Det er passende at vore venner som har vist sand interesse for vort velbefindende, at vi giver dem en udtalelse om vor erfaring med nuværende pinsler. Den 16. august, kom pinslerne over min mand, som har fået ham til at lide indtil nu. Jeg er klar over at nogle af hans såkaldte venner, har våget på os med et skinsygt øje, har frydet sig i det skjulte over hans lidelse, ligesom Jobs venner, anklager ham for at lide, på grund af hans synder. Men jeg overlader alle disse såkaldte venner til Herren. Min mands pinsler vil i Guds kloge forsyn udrette den hensigt han har tænkt – vil prøve venners oprigtighed, vil åbenbare jalousien og kværuleren, og dem som elsker at anklage, og som vil juble om de opdagede en såkaldt fejl hos br. White.
Min mand har aldrig bekendt sig til noget andet end et dødeligt menneske, genstand for fejl og sygdomme; alligevel har hele hans sjæl og hans interesse været for Guds arbejde. Hans lykke har været indflettet med sandhedens fremgang. Idet Guds sag har vokset, har han glædet sig. Når sagen lider på grund af oprør, har han lidt, og hans sjæl er blevet bøjet ned af tunge byrder. Han lider nu på grund af overtrædelse mod lovene i hans krop. Hans synd er ikke blevet behandlet uretfærdigt af andre, eller fået forsømt deres behov, som behøver forståelse og hjælp, eller ignoreret enken og den faderløse i deres pinsler. Han har hverken syndet ved at opløfte sig selv over sine brødre eller foragtet deres råd og anvisning. Han har syndet imod sig selv og mod Gud ved at overbelaste kræfterne i hans organisme, som blev fornyet og indgydt liv som svar på vore alvorlige, og uophørelige bønner for ti år siden, da svinsoten havde bragt ham på randen til graven. Forhalet, uophøreligt arbejde, uden hvile og rekreation, har tæret på hans fysiske og mentale kræfter.
I tyve år har han hele tiden slidt i dette arbejde, glædet sig over sagens fremgang, og bøjet sig ned i stærke pinsler, når det har lidet, og har fået til at bløde ved at bekendende venner er blevet forrædere, og revet det ned som de tidligere har bygget op. Rigtig mange gange, når der ikke er givet noget synligt tegn til andre, har hans hjerte smertes med en frygtelig kraft, som Gud alene kan forstå.
I årevis har min mand ind imellem lidt af følesløse lemmer. Han har særligt haft det sådan når han har følt sig stresset, og hans forsigtighed har fået ham til at mærke en overvældende ansvarsfornemmelse for sjæles frelse, og sagens fremgang, som han har set deres uretfærdige fremgangsmåde som bekender sig til sandheden. Han har mange gange vågnet op om natten med følelsesløse lemmer, og har været nød til at gnide på dem med energi, for at gøre dem følsomme igen. Han har ofte lidt hårde smerter i sine lemmer, især efter at have talt længe, som gjorde det umuligt for ham at sove. Ind imellem har han sprunget op af sengen og skyndt sig til vinduet efter luft, før han har kunne ånde. Det var som om hans hjerte stoppede med at slå. Han har også haft smerter i hans ryg og venstre side. I flere år har det været meget forfærdeligt for ham at sidde i den samme stilling i lang tid, eller ride hele dagen i en vogn. Efter at være hjemme fra kontoret om aftnen, har han været meget træt og havde ofte ondt, og forblev siddende i lang tid. Han har fundet den største lindring at ligge ned på sofaen, eller slentre omkring. Ikke desto mindre led han næsten hele tiden af smerte i større eller mindre grad i nogle dele af hans krop. Alligevel arbejdede han gjorde et større arbejde end en eller to raske mennesker kunne have gjort.
