"I Kæsarea boede der en mand ved navn Kornelius, høvedsmand ved den såkaldte »Italienske hærafdeling«; han var en from mand, som frygtede Gud tillige med hele sit hus og gav folket mange almisser og stadig bad til Gud. En dag, omtrent ved den niende time, så ham tydeligt i et syn en Guds engel, som kom ind til ham og sagde: »Kornelius!« Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: »Hvad er det, herre?« Engelen sagde til han: »Dine bønner og dine almisser er steget op til Gud som et ihukommelsesoffer.”
Det var en forunderlig gave for nogen i dette liv at blive rost af Gud, sådan som Kornelius blev. Og hvad var begrundelsen til denne anerkendelse? - »Dine bønner og dine almisser er steget op til Gud som et ihukommelsesoffer.«
Bøn eller almisse har ingen dyd i sig selv for at henstille synderen til Gud; Kristi nåde gennem Sin soningsoffer alene kan forny hjertet og gøre vor tjeneste acceptable hos Gud. Denne nåde havde rørt Cornelius hjerte. Kristi Ånd havde talt til hans sjæl; Jesus havde tiltrukket ham, og han havde overgivet sig. Hans bønner blev ikke nødet , heller ikke hans almisser afpresset; de var ikke en pris som han forsøgte at betale for at sikre sig himlen, men de var kærlighedens frugt og tegn af taknemmelighed til Gud.
Deslige bøn fra et oprigtigt hjerte stiger op som røgelse hos Gud; og ofre for Hans sag og gaver til de trængende og lidende er et offer der behager Ham. Således blev der sagt vedrørende de gaver fra brødrene i Philippi, der blev givet for at møde apostlens Paulus behov mens han var fanger i Rom, at de var som ”en liflig duft, et kærkomment offer, Gud til behag. ”
Bøn og almisse er kædet tæt sammen - et udtryk af kærlighed til Gud og til vore medmennesker. De er udøvelsen af to store principper af guddommelige lov : ”Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte, med hele din sjæl, og med hele dit sind, og med hele din styrke”; og, ”Du skal elske din nabo som dig selv.” Derfor, selv om vore gaver ikke kan henstille os til Gud eller vinde Hans gunst, er de beviset, at vi har fået Kristi nåde. De er en test af oprigtigheden af kærligheds bekendelse.
En smuk illustration om kærlighedens og selvopofrelsens ånd, som Kristi nåde indpoder i hjertet. Apostlen Paulus skriver om dem: “At samtidig med, at de stod deres prøve i megen trængsel, er der af deres overvældende glæde og deres dybe fattigdom vældet frem en rigdom af gavmildhed. Thi det kan jeg vidne: de gav efter evne, ja, over evne, og det uopfordret. Indtrængende bad de os om den nåde at måtte være med i hjælpen til de hellige, og de gav ikke blot, som vi havde håbet, men drevet af Guds vilje gav de sig selv, først og fremmest til Herren og dernæst til os.” Og der hvor Kristi ånd bor, vil de samme frugter vise sig.
Herren har gjort evangeliets proklamering afhængig af sit folks indviede evner og frivillige gaver og ofringer. Da han kaldte mennesker til at forkynde ordet, gjorde han det til hele menighedens privilegium at deltage i arbejdet, ved at hjælpe med deres midler, for at støtte arbejdet. Og han har også påbudt dem at sørge for fattige, som repræsentanter for ham selv. En tiendedel af al vor indtægt kræver Herren som sit eget, og skal helliges udelukkende til at støtte dem, som giver sig selv til at forkynde evangeliet. Og udover dette beder han om vore gaver og ofre til hans sag, og også til at dække de fattiges behov. Gud kunne have fremført sit værk i verden, og har givet til de fattige, uden menneskers samarbejde. Han spørger efter vor tjeneste og vore gaver, ikke kun at vi må udvise vor kærlighed til ham og vore medmennesker, men fordi tjenesten og opofrelsen for andres skyld vil styrke gavmildheden i giverens hjerte, alliere os tættere med Ham som er rig, og blev dog fattig for vor skyld, så vi gennem hans armod kan blive rige. Og det er kun når vi efter vor Frelsers eksempel således, at vor karaktertræk vil udvikles i hans lighed.
De, som smigrer sig selv med, at de kan være kristne og dog ikke tage del i Kristi gerning og offer, er under et bedrag, som vil vise sig at være livsfarligt for sjælen, hvis det ikke brydes. Herren har givet mange advarsler for at få dem til at indse deres fare. Profeten Malakias’ ord angående det at give har en særlig henvisning til vor egen tid: “Til sit tempel kommer i et nu den Herre, I søger, og pagtens engel, som I længes efter; se, han kommer, siger Hærskarers Herre. Men hvo kan udholde den dag, han kommer, og hvo kan stå, når han kommer til syne? Han er jo som metalsmelterens ild og tvætternes lud.” Kristi komme, som der her henvises til, er ikke hans andet komme til denne jord, men hans komme til den undersøgende dom i det allerhelligste i helligdommen i himmelen. [Se Dan. 7, 13-14.] Så budskabet er især til os, som lever i dommens time.
