Kristus har gjort sine interesser til et med den lidende menneskeheds, og så længe han bliver overset i sine plagede børns skikkelse, vil det kun være til liden nytte med alle vore forsamlinger alle vore aftalte møder, hele det maskineri, som er sat i værk for at fremme Guds sag. "Dette ene bør gøres, og det andet ikke forsømmes."
Alle, der skal blive hellige i himlen, må først være hellige på jorden. De vil ikke følge gnisterne i deres egen ild. De vil ikke arbejde for at blive rost eller tale tomme ord. Heller ikke vil de løfte en finger i fordømmelse eller undertrykkelse. Men de vil følge Livets Lys, sprede lys, trøst og mod til hver og en, der behøver hjælp, og ikke kritisere og bebrejde.
Er Guds sandhedblevet overgivet os? Så lad os da prøve at gøre fremskridt i den på enhver tænkelig måde. Der er forventet mere af os end det, vi har gjort. Vore gerninger skulle være i overensstemmelse med dette lys. Det rige, klare lys, der har skinnet på vor sti har bragt os i en fordelagtigt stilling, og vi burde udnytte enhver mulighed til at gøre godt. Kristus kom fra den kongelig retssal i himlen for at opsøge og frelse det fortabte, og dette skal også være vort arbejde. Den tjenstiver, som vi viser i den retning, vil vise, hvor meget vi elsker Jesus og vore medmennesker, vor duelighed og missions ånd.
Ethvert medlem i menigheden har fået betroet et arbejde, og hans helligelse vil vise sig i nytten, uselviskheden, iveren, renheden og den klogskab, med hvilken han gør sit arbejde. Menneskehedens og religionens sag må ikke gå tilbage. Det forventes, at der sker fremgang hos dem, der har modtaget et stort lys og har mange muligheder.
Menigheden må være en arbejdende menighed, hvis den vil være en levende menighed. Den skal ikke være tilfreds med bare at holde stillingen mod syndens og vildfarelsens fjendtlige magter eller med kun at gå fremad med nølende skridt. Menigheden skal derimod bære Jesu åg og holde trit med sin Fører og hen ad vejen vinde nye tilhængere.
Når vi i sandhed tilhører Jesus Kristus, Vil vore hjerter være fulde af sagtmodighed, ydmyghed og venlighed, fordi Jesus har tilgivet os vore sunder. Som lydige børn skal vi modtage og skatte de forskrifter højt som han har givet, og tage del i de forordninger, han har indstiftet. Vi skal stedse søge at lære ham at kende. Hans eksempel vil være vort livs levergel. De, der er Kristi disciple vil tage det arbejde op, som han forlod og føre det fremad i hans navn. De vil ikke efterligne nogen anden end ham i ord, ånd og gerning. Deres øjne hviler på deres frelses anfører. Hans vilje er deres lov. Og alt imens de går fremad, ser de hans ansigt bedre og tydeligere såvel som hans karakter og hans herlighed. De klynger sig ikke til selvet men holder fast ved hans ord, som er Ånd og Liv. "Hvis I bliver i mit ord, så er I sandelig mine disciple. Og I skal kende sandheden, og sandheden vil frigøre jer." De forvandler deres viden om hans vilje til gerning. De hører og gør de ting, som Jesus lærer.
I menigheden er der arbejde til alle, som elsker Gud og holder hans befalinger. Ens bekendelse er ikke nødvendigvis bevis for, at man er en kristen. De ord, man taler, er ingen garanti for, at man er et omvendt menneske. Hør Kristi ord: "Hvorfor kalder I mig Herre, Herre og gør ikke de ting, jeg siger?" Hvis det daglige liv ikke er i overensstemmelse med Kristi vilje og gerninger, kan ingen gøre krav på at være et Guds barn og himlens arving. Der er en religion efter lovens bogstav, som Farisæerne havde, men en sådan religion giver ikke verden et kristeligt eksempel. Det repræsenterer ikke Kristi karakter. De, der har Kristus levende i hjertet, vil gøre Kristi gerninger. Sådanne er berettiget til ordets løfter. Idet de bliver et med Kristus, gør de Guds vilje og udviser hans nådes rigdomme. "Så skal du kalde, og Herren vil svare. Du skal råbe, og han skal sige: Her er jeg!" Åh, dyrebare løfte! Rækker du den sultne dit brød og mætter en vansmægtende sjæl, skal dit lys stråle frem i mørke, dit mulm skal blive som middag; Herren skal altid lede dig, mætte din sjæl, hvor der er goldt, og give dig nye kræfter; du bliver som en vandrig have, som rindende væld, hvor vandet aldrig svigter. Es 58,10-11. I kal kontrast til de knurrende og klagende onde, vil Guds tjenere synge: Jeg vil prise dig, Herre, af hele mit hjerte, lovsynge dig for guderne; Jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige tempel, og mere end alt vil jeg prise dit navn for din miskundheds og trofastheds skyld; thi du har herliggjort dit ord. Den dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig mod, i min sjæl kom styrke. Alle jordens konger skal prise dig, Herre, når de hører din munds ord, og synge om Herrens veje; thi stor er Herres ære, thi Herren er ophøjet, ser til den ringe han kender den stolte i frastand. Sl 138,1-6. Så lad ikke noget, der ligner stolthed eller storhed i egne øjne, blive næret i hjertet, for det vil skubbe Jesus ud af hjertet, og tomrummet vil så blive fyldt med Satans egenskaber.