Intet arbejde, mennesket nogen sinde har påtaget sig, kræver større omhu og dygtighed end den rette oplæring og opdragelse af de unge og børnene. Intet virker så kraftigt som indflydelsen fra vore omgivelser i de første år af vort liv. Den vise mand siger: "Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel." Menneskets natur er trefoldig, og den oplæring, Salomon indskærpede, omfatter den rette udvikling af de fysiske, intellektuelle og moralske kræfter. For at udføre denne gerning rigtigt må forældre og lærere selv forstå ”den vej, barnet skal følge”. Dette indbefatter mere end boglig viden og skolelærdom. Det omfatter udøvelsen af afholdenhed, broderkærlighed og gudfrygtighed, udførelsen af vor pligt mod os selv, vor næste og Gud.
Børnene må opdrages efter et andet princip end det, der råder ved dressur af dyrene, der ikke kan ræsonnere. Dyret skal kun vænne sig til at underordne sig sin herre, men barnet skal lære at beherske sig selv. Viljen må oplæres til at adlyde forstandens og samvittighedens bud. Et barn kan være så disciplineret, at det ligesom dyret ikke selv har nogen vilje; dets individualitet går tabt i lærerens. En sådan opdragelse er uklog, og den får katastrofale følger. Børn opdraget på denne måde vil mangle stabilitet og beslutsomhed. De har ikke lært at handle efter principper, og forstands evnerne er ikke blevet styrket ved øvelse. Så vidt muligt bør ethvert barn oplæres til selvtillid. Ved at få sat de forskellige evner i virksomhed vil det opdage, hvor det er stærkest, og hvor det har sine mangler. En forstandig lærer vil især drage omsorg for, at de svage træk bliver styrket, så barnet kan danne en velafbalanceret, harmonisk karakter.
På nogle skoler og familier, viser børnene sig at være veltrænede, medens de er under direkte disciplin, men når systemet har holdt under regler, bliver brudt, lader de til at ikke kunne tænke og handle og beslutte for sig selv. Var de blevet oplært til at selv udvise dømmekraft så hurtigt og vidt som det kan praktiseres, vil de onde være undgået. Men de har længe været kontrolleret af forældre eller lærere de har stolet helt på. Han som søger individualitet hos sine elever forenes med sin egen individualitet, så at fornuft, dømmekraft og samvittighed underlægges hans kontrol, påtager et uberettiget og forfærdeligt ansvar. Dem som oplærer deres elever til at føle at kraften ligger hos dem selv at blive ærefulde og nyttige mænd og kvinder, vil være den mest varige succes. Deres arbejde viser sig ikke til størst fordel for ryggesløse iagttagere, og deres arbejde værdsættes ikke så højt som den instruktør, der har fuldstændig kontrol men det liv eleverne har efterpå, vil vise resultater for en bedre uddannelsesplan.
Både forældre og lærere er i fare for at byde og diktere for meget, medens de ikke kommer til tilstrækkeligt socialt forhold med deres børn eller deres elever. De fastholder for megen reservation, og udviser deres autoritet på en kold og usympatisk måde, som fører til oprør i stedet for at vinde tillid og hengivenhed. Hvis de oftere samler børnene omkring dem, og viser interesse for deres arbejde, og endog deres sportsaktiviteter, vil de vinde de smås kærlighed og tillid, og respektens og lydighedens lektie vil værre meget nemmere at lære; for kærlighed er den bedste lærer. En lignende interesse de unge fastholder vil sikre lignende resultater. Den unges hjerte er hurtig til at reagere på sympatiens berøring.
Det må aldrig glemmes at læren må være hvad han ønsker hans elsker skal blive. Heraf overvejes hans principper og levevaner skal som af større vigtighed end hans litterære kvalifikationer. Han bør være en mand som frygter gud, og nærer ansvar for sit arbejde. Han bør forstå vigtigheden af fysisk, mental og moralsk oplæring, og han bør give hver enkelt den passende opmærksomhed. Han som kontrollerer sin elever må først kontrollere sig selv. For at få deres kærlighed må han vise i udseende, ord og handling at hans hjerte er fyldt med kærlighed til dem. På samme tid er fasthed og beslutsomhed absolut nødvendig i arbejdet med at danne rigtige vaner, og udvikle ædle karaktertræk.
Fysisk oplæring bør besidde en vigtig plads i alle uddannelsessystemer. Det er forældres og læreres pligt at blive kendt med menneskeorganismen og de love som den herskes af, og så vidt muligt sikre deres børn og elever den største af alle jordiske velsignelser, "et sundt sind i et sundt legeme." Myriader af børn dør hvert år, og mange flere overlades til at føre et usselt liv, måske af synd, på grund af lærere og forældres uvidenhed eller forsømmelse.