Sidste forår fik vi en meget indtrængende indbydelse fra br. Ingraham om at komme til Wisconsin. Han bad os indstændigt om vi ville reagere på hans indtrængende kald, reagere på hans anmodning, efter den hjælp som han måtte have. Vi vidste at bror Ingraham behøvede hjælp og opmuntring. Vi vidste at vi behøvede krops- og sindshvile. Vi havde selv næsten helt undværet sociale glæder, og hjemmeliv, for at færdiggøre vort skriveri, og så frem til en kort hvileperiode i det mindste en lille stund, ved generalkonferensens afslutning. Ved slutningen af den konferense var vi meget udmattede fysisk og mentalt; alligevel kaldte pligts følelsen os til veststaterne, og vi turde ikke blive hjemme. Årene forud havde vi ikke taget os noget af vor bekvemmelighed og fornøjelser, og Gud havde støttet os. Vil han ikke støtte os nu? Vi tænkte at det er den sikreste fremgangsmåde. Vi samlede al den energi vi kunde, og begynde vor rejse.
Vi deltog i møder i Wisconsin, og brugte vore kræfter til det yderste. Vor kost var ikke sådan at den gav os styrke. Vi kunne kun få lidt frugt. Jeg kunne ikke nyde maden. Min mave var hele tiden svag og oppustet, og rystelserne fra rideturen skabte store smerter i regionen af den organisme, som var næsten uudholdelige. Efter vort første møde, var vi nød til at blive nogle dage hos bror Loudons, i Janesville, for at hvile. Der kunne vi få frugt på markedet, og vi levede af brød og frugt, for at fortsætte vor rejse til Hundrede mils Grove. Vognene tog os til Madison, og der fandt vi en bror fra Lodi der ventede på at toget skulle komme blot for at møde ældre Loughborough. Han var kommet for at tage ham med til Lodi femogtyve kilometer borte. Han ventede ikke min mand og jeg. Derfor var hans transport af os ikke nem eller behagelig for os alle. Vejene var dårlige. Det var som om vi var tvunget til at stoppe på grund af træthed og smerte, eller få en mere behagelig rejse. Men jeg var opsat på at holde det ud. Vi huskede de sidste dage, hvor intet stod i vejen for at gøre vores pligt, og havde rejst skønt vi var svage og det gjorde ondt, måtte udholde fattigdom, kulde og sult, og havde aldrig vendt os bort fra dette arbejde endnu, men presset igennem alle vanskeligheder, og Gud har støttet os. Vore liv er blevet bevaret, og vi bør stadig stole på ham. Hvis vi kunne leje mere behagelig transportvogn kunne en svag bror eller søster udnytte dette og sige at bror og søster White er mere ophøjet, at de ikke kunne rejse i en ydmyg vogn. Mine lidelser tog til, indtil vi var nød til at stoppe og bede om nogle strå fra en stak, som min mand fyldte vognkassen med. Jeg lå ned i dette, der var gjort plads til mine fødder, og red af sted indtil rejsens ende, som den gjorde klokken et næste morgen. Vi var syv timer om at ride toogtredive kilometer . Herren styrkede os til at fortsætte vor rejse til Et hundrede Mils Grove, den næste dag, og frembære vidnesbyrd til de møder der blev afholdt på dette sted.
Vi følte at det var vor pligt at besøge Iowa før vi tog tilbage til Michigan. Vi kendte ikke noget ældre Snook og Brinkerhoffs oprør, men vi følte at der var et arbejde for os at gøre i den stat. Først på vor vej til Pilot Grove, Iowa hørte vi om oprøret, som kun var få timer før vi mødte dets ledere ansigt til ansigt i møde huset. Med intense følelser arbejdede vi på at redde de stakkels får som var blevet såret og forrevne, og efterladt blødende af disse upålidelige hyrder. Vore anstrengelser blev kronet med succes. Medens vi arbejdede på at møde modstand, falskneri og forhånelse og chjalusi, tænkte vi at vi ikke var så sunde. De velsignede resultater der fulgte vort arbejde, var os til glæde midt i det mørke vi mærkede når vi ser resultaterne af disse to hyrder har udrettet i deres skæbnesvangre itu rivning af Guds hjord.
