Jesus sagde i sin Bøn for sine Disciple: »Da jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit Navn, hvilket du har givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem blev fortabt, uden Fortabelsens Søn.« Forræderen kunde have fået evigt Liv, hvis han havde været en Ordets gøre og ikke blot dets Hører. Han lyttede til de samme værdifulde Lærdomme som de andre, men han undlod at praktisere de Principper, som Herren fremkom med, og han vilde ikke opgive sine Meninger og Tanker for at tage imod Læren fra Himlen. Den praktiske Efterlevelse af Sandheden, som Kristus gjorde krav på, var i Strid med Judas' Hensigter og ønsker.
Disciplene blev ikke udvalgt, fordi de var fuldkomne, men på Trods af deres Mangler og Ufuldkommenhed, for at de ved Kendskabet til Sandheden og Efterlevelse af den og ved Kristi guddommelige Nåde kunde blive forvandlet og iklædt hans Billede. Kristus- lod dem gå i sin skole, og der fik de den ""Forret at lytte til Undervisning fra den største Lærer, verden nogen sinde har set." Judas kom under den guddommelige Lærers Indflydelse, og hvor blev han, der senere skulde forråde Jesus, mildt behandlet. Jesus kendte de mørke Sider ved Judas's Karakter, og han vidste også, at han vilde forråde sin Herre, hvis disse onde Karaktertræk ikke blev bekæmpet. Jesus fremsatte Principper om Kærlighed og Godhed, der traf Begærligheden ved selve Roden. Han udmalede Begærlighedens afskyelige Karaktertræk for den begærlige Judas, og mangen en Gang indså Judas, at det var hans Karakter, der var blevet afbildet, og hans Synd, der var blevet peget på. Alligevel vedblev han med at nære det onde og vilde ikke bekende sin Synd og afstå fra Uretfærdigheden. Han var indbildsk og i Stedet for at modstå Fristelsen, fortsatte han på sin svigagtige Vej og det i Lyset af Kristi Liv og Lære. Kristus var for ham et levende Eksempel på, hvad han selv kunde blive, hvis han drog den fulde Gavn af den guddommelige Forsoning og Tjeneste.
Lektie efter Lektie blev givet, men de forblev upåagtede for Judas. Hvor mange går ikke i samme Spor i Dag? I Lyset af Guds Lov ser selviske Mennesker deres egne dårlige Karaktertræk, men de vender ikke om og går bort fra Synden. Kristi Lærdomme er anvendelige på vor Tid og vor Generation. Han sagde: »Men jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som ved deres Ord tro på mig.« Vi får i disse sidste Dage det samme Vidnesbyrd som Judas. Han omsatte ikke det, han hørte, i Praksis. Mennesker bliver stillet overfor de samme Lektier, som han blev, når de hører dem, og alligevel begår de den samme Fejl, fordi de ikke afstår fra deres Synd. Men de, der til sidst kommer til at sidde med Kristus på hans Trone, er sådanne, der har sejret. Al Selviskhed må udryddes fra Hjertet. Apostlen siger: »Det samme Sindelag være i eder, som også var i Kristus Jesus, han, som, da han var i Guds Billede, ikke holdt det for et Rov at være Gud lig, men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse på og blev Mennesker lig; og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig selv, så han blev lydig indtil Døden, ja, Kors døden.«
Verdens Forløser har givet sig selv som et Offer for os, og han har efterladt os et ufejlbart Eksempel. Vi kan ikke undskylde vore karaktermangler fordi andre er mangelfulde, for vi skal blot se Jesus. Det er ikke nok, at vi bifalder Sandheden men vi skal med Glæde opfylde dens Krav. Kan vi huse Stolthed, Selviskhed og oprørske Tanker, som Judas gjorde, når vi har Golgatas Kors foran os? Kristus gik Skridt for Skridt nedad Ydmygelsens og Selvfornægtelsens Vej, for at vi kunde blive Guds Sønner og Døtre. Hvad giver vi til Gengæld for den ubegrænsede Kærlighed, der er vist os? Hvor er vi dog kolde og ligegyldige! Hvor er det dog lidet, vi giver Jesus, der gav alt for os! Han led den mest nedværdigende Død for os, og hvor er vor Tjeneste ringe, og hvor er vi langsomme, når det gælder at give alt til ham.
