Paulus formanede til Timotius: "Lad ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i færd, i kærlighed, i troskab, i renhed! Læg vægt på at oplæse skriften, formane og lære, indtil jeg kommer." "Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang. Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere." Hvilken stor bretydning har dette for Guds tjeners kristenliv! Hvor nødvendigt er det ikke med et trofast studium af Guds ord, så han selv kan helliggøres til sandheden, og kvalificeres til at undervise andre.
Kristi forkyndertjenere behøver en ny salvelse, så de mere klart kan se de hellige ting, og har et klart begreb om hellige ting, dadelfri karakter som de selv må danne for at være forbilleder for hjorden. Vi kan intet gøre af os selv, vil føre os op til den høje standard hvor Gud kan acceptere os som sine ambassadørere. Kun en fast tillid til Gud, og en stærk og aktiv tro, kan udrette det arbejde som han forlanger udført i os. Gud kalder på arbejdende mennesker. Idet er de stadige gode gerninger som vil forme karakteren for himlen. Vi appellere tydeligt, pålideligt og kærligt til folk at berede sig til Guds store dag. Nogle må man tale indstændigt og alvorligt til før de bevæges. Arbejdet må karaktereiseres af sagtmodighed og ydmyghed, dog med en glød som får disse uinteresserede til at forstå at disse ting er virkeligehd, og at valget gælder liv eller død for dem. Sjæles frelse er ikke noget der skal spøges med. Guds medarbejderes optræden bør være alvorlig, og karakteriseres enkelt og sand kristen dannelse; dog bør han være frygtelig alvorlig med det arbejde Mesteren har efterladt ham at gøre. En klar udholdenhed på retfærdighedens vej, disciplinere tankesindet ved religiøse øvelser, der elsker helligelse og himmelske ting, vil medføre den største grad af lykke.
Hvis vi sætter lid til Gud, er det vi i vor kraft at kontrollere sindet med disse ting. Ved stadige øvelse, bliver vi stærke i kampen mod indre fjender, og underlægge selvet, indtil der sker en fuldstændig forvandling, og appetittens lidenskaber, og viljen bliver helt underlagt. Så vil der være en daglig fromhed hjemme og udenfor, og når vi går i gang med sjælearbejdet, vil en kraft følge vore bestræbelser. Den ydmyge kristne vil få andagtsstunder, som ikke er rykvise, ustadige eller overtroiske; men stille og rolige dybe stadige og alvorlige. Guds kærlighed, hellighedens virke, vil være behaglig når der overgives helt til Gud.
Grunden til at Kristi forkyndertjenere ikke har store success med deres arbejde, er at de ikke er uselvisk dedikerede til arbejdet. Nogle har splittede interesser; de er tvesindede. Dette livs bekymringer optager dem, og de erkenderikke helligheden i prædikantarbejdet. Disse kan beklage sig over mørket, stor vantro om hedenskab. Dette er fordi de ikke har det godt med Gud; de ser ikke det vigtige i en fuld og hel helligelse til ham. De tjener Gud en smugle, men sig selv mere.
Medens himmelens Majestæt var optaget af sin jordiske gerning, tilbragte han megen tid med inderlig bøn. Ofte tilbragte han hele natten på den måde. Han sørgede dybt, når han følte mørkets magt over verden, og han forlod den travle by og de larmende skarer for at søge sig et ensomt sted, hvor han kunne være i samfund med sin Fader. Oliebjerget var Guds Søns kæreste tilflugtssted. Tit, når skarerne havde forladt ham for at trække sig tilbage for natten, hvilede han ikke, skønt han var træt efter dagens møje. I Johannes evangeliet kan vi læse: "og alle gik hjem til deres egne hjem", men Jesus gik op på Oliebjerget. Mens byen lå stille hen og hans disciple havde trukket sig tilbage for at forfriskes ved søvn, opsteg hans guddommelige forbøn fra Oliebjerget til hans Fader om, at hans disciple måtte blive bevaret fra påvirkning af det onde, som de hver dag ville komme til at møde i verden, og om, at hans egen sjæl måtte få styrke og kraft til den kommende tids prøvelser og pligter. Hele natten, mens hans disciple sov, bad deres guddommelige lærer, mens nattens dug og rimfrost faldt på hans bøjede hoved. Disciplene vidste hvor Jesus gik hen om natten og hvorfor. Derfor gik disciplene ofte med ham ud til det foretrukne sted. Der kunne de være i fred uden at blive forstyrret, og dette var årsagen til at Jesus meget sjældent kom der om dagen.
Beretningen om Kristi eksempel er opbevaret til hans efterfølgere. Jesus var selv velsignelsens og kraftens kilde. Han kunne læge de syge og opvække de døde. Selv over stormene bød han, og de adlød ham; han var ubesmittet af fordærvelse og fremmed for al synd; dog led han under dødsangst og måtte hente hjælp og støtte fra sin Fader, og ofte bad han under gråd og med tårer. Han bad for sine disciple og for sig selv, idet han således gjorde sig til ét med dem i de fornødenheder, de svagheder og de mangler, som er fælles for mennesker. Han var mægtig i bønnen, uden vor faldne menneskenaturs lidenskaber, men omgivet af de samme svagheder, fristet på alle måder ligesom vi selv.
