Efter Jesu dåb, blev han fort af Ånden ud i ørknen for at blive fristet af djævelen. Da han kom ud af Jordan, bøjede han sig ned og bad med den store Evige efter styrke til at klare kampen med den faldne fjende. Himlene åbnedes og den overmådelige herlighed der steg ned bevidnede hans guddommelige karakter; og Faderens stemme erklærede Kristi tætte forhold til hans Uendelige Majestæt: ”Dette er min søn den elskede, i hvem jeg har velbehag.” Kristi mission var nu ved at begynde; men først måtte han trække sig tilbage fra livets travle steder til en afslides liggende ørken for det udtrykte fortsæt at bære en trefoldig fristelse for deres skyld, han var kommet for at genløse.
Satan, som tidligere var en æret engel i Himlen, havde været ærgerrig efter mere ophøjet ære, som Gud havde givet sin Søn. Han blev skinsyg på Kristus, og viste englene som ærede ham, som skærmende kerub at han ikke havde den ære der tilkom ham, som hans position krævede. Han forfægtede at han ville være ophøjet og lige i rang med Gud. Satan fik sympatisørere. Engle i himlen sluttede sig til ham i hans oprør, og faldt med deres leder fra deres høje og hellige stade, og blev derfor udstødt fra Himlen sammen med ham.
I samråd med sin Søn, formede Gud planen at skabe mennesket i deres eget billede. Han blev sat under prøve. Mennesket skulle forsøges og prøves, og hvis det ville klare Guds prøve, og forblive loyal og sand efter den første trængsel, skulle det ikke udsættes for stadige fristelser; men skulle være ophøjet og lige med engle, og derfra udødelig.
Adam og Eva var fuldkomne i fysisk, mental og åndelig henseende, da de kom fra Skaberens hånd. Gud plantede en have til dem og omgav dem med alt, hvad der var smukt og tiltrækkende for øjet, og hvad deres fysiske behov krævede. Det hellige par så på en verden af uovertruffen ynde og herlighed. En skaber der elskede mennesket, havde givet dem bevis på hans godhed og kærlighed, ved at sørge for at de havde frugter, grønsager og korn og fra jorden vokse træer af enhver variant som var til nytte og til fryd for øjet.
Det hellige par betragtede naturen som et billede af uovertruffen skønhed. Den brune jord var dækket af et tæppe af levende grønt varieret med utallige slags blomster, der kunne formere sig. Buske, blomster og slyngplanter frydede sanserne med deres skønhed og duft. De mange forskellige høje træer bugnede af alle slags frugter med liflig smag, tilpasset Adam og Eva, for at tilfredsstille deres smag og ønsker. Gud sørgede for vores første forældre i dette paradisiske hjem, han gav dem et tydeligt bevis på hans store kærlighed og omsorg for dem.
Adam var den kronede konge i Eden. Til ham blev givet herredømmet over alt levende, som Gud havde skabt. Herren velsignede Adam og Eva med en forstand som han ikke havde givet nogen anden skabning. Han gør Adam til den rette hersker over alle Sine hænders værker. Mennesket, som blev gjort i guddommeligt billede, kunne betragte og værdsætte Guds herlige værker i naturen.
Adam og Eva kunne se Guds visdom og herlighed i ethvert græsstrå og i enhver busk og blomst. Den naturlige skønhed, som omgav dem, genspejlede deres himmelske Faders visdom, fuldkommenhed og kærlighed. Deres takke- og lovsange steg blidt og fulde af ærefrygt mod himmelen i harmonisk samklang med de ophøjede engles sang og med de muntre fugles, som ubekymret kvidrede deres glade sange. Der fandtes ingen sygdomme, forkrænkelighed eller død. Der var liv og sundhed i alt, hvad øjet hvilede på. Selve atmosfæren åndede liv. Der var liv i hvert eneste blad, i hver eneste blomst og i hvert eneste træ.
Herren vidst at Adam ikke ville blive lykkelig uden arbejde, så han gav han til opgave at passe haven. Og medens han passede disse skønne og nyttige ting som omgav ham, kunne han se Guds godhed og herlighed i skaberens værk. Adam kunne betragte Guds stil i Eden, som var en miniaturer at himlen. Gud skabte ikke kun mennesket for at han skulle betragte det herlige arbejde, derfor gav han ham hænder til at arbejde så vel som et sind hjerte til at betragte med. Hvis menneskes lykke var afhængig af lediggang, havde skaberen ikke udpeget et arbejde til Adam. Mennesket skulle finde sin lykke igennem arbejde, så vel som meditation. Adam kunne se tilbage på, at han var skabt i Guds billede for at være ham lig i retfærdighed og hellighed. Hans forstand kunne til stadighed udvikles, udvides, forædles og højnes, for Gud var hans lærer, og englene var hans omgangsfæller.
