”Visdommens veje er liflige veje, og alle dens stier er lykke.” Ords 3:17."
De som følger visdommens og hellighedens vej vil ikke plages af unødig fortrydelse over spildte timer. De vil heller ikke plages af mismod eller angst som andre, om de ikke engagerer sig i forfængelige og letsindige fornøjelser.
Mange støtter opfattelsen at åndelighed og hengivenhed mod Gud er skadelig for sundheden. Der findes mange bekendende kristne med sygelig fantasi som ikke repræsenterer bibelens religion på en rigtig måde. De vandrer hele tiden under en sky. De lader til at tro at det er en dyd at klage over depression, store prøvelser og svær kamp. Menneskenes Frelser har sagt ”Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.” Matt 5:16. Det er enhvers pligt at værdsætte lyset, at vandre i lyset og at opmuntre andre at være glad til sinds, så at de afspejler lys i stedet for nedstemthedens og mørkets skygger.
Vi er fuldt overbeviste om at gudfrygtighed og retfærdighed ikke strider mod sundhedslovene, men er i harmoni med dem. Nogle lærer måske at tomme fornøjelser og billigt nonsens er nødvendige for at være glad og overvinde mismod. Det kan bortlede tankerne for en tid, men når spændingen er ovre og eftertænksomheden kommer, vågner samvittigheden og lader sin røst høre, at dette ikke er den bedste måde at vinde sundhed og virkelig glæde.
Fornøjelsen opildner sindet, men nedstemthed kommer helt sikker derefter. Nyttigt arbejde og fysisk motion vil have en sundere indvirkning på sindet, og vil forstærke musklerne, forbedre cirkulationen og vise sig at være et kraft middel når det gælder at genvinde Sundheden.
”Kom hid, børnlill, og hør på mig, jeg vil lære jer Herrens frygt. Om nogen attrår liv og ønsker sig dage for at skue lykke, så var din tunge for ondt, dine læber fra at tale svig; hold dig fra ondt og øv godt, søg fred og jag derefter.. Mod dem, der gør ondt, er Herrens åsyn for at slette deres minde af jorden; på retfærdige hviler hans øjne, hans ører hører deres råb; når de skriger, hører Herren og frier dem af al deres trængsel. Sal 34,12-18.
Forvisningen om at man gør ret er den bedste medicin for syge kroppe og sind. Guds særlige velsignelse hviler over modtageren og er sundhed og styrke. En person hvis sind er stille og tilfreds i Gud, er på Sundhedens vej. At være vidende om at Herrens øjne hviler på os og at hans øre er åbne for at høre vore bønner, er sand tilfredsstillelse. At vide at vi har en ven som aldrig svigter, som vi kan betro alle sjælens hemmeligheder til, er et privilegium som aldrig kan beskrives med ord. De hvis moral-evner er fordunklede af sygdom, er ikke dem som kan fremstille det kristne liv rigtigt, den kølige ligegyldigheds vande eller upåvirket mismod.
Der findes dem som ikke ved at det er en religiøs pligt at disciplinere sindet til at dvæle ved glædelige temaer, så at de kan genspejle lyset, i stedet for mørke og mismod. Denne gruppe kommer enten til at bruge tid på deres egne fornøjelser i ydre konversation, spøg og skæmt og holde sindet hele tiden i glad stemning, med en række fornøjelser, eller de kommer til at blive deprimerede med store prøvelser og mentale stridigheder som om de tror på at få andre nogen sinde har oplevet eller kan forstå. Disse personer bekender sig måske til at være kristne, men de bedrager deres egne sjæle. De har ikke den samme lære. Jesu Kristi religion er først og fremmest ren, siden fredsommelig, fuld af retfærdighed og gode frugter. Mange har gjort dette sørgelige fejlgreb som er så almindeligt i denne fordærvede tidsalder, særlig blandt kvinder. De er for eftergivne for det modsatte køn. De elsker deres selskab. Deres opmærksomhed er smigrende for dem, og de opmuntrer eller tillader en nær gåendenhed som ikke altid er i overensstemmelse med apostlenes formaning at ”afholde sig fra alt ondt, af hvilken slags det måtte være.” 1 Tess 5:22.
Nogle blander sin religion med en romantisk, elskovssyg sentimentalitet, som ikke ophøjer og blot fornedrer. Det er ikke blot deres egne sind som påvirkes, uden andre skades af deres eksempel og indflydelse.