”Vort overbelastende arbejde i Iowa tog på min mands kræfter. Hans arbejde med dette oprør var sådan at han blev så ivrig at han gik ud over hvad der var klogt for hans helbred. Hvis han, efter at vi var kommet hjem, har fået en periode med fuldstændig hvile, og fri for bekymringer og ansvar, så ville han have kommet sig over rejsens følgevirkninger. Men det arbejde disse falske prædikanter havde gjort i månedsvis, at forberede et oprør, samle på falske vidnesbyrd fra oprører og forrædere, som Moses Hull, Ransom Hicks, og mange andre af samme mærke - nogle som har figureret meget i den såkaldte ”Sandhedsbudbringer”, gjorde det nødvendigt for os at skrive igen, for at redde de ærlige fra at blive bedraget, skønt vi kun havde haft en lille hvileperiode. Dette ekstra arbejde var for meget for os, hvor vi allerede var betynget af stærke mentale overanstrengelser fra oprøret i Iowa."
Da tidspunktet kom hvor vi skulle holde vor aftale i Memphis, behøvede vi at hvile i krop og sind. En stadig belastning havde været over os i flere måneder. Om natten blev søvnen afbrudt på grund af legemlige sygdomme. Alligevel tilskyndede vi på vore udtømte kræfter, stod op om natten, gik halvanden kilometer til stoppestedet, og gik op i toget som tog os til Detroit. Vi var nød til at vente i Ridgeway i to timer, før der kom et tog fra Øststaterne, før der var afgang til Memphis. Min mand lå nede på en bænk på stoppestedet og sov i femten minutter, hvilet lettede hans træthed et vist omfang. Vi red omkring elleve kilometer til bror Gurneys, og fik noget hvile og søvn, så kunne være parat til aftnens aftale. Møderne i Memphis var om arbejde. Her udrettede min mand den mængde arbejde som var nok til to mennesker som havde kræfter nok. Hans livs svigte kræfter undertrykt til det yderste, alligevel tilskyndede hans iver for Guds sag ham formasteligt til at udtømme de små kræfter der var tilbage, ved overarbejde. Vore møder sluttede søndag aften, efter kl. 11. Vi blev der efter midnat, og stod op igen ved morgengry for at tage til vognenes holdeplads. Der var ikke forbindelse mellem vognene, og vi kom ikke hjem før midnat. Min mand sov kun lidt, og ville ikke formå at få hvile den næste dag. Han mente at hans tilstedeværelse på kontoret er nødvendig. Om natten var han udmattet. Hans søvn blev afbrudt og friskede ham ikke op, alligevel stod vi op klokken 5 om morgnen for at gå vor sædvanlige tur før morgenmaden. Vi gik ind i bror Lunts have, og da min mand, prøvede at åbne en majskolbe, hørte jeg en mærkelig lyd, og så op savlede hans ansigt, og hans højre arm hang hjælpeløs ned af hans side. Hans forsøg på at hæve sin højre arm var uden virkning – musklerne nægtede at adlyde hans vilje.