Mange mødre bruger timer endog dage på unødigt arbejde, blot for at vise sig frem, og alligevel har de ikke tid til at få den nødvendige information, at hun må bevare sine børns sundhed. Hun betror deres kroppe til doktoren, og deres sjæle til prædikanten, så hun ikke forstyrres i hendes tilbedelse af moden. For at blive kendt med menneskestrukturens forunderlige mekanisme, og forstå det ene organs afhængighed med det andet, for en sund handlemåde for alle, er et arbejde hun ikke har interesse i. Hun ved kun lidt om sindets og legemets indbyrdes indflydelse. At sindet i sig selv, er en forunderlig begavelse som allierer det begrænsede med det ubegrænsede, forstår hun ikke.
I generationer har det populære uddannelsessystem, især for børn, været destruerende for sundhed, og endog for livet selv. I Fem til seks timer om dagen, har barnet gået ind i et klasseværelse der ikke er ordentlig udluftet eller sundt nok til elevernes sundhedsvelvære. Luften i disse værelser bliver gift for lunger som inhalerer det. Og her bliver de små, med deres aktive hvileløse kroppe, og ikke mindre aktive og hvileløse tanke sind, holdt ubeskæftiget i lange sommerdage, når hele verden ikke kalder dem til større sundhed og lykke med fugle og blomster. Det bedste mange børn får er kun et spinkelt greb om livet. Indespærringen i skolen gør dem nervøse og syge. Deres kroppe forklejnes af nervesystemet. Hvis livets lampe går ud, er lærere og lever langt fra at fortænke sig selv i at de havde noget at gøre med udlukkelsen af livsgnisten. Den smertelige tab betragtes som en særlig tilskikkelse af forsynet, meden sandheden er uden undskyldning, uvidenhed og forsømmelse af naturlovene har ødelagt disse børns liv. Gud har planlagt at de skal leve, og glæde sig over sundhed og livskraft, og udvikle rene, ædle og elskelige karaktertræk, der ærer ham i dette liv, og priser ham for altid i det fremtidige liv.
Hvem kan påskønne de liv som er forlist ved at få forstanden til at forsømme de fysiske kræfter? De uforstandige forældre og lærers handlemåde stimulerer de unge sind til smiger eller frygt, har vist sig skæbnesvangert for mange lovende elever. I stedet for at tilskynde dem med alle mulige opmuntringer, vil en klog instruktør hellere begrænse det aktive tankesind indtil det fysiske legeme er blevet stærkt nok til at anstrenge sig mentalt.
Om den unge må få sundhed og munterhed, som er afhængig af normal fysisk og mental udvikling, der må sørges for at der studeres, arbejdes og forlystes rigtigt. Dem som er begrænset tæt til studiet og forsømmer fysiske legemsøvelser, skader sundheden ved at gøre sådan. Cirkulationen kommer ud af balance, og hjernen får for meget blod og arme og ben for lidt. Deres studier bør begrænset til et vist antal timer, og så bør der sættes tid af til aktivt arbejde og fri luft.
Små børn bør have lov til at løbe og leje udendørs, nyde den friste, rene luft, og livgivende solskin. Lad fundamentet for et stærk krop blive lagt tidligt i livet. Forældre bør være de sunde lærere for deres børn, indtil de er otte eller ti år gamle. Lad moderen få mindre byrde for det kunstneriske, lad hende nægte at bruge kræfter på modeopvisningens slaveri, og finde tid til at opdyrke en kærlighed på sig selv og hendes børn for naturens smukke ting. Lad hende pege dem til de herligheder er spredt ud i himlene, til de tusinde skønhedsformer der besmykker jorden, og fortælle dem om Ham som har gjort det hele. Derved kan hun lede deres unge tanker op til Skaberen og vække deres hjerter i ærbødighed og kærlighed for alle velsignelsers Giver. Marker og bakker - naturens tilskurer værrelse - bør være klasseværelse for de små børn. Dens rigdomme bør være deres lærebog. De lektier der indprentes på deres unge sind, vil ikke glemmes så hurtigt.
Guds værker i naturen har visdommens lektier og alle helbredelsers gave. De altid afvekslende scenerier for stadig gentagende årstider giver frisk tegn på hans herlighed, hans kraft og hans kærlighed. Nuvel var det for ældre studerende, så længe de arbejder på at få lærte menneskers kunst og lærdom, er det også for at søge mere efter Guds visdom, - lære mere om den guddommelige lov, både den naturlige og moralske. I lydighed mod disse er liv og lykke, i denne verden og i den kommende.