Han sidder og smelter og renser sølv; han renser Levis sønner, lutrer dem som Guld og Sølv, så de kan frembære offergaver for Herren i retfærdighed." En offergave i retfærdighed er et offer af midler, som er redeligt fortjent. Det er et offer fra en, som har vist omtanke og medlidenhed og ikke har forurettet sin næste. En sådan gave, som gives kærlighed, er en vellugt for Gud. At Judas og Jerusalems offergave må være Herren liflig som i fordums dage, i henrundne år.
Jeg nærmer mig eder til dom og vidner i hast mod troldmændene, ægteskabsbryderne, menederne og dem, som undertrykker daglejere, enker og faderløse, gør fremmede uret og ikke frygter mig, siger Hærskares Herre. Der er dem som har fået midler ved uærlige metoder eller undertrykke de fattige, og for at lindre deres samvittighed giver de et offer til Gud. Derved vanærer de Herren. Han kan ikke acceptere deres gaver. Profeten Mika erklærer: ”Med hvad skal jeg møde Herren, bøje mig for højhedens Gud? Skal jeg møde ham med brændofre, møde med årgamle kalve? Har Herren behag i tusinder af vædre, titusinder af oliestrømme? Skal jeg give min førstefødte for min synd, mit livs frugt som bod for min sjæl?« Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad Herren kræver af dig: Hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.” ”Skal jeg tåle skattene i den gudløses hus og den magre, forbandede efa, tilgive gudløsheds vægt og pungen med falske lodder?” ”Penge der fås ved at gøre noget forkert for din næste, uanset om det er en troende eller ikke troende, registreres i himlens bøger som ulovlig vinding. Og dem som påtanker at gå på kompromis med gud, ved at bringe deres midler til hans skatkammer, bedrager deres egne sjæle.
”Og nu, I rige! klag og græd over den elendighed, som venter jer. Jeres rigdom er rådnet op, og jeres klæder er mølædte; jeres guld og sølv er fortæret af rust, og den rust skal være et vidne imod jer og æde jeres kød som ild; I har samlet jer skatte i de sidste tider. Se, den løn, I har forholdt arbejderne, der høstede jeres marker, den råber højt, og høstfolkenes skrig er nået frem til Herren Zebaots' øren. I har levet højt og nydt livet på jorden; I har af hjertens lyst gjort jer til gode på »slagtedagen«.”
Profeten Malakias fortsætter: ” Siden eders fædres dage er i afveget fra mine bud og har ikke holdt dem. Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder, siger Hærskares Herre. Og i spørger: »Hvorledes skal vi vende os?« Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og i spørger: »Hvorved har vi bedraget dig?« Med tienden og offerydelsen! I trues med forbandelse og bedrager dog mig, ja alt folket gør det! Bring hele [hele den mængde Gud forlanger. Lad intet holdes tilbage af summen, fordi det selviske hjerte ønsker dette, og vil endog borttage det fra Herren som han forlanger som sit eget] tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus.”
Gud har gjort mennesker til sine forvaltere, og alle dem han har betroet sine gaver, forlanger han noget tilbage. Idet han har velsignet os, beder han om en gave til at velsigne andre. De indtægter som bringes ind i hans skatkammer, for at dække manglerne i hans sag, kalder for ”mad i mit hus.”
Herren giver altid sine gaver og nådegaver til mig. Skal han holde disse gaver tilbage, vil vi gå tabt. Hvert øjeblik har han sin menneskefamilie for øje. ”Han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.” Han giver os ”frugtbare tider fra himmelen og mættede jer med føde og fyldte jeres hjerter med glæde.« Det er Gud som giver mennesker kraft til at blive rige. Den hurtige, og skape tanke, evner til at planlægge og udføre, er fra ham. Det er ham som velsigner os med sundhed, og åbner veje til os til at få midler, ved flittig brug af vore kræfter. Og han siger til os: ”En del af pengene har jeg sat dig i stand til at tjene er mine. Læg dem i forrådskammeret, i tiende, gaver, så at der er mad i mit hus, - så der er noget til at støtte dem der frembærer evangeliet til for min nåde til verden. Mine bedste forvaltere må give penge til at fremme mit værks forskellige penge, til at opbygge mit rige.”
Frelserens hvervelse, ”Gå ud i alverden, og forkynd evangeliet for al skabningen,” er steget ned til os i denne slægt. Det sidste kald om nåde gives til en fortabt verden. Sandhedens budskab må remføres til alle lande. Som missionærer oprejses standarden i nye marker, der må være fonde til at dække faciliteter, til at etablere arbejdet som sagens voksende behov påkræver.
Det at give skal ikke overlades til impulserne. Gud har givet os bestemt belæring med hensyn til dette. Han har nærmere beskrevet tiende og gaver som målestokken for vores forpligtelse. Og han ønsker at vi skal give regelmæssigt og systematisk. Paulus skrev således til menigheden i Korint, Hvad angår indsamlingen til de hellige, så skal også I gøre sådan, som jeg har forordnet det for menighederne i Galatien. Den første dag i ugen skal I hver især samle sammen og lægge så meget til side, som han har råd til. Lad enhver regelmæssig undersøge sin indkomst, som alt er en velsignelse fra Gud og sæt tienden til side som en særligt kapital, for at blive indviet Herren. Denne kapital bør ikke på nogen måde vies til nogen anden brug; den skal alene vies til at støtte forkyndelsen af evangeliet. Efter at tienden er sat til side, lad da gaver og ofre være tilmålt, som han har råd til.
Konkluderes næste uge