Ved mødet afslutning i South Lancaster, Mass., tog vi til Wellsville for at modes med vore brødre o søstre i Pennsylvania-konferensen. Undervejs tilbragte vi flere dage i New York by, hjemme hos bror og søster Boynton, som er involveret i missionsarbejde der. Det kunne virke at arbejde de havde påbegyndt der er lille i så stor en by, og at det ikke tæller så meget. Det er faktisk en lille begyndelse; og når jeg ser hvor meget der er at gøre og hvor få arbejdere der er, har jeg smerter. Kære brødre og søstre, når I bliver besjælet med missionsånd, når I lærer at elske jeres næste som jer selv, så vil I ikke være tilfredse med at se sjæle gå til omkring jer uden at gøre alt I kan for at frelse dem.
Profeten Esajas, udbryder med guddommelig inspiration: ”Råb højt spar ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!” Mangel på tro på Gud og kærlighed til vore medmennesker er denne tids store synder. Selviskhed, egenkærlighed, trang til at vise sig frem holder midlerne tilbage fra Herrens skattekammer, og forkrøber det arbejde som må gøre. Satan er en skarp finansmand, og han tilfører meget listigt alle dollars som han kan i hans tjeneste; og penge der investeres i huse og lande bruges på selvisk tilfredsstillelse som burde bruges på at sende sandhedens lys til alle dele af verden. En praktisk tro vil lede til større helligelse. Hvis en mand tro den nærværende sandhed, vil hans gerninger bevidne netop dette. Karakteren af vort arbejde opmuntrer til den stærkeste tro; vi har Himlens rigdomme at trække på. Vore store byer skal indtages ved starte op, uanset hvor lille den er, og så arbejde i tro. Herren har betroet sine efterfølgere at give advarselsbudskabet, og de med midler bør hjælpe med at finansiere. Måtte Herren bevæge hjerterne til at gøre dette.
I New York by har vi nu en læsesal og et opbevaringssted til vore publikationer. Skibe bliver besøgt, og publikationerne bringes ombord og føres ud til alle dele af verden. Indtil dommen skal sættes, vil det ikke vides hvor meget godt det gør, når denne evangeliets sæd udsås. Selvom det i en tid virker til at være gået tabt, vil det spire op og bære frugt hvis det er sået i tro med alvorlig bøn. Brødre, I gør en lille begyndelse i de store byer, I gør et godt arbejde, noget som burde være gjort får flere år siden. Mist ikke mødet hvis I umiddelbart kun ser lille frugt af jeres arbejde. Fortsætte med at så ved alle vande, huske Kristi ord, ”uden mig kan I slet intet gøre.” ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det.” Vil Guds folk som tror at vi lever i de sidste dage, vente på at lyses gives til verden, ved at den guddommelige kraft manifesteres så funderligt, medens de selv står ledige og uden ansvar? Lad os ikke, ved vor vantro, sandse Guds arbejde og lukke hans velsignelse ud.
En stor del af brødrene fra Pennsylvania konferensen var ved Wellsville-mødet, end vi havde forventet. De brødre som havde deltaget ve generalkonferensen havde fået en velsignelse, og dens indflydelse kunne mærkes her. Møderne voksede i to dage da vi var kommet, og brødrene gik allerede ind i værkets ånd. Mange udviste et stærkt ønske for en ny omvendelse, og hel overgivelse til Guds vilje. Man indrømmede utålmodigheden, irritationen, og verdenskærlighed, med dybe følelser. Jeg var meget ivrig efter at arbejdet skulle være grundigt. Gennem sin profet lover Gud: ”Leder i efter mig, skal I finde mig; såfremt i søger mig af hele eders hjerte.” Han gør krav på hele hjertet, ellers vil han ikke accepteret ofret; mange svigter ved at blot være halvhjertede.
Ligeså snart at vi indser at vi ikke er vore egne, men er købt for en pris, endog for Guds Søns dyrebare blod, skal vi arbejde fra et meget højere ståsted. Gud foragter et dødt offer; han forlanger et levende offer, med forstand, i følsomhed, og vil indskrives helt til hans tjeneste. Alle tydelige evner bør helliges dette arbejde, - vore fødder bevæges af pligtens kald, vore hænder er parat til at handle når arbejdet skal gøres, vore læber parat til at sige sandheden i kærlighed, og fremvise Hans pris, som har kaldet os ud af mørket til hans forunderlige lys. Vi bør fortsætte denne helligelse, ikke taget noget fra alteret; for det er helligbrøde. Når hans folk således helliger sig selv oprigtigt og ydmygt, accepteres de af Gud, og de bliver en liflig duftende smag, der spreder rig vellugt ud over jorden. Tankesindet hviler, og øjnenes åbnes til at beskue forunderlige ting ud af Guds lov. Det som ikke forstås når syndes formørkes og deles bliver nu klart. Oh, hvilket forbavsende lys til alle, som gør krav på Guds løftes fylde i tro og tålmodig tillid til Jesus.
Jeg kunne vandre en kvart mil for at deltage i møderne der blev holdt halv seks om morgnen. Der blev udvist en opmuntrende interesse ved disse tidlige møder. Der blev arbejdet udholdende, og der kom gode resultater ud af det. Det er min alvorlige bøn at disse kære brødre og søstre dagligt lære dyrebare lektier i Kristi skole. ”Lær af mig,” siger den store Lærer; ”for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjerte; og i skal finde hvile til jeres sjæle.” Om enhver af dem vil bevidne Guds uforlignelige kraft over for verden, og hans forunderlige kærlighed til menneskebørnene.
