Da Johannes så fremad til Kristi tjenestegerning og mirakler, appellerede han til folk ”og sagde: Omvend jer, for Himlens rige er nær.” Han havde succes med sin tjeneste. Personer af al rang, høje og lave, rige og fattige, underkastede sig profetens krav, som nødvendig for dem for at få del i det rige han kom til for at erklære. Mange af de skriftkloge og farisærerne kom til ham, bekendte deres synder, og blev døbt af ham i Jordan. De bekendelser farisæerne gjorde forbavsede profeten; for de havde ophøjet sig selv som bedre end andre mennesker, og havde fastholdt en høj mening om deres egen fromhed og værdighed. Da de søgte at få forladelse for deres synder, og afslørede hemmelighederne i deres liv, som var blevet dækket for øjnene af mennesker, var profeten forbavset. ”Men da han så mange af farisæerne og saddukæerne komme for at blive døbt, sagde han til dem: »I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugt, som er omvendelsen værdig, og bild jer ikke ind, at I kan sige ved jer selv: »Vi har Abraham til fader; thi jeg siger jer, at Gud kan opvække Abraham børn af stenene dér!”
Hele det jødiske folk lod til at blive påvirket af Johannes mission. Guds trusler på grund af deres synder, gentog profeten, foruroligede dem for en tid. Johannes vidste at de gemte på tanken at, fordi de var af Abrahams sæd, var de visselig grundfæstet i Guds begunstigelse, medens deres handlemåde var en afsky for ham. Deres optræden var i mange henseender endog værre end de hedenske nationers som de følte sig så overlegne overfor. Profeten frembragte Guds evne over for dem, til at han kunne oprejse dem som ville tage deres plads, og vil være mere værd som Abrahams børn. Han fortalte dem tydelig at Gud ikke var afhængige af dem til at opfylde hans hensigter; for han kunne skabe veje og midler uden om dem til at udføre sit store værk, som skulle udrettes i renhed og retfærdighed. Johannes tilføjer: “Øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.” Han indprenter over for dem at træets værdi kendes ved de frugter det giver. Selvom et træ kan bære et ophøjet navn, vil det, selvom det ikke bærer frugter, eller hvis det er sit navn uværdig, vil navnet ikke være til anden nytte end at bevare træet fra udslettelse. ”Man samler jo ikke figener af tjørn, plukker heller ikke druer af en tornebusk.”
Guds profet blev indprentet af Helligånden så mange af den farisæerne og saddukæerne som bad om dåb ikke var sandt overbevist om deres synder. De havde selviske motiver. De tænkte at de var bedre om de var profetens venner, ville havde en bedre chance for at blive foretrukket personligt af den kommende Fyrste. I deres blindhed troede de at han ville sætte et timeligt rige op, og give ære og rigdomme til hans undersåtter.
Johannes irettesatte dem for deres selviske stolthed og havesyge. Han advarede dem om deres vantro, og fordømte deres hykleri. Han fortalte dem at de ikke havde opfyldt pagtens betingelser på deres side, som ville beskikke dem til de løfter Gud havde gjort for et trofast og lydigt folk. Deres stolte pral om at være Abrahams børn gjorde dem ikke til at virkelig være sådanne. Deres fremvisning af stolthed, arrogance, cjalusi, selviskhed og grusomhed, gav et karakteraftryk af at de mere var en slægt af øgleyngel, end af børn af den lydige og retfærdige Abraham. Deres onde gerning havde gjort dem uegnet til at påberåbe de løfter Gud havde gjort over for Abrahams børn. Johannes forsikrede dem at Gud ville oprejse børn til Abraham fra de stene, som han ville opfylde sit løfte over for, frem for bero sig på Abrahams naturlige børn, som havde forsømt det lys Gud havde givet dem, og var blevet forhærdet af selvisk ærgerrighed og ond vantro. Han fortalte dem at hvis de virkelig var Abrahams børn, ville de gøre deres faders Abrahams gerninger. De ville have Abrahams tro, kærlighed og lydighed. Men de bar ikke denne frugt. De havde ikke krav på Abraham som deres fader, eller de løfter Gud gjorde for Abrahams sæd. ”Så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.” Da de bekendte at være Guds lovlydige folk, fornægtede deres gerninger deres tro, og uden sand anger for deres synder har de ingen del i Kristi rige. Guds retfærdighed, godgørenhed barmhjertig og kærlighed vil karakterisere hans lovlydige folks liv. Medmindre disse frugter ses i deres daglige liv, var al deres bekendelse af ikke større værdi en avnerne som skulle fortæres i ilden.
Jøderne har bedraget sig selv ved at fejlfortolke Herrens ord igennem hans profeter, om evig gunst til sit folk Israel.
