I enhed er der styrke; i splittelse er der svaghed. Guds udvalgte skal åbenbare deres enhed med hinanden for verden. Det er ikke muligt for nogle få at vandre til himmelen alene, fordi de ikke kan enes med andre. Guds folk skal være en enhed. Hvis nogle har ideer, der er så specielle, at andre ikke kan godtage dem, burde de sammenligne notater med en lærevillig ånd, og alle burde være villige til at lære. De burde gør de mest energiske anstrengelser for at blive ét, at komme til troens enhed i fredens bånd.
Vi må omhyggeligt vogte hvert punkt; for Satan er utrættelig i sit arbejde med at friste. Vogt omhyggeligt dine ord; vogt omhyggeligt den ånd, der tilskynder dine ord. Stå som trofaste vogtere over jeres egne dårlige karaktertræk, for at I ikke må gøre noget, der vil udgøre en anstødssten for jeres broder. Lav ikke snoede stier for jeres fødder, stier, der vil lede hans fødder bort fra livets vej. Jeg ønsker, at alle skal huske, at der kommer en dag, hvor alles sag vil blive åbenbaret. Så vil den pestplet, der fordærvede din karakter, anstødsstenen, der vragede dit skib, blive set. Mange vil da indse, at tungen, selvom den kun er en lille del, kan gøre stor skade. Mange, der for evigt er fortabt, vil da i deres sorg se bebrejdende på dem, der såede bitterhed i deres hjerter og plantede mistænksomme tanker i deres sind. Der er ikke gjort nogen foranstaltning for kristne at trække sig væk fra hinanden. Ved vores enhed og kærlighed skal vi åbenbare Kristi karakter.
“Vi beder jer, brødre! om at skønne på dem, der gør et slidsomt arbejde iblandt jer og er jeres forstandere i Herren og retleder jer. Agt dem særlig højt i kærlighed for deres gernings skyld”… Stræber vi ivrigt efter at adlyde disse ord? Bør vi ikke holde os nær til Gud og frygte at synde mod ham ved at være uretfærdig mod vore brødre? Hvis vi håber på Guds barmhjertighed, vil vi vise den mest omsorgsfulde interesse for alle dem, som Kristus døde for. Vi vil frygte at støde hans børn. Vi vil ikke såre eller skade hans arv. Vi vil ikke, fordi vi ikke bliver ophøjet og hædret, som vi synes, vi burde blive, behandle vore brødres omdømme på en måde, der vil støde Gud, som elsker dem, ligesom ham elsker os, og som finder lige så store glæde i dem, som han gør i os.
“Vi beder jer, brødre! om at skønne på dem, der gør et slidsomt arbejde iblandt jer og er jeres forstandere i Herren og retleder jer. Agt dem særlig højt i kærlighed for deres gernings skyld”… Stræber vi ivrigt efter at adlyde disse ord? Bør vi ikke holde os nær til Gud og frygte at synde mod ham ved at være uretfærdig mod vore brødre? Hvis vi håber på Guds barmhjertighed, vil vi vise den mest omsorgsfulde interesse for alle dem, som Kristus døde for. Vi vil frygte at støde hans børn. Vi vil ikke såre eller skade hans arv. Vi vil ikke, fordi vi ikke bliver ophøjet og hædret, som vi synes, vi burde blive, behandle vore brødres omdømme på en måde, der vil støde Gud, som elsker dem, ligesom ham elsker os, og som finder lige så store glæde i dem, som han gør i os.