ophøjes som en sejrherre over de sataniske hære. Enhver som skulle tro på Jesus, bør genskabes til at vandre i det nye liv, og fra de ruiner som Satan har udført igennem synd, bør Herrens faldne tempel oprejses i renhed og hellighed. Mennesket skal genopbygges, og blive formet efter Jesu Kristi billede, Guds visdom. ”Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbebagelige for Gud.”   ret