Da jøderne genopbyggede deres hjemland efter det babylonske fangenskab, var de selv i en forfærdelig usikker og modløs tilstand. Jerusalems mure var brudt ned. Gud velvillig, deres velsignelse og forsvar, bar blevet fjernet på grund af deres overtrædelser; og deres fjender kom stadig med rygter om truende invasion. På den tid oprejste Gud en befrier for sit folk i form af Nehemias, som også var en religiøs reformer, der genopretter tilbedelsen af den sande bud, og retter fejlene blandt folket. På grund af hans mod og flid, blev han udvalgt af Gud til at udrette dette store arbejde. Nehemias bad meget, og stolede på at Gud ville hjælpe ham; alligevel er han en mand der kunne forudse tingene klogt, og handle resolut, og han undlod ingen forsigtighedsregler, som kan føre til fremgang i det som han har sat sig for.
Medens folk genopbyggede Jerusalems mure under hans ledelse, og samtidig forsvarer sig selv imod deres fjender, har de lidt mange afsavn. De fik ikke mod på at plante eller så, for de var ikke sikre på noget. Og sabbatsåret, som Gud havde befalet dem at holde, gjorde det vanskeligere for dem da deres forsyninger slap op. Mange som havde store familier kunne ikke købe mad nok uden at låne. ”Der lød nu højrøstede klager fra folket og deres kvinder mod deres brødre, jøderne. Nogle sagde: »Vore sønner og døtre må vi give i pant for at få horn til livets ophold!« andre sagde: »Vore marker, vingårde og huse må vi give i pant for at få korn under hungersnøden!« atter andre sagde: »Vi har måttet låne på vore marker og vingårde for at kunne udrede de kongelige skatter!”
Nu var det tiden at de velhavende jøder skulle gennemføre Guds lovs principper, og vise at de elskede deres næste som sig selv. Gør de dette? Nej; de så at de havde mulighed for at berige sig selv med deres næstes mangler, og de udnyttede det. Herren befalede at tienden skulle rejses hver tredje år til gavn for de fattige, - en tiendedel mere, og helt anderledes fra hvad der skal gives hvert år til Guds tjeneste. Men i stedet for at overholde denne venligheds-, kærligheds og barmhjertighedslov, udnyttede de, de fattiges behov og tog ublu priser, næsten det dobbelte af tingene virkelig var værd.
Den fattigere klasse mennesker var nød til at låne penge for at betale skat til kongen; og de velhavende, som lånte disse penge, satte høje renter. De tog pant i de fattiges jorde, og lagde dem til sidst til deres store ejendomme. Derved blev de meget velhavende, medens andre var dybt fattige. Men de rige havde ikke medlidenhed med deres fattigere brødre, ikke når de er nød til at sælge deres sønner og døtre til trældom, uden håb at kunne genløse dem. Intet andet end større fortvivlelse, stadige mangler og trældom, lader de til at have foran dem. Der var ikke udsigter til genoprejsning, intet håb om at genløse børn eller lande. Alligevel var disse mennesker af samme folk og tro som deres mere velhavende og velstillede brødre; de tilhørte også Guds udvalgte folk.
Nogle havde pådraget sig selv finansielle forpligtelser ved deres egen dårlige ledelse og manglende udsyn; men det var ikke grund nok til at holde dem nede, og de som tog denne mulighed åbenbarede deres sande karakter. De gik direkte imod bogstaven og ånden i Guds befaling: ”Når du låner penge til en fattig mand af mit folk i dit nabolag, må du ikke optræde som en ågerkarl over for ham. I må ikke tage renter af ham.” ”Du må ikke tage rente af din broder, hverken af penge, fødevarer eller andet, som man kan tage rente af.”
Nehemias gik straks og vældig energisk i gang med at reformere disse fejl. Han sagde: ”Da jeg hørte deres klager og disse deres ord, blussede vreden heftigt op i mig; og efter at have tænkt over sagen gik jeg i rette med de store og forstanderne og sagde til dem: I driver jo åger over for eders næste! Så kaldte jeg en stor folkeforsamling sammen imod dem Og sagde til dem: så vidt vi var i stand dertil, har vi frikøbt vore jødiske brødre, der måtte sælge sig til hedningerne; og I sælger eders brødre, så de må sælge sig til os! Da tav de og fandt intet at svare. Men jeg fortsatte: det er ikke ret af eder at handle således! Skulle I ikke vandre i frygt for vor Gud af hensyn til hedningerne, vore fjenders spot?”
Folk havde forladt Herrens ord, og fulgte deres egne hjerters tilbøjelighed. Og Israels herskere, de som skulle gennemføre Guds udtrykte vilje med at behandle de trængende i medlidenhed, som burde have set at der ikke gøres noget fejl, blev selv de værste undertrykkere. Nehemias irettesatte herskerne og adelsmændene for deres uretfærdige afpresning. Han lagde kursen for dem og dens konsekvenser, og deres skyld for at ikke adlyde Guds bud. Han forhørte sig: ”Skulle I ikke vandre i frygt for vor Gud af hensyn til hedningerne, vore fjenders spot? Også jeg og mine brødre og mine folk har lånt dem penge og korn; men lad os nu eftergive dem, hvad de skylder! Giv dem straks dere marker, vingårde, oliventræer og huse tilbage og eftergiv dem pengene, kornet, moslen og olien, som I har lånt dem! Da svarede de: ja, vi vil give det tilbage og ikke afkræve dem noget; som du siger, vil vi gøre! Jeg lod da præsterne kalde og lod dem sværge på, at de ville handle således.”