Hvem af os arbejder på at lave en Kopi af det Mønster, vi har foran os? Gør vi os ved Kristi Nåde til Herre over Hjertets Stolthed? Har vi rykket Selviskhed op med Rode? Har vi åbnet vore Hjerter for at lade den dyrebare Frelser komme ind? Eller holder vi fast ved Synder, der til sidst resulterer i vor Undergang? Vi kan ikke møde Jesus i Fred, hvis der er nogen Synd, vi ikke har angret eller bekendt. Johannes skriver: »Dersom vi bekender vore Synder, er han trofast og retfærdig, så at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed. Dersom vi sige, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en Løgner, og hans Ord er ikke i os.« »Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre, og Jesu, hans Søns, Blod renser os fra al Synd.«
Jesus bar længe over med Judas, og han bærer længe over med os. Der er vel ingen, der vover at gøre som Judas, nu da vi har hans Eksempel for os, men der vil komme en Dag for os, som der gjorde for Judas, da vi har nået Grænsen for Guds Nåde og Overbærenhed. Vi vil enten give Agt på, hvad Herren siger, og gøre derefter, eller også nøjes med blot at være Hørere og at falde under Dom. Vi vil enten bekæmpe vore dårlige Karaktertræk, og blive Kristus lig eller også lade vore Mangler være, som de er, og gå Glip af at nå det guddommelige Mål. Hvis vi går den sidste Vej, modsætter vi os Kristi Vilje og kommer i Strid med ham, der har givet os det mest umiskendelige Bevis på sin Kærlighed. Måtte vi dog aldrig forkaste ham og i Stedet vælge at beholde vore egne Mangler og Ufuldkommenheder. Fra han Hjerte ud vælder der Strømme af Velsignelser til hvert Hjerte, der vil åbne sig og tage imod hans Kærlighed. Vi skal blot elske ham, tro på ham og adlyde ham, og han har i sit urokkelige Ord forpligtet sig til at give os hans Herligheds Rigdomme.« Vi skal blot komme til ham i barnlig enkelthed og sagtmodighed, og han vil gøre os et med sig selv, og vi skal være Guds sønner og døtre. Det er vor plads at lære de lektier som Judas kunne have lært fra den guddommelige Lærers læber, og vi skal blive Kristus lig i karakter.
Lad os ikke få deres position, hvor Kristus døde forgæves. I Kristus er der tilstrækkelig nåde til at overvinde alle vore onde karaktertræk, og styrken findes alene i ham. Han er langmodig med os. Hvis han ligesom mange, ville han have skarpt irettesat Judas for hans begærlighed; men hvilken tålmodighed udviste han ikke for dette fejlende menneske, også da han beviste for at han læste hans hjerte som en åben bog. Han viste ham de højeste motiver for at gøre godt, og hvis Judas forkastede himlens lys, ville han findes skyldig uden undskyldning.
Dem som bekender at være Kristi efterfølgere er i fare for at tage en lignende kurs som Judas. Hvis de ikke hver time gør Kristus til deres styrke, og gennem hans nåde bliver sejrherrer, styrkes deres forskellighed til Kristus, deres onde vaner bestyrkes. Dem som er åndeligt stolte, selviske og hårdnakkede, må nu gøre et ihærdigt bods arbejde, og deres synder kan udslettes når hussvalelses tiderne kommer fra Herrens nærhed. Det dyrebare lys der skinner på os, skinnede på disciplene; for det kom gennem dem til os, og det er af den samme værdi i dag som det var i kristendommens første dage. Kristus tvang ikke Judas til at tage imod lyset, han vil heller ikke tvinge os til at tage imod det. Herren sender sin tjener for at åbne sandhedens rigdomme til alles forståelse som vil acceptere beviser; men hvis mennesker vælger at værne om deres egne forestillinger, og modsætte sig sandheden, nægte at blive helliggjort igennem den, vil deres hjerter blive hårde og uimodtagelige.