”Derfor, da vi nu har denne tjeneste på grund af den barmhjertighed, der er blevet os til del, så taber vi ikke modet; men vi har sagt os løs fra al skjult og skammelig adfærd, så vi ikke går underfundigt til værks, ikke heller forfalsker Guds ord, men anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn ved åbent at forkynde sandheden. Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed.”
Apostlen ophøjer Guds nåde og barmhjertighed, vist i hans mirakuløse omvendelse og i den hellige tillid der er betroet ham som en Kristi prædikant. Ved Guds overmådelige barmhjertighed har han og hans brødre blevet støttet i pinsler, vanskeligheder og fare. Han erklærer at de ikke har vandret i listighed, eller behandles Guds ord bedragerisk. De har været uselviske og ikke udvist nogen gerrighed. De har ikke formeret deres tro og lære efter deres tilhørers ønsker, eller tilbageholdt sandheder for dem, for at gøre deres lære mindre pågående. De har ikke omtåget sandhederne i Guds ord, så at deres mening ikke måtte forstås. Modsat har de, i følelse for deres kalds betydning, bragt sandheden med enkelhed og klarhed, bedt for sjæles overbevisning og omvendelse. De har dristet sig til at bringe deres optræden i harmoni med den sandhed de har fremholdt, så denne sandhed måtte anbefale sig selv for ethvert menneskes samvittighed.
Paulus vidste at mange vil kuldkaste samvittigheden, at hjerter vil sætte sig op imod sandheden, når den fremstilles så forstandigt. Mange menneskers hjerter var forblindede af fordomme og lyster. De kunne ikke se skønheden i sandheden. Men apostlen vil ikke lade tage modet fra ham i hans arbejde. Hvis folkenes hjerter stadig var dækket af et slør, efter at have vist sandheden så tydeligt, begik hverken sandheden eller dens tjener fejl.
Mennesket sind forblindet af verdslighed
I denne tidsalder finder vi mænd og kvinder som bekender sig til gudsfrygt, men nægter at vandre i lyset som viser at de har større sandheder at acceptere, - sandheder som indebærer et kors, sandheder, hvis de antages, vil adskille dem fra verden. De nægter at genkende de hellige krav i Guds lov. I deres bestræbelse på at retfærdiggøre deres teorier og handlemåder, fejlfortolker de skriftens tydeligste udtalelser. Fyldt med kærlighed til verden kan de sige: ”Jeg kan ikke se; jeg kan ikke se.”
For disse kan Paulus’ ord anvendes: ”Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede.” Mennesker råber: ”Kristus, Kristus; giv os Kristus; men loven vil ikke anerkende det.” Vender de fra loven, vender de sig fra lovens Giver, og de vender sig også fra Kristus; for han erklærer: ”Jeg og min Fader er ét.”
I hvert sind burde det højtidelige spørgsmål være: “Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” Jeg må selv kende sandheden, for at jeg kan blive helliggjort ved sandheden og således blive egnet for det højere liv. Men Satan er utrættelig i sine anstrengelser på at holde evangeliets forvandlende lys væk fra menneskenes hjerter. De, som ikke bevidst modsætter sig, de, der ligesom Paulus, uvidende strider mod sandheden, kan blive omvendt. Dog forbliver det en barsk og beklagelig kendsgerning, at fjenden forblinder mange til deres undergang blandt de bekendende troende, såvel som blandt de vantro. De tillader ham at frarøve dem al ønske om at undersøge det inspirerede ord for sig selv.
"Thi det er ikke os selv, vi prædiker,” fortsætter Paulus ”men Kristus Jesus som Herre, os selv derimod som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, som sagde: »Af mørke skal lys skinne frem, blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart.” Formålet med apostlenes tjenestegninger var ikke selvophøjelse. De hiede ikke efter bemyndigelse eller forrang. De forkyndte Kristus. Dette var deres tema. De skjulte selvet i Frelseren. Den store frelsesplan, og Kristi liv, denne plans ophav og fuldender, blev ophøjet for deres tilhørere. Kristus i går, i dag, og for evig tid, var byrden i deres lære.
Hvis dem som i dag forkynder Guds ord, vil ophøre med at forherlige selvet, og ville ophøje Kristi kors, ville der være meget mere succes med deres prædikantgerning. Hvis synderen kan ledes til at se alvorligt på korset, få helt høje på den korsfæstede frelser, så er alt vundet. Men meget få prædikanter peger syndere til Guds Lam, som de burde. Få har en retmæssig påskønnelse af sjæles værd eller af Kristi magt til at frelse.
Satans gerning er at gøre Guds sandhed virkningsløs. Siden han blev smidt ud af himmelen på grund af sin overtrædelse, har hans mål været at forpurre Guds hensigt med mennesket. Han søger at få det til at se ud, som om loven er ufuldkommen, uretfærdig og tyrannisk. Han erklærer, at det er umuligt for mennesket at holde loven. Og i dets egen kraft kan mennesket ikke holde loven. Uden en Frelser er det uden håb.
Kristus så menneskeslægtens hjælpeløse tilstand, og han kom for at frelse dem ved at leve det liv i lydighed, som loven kræver, og at betale ulydighedens straf ved sin død. Han kom for at bringe os budskabet og midlet til frelse, en frelsesvished, ikke ved at annullere loven, men gennem lydighed muliggjort ved hans fortjenester.
For at gøre det muligt for mennesker at være konger og præster for Gud tog englenes Øverstbefalende en tjeners stilling. Han gav os det fuldkomne eksempel. Han beder os lære af ham; for hans liv var en eksemplifikation af loven. Ingen syndig handling skæmmede hans vandel. I ord og handling var han pletfri.
Kristi død viser Guds kærlighed til mennesket. Det er løftet om vor frelse. At tage korset væk fra den kristne ville være ligesom at fjerne solen. Korset bringer os nær Gud og forsoner os med ham. Jehova ser på det med en Faders kærligheds formildende medfølelse. Han ser på den lidelse, hans Søn måtte gennemgå for at frelse slægten fra evig død, og han tager imod os i den Elskede.
Uden korset kunne mennesket ingen forbindelse have med Faderen. Al vort håb hænger på det. Med det for øje kan den kristne gå frem med en sejrsherres skridt; for fra det strømmer lyset fra Frelserens kærlighed. Når synderen når til korset og ser op til ham, der døde for at frelse ham, kan han juble med fuld glæde; for hans synder er tilgivet. Idet han knæler foran korset, har han nået det højeste sted, et menneske kan nå. Lyset af Guds herligheds kundskab er åbenbaret i Jesu Kristi ansigt; og tilgivelsens ord bliver udtalt: Lev, I skyldige syndere, lev. Jeres anger er godtaget; for jeg har fundet en løsesum.
Gennem korset lærer vi, at vor himmelske Fader elsker os med en uendelig og evig kærlighed og drager os til sig med mere end en moders længselsfulde medfølelse med et egensindigt barn. Kan vi da undre os over, at Paulus udbrød: “Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors.” Det er vort privilegium også at rose os af Golgatas kors, vort privilegium at give os helt og fuldt til ham, som gav sig selv for os. Da vil vi, med det lys af kærlighed, der skinner fra hans ansigt på vores, gå frem og genspejle det til dem, der er i mørke.