"Vor Guds hånd er over alle; der søger ham, og hjælper dem, men hans vælde og vrede kommer over alle dem, der forlader ham." Sådanne ord sagde Ezra, hebræerpræsten og skriftlærte til Persiens konge. Ezra var ved at vende tilbage til Jerusalem med bemyndigelse til at genopbygge byen, og gennemførelsen af Guds lov. Han blev ledsaget dertil af en hær af sine landsmænd til at hjælpe med i arbejdet. Foran dem var en rejse som ville tage flere måneder. De skulle tage deres hustruer og børn med sig, og deres ejendomme, udover templets mange rigdomme og dets tjeneste. Ezra var klar over at fjender ventede og lå på lur på deres vej, angribe, plyndre og udslette ham og hans gruppe; Alligevel bad han ikke kongen om en bevæbnet hær, for at beskytte dem.
Før de gav sig ud på rejsen, samlede han sine kammerater, mænd, kvinder og små børn - "ved Ahavas flod," hvor der blev proklameret en alvorlig faste, bøn sendes til Gud for hans velsignelse for løftet. Ezra sagde: "Thi jeg undså mig ved at bede kongen om krigsfolk og ryttere til at hjælpe os undervejs mod fjenden, eftersom vi havde sagt til kongen: vor Guds hånd er over alle; der søger ham, og hjælper dem, men hans vælde og vrede kommer over alle dem, der forlader ham." Og i de nedskrevne begivenheder tilføjer han: "Så fastede vi og bad til vor Gud derom, og han bønhørte os. "Så brød vi op fra floden Ahava på den tolvte dag i den første måned for at drage til Jerusalem; og vor Guds hånd var over os, så han frelste os fra fjendernes og røvernes hånd undervejs. Da vi var kommet til Jerusalem."
Ezra og hans ledsagere havde besluttet sig for at frygte og adlyde Gud, og sætte hele deres lid til Ham. De ville ikke forme en forbindelse med verden for at sikre sig hjælp eller fjendskab med Guds fjender. Uanset om de var hos mange eller få, vidste de at succesen ville kun komme fra Gud. Og de havde intet ønske om at deres succes skulle tilskrives onde menneskers rigdom eller indflydelse. Ezra ville løbe risikoen at lægge sin sag over hos Gud. Han vidste godt at hvis de svigtede i deres vigtige arbejde, ville det være fordi de ikke havde indvilget i Guds krav og derfor kunne Han ikke hjælpe dem.
Skriften giver overmådelig mange beviser på at det er sikrest at slutte sig til Herre, og mister verdens gunst og venskab, end at se hen til verden efter gunst og støtte, og glemme vor afhængig af Gud. Det var fordi de var overbevist om denne sandhed, at jøderne havde nægtet at lade deres fjender gå sammen med dem i opbyggelsen af templet. De så Satans planer i afgudsdyrkernes forslag, der kunne fortrylle Guds folk til en union og et fællesskab med Hans fjender.
Herren har selv rejst en skille mur mellem de ting, der hører verden til, og de ting, han har udvalgt af verden og helliget sig selv. Verden vil ikke anerkende denne sondring; de hævder, at den er overflødig. Mammons tjenere gør sig enhver anstrengelse for at nedbryde barriererne og tilintetgøre skillelinien mellem det, der er helligt, og det, der ikke er helligt. Mange af dem, der bekender sig til at følge Kristus, er fast besluttet på at nedbryde den og opretholde sammenhold mellem Kristus og Beliar. Men Gud har lavet denne adskillelse, og han vil, at den skal stå ved magt. Både i Det Gamle og Nye Testamente har Herren direkte pålagt sit folk at skille sig ud fra verden både i ånd og i deres foretagender og gerninger; at være et helligt folk, et udvalgt folk, så de kunne forkynde hans pris, som havde kaldet dem ud fra mørket ind i sit underfulde lys. Østen er ikke fjernere fra vesten, end lysets børn i deres skikke, handlinger og ånd er det fra mørkets børn.