Jeg hjalp ham ind i huset, men h an kunne ikke tale til mig før han i huset sagde disse ord utydeligt: ”Bed, bed.” Vi gik ned på vore knæ og bad til Gud, som altid var været en nærværende hjælp i trængslens stund. Min mand sagde hurtigt nogle prisende og taknemmelige ord til Gud, fordi han kunne bruge sin arm. Hans hånd var delvis genoprettet, men ikke til fulde. Vi sendte bud efter et elektrisk batteri, men ingen af os havde erfaring nok til at bruge elektricitet i dette kritiske tilfælde. Der blev lagt en plan for at få batteriets ejer til at anvende det. Lægen kom og brugte batteriet. Vi var for trætte til at udøve tro på Gud. Vi kaldte på de få som havde tro, og vore alvorlige bønner blev sendt op til Himlen efter hjælp ovenfra. Himlens rige velsignelse kom ofte over os alle. Der synes stadig at være en tilbagetrækning af vor tro – lægen satte batteriet på. Vi overvejede sagen under bøn, og da han kom næste gang, fortalte vi ham at vi ikke længere har brug for hans tjeneste. Derefter mærkede vi ingen forhindring for vor tro. Min mand og jeg selv mærkede behovet for at drage nær til Gud. Og idet vi i bekendelse og bøn drog nær til Gud, fik vi den velsignede forsikring at Han drager nær til os. Dyrebare overordentlige dyrebare var disse samværsstunder med Gud, hans forpinte børn! Det slag der var faldt på min mand, kunne have været endeligt, ellers var han halvsidig lammet i sin krop og død. Vi græd af glæde, over at Guds omsorg var om os midt i vore trængsler. Den mægtige verdens skaber – universets almægtige Hersker, var vor Fader! Dyrebar, umødelig dyrebar, var disse fællesskabsstunder med Gud! Meget af tiden var min mand lykkelig i Herren. Dag og nat var Guds pris over hans læber, og sygeværelset var i sandhed et himmelsk sted.
De første fem uger af vore pinsler tilbragte vi i vort eget hjem. I et klogt øjemed fandt vor himmelske Fader ikke det passende at rejse min mand til øjeblikkelig sundhed, som svar på vore instændige bønner, selvom Han virkede dejligt nærved, for at trøste og støtte os med Sin Helligånd.
Vi havde tillid til at bruge vand som en af Guds udpegede hjælpemidler, men ikke tillid til medicin. Min egen vitale energi var for udtømt hos mig, til at prøve at bruge disse vandkure i min mands tilfælde; og vi følte at det måtte være en pligt at tage ham til Dansville, N. Y., hvor han kunne hvile, og hvor vi kunne få deres omsorg som var uddannede som vandkurlæger. Vi turde ikke følge vor egen dømmekraft, men bad om råd hos Gud, og bønnelig overvejelse over sagen, besluttede vi at tage afsted. Min mad klarede rejsen godt – meget bedre end vi frygtede.
Vi blev i Dansville i omkring tre måneder. Vi fik lokaler ikke så langt fra instututionen. Vore boliger var på ingen måde behagelige. Vore lokaler var små, og solen besøgte det kun nogle få minutter om morgnen. Alligevel mærkede vi ikke noget til dette som vi burde, om vi var bundet til dette værelse. Vi var begge i stand til at vandre der ud og være i den frie luft meget af tiden; og vi fik behandling hver dag, undtagen sabbaten og den første ugedag, som ikke levnede os megen tid til at være i vort lokale.
Nogle kunne tro at vi har opgivet vor tro på at Gud vil oprejse min mand til sundhed som bønne svar, da vi tog til Dansville, og satte os selv under lægernes varetægt der. Men sådan er det ikke. Vi følte ikke at vi foragtede de midler som gud havde sat inden for vor rækkevidde for at genvinde sundheden, vi følte at Gud var hævet over det hele, og at han som havde tilvejebragt hjælpende agenter, ville at vi skulle bruge dem som hjælp mod en mishandlet natur, der gendanner naturens udtømte kræfter. Vi troede at Gud ville velsigne de anstrengelser vi gjorde, når det gælder sundhed. Vi har ikke betvivlet at Gud kunne udvirke et mirakel, og på et øjeblik genoprette sundhed og livskraft. Men skulle han gøre dette, ville vi ikke være i fare for at overtræde igen – misbruge vor styrke ved længerevarende umådeholdent arbejde, og pådrage os selv end endnu værre tilstand af tingene?