Nogle har en naturlig evne til fromhed. Om de trænede sindet til at dvæle ved ophøjede emner som ikke har noget med jeget at gøre, uden det er af himmelsk natur, skulle de fortsat kunne være til nytte. Men en stor del af deres liv sløses bort med drømme om at udrette noget stort i fremtiden, medens nuværende pligter, også om de er små, bliver forsømt. De har været utro. Herren kommer ikke for at betro dem noget større arbejde end det arbejde som ligger frem for dem her i opmærksomhed og udføres med et beredvilligt og glat sind.
Om hjertet ikke er med i arbejdet kommer det til at trække ud på tiden, uanset hvilket arbejdet det gælder. Herren prøver vore evner gennem at give os små pligter at udføre først. Om vi vender os fra disse i utilfredshed og beklagelser, kommer der ikke flere opgaver at blive betroet os, får vi uden videre tager imod dem disse små pligter, og udfører dem godt. Derefter kommer der højere og større ansvar at blive betroet os.
Vi har fået betroet evner, ikke for at blive sløset bort uden at de sættes ind i banken, så at når mesteren kommer, kan få det tilbage som er hans, med renter. Gud har ikke delt kritikløst ud af disse evner. Han har fordelt disse herlige betroelser efter de kræfter og kapaciteter som han kender hos sine tjenere: ”Han gav enhver sin gerning”. Mark 13:34.
Han giver upartisk, og han forventer at få det tilsvarende tilbage. Om Alle gør deres pligt efter målet af sit ansvar, kommer værdien af det som er betroet dem bliver fordoblet, uanset om det er lidt eller stort. Deres pålidelighed prøves og bevises, og deres trofasthed er et sikkert bevis på deres kloge forvaltning, og de kan betros de sande rigdomme, til og med det evige livs gave.
Mange har en selvtilfreds indstilling, og smigrer sig selv med om de havde anledninger eller var i mere fordelagtige omstændigheder, kunne de og skulle de, udrette et stort værk. De ser ikke tingene fra en rigtig synsvinkel. Deres fantasi er usund, og de har tilladt deres sind at svæve over livets hverdagsagtige pligter. Dagdrømmende og romantiske sandslotsbyggerier, har gjort dem uduelige. De har levet i en fantasiverden, fantasiverden, er blevet indbildte på martyrer, og er indbildte kristne. Der findes intet virkeligt og solidt i deres karakter. Denne gruppe billeder sig blandet andet ind at de har en udsøgt fin karakter, og en sympatisk natur som andre må være opmærksom på og reagere over for. De påtager sig en ligegyldig og passiv fremtoning og tænker ofte at de ikke bliver påskønnede. Deres syge indbildning hjælper hverken dem selv eller andre. Et passende arbejde og sund anvendelse af alle deres kræfter, skulle drage deres tanker fra dem selv.
Mismodige følelser er ofte resultatet af for meget fritid. Hænder og sindet burde være optaget af nyttigt arbejde, med at lette andres byrder, og medens de gør dette kommer de til at være til nytte for sig selv. Lediggang giver tid til at ruge på indbildte sorger. Om de ikke har vanskeligheder og prøvelser i virkeligheden kommer de helt sikker til at låne dem fra fremtiden. Gud vender sig til Jerusalem gennem sin profet Ezekiel således: ”Se, din søster Sodomas brøde var overmod; brød i overflod og sorgløs tryghed blev hende og hendes døtre til del, men de rakte ikke den arme og fattige en hjælpende hånd” Ez 16,49.
Invalider burde ikke tillade sig at synke ned i et en passiv tilstand. Det er skadeligt for sundheden. Viljekraften borde sættes i gang. Og også når nogle afviser beskæftigelse som indebærer ansvar burde de opøve deres sind til det. Anstrengelse er hvad de behøver mest for at genvinde sundheden. De kan aldrig nå en sundhed som ikke overvinder denne ligegyldige, drømmende sindstilstand, og rejser sig til handling.
Der foregår meget bedrag under religionens dække. Lidenskaberne kontrollerer mange menneskers sind, som er blevet fordærvede gennem forvanskede tanker og følelser. Disse bedragede sjæle smigrer sig selv med at de er åndeligt sindede, og særlig helligede, medens deres religiøse erfaring består af kærlighed sentimentalitet i stedet for renhed, sand godhed og ydmyghed. Sindet burde ledes bort fra jeget, øves til at være til velsignelse for andre og ophøjes gennem gode gerninger. ”En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.” Jak 1,27. Sand religion forædler sindet, forfiner smagen, helliger omdømmet og gør dens indehavere delagtig i himlens renhed og indflydelse, bringer engle nær og adskiller sig mere fra verdens indflydelse.
-- E. G. W., i Health Reformer