Visse ting af stor betydning er ikke blevet skænket tilbørlig opmærksomhed ved vore forlagshuse. Mænd i ansvarsfulde stillinger burde have udarbejdet planer til udbredelse af vore bøger, så de ikke bliver liggende på hylderne til ingen nytte. Vi som et folk følger ikke med tiden og udviklingen, efter som Guds forsyn åbner vejen.
Mange af vore skrifter er blevet sendt ud på markedet til en så lav pris, at fortjenesten ikke har været tilstrækkelig til at holde forlaget i gang samtidig med oprettelsen af reserver til videre brug. Og de af vort folk, der ikke føler nogen særlig byrde for de forskellige grene af virksomheden i Battle Creek og Oakland får ikke oplysning om sagens trang og den kapital, der kræves for at holde forretningen gående. De forstår ikke risikoen for tab eller de udgifter, som dagligt falder på sådanne institutioner. De synes at mene, at alting går uden større bekymring eller omkostninger og derfor betoner de nødvendigheden af de lave priser på vor litteratur, således at der næsten ikke bliver en margin. Og når så priserne er sat ned til et næsten ruinerende beløb, viser de kun ringe interesse for et forøget salg af netop de bøger, som de har krævet så lave priser for. Når hensigten er nået, er det forbi med deres interesse, skønt de netop så burde nære en alvorlig interesse og en virkelig bekymring for at fremskynde salget af disse bøger og derved udså sandhedens sæd og bringe forlagene midler i hænde til udgivelsen af ny litteratur.
Prædikanterne har i høj grad tilsidesat deres pligt, idet de har forsømt at skabe interesse for denne sag i menighederne på de steder, hvor de virker. Når først priserne på bøger er sat ned, er det en meget vanskelig sag at få dem op igen, så at de dækker udgifterne, fordi snæversynede mennesker da vil beskylde forlagsledelsen for forsøg på spekulation, idet de ikke forstår, at der slet ikke er tale om nogens personlige fordel, men at Guds institutioner ikke bør lammes i deres arbejde af mangel på arbejdskapital. Bøger, der burde have en stor udbredelse, ligger på forlagene til ingen nytte, fordi der ikke vises tilstrækkelig interesse for at få dem ud.
Pressen er en magt; men dersom dens frembringelser falder døde til jorden af mangel på mænd, der vil lægge planer for en stor udbredelse, er dens magt brudt. Medens der har været en klar forudseenhed med hensyn til at indse nødvendigheden af at skaffe penge til fremstilling af flere bøger og traktater, har man forsømt at lægge planer for generhvervelse af de anvendte midler, således at nye skrifter kunne udgives. Pressens magt med alle dens fordele står til deres rådighed og de kan udnytte den med allerbedste resultat, eller de kan ved overfladisk tankeløshed og uvirksomhed miste de fordele, som de kunne have opnået. Ved fornuftig beregning kan sandhedens lys spredes gennem bøger og brochurer. De må bringes ud til tusinder af familier, som nu befinder sig i vildfarelsens mørke.
Andre forlagshuse har bestemte metoder for udbredelsen af bøger, som ingen livsvigtig betydning har. "Denne verdens børn er klogere end lysets børn over for deres egen slægt." Næsten hver dag tilbyder der sig gyldne anledninger, hvor sandhedens tavse budbærere kunne bringes til familier eller til enkelte mennesker; men magelige og tankeløse mennesker drager ingen fordel af disse anledninger. Der er kun få prædikanter; der er kun een, hvor der skulle være hundrede. Mange begår en stor fejl, idet de ikke benytter deres talenter til at søge at frelse deres medmenneskers sjæle. Hundreder af mænd kunne beskæftige sig med at bringe lyset overalt i vore stæder, landsbyer og flækker. Offentlighedens opmærksomhed må vækkes. Gud siger: Lad lyset nå ud til alle dele af feltet! Hans plan er, at menneskene skal være lysbærere, der bringer lyset til dem, som er i mørke.
Der behøves missionærer overalt. I alle dele af feltet bør der udvælges kolportører, ikke fra det overfladiske element i samfundet, ikke blandt mænd og kvinder, der ikke duer til noget andet og ikke har gjort fremgang i nogen retning, men blandt sådanne, som har en god optræden og besidder takt, dygtighed og klar omtanke. Sådan må de være, der skal kunne gøre fremgang som evangelister, kolportører og repræsentanter. Mænd, der egner sig til denne gerning, optager den; men en eller anden uklog prædikant smigrer dem med, at de burde benytte deres evner på talerstolen i stedet for blot at virke som kolportør. Således forringes arbejdet. De påvirkes til at søge bevilling til at prædike; og netop de, der kunne være blevet uddannet til gode missionsarbejdere til at besøge familier i deres hjem og tale og bede med dem, ansættes og bliver dårlige prædikanter, medens det arbejdsområde, hvor der trænges til så meget arbejde og hvor så meget godt kunne udrettes for sagen, bliver forsømt. Den dygtige kolportør bør lige så vel som prædikanten have tilstrækkelig løn for sin tjeneste, dersom hans gerning bliver udført med troskab.
Hvis man kan sige, at et arbejde et vigtigere end et andet, så er det udbredelsen af vore skrifter blandt folk, således at de ledes til at ransage Skriften. Det er missionsarbejde at bringe vor litteratur ind i hjemmene, samtale med familiens medlemmer og bede med og for dem er en god gerning og en gerning, der vil uddanne mænd og kvinder til at udføre en sjælesørgers arbejde.