Hvis vi overtræder vor krops love må vi betale straffen. Lidelse, mere eller mindre, vil følge al overtrædelse af naturens love. Men når vi angrer vore overtrædelser, og begynder alvorligt at arbejde på reform; når vi gør alt hvad vi kan for at genløse vore fejl, ved at sætte os selv under bedst mulige vilkår, for at genvinde den styrke vi har mistet i vor iver; så er vi i den position hvor vi kan udvise tro på Gud som hans kraft vil udbedre naturens nedbrudte maskineri, og vil sættes der hvor vi igen kan arbejde for Guds sag mere forstandigt, klogelig ved den styrke Gud har givet os i stedet for at forkrøble den ved overmådeligt arbejde.
”Vort hjem” i Dansville var det eneste sted jeg troede vi kunne gå til og blive fri for forretninger og ansvar. Skulle vi tage til dem af vor tro overalt, ville de ikke være parat til at erkende vore udmattede tilstand, især min mands tilstand. Vi har så længe bæret arbejdets byrde som har tvunget til at handle med karakterfasthed, som ikke ender noget til at sætte noget til side, give tilbage og yde efter omstændighederne, så vore brødre og søstre vil være uforberedt på at forstå at vi må være fri for alle bekymringer, og at de ikke må bebyrde os med spørgsmål som kræver tankevirksomhed, eller introducere ting som i det mindste opildner eller nedtrykker sindet. Vi vælger at tage til Dansville, og være, som det var, isoleret fra vore brødre, og miste en vis fornemmelse af Guds arbejde, og ikke føle noget ansvar hvilende på os for den sag, som vi i forening har arbejde med al vor kraft for i tyve år.
Vi var ikke andet i stand til at deltage i dr. Jacksons morgen lektioner end nogle få gange af følgende grunde: Den første og største årsag var at salens opvarmede klima var smertelig og sløvende indflydelse på min mands hjerne. Når han dvælede ved sundhedsemner, var vi for dybt intereseret i vore trætte sinds vel, for vore tankesind begyndte at blive flyvske, sammenlignede dr. J.’s filosofi med de kendsgerninger der var i vore sind, som blev modtaget fra en højere og ufejlbarlig autoritet. Sindet vil blive opspændt og træt. Især var det tilfældet for min mand. Og når dr. Jackson og andre læger igen gik frem og ville understøtte tanker som vi ikke får fra vort religiøse standpunkt, især medhensyn til fornøjelser og forlystelser, dans, kortspil, gå i teateret, osv. , kunne vi ikke se harmoni med hans religiøse lære, og Kristi lære nedskrevet i det nye testamente.
Vi havde intet at gøre med religiøs kontroverser, eller med at fremme vore synspunkter, eller komme sammen med dem af vor tro og få møder. Vi tog til Dansville for at hvile krop og sind. Og selvom vi forventede at høre og se det som vi ikke kunne modtage og forenes med, ville disse ting alligevel uanset vore anstrengelser til modsatte, opildne sindet mere eller mindre; og i de lange og vågne nætter sammenlignede vi Kristi liv, og hans lære hvad en kristen indbefatter, med lærdomspunktet som fremsættes på den institution, og vi kunne finde harmoni med dem.
Idet vi har taget en aktiv del i sundhedsreformen, og har været to gange på Dansville, en gang som besøgende og en gang som patienter, og har talt i høje termer om deres lægers dygtighed at kurere sygdomme ved brug af vand, og andre hygiejniske hjælpemidler, har mange troet at vi samtykkede og modtog alt hvad lederne på den institution lærte. Vi har ofte fået spørgsmålet, ikke kun af vore folk, men af andre trossamfunds ledere: ”Anerkender i kortspil, dans og gå i teater? Jeg forstår at de bekender at være religiøse, og at de blander alle disse fornøjelser sammen med deres religion.” Det var nødvendigt for os at tale tydeligt og sige at vi ikke har del eller lod i disse ting, og at vi ikke billiger sådanne fornøjelser som anbefalet at kristne mænd og kvinder som uskyldige. Jeg har hørt mere end en moder i Dansville bemærke at hun roste lægerne på Dansville for sine børn, og alligevel ikke lade hendes sønner høre dem anbefale disse fornøjelser for noget; for hun havde instrueret hendes børn i at indflydelsen fra disse fornøjelser var ondskab; at hun har kendt dem til at være sådan i hendes opserverende erfaring, og har ikke set afhjælpende træk i dem, som vil lede hende til at ændre mening om deres skadelig indflydelse, især for de unge. Jeg er blevet spurgt: ”Kunne I med sikkerhed sende jeres unge børn, bort fra jeres indflydelse, til den institution der lærer dem en korrekt levemåde, og regenerer tabt sundhed?” Jeg blev tvunget til at sige at jeg ikke kunne, medmindre de var børn som havde en markant selvstændighed og faste religiøse principper. Dette alen viser sig at være en sikkerhedsgrund imod dem som vil prøve at kaste glans over disse fornøjelser og kalde dem harmløse, og nødvendige for sundheden, og prøve at overtale dem til at danse, spillekort og gå i teateret.