”Så siger Herren, han, som satte solen til at lyse om dagen og månen og stjernerne til at lyse om natten, han, som oprører havet, så bølgerne bruser, han, hvis navn er Hærskares Herre: Når disse ordninger viger fra mit åsyn, lyder det fra Herren, så skal også Israels æt for alle tider ophøre at være et folk for mit åsyn. Så siger Herren: Når himmelen oventil kan udmåles og jordens grundvolde nedentil udgranskes, så vil jeg også forkaste Israels æt for alt, hvad de har gjort, lyder det fra Herren.” Jer. 31,35-37.
Disse ord brugte jøderne på dem selv. Og fordi Gud havde vist dem så stor yndest og barmhjertighed, bildte de sig selv ind at de, på trods af deres synder og uretfærdighed, stadig ville holde dem tilbage som hans begunstigede folk, og viste særlige velsignelser over dem. De misbrugte Jeremias ord, og gjorde deres frelse afhængig af at være Abrahams børn. Hvis de i virkeligheden var Abrahams børns navn værdig, ville de have fulgt deres fader Abrahams retfærdig eksempel, og ville have gjort Abrahams gerninger.
Dette har været Guds folks fare igennem alle tider; og dette er især faren for dem der lever nær ende tiden. Apostlen har citeret os hebræernes vantro, blindhed, oprør og gentagende synder som en advarsel. Paulus skriver tydeligt at ”de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.” Hvis Gud i disse sidste farefulde dage, i sin nåde, for at opmuntre personer i ansvarlige stillinger, giver dem et vidnesbyrd om yndest, vil de ofte blive opløfte, og miste deres skrøbelighed og svaghed af syne, og stole på deres egen dømmekraft, bilde dem selv ind at Gud ikke kan udrette sit store arbejde uden deres særlige hjælp. De stoler på deres egen svaghed og naturlige hjertes tåbelighed. Men Herren vi på sit eget tidspunkt, og på sin egen måde nedgøre disse bedragedes stolthed og tåbelighed, og vise dem deres sande tilstand. Hvis de vil acceptere ydmygheden, og i under bekendelse og oprigtig anger, vende sig til Herren, udvikle hellighed i Gudsfrygt, vil han for nye sin kærlighed mod dem. Men hvis de lukker deres øjne over for deres egne synder, ligesom jøderne gjorde, og vælger deres egne veje, vil Herren give dem op til sindes blindhed, og hjertes hårdhed, og de kan ikke se Guds Ånds ting.
Gud kan ikke gøre meget for mennesket, fordi det fejlfortolker hans velsignelser, og konkluderer at det er begunstiget på grund af en godhed hos sig selv.
Det er ikke sikkert at tale rosværdigt om dødelige mennesker; for de kan ikke bære det. Satan har et særligt arbejde at gøre med at smigre stakkels sjæle, og han behøver ikke hjælp fra Herrens tjenere i denne sag. Hvor få indrømmer ikke menneskenaturens svaghed og Satans spidsfindighed. Mange i disse sidste dage forbereder sig selv for pinsler og sorg, eller til den fuldstændige adskillelse fra Guds gunst, på grund af deres stolthed og selvretfærdighed. De vil falde for selvophøjelse.
Profeten Johannes indprentede folk at det var nødvendigt at deres bekendelse blev fulgt af gode gerninger. Deres ord og handlinger ville være deres frugt, og ville afgøre træets karakter. Hvis deres gerninger var onde, ville Guds sandhed være vidne imod dem. Gud vil på ingen måde undskylde synd hos et folk som er blevet oplyst, også hvis de, i den tid de var trofaste og rene, elskede dem, og gav dem særlige løfter. Disse løfter og velsigner var altid på betingelse af lydighed fra deres side.
Gud erklærede, ved Moses mund, velsignelser over den lydige, og forbandelser over den ulydige. ”I skal ikke gøre jer afguder,” var Guds befaling. ”Mine sabbater skal I holde, og min helligdom skal I frygte. Jeg er Herren! Hvis I følger mine anordninger og holder mine bud og handler efter dem, vil jeg give eder den regn, I behøver, til sin tid, landet skal give sin afgrøde, og markens træer skal give deres frugt.” Mange og store velsignelser optælles, som Gud vil give; og så over alle andre velsignelser, han har lovet, ”jeg vil opslå min bolig midt iblandt eder, og min sjæl skal ikke væmmes ved eder. jeg vil vandre iblandt eder og være eders Gud, og I skal være mit folk.” ”Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse bud, hvis I lader hånt om mine anordninger og væmmes ved mine lovbud, så I ikke handler efter alle mine bud, men bryder min pagt, så vil også jeg gøre lige for lige imod eder og hjemsøge eder med skrækkelige ulykker: Svindsot og feberglød, så øjnene sløves og sjælen vansmægter. Til ingen nytte sår I eders sæd, thi eders fjender skal fortære den. Jeg vender mit åsyn imod eder, så I bliver slået på flugt for eders fjender; eders avindsmænd skal underkue eder, og I skal flygte, selv om ingen forfølger eder.”