Herren satte mennesket på prøve, så det kan forme en karakter der til stadighed er ren for sin egen lykke og deres Skabers ære. Han har begavet Adam med en sindsstyrke der lå over andre levende skabninger, som han havde gjort. Hans mentale styrke var kun lidt under englenes styrke. Han blev fortrolig med naturens ophøjethed og herlighed, og forstod karakteren af sin Himmelske Fader i hans skaberværker. Alt det hans øjne hvilede på i Faderens værkers uendelighed, tilvejebragt af en gavmild hånd, bevidnede om hans kærlighed og uendelige kraft. I edens herlighed kunne Guds godhed og visdom opspores i alt øjnene hvilede på.
Den første store åndelige lærdom, der blev givet Adam, var selvfornægtelsens. Selvkontrollens tøjler blev lagt i hans hænder. Dømmekraften, fornuften og samvittigheden skulle råde. »Derpå tog Gud Herren Adam og satte ham i edens have til at dyrke og vogte den. Men Gud Herren bød Adam: »Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!«
Adam og Eva havde lov til at nyde af frugten af alle træer med undtagelse af ét, Der var kun et eneste forbud. Det forbudne træ var lige så tillokkende og yndigt som ethvert andet træ i haven. Det blev kaldt træet til kundskab, fordi de ville få kundskab om synd, en erfaring i ulydighed, hvis de spiste af det træ, om hvilket Gud havde sagt: "Af træet til kundskab ..... må du ikke spise" ville de få en kundskab om synd, en erfaring i ulydighed. Eva gik fra hendes mands side, så de skønne ting i naturens skabelse, glæde hendes sanser med blomsters farver og vellugt, og træers og krats skønhed. Hun tænkte på de restriktioner som Gud havde lagt på dem om kundskabens træ. Hun var tilfreds med de skønheder og den gavmildhed som Herren havde givet for at dække ethvert behov. Alt dette, sagde hun, har Gud givet os for at nyde det. Det er alt sammen vort, for Gud har sagt: »Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise!«
Eva havde strejfet sig nær det forbudne træ, og hendes nysgerrighed var vækket til at vide hvordan døden kunne skjules i dette pæne træs frugt. Hun blev overrasket over at høre hendes spørgsmål blive taget op og gentaget af en fremmed stemme. »Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?« Eva var ikke klar over at hun havde afsløret sine tanker, da hun talte højt for sig selv, derfor blev hun meget forbavset over at høre hendes spørgsmål blive gentaget af slangen. Hun tænkte i virkeligheden om slangen havde kendskab til hendes tanker, og at han måtte være meget klog. Hun svarede ham: »Vi har lov at spise af frugten på havens træer; kun af frugten fra træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!« Da sagde slangen til kvinden: »I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!«
Her kom løgnens fader med sin påstand i direkte modstrid til Guds udtrykte ord. Satan forsikrede Eva, at hun var blevet skabt udødelig, og at det ikke var muligt for hende at dø. Han fortalte hende, at Gud vidste, at hvis de spiste af kundskabens træ, ville deres forstand blive oplyst, udvidet og forædlet, og det ville gøre dem Gud lig. Og slangen svarede Eva, at Guds befaling, der forbød dem at spise af kundskabens træ, blev givet dem for at holde dem i en underordnet tilstand, så de ikke skulle få kundskab, som var magt. Han forsikrede at dette træs frugt var ønskværdigt frem for alle andre træer i haven, der gør dem kloge og ophøjer dem lige med Gud. Han har, sagde slagen, nægtet jer dette træs frugt som er det mest ønskværdige træ, med sin velsmag og oplivende påvirkning. Eva tænkte, at slangens tale var viis. Hun betragtede Guds forbud som værende uretfærdig. Hun så med længsel på træet, der var fyldt med frugt, der forekom at være meget lækker. Slangen spiste den, med en tydelig begejstring. Hun længtes efter denne frugt, frem for alle de forskellige frugter som Gud havde givet hende en fuldkommen ret at bruge af.