Gud har givet børn i min varetægt, ikke oplære dem for verdslige fornøjelser, men for himlen; og det er min pligt at sætte dem i den bedst mulige tilstand til at forstå deres pligt over for Gud, og blive evige arvinger. Det er umuligt for mig at være skyldfri, hvis jeg sætter dem på fristelsens vej, hvor der er fare for at de kastes ned i alle samfundsklasser, og fordærves af omkringliggende indflydelser. Der er nok løssluppen spænding omkring os, med en tendens til at nedtone alvorlige indtryk, og få Gud ud af sindet. Tusindvis af unge tegner sig til at være til ære for deres forældre, og nyttige samfundsborgere, som har i en ond stund har givet efter for fristeren, som kommer ind i form af bekendende venner, og for det første nedbryder bariererne for deres samvittighed og går i teateret, for at se og hører nogle berømte skuespillere. Alt facinerer dem – deres fantasi bliver levende – deres sanser, deres hjerter føres fangne bort – de er beruset med spænding. De forlader teateret; men deres fantasi fortsætter med at dvæle ved de scenerier de h ar været vidne til, og de er ivrige efter at komme igen og igen. De har en lidenskab for at se teaterforestillinger. Nogle gange kan de overbevises om at kortspil og gå i teateret ikke har en gavnlig indflydelse på deres sundhed og moral; alligevel har de ikke tilstrækkelig modstand og selvstændighed til at løsrive sig fra disse ophidsende fornøjelser. De kan styrke sig selv med tanke at læger ikke selv har gået i teateret, men har anbefalet andre at gøre dette, og disse læger var kristne. Således overdøver de samvittigheden ved verdslig, fornøjelseselskende, bekendende kristnes eksempel. De har lært at spille kort, anset det for en uskyldig fornøjelse. At gå i teateret sætter de sig selv i den farligste gruppe, og har udsat sig for bedragerisk, fascinerende trylleri fra spilleren, sensualisten og den klasse af kvinder ”hvis skridt tager fat i helvedet.” De giver efter for fristelse, og fortsætter deres vej nedad indtil deres samvittighed forhærdes, og de vil ikke tøve med at fornedre sig selv for nogen umoralitet.
Kristne er dem som følger Kristus. ”Drag derfor ud fra dem og skil jer ud, siger herren, og rør ikke ved noget urent, og jeg vil tage imod jer.” En øm samvittighed for disse fornøjelser vil aldrig kræve sindet præcision eller snæversyn. Hvordan kan kristne kalde den uskyldige, som er en snare for sjælen, som har ledt tusindvis på vejen til visselig ruin? Jeg kan ikke tro at en sand Kristi efterfølger vil røre ved en fornøjelseskort, eller læse noveller, eller deltage i boldspil og teatre. Hvis de har lært af Ham som er sagtmodig og ydmyg af hjertet, vil de få afsmag for tidligere fornøjelser og forlystelser. Hos den helligede kristne, vil der være et levende princip i sjælen, der påvirker sindet, beskæftiger hengivenhed, og leder viljen, som vil give kraft til hele karakteren. Deres anstrengelser vil lede sjæle bort fra syndige fornøjelser på hellighedens sti, ved deres eksempels klare genspejl, et dadelfrit liv.
