konkluceret
En kopi af de breve som var sendt til de Hebraiske fanger i Babylon af Jeremias og af de breve som var sendt af de falske profeter til disse fanger og til Jerusalems autoriteter, sammen med en historie om striden mellem det sande og det falske, er fundet i det 27. til det 29. kapitel i Jeremias's bog.
Det var umiddelbart efter denne udveksling af breve imellem Jeremias og de gamle Israelitter i fangenskab, det profeten blev instrueret til at skrive i en bog, at dette var blevet åbenbaret til ham omhandlende genopbygningen af Israel. Dette er nedskrevet i det 30. og det 31. kapitel i Jeremias's bog.
Disse, med profetierne af det 25. kapitel, er breve og dokumenter som profeten Daniel, under "Medieren Darius' s første regeringsår," studerede under bøn i tres år og mere efter de var skrevet. Daniel var fortrolig med at forholdene omkring Jeremias vidnesbyrd blev givet meget hurtigt efter begyndelsen af det babylonske fangenskab. Han vidste godt at løftet om at vende tilbage var sikkert; og ganske kort tid før, ”i det tredje år efter Kong belshazzars regeringsperiode,” instruerede Herrens engel ham i et syn: »2300 aftener og morgener; så skal helligdommen komme til sin ret igen!«
Daniel søgte efter synets mening. Han kunne ikke forstå forholdet at de halvfjerds års fangenskab til treogtyve hundrede år skulle gå før Guds helligdom kom til sin ret. Gabriel gav en delvis fortolkning; og da han erklærede at synet ”skal være i mange dage,” blev Daniel syg. ”Jeg, Daniel, lå syg en tid lang;” skriver profeten, ”så stod jeg op og udførte min gerning i kongens tjeneste. Jeg var rædselslagen over synet og ingen forstod det.
I sin rådvildhed, studerede Daniel Jeremias’ profetier på ny. De var meget tydelige, - så tydelige at han ”forstod” disse vidnesbyrd blev skrevet ned i skrifterne ”til det åremål, i hvilket Jerusalem efter Herrens ord til profeten Jeremias skulle ligge i grus, halvfjerdsindstyve år.”
Med tro funderet på profetiens sikre ord bønfaldt Daniel Herren om disse løfters hurtige opfyldelse fra fangenskabet til deres fædres land. ”Jeg vendte mit ansigt til Gud Herren” erklærer han ”for at fremføre bøn og begæring under faste i sæk og aske. Og jeg bad til Herren min Gud, bekendte.” ”Vi har syndet,” indrømmede han; ”og adlød ikke Herren vor Guds røst, så vi fulgte hans love, som han forelagde os ved sine tjenere profeterne.”
”Herre, lad dog efter alle dine retfærdshandlinger” bad profeten indtrængende ”din vrede og harme vende sig fra din by Jerusalem, dit hellige bjerg; thi ved vore synder og vore fædres misgerninger er Jerusalem og dit folk blevet til spot for alle vore naboer. Så lyt da nu, vor Gud, til din tjeners bøn og begæring og lad dit ansigt lyse over din ødelagte helligdom for din egen skyld, o Herre! Bøj dit øre, min Gud, og hør, oplad dine øjne og se ødelæggelsen, som er overgået os, og byen, dit navn er nævnet over; thi ikke i tillid til vore retfærdshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed. Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån øre og grib uden tøven ind for din egen skyld, min Gud; thi dit navn er nævnet over din by og dit folk!«
Daniels bøn blev ikke opsendt forgæves. Selv før han var færdig med at bønfalde Gud, viste Gabriel sig for ham igen, og henledte sin opmærksomhed til det syn havde set før Babylons fald ved Belsazzahars død. Så opridsede englen halfvjerdsugers perioden i detaljer bekyndte med at tiden var get, ”ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik.”
Daniels bøn på sit folks vegne, som den står nedtegnet i det niende kapitel, var i mederen “Darius’ første regeringsår”. Darius havde himmelens gunst; for i hans regerings første år stod englen Gabriel “som hjælp og støtte for ham.” Det var denne konge, som tidligt i etableringen af det medo-persiske rige lagde “riget under 120 satraper, fordelte over hele riget; og over dem satte han tre rigsråder, af hvilke Daniel var den øverste. . . . over dem satte han tre rigsråder, af hvilke Daniel var den ene, for at satraperne skulle aflægge regnskab for dem, så kongen intet tab led. Daniel udmærkede sig fremfor de andre rigsråder og satraperne, eftersom der var en ypperlig ånd i ham, og kongen derfor tænkte på at sætte ham over hele riget.”
Darius regerede over Medio-Persien i to år efter Babylonens fald. I den tid, blev Daniel kastet i løvekulen og kom uskadet ud. Denne udfrielse fik Darius til at skrive ”til alle folk, stammer og tungemål på hele jorden: »Fred være med eder i rigt mål! Hermed byder jeg, at man, så vidt mit rige strækker sig, skal frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og bliver i evighed: Hans rige kan ikke forgå, og hans herredømme er uden ende. Det er ham, der redder og udfrier, og han gør tegn og, undere i himmelen og på jorden, han, som reddede Daniel af løvernes vold!« Og Daniel vedblev at have lykken med sig under Dariuss og perseren Kyroses regering. ”
Således imedens de som var forblevet tro mod Gud midt i Babylon og som søgte HERREN og studerede profetierne, forudsagde deres befrielse. Gud forbereder kongers hjerter til at vise Hans angrende folk yndest.