[* Indvielsestale for Michigan traktat- og missions institut, afholdt i tabernaklet i Battle Creek, om aftnen efter sabbaten, 21 februar, 1880.
Denne aften er det ikke min intention at begrænse mig selv til en særlig del af bibelen, men tale en kort tid om Mesterens arbejde.
Når vi erkender at vi ikke er vore egne, men er købt for en uendelig pris, endog for Guds Søns blod, har vi intet ønske om at hellige vor mentale eller fysiske kræfter til vore egne personlige interesser; men vi skal nære en dyb fornemmelse for vor pligt mod Skaberen og hans sag, og for vor pligt at nøje udføre det han forlanger af os.
Der har aldrig været en tid hvor jeg erkender sjæles værdi mere til fulde end nu fortiden. at der aldrig har været en tid i historien for vor sag hvor vi kunne gøre mere for syndige menneskers omvendelse end nu. Der er meget der skal gøres, og der er dem hvis tjeneste Herren vil acceptere, hvis de vil hellige sig selv uforbeholdent til ham.
De af de unge som har været flittige og udholdende, og de sætter nu deres mærke, og har betydningsfulde stillinger for Guds sag. Vi hører ofte personer tale om disse unges talenter og evner som om Gud har givet dem særlige gaver, men det er en fejltagelse. Det er brugen vi gør af disse talenter vi har fået, som gør os stærke. Der er mange som kunne være velkvalificeret til at gå ind i Herrens værk, som ikke udnytter de evner Gud har givet dem.
Lad os tage to unge mænd som eksempler på disse to klasser. En er altid parat til at få det meste af hans tid og muligheder. Han mærker betydningen af at bruge sine kræfter til Guds ære. Omstændighederne er imod ham, han har vanskeligheder og forhindringer at imødekomme; men han beklager sig ikke over de prøvelser som omgiver ham. Han tilpasser sig forholdene, eller kontrollerer dem sådan at de tjener hans bedste interesser. Den enkeltes personlige evner er styrket, hans talenter vokser, og bliver til sidst en udviklet mand, udrustet til at tage vigtige stillinger i samfundet, og i Guds sag. Når han sættes i en betroet stilling vil kan kunne udvise god dømmekraft, og udføre sine pligter trofast og pålideligt.
Når en anden ung mand har lignende vanskeligheder at imødekomme, så vil han beklage sig, ønske at tingene var anderledes, og sige om han kun har forhold der passer hans tankegang, hvilken strålende karriere kunne han da ikke gøre! Denne unge mand bestemt til at gøre fiasko, fordi han ikke bruger hovedet i sit arbejde, og beslutter sig ikke for at leve eller dø, synke eller svømme, vil han så udnytte de evner Gud har givet ham, for at livet lykkes for ham.
Gud har ikke givet os alle de samme talenter og evner. For af den grund kan vi ikke
udfylde den samme stilling med samme succesgrad. Mange talenter er blevet givet til nogle, medens andre har kun modtaget få. Sidstnævnte er kun ansvarlig for det de har, medens dem der er begavet mere rigt vil drages til regnskab for den kloge udnyttelse af alt der er blevet betroet dem. Enhver er i stand til at bruge de talenter de har fået betroet, at udvikle og forøge dem.
Personer taler ofte om Dr. Kellogg som nogen Gud har kaldt særligt, og bruge i hans tjeneste. Men når vi tror at han er et Guds menneske, så tror vi at Herren ikke accepterer ham til andres udelukkelse. Han har mødt sin situations vanskeligheder, og mestreret dem. Han har udnyttet sin tid for at øge sine talenter, og Gud har taget imod hans arbejde.