Eva havde overdrevet ordene i Guds befaling. Han havde sagt til Adam og Eva: “Kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!” I Evas diskussion med slangen tilføjede hun sætningen: “I må ikke røre derved, thi så skal I dø.” Her viste slangens snedighed sig. Denne udtalelse fra Eva gav ham en fordel, og han plukkede frugten og lagde den i hendes hånd og anvendte hendes egne ord: “Han har sagt: ‘Hvis I rør det, skal I dø.’ Du ser, at intet fortræd kommer over dig ved at røre frugten, så du vil heller ikke blive skadet af at spise den.” Eva gav efter for Djævelens løgnagtige spidsfindigheder i skikkelsen af en slange. Hun spiste af frugten og mærkede ingen øjeblikkelig skade. Så plukkede hun frugten til sig selv og sin mand. " Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af; og hun tog af dets frugt og spiste og gav også sin mand, der stod hos hende, og han spiste."
Adam og Eva burde være helt tilfreds med Guds kundskab i hans skaberværker, og med instruktionen fra hellige engle. Men deres nysgerrighed blev vækket for at blive kendt med det som Gud har planlagt de ikke skal kende til. Det var for deres lykke at ikke kende til synd. Den høje kundskab som de mente de kunne få ved at spise af den forbudne frugt, nedstyrtede dem i syndens og skyldens degeneration.
De engle som var blevet udpeget til at vogte Adam i hans Eden-hjem før hans overtrædelse og udelukket fra paradiset, blev nu udpeget til at bevogte paradisets porte og vejen til livets træ, så at han ikke skulle vende tilbage og få adgang til livets træ og udødeliggøre synd.
Synd drog mennesket fra paradiset. Og synd var årsagen til at paradiset blev fjernet fra jorden. Som følge af at Guds lov var blevet overtrådt, mistede Adam paradiset. I lydighed mod Faderns lov og gennem tro på Hans soneblod, kan paradiset genvindes. ”Anger mod Gud,” fordi hans lov er blevet overtrådt, og troen mod vor Herre Jesus Kristus, som menneskets eneste genløser, vil kunne accepters hos Gud. Guds kære Søns fortjenester for menneskenes skyld, vil hjælpe hos Faderen, uanset hans syndighed.
Satan var opsat på at få held med sin fristelse mod de syndfrie Adam og Eva. Og han kunne nå det hellige par endnu bedre gennem appetittens medie end på nogen anden måde. Frugten fra det forbudte træ virker mere behageligt i øjet og ønskværdigt for smagen. De spiste og faldt. De overtrådte Guds retfærdige ordrer og blev syndere. Satans sejr var fuldkommen. Her var han på fordelagtig grund over for menneskeslægten. Han bildte sig selv ind at han ved sin spidsfindighed forpurrede Guds hensigt ved Hans skabelse af mennesket.
Satan udtrykte sit pral over for Kristus og for de loyale engle, at det var lykkes ham vinde himmelske engles standpunkt og få dem til at gå sammen med ham i hans dristige oprør. Og nu hvor det lykkes ham at overvinde Adam og Eva, krævede han at Edenhjemmet var hans. Han pralede stolt af, at den verden Gud har gjort, nu var hans domæne. Ved at besejre Adam, verdens monark, havde han fået slægten som sine undersåtter, og han kunne nu indtage Eden, og gøre den til hans hovedkvarter. Og der vil han oprette sin trone, og være verdens monark.
Men i himlen blev der straks taget forhåndsregler til at overvinde Satan i hans planer. Stærke engle, med lysstråler der viste flammesværd, vendte sig i alle retninger, blev sat som vogtere, og bevogte vejen til livets træ, at Satan og det skyldige par ikke kan nærme sig. Adam og Eva havde mistet al ret til deres skønne Edenhjem, og blev nu udelukket fra det. Jorden blev forbandet på grund af Adams synd, og skulle derefter altid frembringe torne og tidsler. Adam blev udsat for Satans fristelser medens han levede, og skulle til sidst gå tilbage til dødens støv.
Et råd blev holdt i Himlen. Resultatet blev, at Guds kære søn påtog sig opgaven at frelse mennesket fra den vanære og forbandelse, som var en følge af Adams fejltrin, han ville overvinde Satan. Oh, hvilken fornedrelse! Himlens majestæt forslog sig selv - i sin store kærlighed og medfølelse for den faldne menneskehed - som stedfortræder og garant. Han ville bære menneskets skyld. Han ville tage Faderens vrede på sig. Ellers ville den være faldet på mennesket selv på grund af dets egen ulydighed.