Fristes Kristi forkyndere tjenere og bliver slået så kraftigt af Satan? – sådan var det også med Ham der ikke kendte til synd. Kristus, vort forbillede, vendte sig i disse angstens timer til sin Fader. Han var kommet til jorden for at kunne berede en vej, hvorved vi kunne finde nåde og kraft til at få hjælp i enhver nødens stund ved at følge hans eksempel gennem hyppig og inderlig bøn. Hvis præsterne ville følge Jesu eksempel, ville de blive fyldt med Helligåndens kraft og engle ville være ved deres side.
Engle tjente Jesus, alligevel gjorde deres tilstedeværelse ikke hans liv let og fri for hårde kampe og heftige fristelser. Hvis prædikanter får prøvelser, forviklinger og fristelser med det arbejde som Mesteren har udpeget til dem, kan de da miste modet, selvom de ved at der er Én som har klaret alt dette før dem? Skal de bortlægge al deres tillid, fordi de ikke erkender alt fra deres arbejde? Kristus arbejdede alvorligt for sit eget folk; men hans møje blev foragtet af netop dem, som han kom for at frelse, og de lagde Ham i døden, som kom for at give dem liv.
Alle som står uforfærdet forrest i kampen, må mærke Satans særlige krig imod dem. Idet de indser hans angreb, vil de fly til Fæstningen. De vil føle deres særlige behov for styrke fra Gud, og vil arbejde i hans kraft; derfor vil de sejre de vinder ikke ophøje dem, men lede dem i tro og lære mere sikkert på den Almægtige. En dyb og inderlig taknemmelighed mod Gud vækkes i deres hjerter, og de gælder sig i den trængsel som de erfarer når de presses af fjenden. Disse villige tjenere får en erfaring og danner en karakter som vil ære Guds sag.
Der er nok af prædikanter, men stor mangel af medarbejdere. Medarbejdere der samarbejder med Gud, har en fornemmelse for arbejdets hellighed, og for de hårde kampe de møder før at arbejdet må kunne lykkes. Medarbejdere vil ikke udmattes når de ser arbejdet, hvor vanskeligt det end måtte være. I brevet til Romerne, skriver Paulus: ”Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde, som vi nu står i; og vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed. Ja, ikke det alene, men vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi ved, at trængselen virker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet.” Hos ham er alle visdommens og kundskabens rigdomme. Vi har ingen undskyldning for at ikke hjælpe os til med de gode gaver der er gjort for os, så vi ikke mangler noget. Kvier vi os ved vanskeligheder, beklager os under forfølgelser, gøres Guds tjenere svage og ueffektive til at bære byrder.
Nu er det tid til alvorlige privilegier og hellig betroelse. Hvis denne tillid bevares nøje, ver der en stor løn, når Mesteren siger: ”Aflæg regnskab for din forvaltning.” Det alvorlige slid, uselviske arbejde, tålmodige og udholdende anstrengelser, vil fornyes overmådeligt; Jesus vil sige: Fra nu af kalder jeg jer ikke for tjenere, men for venner og gæster. Mesterens anerkendelse kommer ikke på grund af det store arbejde der udføres, for de mange ting der er vundet, men for fliden, endog i det små. Det er ikke de store resultater vil skal nå, men motiverne vi handler ud fra, som vejer hos Gud. Han værdsætter godhed og trofasthed mere end det store arbejde som er blevet udrettet.
Brødre, i er pålagt at være sandhedens eksempler i jeres liv. Men de som tro at de har et arbejde at gøre med at undervise andre i sandheden, er ikke helt omvendte, men helliggjort ved sandheden. Nogle har fejlagtige idéer om hvad en kristen udgør, og om de midler som en fast religiøs erfaring får; de forstår de kvalifikationer Gud forlanger af prædikanter meget mindre. Disse mænd er ikke helliggjorte. De har en lejlighedsvis flyvsk følelse, som giver dem indtryk af at de i faktisk er Guds børn. Denne afhængighed af indtryk, er et af Satans særlige bedrag. De som således øver sig sådan, gør deres religion til en omstændighedssag. Der mangler faste principper. Ingen kan være levende kristne uden en daglig erfaring med Guds ting, og som ikke praktiserer selvfornægtelse dagligt, bærer korset med glæde og følger Kristus. Enhver levende kristen vil daglig vokse i det guddommelige liv. Idet han går fremad mod bekendelse, erfarer han en omvendelse til Gud hver dag; og denne omvendelse er ikke fuldendt før han opnår kristen karakter fuldkommenhed, en fuld beredelse til det evige livs afsluttende opnåelse.
En sand kristens liv må altid gå fremad. Man står ikke stille, går heller ikke tilbage. Det er dit privilegium at ”blive fyldte af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde og takker Faderen, som gjorde jer skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset.
Jeg beder all indstændigt, særlig dem der tjener i ord og lære, at overgive sig uforbeholdtent til Gud. Helliggør jeres liv til ham, og vær egentlige forbilleder for hjorten. Vær ikke længere tilfreds med at være dværge i åndelige ting. Jeres mål må ikke være mindre end perfekt kristen karakter. Jeres liv må være uselviske og dadelffri, så de altid må være en levende dadel for de selviske, og hvis kærlighed lader til at være over deres jordiske rigdomme. Gud give at I måtte styrkes efter hans herligheds rigdomme, ”med kraft må styrkes ved hans Ånd i det indre menneske, at Kristus må bo ved troen i jeres hjerter, og at I må blive rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Gudsfylde.”