Her en vigtig instruks for alle som vil vandre i Herrens frygt og på hans buds vej. Nogle der bekender at vandre således, handler igen og igen på den måde herskere og adelsmænd gør i Israel. Fordi de har magt, kræver de mere end ret og rimeligt er, og bliver derved undertrykkere. Guds ord må være reglen i omgang. De der bekender at elske Gud, og alligevel udnytter deres brødres behov med at kræve store gebyrer, måske ti eller tolv procent, kan det for en tid se ud til det; men de vil de vil til sidst lære at Gud kan sprede. Herren vil dømme og straffe; han vil høre den fortryktes råb, og vil betale undertrykkerne tilbage efter hans gerninger.
Der er syndere blandt os som et folk. Der værnes ikke om kærligheden som der burde. En kold, selvisk og ligegyldig hårdhjertethed vokser, og dette har skilt os fra vor Gud. Der er gunde til at Herren ikke foretrækker os med sin tilstedeværelse og kærlighed; der er stort behov for skarpe og tydelige vidnesbyrd, for selviskheden har ædt Guds kærlighed ud fra vore hjerter. Hør hvad Herren siger til sit folk: »Når der findes en fattig hos dig, en af dine brødre inden dine porte et steds i dit land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder; men du skal lukke din hånd op for ham og låne ham, hvad han savner og trænger til. Vogt dig for, at ikke sådan nedrig tanke kommer op i dig: »Der er ikke længe til det syvende år, friåret!« så du ser med onde øjne på din fattige broder og ikke giver ham noget; thi da vil han råbe til Herren over dig, og du vil pådrage dig synd. Men du skal give ham villigt uden at være fortrydelig i dit hjerte over at skulle give ham; thi for den sags skyld vil Herren din Gud velsigne dig i alt dit virke, i alt, hvad du tager dig for. Thi der vil aldrig mangle fattige i landet; derfor byder jeg dig du skal villigt lukke din hånd op for din nødlidende og fattige broder i dit land."
Dette er Guds røst til dig, mine brødre og søstre der bekender at holde Guds lov. Den lov forlanger at du elsker din næste som dig selv. Gør du det? Vor tro er noget særligt, og skiller os ud fra verden. Vore fjender bebrejder os og frembærer falske vidner imod os, og hvis vi giver den mindste mulighed, vil de også bebrejde vor tro. Jeg beder jer indstændig, bedrag ikke jeres egne sjæle. Vi står alle i gæld til guddommelig retfærdighed, og vi har intet at betale med; men Jesus har ynkedes over os så han har betalt gælden. Han blev fattig, så vi ved hans armod kunne blive rige; og vi bør bevise vor taknemmelighed oprigtigt, ved godgørende og kærlige gerninger udrettet for Kristi sag. Vi har fået forsikring af Herren at hans armod vil altid være blandt os, og vi må udtrykke vor taknemmelighed til enhver tid for hans godhed mod os, ved være eftertænksomme og gavmilde mod dem.
Den institution som Gud har oprettet kan ikke tillade sig at være uretfærdig eller urimelig med sine forretningsanliggender, hverken med brødre eller verdslige. De fattige må på ingen måder udnyttes som påskud for at det er berettiget og rigtigt fordi midlerne fra dette vil berige Guds sag; for han vil aldrig anerkender uretfærdighed. Bibelreglen, ”Hvad som I mener mennesker skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem,” bør aldrig gå tabt med handel for øje. Mennesker i ansvarsbetyngede stillinger bør rette sine fejl imod folk, men de må aldrig selv praktisere en forkert kurs.
Gud har aldrig haft til hensigt at nogen skal udnytte andre fordi landets love giver ham ret til dette. Verdens sæder, skikke og praksis skal ikke være vort kriterium; der er en højere lov der skal respekteres og adlydes. Der er blevet set med foragt på Kristi religion fordi hans bekendende efterfølgere har handlet efter deres hjerters selviskhed. Mange verdslige og hedninge afskyer kristendommen på grund af bekendende kristne griskhed, forræderi og grusomhed. Kirkerne har menneskers navne i deres kirkebøger, som har fået deres ejendomme ved uretfærdig renteafkast; de støtter deres luksus og øsselhed ved at leve af midler der er opnået i syndighed.
De som er gjort til Guds lovs forvaltere, de som forbereder sig for Dommen, når alle vil få sådan som hans gerninger har været, bør se nøje tilbage på deres handlemåde i lyset af Guds ord. Mennesker som Gud har gjort til herskere og vagtfolk, bør rådføre sig med hinanden hvilke midler der er de bedste til at reformere alle fejl; og de bør lære menighederne overalt, at bliver fejlene ikke rettet, må den skyldige underlægges dadel. Men det sker for ofte at netop de mænd, der burde sørge for at barmhjertighed og øm medfølelse udvises, at de fejler selv, og har fået sig bedragerens navn. Hvis disse mænd vil have Guds gunst og hans fremgangsrige hånd med sig, må de lære principperne for rigtig håndtering i Kristi skole.
Når der værnes om en ægte tro og kærlighed til Gud i hjertet, vil de vise sig i barmhjertige og godgørende handlinger mod vore brødre, og på den måde vil selviskheden overvindes. Paulus indskærper: ”Så lad os da, . . . gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.” Vi har Guds ord som handlingsregel, og vi skal ikke være bange for at udvirke dens principper ved retmæssig omgang og elskelig barmhjertighed; for gør vi dette, bliver Gud til vor sikkerhed, og lover at velsigne alt vi tager os for.