Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Youth Instructor d. 01. maj 1873

Jesu liv. Nr. 6 - Påsken

Hvert år drog Josef og Maria til Jerusalem for at fejre påsken efter de jødiske forskrifter. Jesu barndomstid var forbi. Nu var ungdomstiden begyndt. Efter sædvane gjorde Josef og Maria sig klar til den lange rejse til Jerusalem, og denne gang tog de Jesus med sig. Sammen med mange andre drog de til Jerusalem for at fejre denne højtidelige fest.   ret

Menneskelig forstand fatter ikke de tanker Guds Søn gjorde sig, da han for første gang betragtede templet med intens opmærksomhed. Da han gik omkring i tempelgården, iagttog han den fungerende præsts gerning, ceremonierne ved alteret og det blødende offer den hellige røgelse som stiger op til Gud og mystikken bag forhænget ind til det allerhelligste. Vi ved ikke, hvilke tanker der rørte sig i hans sind, da realiteten bag disse ceremonier gik op for ham. Kristus var selv nøglen til forståelsen af disse hellige mysterier, som Josef og Maria kun havde en dunkel opfattelse af. Alt dette var indstiftet for at fremstille Kristus, og det gik i opfyldelse ved hans død.   ret

Påsken var en ceremoni til minde om hebræernes forunderlige udgang fra Ægypten. Den nat, de drog ud af Ægypten, kom den ødelæggende engel ind i hvert hus og slog alle de førstefødte ihjel, lige fra kongens palads til den ringeste slavehytte. På en nat, frembar dødsenglen rædsel over ethvert ægyptisk hus. Ingen kunne trøste hinanden, for ethvert hus den døde eller døende inde i sig. Rædsel og sorg var i ethvert hjem.   ret

Hebræerne fik særlige anvisninger om, at hver familie skulle ofre et lam og stænke blodet på dørstolperne. Dette var et tegn til den dødbringende engel, at beboerne i huset med blodet på dørstolperne tilbad den sande Gud. Dødsengelen drog da forbi de afmærkede huse. Hebræerne fik også påbud om at være forberedt på at rejse den selv samme, skæbnesvangre nat. Herren gav dem anvisninger om at spise påskelammet. ”Og når I spiser det, skal I have bælte om lænden ,sko på fødderne og stav i hånden, og I skal spise det i største hast. Det er påske for Herren.”   ret

Herren sendte ikke plager over Ægypten før de havde fået advarsel i rette tid. Moses og Aron kom, under Guds ledelse til kongen med deres budskab: ”Så siger Herren: ved midnatstid vil jeg drage igennem Ægypten, og så skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, der skal arve hans trone, til den førstefødte hos trælkvinden, der arbejder ved håndkværnen, og alt det førstefødte af kvæget. Da skal der i hele Ægypten lyde et klageskrig så stort, at dets lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres. Men end ikke en hund skal bjæffe ad nogen af israeliterne, hverken ad folk eller fæ for at du kan kende, at Herren gør skel mellem ægypterne og Israel.” Farao ville ikke opgive sin hårdnakkethed for Guds krav. Han forhærdede sit hjerte imod hebræerne og nægtede dem deres frihed.   ret

Ved blev ethvert ægyptisk hjem vækket op af deres søvn, ved smertesråb. De frygtede at de alle var ved at dø. De erindrede de pinsels og knurrende råb de hørte fra hebræerne på grund af en grusom konges inhumane dekret at slå alle deres drengebørn i hjem, ligeså snart de var født. Ægypterne kunne ikke se hævnenglen, som gik ind i ethvert hus og stødte dødsstødet, men de vidste at det var hebræernes Guds om havde fået dem til at lide dem samme smerte, som de havde påført isrelitterne.   ret

I stor uro, om midnat, undsendte Farao Moses og Aron, og ydmygede således sit stolte hjerte, da han bad dem forlade Ægypten, med alle israeltterne, og tage deres hjorte og hyrder med sig. Den samme stolte konge, som foragtende besvarede Moses første forspørgsel om at lade Israel gå, sagde: ”Hvem er Herren, at jeg skulle adlyde hans stemme og lade Israel gå? Jeg kender ikke Herren, og jeg vil heller ikke lade Israel gå,” – bad Moses og Aron instændigt om at skynde sig med at gå, og efterlade ham en velsignelse i stedet for en forbandelse, så Guds vrede, som han nu frygtede på grund af hans store magt, ikke kunne bære dødens værk for nogen fader. Ægypterne bad isrelitterne om at skynde sig ud, for de sagde: ”Vi vil alle dø.”   ret

Israelitterne havde ikke tid til at forberede sig. Efter Guds anvisning var alle forberedt på rejsen, klar til at forlade Ægypten, så snart befalingen kom.   ret

Da dødsenglen gik igennem Ægypten, skulle enhver hebræisk familie spise lammet, som de var pålagt at stege hele. Dette lam skulle være uden sygdom eller plet af nogen slags. Det skulle spises sammen med usyrede brød, og med bitre urter. Det var for at de skulle mindes den grusomme trældom de havde lidt, fordi de havde glemt Gud, og brudt hans bud. Spist bitre urter var for at minde dem om at de skulle høste frugten af deres gerninger uanset hvor uvelkomne de måtte være for dem. At spise de bitre urter havde også til hensigt at deres børn skulle spørge sig selv hvad grunden var til dette, og så kunne forældrene fortælle dem om deres lidelser i Ægypten og den forunderlige kraft Gud havde for at udfri dem den mindeværdige nat, da de skyndte sig ud af Ægypten, ved ægypterne selv. Gud befalede sit folk at være parat til at gå med et øjebliks varsel, for han vidste at Farao ville formildes lige så snart han mente han ikke længere kunne frygte plagerne.   ret

Påstænkelsen af blod fra det slagtede lam på dørstolpen skulle repræsentere Kristi blod, som de så frem til.   ret

Femten hundrede år efter denne nat døde Jesus, forbilledet på påskelammet, på korset for denne verdens synder. Lammet der var uden lyde repræsenterede Guds pletfrie lam, uden syndens besmittelse. Idet Israels huse blev påstænket med blod for at dødsenglen gik dem forbi, vil det være nødvendigt for os at angre vore synder og hjælpe os selv, ved livet i Kristi blod, at passe på Guds dødsengel på nedslagtningens dag. Kun ved Kristus kan vi opnå tilgivelse. Hans blod vil beskytte os fra en synd-hævnende Gud.   ret

Påskefejringen skulle både pege tilbage på hebræernes mirakuløse befrielse og vise fremad mod Guds Søns død, før det skete. Ved den sidste påske, som vor Herre fejrede sammen med sine disciple, indstiftede han Herrens nadver i stedet for påsken, til at fejre mindet om hans død. Fra nu af var der ikke længere behov for påsken, fordi han som det store, sande Offerlam allerede var ofret for verdens synd. I Jesu død blev symbolet til virkelighed"   ret