Jøderne erfarede opfyldelsen af Guds truende forbandelse, fordi de havde forladt ham, og på grund af deres syndighed; alligevel lagde de ikke disse ting i deres hjerte, og hjemsøgte deres sjæle over for Gud. Et folk der hadede dem, herskede over dem. De hævdede at Guds velsignelser var blevet udlovet skulle gælde dem, så skulle de være lydige og trofaste. Men på det tidspunkt led de under Guds forbandelse på grund af ulydighed. Johannes erklærede over for dem at bar de ikke frugt, ville de hugges ned og kastes i ilden.
Han gik i detaljer om den frugt der var nødvendig for at kunne blive borgere i Kristi rige; som var kærlighedens, barmhjertighedens og godgørenhedens gerninger. De må have nogle dydige karaktertræk. Disse frugter vil være resultatet af oprigtig anger og tro. Hvis de blev velsignet rigtig, og de så andre lide, ville de dele med dem. De må være medarbejdere. »Den, som har to kjortler, skal dele med den, som ingen har; og den, som har mad, skal gøre ligeså!« Der kom også toldere for at døbes, og de spurgte ham: »Mester! hvad skal vi gøre?« Han svarede dem: »Opkræv ikke mere, end der er foreskrevet jer.« Også soldater spurgte ham og sagde: »Hvad skal så vi gøre?« Og han sagde til dem: »I må ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lad jer nøje med jeres lønning!«
Johannes gav sine disciple lektier i praktisk gudsfrygt. Han viste dem at sand gudsfrygt, ærlighed og flid må kunne ses i deres daglige liv, og at de må igangsættes uselviske principper, ellers vil de ikke være bedre end almindelige syndere.
Medmindre andre skulle komme inden for deres indflydelse, vil de være som frugtløse træer. Deres velstand skal ikke kun bruges i selvisk øjemed. De skal lindre de nødlidendes mangler, og gøre frivillige ofre til Gud for at fremme interesserne i hans sag. De bør ikke misbruge deres privilegier, til at sætte sig imod, men bør beskytte den forsvarsløse, afhjælpe den såredes fejl, og derved give et ædelt eksempel på godgørenhed, medfølelse, og dydighed, for dem som var lavere stillet og afhængig. Hvis de ikke laver om på deres opførsel, men fortsætter med at være ustyrlig, selvisk og principløs, vil de rettelig repræsentere træet som ikke har gode frugter. Denne lektie kan alle kristne bruge. Over for verden bør Kristi efterfølgere bevidne en forandring i deres liv til det bedre, og vise ved deres gode gerninger Guds Ånd forvandlende indflydelse i deres hjerter. Men der er mange som ikke bærer frugt til Guds ære; de beviser ikke en radikal forandring i deres liv. Selvom de gør sig høje bekendelser, har de ikke næret det nødvendige i at få en personlig erfaring for sig selv, ved at engagere sig i kristne pligter forstærket ved deres nye og hellige forpligtelser, ikke mærker noget tungt i deres ansvar for at gøre deres Mesters arbejde, med klarhed og flid.
Folk tænkte at Johannes måtte være den lovende messias. Hans liv var så uselvisk, markeret med ydmyghed og selvfornægtelse. Hans lære, formaninger, og irettesættelser var ivrige, oprigtige og modige. I hans mission, vendte han ikke til højre eller venstre for at indbyde til nogens bifald. Han stræbte ikke til verdslig ære eller verdslig værdighed, men var ydmyg i hjerte og liv, og påtog sig ikke ære som ikke tilhørte ham. Han forsikrede sine efterfølgere at han ikke var Kristus.
Som en profet stod Johannes frem som Guds repræsentant, for at vise forbindelsen mellem loven og profeterne, og den kristne forvaltning. Hans arbejde og tjeneste pegede tilbage til loven og profeterne, medens han samtidig pegede folk frem mod Kristus verdens frelser. Han hævede sin røst og råbte til folk: ”Se Guds lam som bærer alverdens synd.”
Store skarer fulgte denne specielle profet fra sted til sted, og mange ofrede alt for at adlyde hans undervisning. Konger, og jordens adelsmænd, blev tiltrukket af denne Guds profet, og hørte ham gladelig. Da Johannes så at folk opmærksomhed var rettet mod ham, og tænkte at han er Den som Kommer, greb han enhver anledning til at henlede folks opmærksomhed til Ham der er mægtigere end ham selv.