Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Youth Instructor d. 24. marts 1898

Lektier fra Guds håndværk.

"Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. Dag bærer bud til dag, nat lader nat det vide. Uden ord og uden tale, uden at lyden høres, når himlens røst over jorden vide, dens tale til jorderigs ende. På himlen rejste han solen et telt; som en brudgom går den ud af sit kammer, er glad som en helt ved at løbe sin bane, rinder op ved himlens ene rand, og dens omløb når til den anden. Intet er skjult for dens glød.”   ret

Guds ord og naturens ting omkring os er Guds lektiebog. Gud opmuntrer os til at beskue hans værk i naturens verden. Han vil, at vi skal vende vort sind fra studiet af det kunstige til det naturlige. Vi vil kunne forstå dette bedre, når vi opløfter vore øjne til Guds bjerge og betragter det, som hans hænder har skabt. Hans hånd har dannet bjergene og anbragt dem på deres sted, så de ikke kan rokkes undtagen på hans bud. Vinden, solen, regnen, sneen og isen må alle tjene hans vilje.   ret

For en kristen viser Guds kærlighed og godhed sig i enhver gave fra hans hånd. Naturens skønhed er et rigt emne for beskuelse. Ved at grunde over den naturlige skønhed, der omgiver os, føres tanken ved naturens hjælp op til Skaberen af alt, hvad der er smukt. Hele Guds værk taler til vore sanser og lovpriser hans magt og ærer hans visdom. Alt, hvad der er skabt, ejer en ynde, som betager Guds børn og giver dem sans for at betragte disse herlige vidnesbyrd om Guds kærlighed som hævet over, hvad menneskers dygtighed kan udrette.   ret

Med glødende inderlighed lovpriser profeten Gud for hans skaberværk: "Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu? og menneskesønnen, at du hjemsøger ham?" "Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord du, Jeg vil takke Herren af hele mit hjerte, kundgøre alle dine undere.”   ret

Disse såkaldte kristne, som bestandig klager, og som synes at mene, at det er syndigt at være lykkelig og vise andre et glad ansigt, ejer ikke troens virkelige egenskaber. De, der betragter naturens skønhed på samme måde, som de ville betragte et dødt billede; som hellere vil se på visne blade end plukke de dejlige blomster; som finder en sorgfuld glæde i alt, hvad der er trist i det, som naturens verden siger dem; som ikke kan se noget smukt i dale, der er dækket med friskt grønt, og storslåede bjerge, med den dejligste vegetation; som lukker sanserne til for den glade røst, som lyder til dem gennem naturen, disse mennesker er ikke i Kristus! De vandrer ikke i lyset, men samler mørke og tungsind til sig selv, selvom de ligeså godt kunne have Retfærdighedens Sols klarhed og velsignelse til at stå op i deres hjerter med dens helbredende stråler.   ret

Det er ikke Guds hensigt, at vi ikke skal glæde os over hans skaberværk. Han ønsker at vi skal nyde dem. Han har udbredt naturens skønhed for vore sanser, og han betragter med en faders glæde sine børns fryd over de smukke ting, der omgiver dem.   ret

Mens Forløseren vandrede på jorden, søgte han at gøre sin undervisning enkel og letfattelig, for at alle kunne forstå den. Kan det overraske os, at han brugte naturen som sin helligdom, at han satte pris på at være omgivet af de ting, han havde skabt? Sandelig, han underviste i synagogerne, men den største del af hans arbejde var gjort, det største antal lektier var givet, i den åbne luft. Han havde særlig grund til at trække sig tilbage i lundene og ved kysten. Der kunne han have et bydende udsyn over landskabet, og gøre brug af gentande og scenerier som ydmyge mennesker var fortrolige med. Han anvendte de ting, han selv havde skabt, som lærebog. Han så mere i dem, end menneskelige sind kunne fatte. Fuglene, der uden bekymringer synger deres sange, dalens blomster, der gløder i al deres pragt, den rene, hvide lilje, der hviler på søens spejl, de høje træer, de dyrkede marker, det bølgende korn, den golde jord, træet, der ikke har frugt, de evige høje, det klukkende vandløb, den synkende sol, der farver og forgylder himmelen alt dette brugte han for at få sine tilhørere til at fatte de guddommelige sandheder. Han forbandt Guds fingers spor på himmel og jord med livets ord. Han brugte alle disse ting i sin åndelige undervisning. Han plukkede markens liljer og gav dem til de små børn, så de kunne forkynde hans ords sandhed.   ret

Træets rod har en dobbelt opgave. Den skal med sine rodtrevler holde sig fast ved jorden, mens den selv indsuger den tiltrængte næring. Sådan er det også med en kristen. Når hans forbindelse med Kristus, med moderstammen, er fuldkommen, og når ham næres ved ham, modtager han strømme af åndelig kraft. Kan bladene på en sådan gren mon visne? Nej, aldrig! Så længe sjælen higer mod Kristus, er der kun ringe fare for, at den skal visne og slappes og rådne bort. De fristelser, der kan komme som en stormvind, kan ikke rykke den op. En sand kristen får sine bevæggrunde til at handle fra sin dybe kærlighed til sin Frelser. Hans kærlighed til Mesteren er sand og hellig. Og det er den muntre og elskelige kristne at Kristus siger: “I er mine vidner.” Et sådant menneske er Kristi repræsentant; for han genspejler Kristus i sit daglige liv. Det er når han trækker sig tilbage fra lyset, at han ikke kan sprede dets klare stråler til andre.   ret

Guds Ånd gør hele tiden indtryk på sindet for at søge efter de ting, som alene vil give fred og hvile, - den højere og helligere glæde i himlen. Vor Frelser arbejder hele tiden, igennem synlig og usynlig påvirkning, for at tiltrække menneskers sind fra dette ligs uhellige fornøjelser, til uvurderlige rigdomme som kan blive deres i den evige fremtid. Naturens vidundere taler til os uden ophør. Det modtagelige hjerte påvirkes af Guds kærlighed og herlighed, der er udtrykt i hans hænders gerning. Det lyttende øre kan høre og forstå Guds budskab i naturen. Gud har givet os en lektie i solstrålen og mange andre ting i naturen. De grønne marker, de vajende træer, knopperne og blomsterne, skyerne, der driver af sted, regnen, der falder, den klukkende bæk, solen, månen og stjernerne på himmelen alt tilskynder os til at betragte og meditere, tilskynder os til at blive kendt med ham, der har skabt det hele.
Mrs. E. G. White.   ret