"Jeg er verdens lys." Løvhyttefesten var lige gået da vor Frelser sagde disse ord i Jerusalems tempel. Omkring gården var der gyldne lamper hvis strålende lys oplyste staden. Pegede på disse og bag dem til den herlige sol der var lige stået op i sin fulde skive og glans over Oliebjerget, erklærer han sig selv for at være menneskenes lys.
Jesus søgte at gøre alt omkring om til genstand for guddommelig sandhed. Da han dagen før kunne lide Åndens magt over det fornyende og livgivende vand, sammenlignede han nu sig selv med dette altgennemtrængende lys, livets og glædens kilde mod naturen og mod mennesker. Det eneste lys som kan oplyse en mørk verden der ligger i synd, må komme fra Kristus, og dette lys tilstås alle som vil tage imod det. ”For,” sagde den store Lærer, ”han som følger efter mig skal ikke vandre i mørke, men skal have livets lys.”
Dem som tager imod den guddommelige stråleglans skal til gengæld blive verdens lysbærere. Således underviste vor Frelser disciplene: ”I er verdens lys. En by der er på et højt bjerg kan ikke skjules.” Det er ikke kun sindets overbevisning, det er ikke at antage en teori, uanset hvor rigtigt den, som gør os til kristne. Det er Kristi iboen i sjælen, udvikling af hans ånd i livet. Den kristne erfaring er en stadig bestræbelse på at tilpasse menneskets vilje til Kristi vilje, og forme karakteren efter den guddommelige model.
”Lad jeres lys skinne for mennesker, så de kan se jeres gode gerninger, og ære jeres Fader som er i Himlen.” Religion skal ikke holdes som en dyrebar rigdom, hvor der gemmes på jalousi, og kun ham der har den nyder den. Sådan kan der ikke holdes på sand religion, for en sådan ånd er i modsætning til evangeliets princip. ”I har fået det for intet, giv det for intet,” er vor Mesters ord; og han byder os også: ”Elsk hverandre ligesom jeg har elsket jer.” Hvis Kristus bor i hjertet, er det umuligt at skjule lyset fra hans tilstedeværelse; det er umuligt for det lys at blive omtåget. Det vil blive klarere og klare, idet selviskhedens og syndens tåger der omgiver sjælen og spredes af dets klare stråler dag for dag.
Verden er I mørke. Overalt omkring os går sjæle ned i ruin og i død. Idet Kristus spreder sin kærligheds lys på sine efterfølgere, genspejler de dette lys på andre. Guds ord erklærer at denne verdens børn er klogere for deres dag og slægt end lysets børn er. Lysholdernes hus nidkærhed og standhaftighed sætter mange bekendende kristnes tro og helligelse til skam i deres anstrengelser for at frelse mennesker fra timelig udslettelse.
”Vagtfolkene på Calais fyrtårnet pralede af sine lanternes stråleglans, som kunne ses næsten halvtreds kilometer ud i havet, idet en gæst sagde til ham:
”Du taler med entuisiasme, sir, og det er godt nok. Jeg vil høre folk sige at de er sikre på at det de har og ved; men hvad hvis en af lysene skulle gå ud?
”Aldrig, aldrig!, Helt umuligt” svarede den følsomme vagtmand, i bestyrtelse over at noget sådant kunne ske. ”Hvorfor, sir” fortsatte han, og pegede mod oceanhavet, ”Undres hvor intet kan ses, ar der skibe der sejler forbi enhver havn i verden. Hvis nogen af mine brændere gik ud i nat, ville der komme et brev, måske fra Indien, måske fra Australien, måske fra en anden havn jeg aldrig har hørt om før, - et brev der står at sådan en nat, en sådan time, en sådan minut, hvor lyset i Calaias brændte lavt og tåget, at vagtmanden har forsømt sin post, at skuderne således kom i fare i de store have. Åh, sir, og hans ansigt skinnede med intensitet over hans tanke, ’nogle gange i de mørke natte, og de det stormfulde vejr, kan jeg se ud på havet og føle det som at hele verdens øjne så på mit lys. Gå ud? Brænde svagt? Skal den flamme blusse ne dog gå ud? Nej, sir, aldrig!’
“Skal kristne der skinner for fristede syndere, lade deres lys svigte? Der er altid sjæle ude på livets bølgende hav som vi ikke ser, fremmede sømænd i mørke, der kommer for bi, kæmper, om det er midt i fristelsens brodsøer. Kristus er lyset, og den kristne udpeges til at genspejle lyset. Oceanhavet er umådeligt, dens farer er mange, og de langvejsfarende rejsende vender sig imod Calais fyrtårnet – Jesu Kristi kirke. Kirken sættes til at være verdens lys. Er alle dens roterende lammer fyldte og brænder klart?”
Tænk på dette, bekendende kristne! Lader I ikke jeres lys skinne, forsømmer at få himmelsk visdom, så I må få lys fra Gud, kan være årsag til en sjæls fald! Hvad er det liv der går tabt i havet, i sammenligning med evigt liv som kan miste på grund af jeres upålidelighed? Kan du klare tanken? Kan du gå fra dag til dag i ligegyldighed og ryggesløshed, som om der ikke var nogen Gud og ingen herefter; som om du ikke var Kristi tjener; som om du ikke havde privileger købt for blod? Det er af højeste betydning at I står på jeres post, ligesom den trofaste vagtmand, så jeres lys kan skinne for andre. I bør være så indprentet med betydningen af jeres arbejde I på spørgsmålet ”Hvad hvis dit lys skulle gå ud?” - ville I svare af hele jeres sjæl: ”Aldrig, aldrig! For så vil sjæle gå tabt!”
Du matte aldrig kende resultatet af jeres indflydelse fra dag til dag, men være sikker på at det udbredes til godt eller ondt. Mange som har et venligt hjerte og gode impulser, lader deres opmærksomhed optage af verdslige forretninger eller fornøjelser, medens sjæle som ser på dem efter vejledning driver videre mod håbløs skibbrud. Disse personer kan gøre en høj bekendelse, og kan stå godt for mennesker meninger, ligesom kristne, men på Guds dag, hvor vore gerninger skal sammenlignes med den guddommelige, så vil det findes at de ikke har nået den standard. Andre som så deres handlemåde falder lidt under dem; og endnu andre falder ned på den sidste klasse, og således gik forringelsen i gang.
Kastes en rund sten i søen, og en bølge formes, og en anden, og en anden; og når de samler sig, udviddes omkredsen, indtil de når kysten. Således kan vor indflydelse, selvom den er tilsyneladende ligegyldig, fortsætte med at brede sig langt ud over vor kendskab eller kontrol. Det er lige så umuligt for os at afgøre resultatet somd et var for vagtfolkene der ser skibene, som var spredt ud over havet.
Vi har med den hårde virkelighed at gore. Vor livsoptegnelse vil være til det vi gør den til. Hvad gør vi nu med vore gudsgivne evner og privilegier? Får vi det allermeste ud af de gaver vi er blevet tilstået her? Forbliver vi i Kristus, og han i os? Er vort lys optændt på det guddommelige alter, der skinner ud som en vejleder til stormomsuste sjæle på livets hav?
”Lad de lavere lys brænde”
Send et glimt over bølgen!
Nogle stakkels magtesløse søfolk
Kan du redde, kan du frelse.”