Ikke alle egner sig til denne gerning. De, som besidder de bedste evner og den største dygtighed og som vil optage arbejdet på en fornuftig og systematisk måde og udføre det med udholdenhed og energi, er de rette mennesker at vælge. Der bør lægges en meget grundig og vel gennemtænkt plan og denne bør trofast gennemføres. Hver eneste menighed bør nære den dybeste interesse for traktat- og missionsarbejdet.
Bøgerne Profetiens Ånd og også Vidnesbyrdene, burde indføres hos enhver sabbatsholdende familie og brødrene burde kende deres værdi og tilskyndes til at læse op af dem. Det var ikke den klogeste plan at sætte disse bøger lavt og kun have et sæt i en menighed. De burde være i enhver families bibliotek og læses igen og igen. Lad dem være der, hvor de kan blive læst af mange og lad dem komme ud og blive læst af alle naboerne.
Der bør være aftenslæsninger, hvor en læser højt for dem ved kaminen om vinteren. Der udvises kun en lille interesse for at gøre meget ud af lyset Gud har givet os. Meget af det vedrører familiepligter og der er lærdomme til næsten alle situationer. Penge vil blive brugt til te, kaffe, pyntebånd, flæser og kjolepynt og meget tid og arbejde bruges på udseende, medens det indre hjertearbejde forsømmes. Gud har ladet dyrebart lys komme ud i vore litteratur og dette burde haves og læses af alle familier. Forældre, jeres børn er i fare for at gå imod lyset fra himmelen og I burde både købe og læse bøgerne, for de vil være en velsignelse for jer og jeres.
I burde låne Profetiens Ånd til jeres naboer og overtale dem til at købe deres egne eksemplarer. Missionærer for Gud, I burde være alvorlige, aktive og energiske medarbejdere.
Mange går direkte imod det lys som Gud har givet sit folk, fordi de ikke læser de bøger, som indeholder lyset og viden om varsomhed, irettesættelse og advarsler. Verdens bekymringer, kærlighed til mode og mangel på religion har vendt opmærksomheden fra det lys, Gud har givet, medens bøger og ugeblade med vildfarelser bevæger sig over hele landet. Skepsis og vantro bliver større overalt. Det så dyrebare lys, fra Guds trone, skjules under en skæppe. Gud vil drage sit folk til ansvar for dets forsømmelse. Et regnskab må aflægges til ham, for enhver lysstråle han har ladet skinne på vor stivej, om den er blevet udnyttet til vor vækst i guddommelige anliggender eller forkastet, fordi det var behageligere at følge vor tilbøjelighed.
Vi har nu rig anledning til at udbrede sandheden; men som et folk udnytter vi ikke de privilegier, der tilbydes os. Ikke alle i menighederne føler nødvendigheden af at bruge deres evner til at frelse sjæle. De indser ikke deres pligt til at samle abonnenter på vore tidsskrifter, Sundhedsbladet indbefattet og at udbrede vore bøger og brochurer. Mænd, som er villige til at modtage undervisning om, hvordan de på den bedste måde kan komme i forbindelse med det enkelte menneske og familier, bør sættes i arbejde. Deres påklædning bør være pæn og net, men ikke udhalet og deres væsen tiltalende og ikke frastødende. Der er stor mangel på sand høflighed iblandt os som et folk. Denne bør opelskes hos alle, der udfører missionsarbejde.
Vore forlagshuse bør vise synlig fremgang. Vore søskende kan støtte dem, hvis de vil udvise en afgjort interesse ved at virke for udbredelsen af vor litteratur. Men dersom der bliver lagt lige så ringe interesse for dagen i det kommende år, som tilfældet har været i det forløbne år, vil der kun blive en lille margin at arbejde med.
Jo større udbredelse vor litteratur får, desto større vil efterspørgselen blive efter bøger, som klarlægger Bøgernes Bog. Mange føler sig frastødt af selvmodsigelserne, vildfarelserne og frafaldet i kirkesamfundene og af fester, hasard, lotterier og talrige andre påfund for at skaffe penge til kirkelige formål. Der er mange, som søger efter lys i mørket. Dersom vore blade, traktater og bøger, der udtrykker sandheden i et klart bibelsk sprog, kunne spredes viden om, ville mange finde, at det er netop, hvad de ønsker. Men mange af vore brødre handler, som om folk skulle komme til dem eller sende bud til vort kontor for at få litteratur, når der er tusinder, som ikke kender til, at den eksisterer.
Gud opfordrer sit folk til at handle som levende mennesker og ikke være sløve, lade og ligegyldige. Vi må bringe vore skrifter ud til menneskene og tilskynde dem til at købe, idet vi viser dem, at de får meget mere end pengenes værdi. Tal vel om de bøger, I falbyder. I kan ikke værdsætte dem for højt.
Prædikanter gør ikke det halve af hvad de kunne, for at uddanne de folk de arbejder for på alle sandhedens og pligtens punkter og som følge deraf er folket uden ånd og passiv. Kæppen og skafottet er ikke taget til denne tid til at prøve Guds folk og af netop denne grund er manges kærlighed blevet kold. Når der kommer prøvelser, er nåden afpasset efter nødsituationen. Vi må hver især hellige os selv på det sted, hvor Gud har sagt han vil møde os. -- Fra vidnesbyrdene nr. 29