Jeg vil altid med taknemmelighed huske på venlig opmærksom og respekt vi har fået, ikke kun i form af læger på ”Vort Hjem,” men også fra hjælperne. Baderummenes tjenere, og opvarterne ved bordene var opmærksomme på de ønsker vi kunne have. De virkede ivrige efter at gøre vort ophold hos dem så behageligt og lykkeligt som muligt, hvad der var i deres magt.
fortsættes
Vi fik held med vore rejse - fik de rigtige forbindelser, og kom godt af sted. Min mand nød rejsen, for han erkendte at Guds støttende hånd var under ham. Da toget kom til Battle Creek, mødte vi flere af vore trofaste brødre som tog gladeligt imod os. Da vi kom ind i vort eget hjem igen, mødte vi flere trofaste søstre som havde arbejdet hele dagen, varmet rummene op, luftet sengetøj, lavet mad, så da vi kom skulle vi ikke andet end hvile og nyde vort hjem. Vi fandt et bord var parat til os, vi kunne sætte os ved, og tog del i forfriskningerne omkring kl. fem, som vi havde brug for, da vi ikke havde spist noget siden morgenmaden i morges. Trofaste hænder havde tilberedt middagsmaden til os kl. 2, da vi var ventet med et tidligere tog.
Min mand hvilede godt i løbet af natten. Selv om han var svag den næste sabbat, gik han til mødehuset og talte til i omkring tre kvarterer af en time. Vi deltog også i nadvergudstjenesten om aftenen. Herren styrkede ham, idet han gik på hans tro. Vi var taknemmelige over for Gud at vi atter er i vort kære folks midte i Battle Creek. Da min mand blev syg første gang, følte de at et slag var kommet over dem. De stod trofast ved vor side og hvor oprigtigt og ømhjertet forsøgte at hjælpe mig med alle byrder som de kunne tage. Dag og nat i de første fem uger af vore pinsler var de uafladelige i deres omsorg og opmærksomhed. Og da vi forlod Dansville ophørte denne byrde og interesse ikke. De havde ofte, påbegyndte bedestunder for os, de stakkels forpinte Kristi tjenere. Vi finder at de har den samme venlige og hjertefølte sympati for os i vor pinsel. De er par rart til at bære vore byrder så vidt det er muligt for dem at gøre dette. De har gavnmilt givet os gaver, som vi har takket nej til, da vi på nuværende tidspunkt ikke har behov for pengemæssig hjælp. Nogle af dem som har tro, samles hver uge, og går ind i alvorlig og inderlig bøn til Gud for genoprettelsen af min mands sundhed. Måtte Gud belønne sit kære folks trofasthed, er vor bøn.
Min mand bliver bedre. Han er ikke lige så fortrængt af nervøsitet, bekymring og frygt. Han lider kun lille smerte, men vi kan ikke se at han får fedt på sig. Hans mave bliver stærkere, og spiser mere omhyggeligt. Nu vover han sig langsom til anden kost - spiser lidt frugt. Hans appetit er god, og han nyder sin mad. Vejret har ikke været det bedste for ham, til at køre og gå så meget ud. Vi udnytter enhver god dag, og tager ham med ud på en ridetur flere kilometer på landet. En dag red han tolv kilometer til bror Godsmark's, fik en middag og vendt tilbage samme dag.
Jeg betvivler ikke en fuldkommen og hel helbredelse af min mand til sundhed. Herren er her for os, pris hans hellige navn! Selv om Satan har prøvet at presse os tilbage, er der alligevel givet hjælp fra ham der er mægtigere , end han er, og i Jesu navn, vor store Udfrier, skal vi komme sejrrige ud.
Vi ønsker stadig brændende Guds folks inderlige bønner, så vi kan få støtte, og udfrielse fra vor nuværende pinsel.