Denne adskillelse vil blive mere mærkbar, mere afgjort, efterhånden som vi nærmer os tidens afslutning. Det er ikke en trosbekendelse, eller navnet registreret i menigheds bogen, som gør os til Guds børn. Vi må have en levende forbindelse med Kristus; vi må være ét med ham, gennemsyret af Hans Ånd, har del i guddommelig natur, korsfæstet til verden, men dens hengivenhed og lyster, fornyet i kundskab og sand hellighed. Paulus skrev til kolossenserne: "I er døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud." Det er virkeligt hos alle virkelige Kristi efterfølgere. De vandrer i ydmyg lydighed mod Guds kraft. Så længe de er i verden, er de verdens lys.
Når mange ledes af Guds Ånd, er de Guds sønner. De er kristendommens levende eksempler. De kaldes kristne fordi de fremstiller Kristus i liv og karakter. De kan ikke følge verdens sæder og praksis, for de er nedenfra, og fra den onde. Dem som følger Kristus vil få den hellige kærligheds principper ind i deres hjerter. De vil værne om den tro som virker ved kærlighed og renser sjælen.
Der findes et begreb, som kaldes kærlighed, der gerne vil lære os at rose og smigre vore kammerater og ikke ærligt fortælle dem om deres fare og advare og råde dem til deres eget bedste. Denne kærlighed stammer ikke fra Himmelen. Vore ord og handlinger burde være alvorlige og indtrængende, særlig over for dem, der forsømmer deres sjæls frelse. Hvis vi hævder at være Guds sønner og døtre, burde vi handle sådan mod de vantro, at vore sjæle ikke ville være skyld i deres blod, når vi møder dem på opgørets store dag. Hvis vi gør fælles sag med dem i letsindighed, spøg og forlystelsessyge eller i noget som helst, der kan bandlyse alvoren fra sindet, siger vi dem stadig ved vort eksempel: "Fred, fred; lad jer ikke forstyrre. Der er ingen grund til at blive forskrækket." Dette er det samme som at sige til en synder: "Det skal nok gå dig godt!" "
Oh, hvor mange letheds elskende sjæle er der ikke iblandt os, som virkelig forener sig med syndere, og i deres selskab siges og gøres der ikke noget der vækker overbevisning, intet der forstyrrer deres kødelige selskab! Mange som bekender at være Guds sønner og døtre, og kalder sig selv for verdens lys, genspejler ikke noget lys i deres mørke. Hvis disse halvhjertede, dovne og fornøjelseselskende kristendomsbekendere hvor det som de bekender at være, hvor meget godt kunne de ikke gøre! Det er deres privilegium at vandre i lyset af Kristi ansigt, og lære Hans bud og udføre dem, og genspejle ved forskrift og eksempel genspejle lys på dem som er vildfarelsens mørke. Men tager de ikke del i Kristi Ånd, forstår de ikke og nyder ikke de ikke Guds børns privilegier; de er så langt borte fra Jesus at de, med deres begrænsede opfattelse og formørkede forståelse ikke kan fatte himmelske ting, og ikke elske at meditere over dem. De nyder ikke Guds nærhed, de kender ikke hans nådes kraft.
Dem som fortsætter med at være ligeglad med den eneste frelse,, som kan udfri os fra denne faldne tilstands fordærv, har ingen større udsigter end dyrene som går til. Denne overvejelse burde få enhver der elsker og frygter Gud til at være tro over for sin betroelse, og vandre i lyset, samle styrke og visdom dag for dag, så hans lys kan skinne ud på en klar og strålende måde og føre syndere til Guds Lam. Ved at være ligeglad med den frelse der vises i evangeliet, bliver verden mere og mere forhærdet. Satans kraft bliver større; hans bedrag fænger mere og mere, hans forlokkelser stærkere. Kristne må nu komme frem til fronten; der er brug for enhver sjæls hjælp. Alle bør lade deres lys skinne frem, ikke blot i bekendelse, men i gode gerninger. De bør være himmelske vejledere, sætte et eksempel i trofasthed, selvfornægtelse, eksempel i resolutte, beslutsomme og livskraftige handlinger og skubbe til korsets sejre.