For ikke så lang tid siden, kom en ung for at se os udnytte en situation. På forespørgsel, sagde han at han havde et arbejde på en gård, men at han ikke kunne fæstne sine tanker til arbejdet. Han ønskede en anden slags arbejde, og tænkte at han vil give sig selv til Herren. Men han nød ikke livets enkle og simple pligter, han konkluderede at forlade dem, og hellige sig selv til Guds sag. ”Unge mand,” sagde jeg, ”du begår en fejl.” Det er nødvendigt at du viser sig som trofast hvor du end er. Hvis du kaldes til at arbejde på gården, eller gå ind i nogen af livets daglige pligter, så bør du vise at du kan få succes der; og når du har gjort dette, kan Herren finde dig egnet til at give dig et større ansvar.”
Mange er som denne unge mand. De nyder ikke livets hverdagspligter. De tror at hvis der var en ansvarsbetynget stilling, kan de få succes. De ønsker at gøre et stort arbejde; men de står altid stille. De giver efter for forholdene i stedet for at modigt imødekomme vanskelighederne, opsat på at udnytte deres evner, og få en værdifuld erfaring.
I min ungdom måtte jeg tage mig sammen, om jeg lod mig styre af omstædighederne, mit ville blive en fiasko; jeg gik omkring efter hvad jeg betragtede som pligt, også selvom omgivelserne var imod mig. Min fader sagde ofte: ”Ellen, hvis det var din pligt at tage til dette sted, ville det være gjort tydeligt for dig at du ikke skulle tvivle. I betragtningen af din unge alder og svaghed, vil Herren give dig et klart bevis for din pligt; og han vil give dig styrke til at gøre det uden vanskeligheder.” ”Men,” sagde jeg, ”far, hvis vanskelighederne må jeg få beslutsomhed til at imødekomme dem, og derved skal jeg få en værdifuld erfaring, en erfaring der hjælper mig til at bruge de evner klog, som jeg har fået betroet.”
Her er et arbejde for enhver af os at gøre. Jeg har aldrig set og fornemmet sjæles værdi så meget som jeg gør nu. Hvordan kan vi indse vigtigheden af frelsesværket? I sammenligning med sjælens værdi, bliver alt andet ligegyldigt. Denne verden og dens rigdomme, dens liv og lykke, har ligge betydning, når vi sammenligner med glæden over at blot en sjæl frelses for evigheden. Indtil vi får en klar og tydelige idé til fulde om hvilken løn der ligger til dem, som overvinder og vinder sejr, - kan vi ikke påskønne sjælens værdi.
Vi bør oplære vore tanker til at dvæle ved frelsesarbejdet vigtighed, for de sjæle som Kristus døde for. Vi bør ikke føle at dette arbejde ikke har nogen særlig konsekvens; jeg er bange for at mange af os for ofte er ligeglade med dette. Til tider, når jeg har arbejdet usædvanligt meget dag efter dag, bebyrdet med en tanke af det store arbejde der stadig mangler at blive gjort, og har set forstandige mænd og kvinder der bekender at være efterfølgere af den sagtmodige og elskelige Jesus, forspilde tiden, har jeg spurgt, med henblik på forestående dom: Hvordan kan de være ligeglade med sjæles frelse? Hvis jeg havde tusinde liv, ville jeg bruge dem alle til at tjene Herren.
Ikke alle kaldes til at forkynde ordet, men der er andre måde hvor vi kan tjene Guds sag på. Mange føler at de selv er undskyldt fra at gøre noget, fordi de ikke kan stå på talerstolen og forklare evangeliets sandheder. Men lad os tænke over, kære venner, hvilken uudsigelig glæde vil fylde vore hjerter på Guds dag, hvis, nå vi samles omkring den store hvide trone, vi skal se sjæle, der er frelst ved vor medhjælp, med den evige herlighedskrone om deres pander. Hvad vil vi føle, når vi ser på den gruppe, og ser den ene sjæl frelst gennem vor medhjælp, som har frelst andre, og disse endnu andre, - en stor samling der bringes himlens hvile som resultat af vort arbejde, lægger der deres kroner for Jesu fødder, og priser ham med evige tunger ud i uendelige evighedstider.
fortsættes