Der var to unge mænd ved Wellsville modes som gik på skolen i Battle Creek den gang da tingenes tilstand forvirrede lærere og de studerende. Den gang var det den forkerte ånd der var fremherskende; og nogle gav de rette råd, andre anviste dem knapt så godt. Disse unge mænd bekendte at de ikke selv går den rette vej, og udtrykte stor fortrydelse at de ikke gjorde anderledes. Jeg blev glad for at lytte til disse bekendelser, og jeg er sikker på at ganske mange vil gøre noget lignende før de kan vokse i Gudsfrygt. Måtte Herren give disse unge den anger som ikke fortrydes.
Ved dette møde vidste jeg at jeg fik hjælp fra Jesus, min styrkes kilde. Uden denne guddommelige hjælp, kan jeg ikke frembære mit vidnesbyrd. Søndag deltog jeg i tre møder med vore folk, og ved hver talte jeg i omkring en halv time. Om eftermiddagen gik jeg en halv mil til baptistkirken, og talte i halvanden time for fuldt hus om emnet afholdenhed. Der var den bedste opmærksomhed; og ved slutningen af mødet, kom flere damer frem og udtrykte deres taknemmelige påskønnelse for de ord der blev sagt.
Jeg blev så lad over at se vore brødre og søstre vise en lyst til at frembringe deres ofre til Herren. Ved dette møde blev der udlovet omkring fem tusinde dollars til at udvide missisonsarbejde i Pennsylvania-konferensen, og oprette et opbevaringssted til vore publikationer. De midler der blev rejst, overgik deres forventninger; men det vil være mere end ret og rimeligt for dem at rejse ti tusinde dollars, og jeg tror at de vil gøre det. Jeg tror de vil bringe deres frivillige ofre til Gud, og han vil velsigne de.
Vi gør progressive fremskridt; men for hvert skridt må fordomme og falske idéer fjernes. Dette har været tilfældet for enhver reformationsbevægelse verden har set. For nogle af lille tro og selvisk pengekær natur, har enhver bevægelse fremad varslet en generel katastrofe og et overdrevent udlæg af midler. De har følt det ligesom den fattige mand Judas gjorde da salven blev udgydt over Jesu hoved. Hvorfor denne ødselhed? Sagde han; denne kunne være solgt, og pengene givet til de fattige. Når der igen og igen gøres nogle skridt fremad har te selviske og tilbageholdne mennesker tænkt at alt var gået i fordærv; men når slaget blev kæmpet imod alle odds, har de hyllet sejren som et tegn på at Gud var i bevægelsen. Da det blev så stærkt tilkendegivet at værket var af Gud, at vantroen var blevet opgivet, har de mennesker som blev ledt, hvis forsyn var større end andres, som arbejdede imod al modstand, hyldes som mænd der er oprejst for denne tid, og ledt af Guds Ånd. Kan de mennesker som har blokeret vejen se det arbejde som de har gjort? Ser de at deres flere penge, større styrke, tro og mod kan gøre arbejdet stærkere og mere indflydelsesrigt, og at deres forsømmelse gør det som de kunne er synd? Mange af disse pionerer er blevet grå og svækket og anstrenger sig mægtigt for at fremme Guds sag og reformarbejdet, medens deres brødre stod parat til at såre dem, med deres vantroens våben. Der er grave på kirkegården som ikke burde være der nu, om det ikke har været for vantroens værk. Visdomlige mennesker, mægtige Guds mænd, har fået føjet år til deres liv, og gennemgået mange forhindringer, har svigtet, og lagt til hvile, og nu behøver vi deres hjælp.
Om vi havde levet så nær korset at vi kunne se sådan som Gud ser, og arbejde som han vil have os til at arbejde. Hvis vore brødre ville lære sjæles værdi i lyset af hvad deres frelse har kostet Jesus, ville de vide at sjæle er af større værdi end huse og lande, guld og dyrebare stede, eller højere ærefulde positioner. Jesus kalder os til at elske hinanden ligesom han har elsket os. Måtte Herren udvide vore tankesind til at fatte evige ting; for gør vi dette, vil selviskheden forsvinde, og vi skal være ordets gørere, og ikke høre passivt på.
Vi forlod vore brødre og søstre i Pennsylvania meget opmuntret, og klokken tolv om aftenen tog vi toget til Hornellsville. Vi rejste i en time, og var nød til at vente på stationen til halv fem om morgnen. Denne tid tilbragte jeg med at skrive.
Mandag aften omkring klokken otte, kom vi til Battle Creek, meget trætte, og kun nogle få dage til at forberede vor lange rejse over prærien. Fredag aften talte jeg til hjælperne på sanatoriet, og om sabbaten til en stor forsamling i Tabernaklet. Dette var mit afsluttende arbejde i øststaterne på denne rejse, og jeg må prise Gud, at han har støttet mig på hvert skridt. Jeg har bedt om natten; og om dagen, hvor jeg har rejst, har jeg bedt til Gud for styrke, for nåde, for lys fra Hans nærhed; og jeg ved hvem jeg har troet på. Da jeg kom tilbage til Californien med større styrker og bedre mod end da jeg forlod Oakland den 12. august
Jeg ønsker at Jesu kærlighed som jeg aldrig har ønsket det før. Jeg ser en grund til at prise Gud for Hans godhed, Hans beskyttende omsorg, og for den liflige fred, glæde og mod Han gav mig på denne rejse. Jeg rejste i tro, og ikke med øjesyn; og jeg har set Guds ånd i hverdagsarbejdet, og Hans pris har dagligt været i mit hjerter og over mine løber. Hans Ånd har hjulpet mine skavanker på en markant måde så jeg ikke er bange for at lægge mig selv i Hans varetægt. Jeg har den fulde forsikring om Hans kærlighed. Han har hørt og besvaret mine bønner, og jeg vil prise Ham.