Guds lov var uforanderlig. Den kunne ikke ophæves, ej heller give ud det mindste stykke af dens krav, for at imødekomme mennesket i sin faldne tilstand. Mennesket blev adskilt fra Gud på hans udtrykkelige befaling, uanset om mennesket var gjort bekendt med konsekvenserne af en sådan overtrædelse. Adams synd medførte en beklagelig tilstand af tingene. Satan ville nu have ubegrænset kontrol over menneskeslægten, medmindre et mægtigere væsen end Satan ekisterede før menneskets fald, og han skulle indtages marken og besejre Satan og genløse mennesket.
Kristi guddommelige sjæl blev oprørt af en medynk som var uendelig for det faldne menneske. Da menneskets nedslåede og hjælpeløse tilstand kom frem for ham, og da han så at han ved overtrædelse af Guds lov havde faldet under mørkets fyrstes magt og styring, foreslog han det eneste middel som Gud kunne acceptere, som ville give mennesket en nyt forsøg, og atter sætte det under prøve. Kristus nedlod sig og forlod sin ære, hans kongelige myndighed, hans ære hos Faderen, og ydmygede sig selv til menneske, og gik i kamp med den mægtige mørkets fyrste, for at genløse mennesket. Ved dets ydmygelse og armod ville Kristus identificere sig selv med den faldne slægts svaghed, og ved fast lydig vise hvordan mennesket genløser Adams skændige fiasko, så mennesket ved ydmyg lydighed kan genoprette det faldne Eden.
Det store genløsningsværk kunne kun gennemføres ved at Genløseren tog den faldne Adams sted. Med verdens synder lagt på sig, ville han gå over den grund, hvor Adam faldt. Han ville stå den prøve som Adam ikke klarede, og som ville næsten være uendelig mere hård end det som blev pådraget Adam. Han ville sejre på vegne af menneskets og besejre fristeren, så at mennesket, ved hans lydighed, hans karakter og stadige renhed, hans retfærdighed, kan blive tilskrevet mennesket, der ved Hans navn kan overvinde fjenden for sin egen skyld.
Hvilken kærlighed! Hvilken forbavsende nedladenhed! Han ville gå i Adams fodspor. Han ville virkelig påtage sig menneskets faldne natur for at kæmpe imod den stærke fjende, som sejrede over Adam. Han ville overvinde Satan og på den måde for hver den, som tror, åbne vejen til udgang fra den unåde, bort fra unåden af Adams fald og fiasko.
Engle på prøvetid var blevet bedraget af Satan, og var blevet ledt af ham til det store oprør i himlen imod Kristus. De bestod ikke den prøve der var kommet over dem, og de faldt. Så blev Adam skabt i Guds billede og sat under prøve. Han havde en fuldkommen udviklet organisme. Alle hans evner var i harmoni. Hans bevægelser, ord og handlinger var fuldstændig i overensstemmelse med hans Skabers vilje. Efter at Gud havde gjort alle tilvejebringelser for menneskets lykke, og havde dækket alle hans behov, prøvede han Adams loyalitet. Hvis det hellige par skulle være lydige, ville slægten efter en tid være gjort lige med engle. Da Adam og Eva dumpede denne prøve, havde Kristus i sinde at blive et frivilligt offer for mennesket.
Satan vidste at hvis Kristus i virkeligheden var Guds Søn, verdens Genløser, var det ikke til godt for ham selv, at Herren havde forladt Himlens kongelige sale for at komme til en falden verden. Han frygtede at hans egen magt fra da af blev begrænset, og at hans bedrageriske list ville blive opdaget og udstillet, som ville formindske hans indflydelse over mennesker. Han frygtede at hans herredømme og hans kontrol over verdens rige skal bestride. Han huskede de ord Jehova sagde til ham da han blev stævnet i samvær med Adam og Eva, hvem han havde ruineret med sine løgnagtige bedrag: »Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!« Denne erklæring indeholdt det første evangeliske løfte til mennesker.
Men den gang disse ord blev sagt, forstod Satan dem ikke helt. Han vidste at de indeholdt en forbandelse for ham, fordi han havde forført det hellige par. Og da Kristus viste sig på jorden, var Satan bange for at han at han i virkeligheden var Den udlovede som skulle begrænse hans magt og til sidst udslette ham.