En ægte kristen erfaring åbner sig op dag for dag, bringer ny styrke og alvor til den som får erfaringen, og leder til stadig vækst i åndeligt liv. Men den kristne verden har religionsbekendere som blot er religiøse dværge. Mange lader til at have gradueret lige så snart de har lært kristentroens afsætspunkter. De vokser ikke i nåden eller i sandhedskundskaben. De gør ingenting, hverken med deres midler eller deres indflydelse, for at bygge Guds sag op. De driver den af som droner i bikuben. Denne klasse vil ikke stå så længe hvor de er. De vil blive omvendte og rykke frem, eller de vil komme baglæns. De sidste dages farer vil prøve vor tros ægthed. Dovne tjenere vil findes under mørkets kræfters sorte banner.
Det budskab der frembæres af folk af Guds trofaste tjenere, vil ikke være sat til side for at lulle dem til kødelig forvisning. De vil få ord at sige der oprør dem til handling. Vi kalder på dem som efterligner Meroz til at rejse sig. Gå til arbejdet; gør noget for sjæles frelse, noget der fremmer Guds sag, og gør det nu. Du har kun lidt tid til at arbejde i. Herren har giet enhver mand en gerning efter hans evner. For at imødekomme Guds krav, må du anstrenge dig personligt; og i dette arbejde vil du have brug for en altid voksende kristens erfarne ressourcer. Din tro må være stærk, din helligelse fuldstændig, din kærlighed ren og oprigtig, din iver brændende, utrættelig, dit mod urokkelig, din tålmodig utrættelig, dit håb klart. På enhver, gamle som unge, påhviler et ansvar i denne sag.
Forældre, jeg beder jer indstændigt, for Kristi skyld, for jeres egne kære børns skyld, undervis dem hvad Gud har pålagt dem, og at de må være helt beredt for at arbejde, hvad det end måtte være. Uddan, oplær dem til at have øjnene rettet mod Guds herlighed. For at vokse i nåde, må de selv kende til årsagerne til vor tro. Lær dem at være elever i Kristi skole, få en kundskab til skrifterne, flittigt bruge alle nådens midler, så deres kærlighed må være mere og mere i overflod, så de kan påskønne ting som er fantastiske.
Enhver som findes med bryllupsklædningen på, vil komme ud af stor trængsel. Fristelsens mægtige bølger vil slå på alle, og hvis de ikke holder fast på den evige Klippe, vil de drive bort. Tro ikke at du kan drive sikkert med strømmen. Hvis du gør dette, vil du visselig blive et hjælpeløs bytte for Satans bedrag. Ved at ransage skrifterne ihærdigt, og alvorlig bøn for guddommelig hjælp, bered sjælen til at modstå fristelse. Herren vil høre den brødebetyngede oprigtige bøn, og vil opløfte en standard for dig imod fjenden. Men du vil blive prøvet; din tro, din kærlighed, din tålmodighed, din standhaftighed vil blive prøvet.
Ikke alle de navne, der står registreret i menigheds bøgerne vil vise sig i livets lammets bog til sidst. Der er rajgræs iblandt hveden. Der er for rådere, anklagere og bedragere i lejren. Disse vil såre, fejlfremstille og anklage dig falsk. Der er falske brødre, som blander sig i alt, taktløse og anstøds stene for andre. De gør et arbejde for Satan langt mere succesrigt end hvis de ikke var knyttet til menigheden. Nogle som ikke har åndelig skarpsindighed vil ikke skelne mellem det falske og sande, og vil værtsætte dem højt som ikke har forbindelse med Gud. Dem som er ligegyldig og forsømmelig, og ikke har vokset i nåden og sandhedskundskab vil blive bedraget. De fatter ikke lærens og erfaringens første principper, som sikrer mennesket fuldkommengørelse af kristen karakter.
