Idet jeg for nylig har set mig omkring for at finde ydmyge medarbejdere af de sagtmodige og ydmyge Jesus, er mit sind meget i oprør.
Mange der foregiver at længes efter Kristi snarlige genkomst, tillemper sig efter denne verden og søger mere oprigtigt at vinde menneskers bifald end Guds velbehag. De er kolde og højtidelige, lige som den symbolske kirke, de for kort tid siden forlod. Det budskab der blev givet til menigheden i Laodikea, beskriver kun alt for godt deres tilstand. Se Åb 3,14-20. De er hverken kold eller varm, men lunken. Og medmindre de tager mod rådet fra det tro og sande vidne og oprigtigt omvender sig og modtager guld lutret i ild, hvide klæder og salve til at salve deres øjne med, vil han udspy dem af sin mund.
Tidspunktet er kommet hvor en stor del af dem, som tidligere frydede sig, og råbte højt af glæde, med henblik på Herrens umiddelbare komme, er på menighedernes grund og verden som tidligere har hånet, og nægtet dem troen at Jesus kommer, og har spredt alle slags falsknerier for at skabe fordomme imod dem, og udslette deres indflydelse. – Hvis nogen længes efter den levende Gud, og hungrer og tørster efter retfærdighed, og Gud lader dem mærke hans kraft, og tilfredsstiller deres sjæls længsel, ved at udbrede hans kærlighed i deres hjerter, og hvis de forherliger Gud ved at prise ham, bliver de, ved disse trosbekendere for Herrens snarlige komme, ofte bedragede, og anklaget for at have mesmerisme eller en ond ånd.
Mange af disse foregivne kristne klæder sig, taler og handler ligesom verden, og det eneste, som de kan kendes på, er deres forsikringer. Skønt de hævder at længes efter Kristus, drejer deres tale sig ikke om himmelske, men om verdslige ting.
”Hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt,” som bekender at ” vente og fremskynder Guds dags komme?” 2 Peter 3,11. “Og enhver, der har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom Han er ren.” 1.Joh.3,3. Men det er tydeligt at mange som bærer adventnavnet, søger mere at pynte deres kroppe, og se godt ud i verdens øjne, end de gør Guds ord, og lærer hvordan de har hans billigelse.
Hvad hvis elskelige Jesus, vort forbillede, skulle vise sig blandt dem, og for religionsbekenderne generelt, ligesom ved hans første komme? Han blev født i en krybbe. Følg ham igennem hans liv og tjenestegerning. Han var et sorgens mennesker der kendte til smerte. Disse bekendende kristne vil blive til skamme over den sagtmodige og ydmyge Frelser som bar en enkel kåbe i et stykke, og kunne ikke lægge sit hoved noget sted. Hans pletfrie og selvfornægtende liv ville fordømme dem; hans hellige højtidelighed ville være et smerteligt bånd på deres lethed og tomme latter; hans skyldfrie omgang med andre ville være en forhindring for deres verdslige og begærlige omgang med andre; hans definerende uforfængelige og gennemskærende sandhed ville vise sin virkelige karakter, og de vil ønske at få det sagtmodige Forbillede, den ydmyge Jesus, bort af vejen så hurtigt muligt. De vil være blandt de første der prøver at gribe ham i hans ord, og rejse sig og råbe: Korsfæst ham! Korsfæst ham!
Lad os følge Jesus idet han red så sagtmodigt ind i Jerusalem, medens ”hele discipelskaren begyndte og fryde sig og prise Gud med høj røst, og sagde: Velsignet være Kongen der kommer i Herrens navn. Fred i himlen og ære i det højeste. Nogle af farisæerne i blandt skaren, sagde til ham: Mester, sæt dine disciple i rette. – Og han svare og sagde til dem: Jeg sier jer, at hvis disse skulle være tavse, så skulle stenene råbe straks.” En stor del af dem som bekender at se efter Kristus ville være lige så progressive som farisæerne var, for at få disciplene til at tie, og de ville utvivlsomt hæve råbet: Fanatisme! Hypnotisering! Hypnotisering! Og disciplene udbredte deres klæder og palmetræers grene på vejen ville anses for at være overflødigt og forrykt.