Satan havde en særlig interesse i at følge begivenhederne straks efter Adams fald, for at lære hvordan hans arbejde havde påvirket Guds rige, og hvad Herren ville gøre med Adam på grund af hans ulydighed. Guds Søn påtog sig at blive Genløser for menneskeslægten, satte Adam i et nyt forhold med sin Skaber. Han var stadig faldet, men håbets dør blev åbnet for ham. Guds vrede hang stadig over Adam, men afsigelse af dødsdommen var blevet udskudt, og Guds harme var blevet behersket, fordi Kristus var gået i gang med at beklæde sig menneskets Genløsergerning. Kristus måtte påtage sig Guds vrede, som i retfærdighedens navn skulle falde på mennesket. Han blev en tilflugt for mennesket, og skønt mennesket var kriminelt og fortjente Guds vrede, kunne det dog ved troen løbe til skjulestedet og være i sikkerhed. Midt i døden var liv, hvis mennesket valgte at tage imod det. Den hellige og uendelige Gud, som boer i et utilnærmeligt lys, kan ikke længer tale med mennesket. Der kan ikke længere være en direkte samtale mellem mennesket og Sin Skaber.
For en tid bærer Gud over med den fulde dødsdom der er erklæret over mennesker. Satan smigrer sig selv med at han har brudt kæden mellem Himlen og jorden for altid. Men heri tager han grueligt fejl og bliver skuffet. Faderen havde overgivet verden i sin Søns hænder, for at han kan genløse forbandelsen og vanæren fra Adams fejl og fald. Ved Kristus alene kan mennesket nu få adgang til Gud. Og gennem Kristus alene vil Herren holde samfund med mennesket.
Kristus tilbød frivilligt at fastholde og forsvarede den guddommelige lovs hellighed. Han skulle bortskaffe det mindste af lovens krav i genløsningsværket for menneskene, men for at frelse mennesker og fastholde sin Faders lovs hellige krav og retfærdighed, gav hans sig selv et offer for det skyldige menneske. Kristi liv forringer ikke i mindste grad sin Faders lovs krav, men gennem fast lydighed mod alle dens forskrifter, og ved at dø for deres synder som havde overtrådt den, oprettede han dens uforanderlighed.
Efter Adams oprør, så Satan at ruinen var fuldstændig. Menneskeslægten kom i en ynkelig tilstand. Mennesket blev afskåret fra samkvem med Gud. Det var Satans plan at menneskets tilstand skulle være den samme som de faldne engle i oprør imod Gud, uden opmuntring af håbets glimt. Han sluttede at hvis Gud tilgav syndige mennesker, som han havde skabt, ville han også tilgive ham og tage imod ham og hans engle. Men han blev skuffet.
Guds guddommelige Søn så ingen anden arm end sin egen der kunne frelse faldne mennesker. Han bestemte sig for at hjælpe mennesker. Han lod de faldne engle gå tabt i deres oprør, men rakte sin hånd ud for at redde fortabte mennesker. Engle, som var i oprør blev behandlet efter det lys og den erfaring de havde fået i overflod i himlen. Satan, anføreren for faldne engle, havde tidligere en ophøjet position i himlen. Han var næst i rang efter Kristus. Den kundskab som han, såvel som englene der faldt sammen med ham, havde om Guds karakter, hans godhed, hans barmhjertighed, visdom og fremragende herlighed, gjorde deres skyld utilgivelig.
Der var ikke mere noget muligt håb for dem at blive genløst, som har været vidne til og nydt himlens uudsigelige herlighed, og har set Guds frygtelige majestæt, og i nærvær af al den herlighed, har gjort oprør imod ham. Der er ingen ny og mere forunderlig fremvisning af Guds ophøjede kraft som nogen sinde vil gøre dybere indtryk på dem, som den, der allerede er blevet set. Hvis de kunne gøre oprør i nærheden af herlighedens uudtrykkelige tyngde, kan de ikke komme i en mere favorabel tilstand for at blive prøvet. Der var ingen kraft mere, eller nogen store højder eller dybder for den uendelige herlighed, der kan overmande deres store tvivl og oprørske knurren. Deres skyld og straf må stå i forhold til deres ophøjede privilegier i de himmelske sale.
(fortsættes)