Vor pligt, vor sikkerhed, vor lykke og nyttighed, og vor frelse, kræver at vi hver især er mest ihærdig for at sikre os Kristi nåde, og være så tæt forbundet med Gud at vi kan se åndelige ting, og ikke være uvidne om Satans bedrag. De, der er villige til at blive instrueret, vil give agt på Guds Ånds råd og advarsler. Herren giver disse formaninger og irettesættelser i barmhjertighed. Når hans bekendende folk flytter sig i blindhed, giver efter for fristelse og mister deres greb på ham, sender han dem et irettesættende, advarende og rådgivende budskab; hvis de nægter at blive irettesat, hvis de rejser sig op i oprør og håner budbringeren, som han sender, forkaster de ikke budbringeren, men Herren. Da folket nægtede at lytte til profeten Samuels råd, sagde Herren til ham: "Det er ikke dig, de vrager, men der er mig, de vrager."
Nogle har et vantro hjerte, og i deres selvtilstrækkelighed og selvbedrag kan de ikke se deres fejl. De er blinde over for deres mangler og deres farer. Ser de deres synder og vildfarelser, og fortsætter stadig i dem, vil Herren opgive dem til sindets blindhed og hjertets hårdhed, og følge deres egne veje, og blive omsnæret og ruineret. Da nogen i gamle dage forsømte eller nægtede at give agt på de irettesættelses- og advarsels ord de fik fra Gud, blev hans beskyttelse fjernet fra dem, og de lod sig bedrage og forlokke til deres eget fordærv. Kun dem som i tårer og brødebetyngelse, lyttede til Guds røst og gav agt på advarslen, undflyede fristerens snare.
Dem som nægter at tage imod irettesættelse og blive rettet, vil udvise fjendskab, ondsindet hed og had imod det redskab som Gud har brugt. De vil ikke lade nogen midler være uprøvet for at kaste skam på ham, der frembar dem budskabet. Ligesom Akab imod Elias vil de føle at Guds tjener er ham som er forhindringen, forbandelsen. Akab sagde: "Er du den som skaber trængsel for Israel?" Men Elias modsagde beskyldningen: "Det er ikke mig, der har bragt ulykke over Israel, men dig og din faders hus, fordi I har forladt Herren og holder eder til ba'alerne!"
Han som kan læse menneskets hjerter som en åben bog, ser det som kortsynede dødelige mennesker ikke kan opdage. Begrænset visdom kan ikke se nødvendigheden for skarp irettesættelse, for indtrængende advarsler og bønner. Dem som selv er bedraget af mennesker og deres hensigter, vil erklære sig imod de irettesættelsesbudskaber som Gud sender, og vil begynde sig forklare sagen efter deres egne idéer. De vender Guds råd ryggen, og gør ikke det arbejde som han har udtænkt. Dem som har tillid til dem er vildført, og ved deres indflydelse kaster de den advarsel til side som Gud har sendt dem, og så står Satan parat med sine bedrag, til at omsnære deres sjæle. Herren vil have at de bliver frelst fra fordærv, hvis de havde lyttet til hans stemme. Dem som burde have hjulpet dem, men som ikke har såret dem, må aflægge et regnskab for Guds domstol. De har påvirket sjæle til at tvivle, til vantro, til at ignorere, og til sidst forkaste og modsætte sig Hans arbejde bitterligt. Sjæle der er købt med Kristi blod er tabt, på grund af deres upålidelighed som bekender at stå som Guds skildvagter.
Guds ord repræsenterer kun to store klasser iblandt mennesker. Jesus sagde til sine disciple: "Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer." Der er kun to klasser med religiøse lærer. Om denne klasse erklærer Johannes: "De er af verden; derfor taler de af verden, og verden hører dem." Om den anden klasser siger han: " Vi er af Gud. Den, som kender Gud, hører os; den, som ikke er af Gud, hører os ikke."
Thi alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.