Men på jorden vil Gud have et folk, som ikke er mere kolde og døde end at de kan prise og ære ham. Nogle mennesker vil give ham ære og hvis hans udvalgte folk, dem der holder hans bud, ikke vil tale, vil han få stenene til at råbe.
”Jesus kommer, men ikke som ved sit første komme, som et lille barn i Betlehem, og ikke, som da han red ind i Jerusalem, da disciplene priste Gud med høj røst og råbte Hosianna; men i sin Faders herlighed og med hele sit følge af hellige engle, der skal ledsage ham på hans vej til jorden. De ventende hellige vil spejde efter ham og stirre op mod himmelen ligesom mændene fra Galilæa, da han steg op fra Oliebjerget. Så vil de, men kun de, som er hellige, de, som har efterfulgt det sagtmodige forbillede, med jublende glæde udbryde, når de ser ham: ”Se, her er vor Gud, som vi ventede på, og som frelste os.” Og de vil alle blive forvandlet, ”i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder ” som opvækker de slumrende hellige og kalder dem frem fra deres grave, iført herlig udødelighed, mens de råber: Sejr! Sejr! over døden og over graven. De forvandlede hellige bortrykkes sammen med dem for at møde Herren i luften og for aldrig mere at skulle skilles fra dem, de elsker mest."
Med en udsigt som dette foran os, et sår herligt håb, som genløsningen at Kristus har indløst os ved sit eget blod, kan vi så forholde os i ro? Skal vi ikke prise Gud, endog med høj røst, ligesom disciplene gjorde da Jesus red ind i Jerusalem? Er vore udsigter ikke langt mere herlig end deres var? Hvem tør at forbyde os at forherlige Gud, endog med høj stemme, når vi har et sådant håb, med masse af udødelig og med fuld herlighed? Vi har smagt af den kommende verdens magter, og længes efter mere. Hele mit væsen råber efter den levende Gud, og jeg vil ikke mættes før jeg er fyldt med al hans fylde.
Vejen til Himmelen er knudret. Torne og tidsler kommer i vejen for os, men vi kan med et glad sind vandre ad den knudrede vej, fordi vi ved, at Jesus, vor konge, en gang har vandret ad den før os.
Vi vil fryde os over, at vi kan følge i hans fodspor og få del med ham i hans lidelser, så vi til sidst kan få del i hans herlighed.
Hvad gør det så, om vi udsættes for skam og spot, selv fra dem som foregiver at længes efter Herren? Hvad hvis usandhederne der bliver fortalt af dem der elsker løgn, er til deres fordel? Alt dette kan jeg bærer med et smil. Hvorfor skulle jeg græmmes? Min Herre, Ærenes Konge, blev behandlet tusind gange være end jeg er blevet og kan jeg, et ubetydeligt væsen, forvente at blive behandlet bedre end ham, når jeg går i hans fodspor? Skulle jeg klage, når Jesus har sit eget folks hån og spot, og til sidst blev afvist og korsfæstet af dem i mit sted? For min skyld har han alt dette. Nej, jeg vil ikke klage; jeg vil fryde mig og være meget lykkelig, fordi jeg bliver regnet for værdig til at lide for Kristi skyld, så jeg får min løn i Himmelen. Lad mig blot få en arv i herlighed, så er det mig nok. For det kan jeg udholde alt. Himmel, søde himmel.
”Jeg længes efter at være der, og tanken at ”denne nærhed, gør mig næsten utålmodig for at Kristus viser sig, og beredte den så dyrebare herlighedens bolig – Jorden iklædt i skønhed – jeg længes efter at være der.”
Kære brødre og søstre, lad os tørste efter den lidende, korsfæstede del af religion. For det er gennem prøvelser vi bliver renset og tilpasset Himlen. Vi må adskille os fra verden, hvis vi vil have Guds kærlighed i os. I det samme øjeblik vi begynder at tilpasse os denne verden, vil Guds ånd begynde at forlade os. Men hvis vi forbliver ydmyge, lever helligt, fredeligt og adskilt fra synd, skal vi opleve Guds frelse. Lad os stræbe efter at blive kristne og ligne Kristus i dette ords sande betydning, og lad vor påklædning vor tale og vore handlinger forkynde, at de er præget af Kristus, herlighedens håb, og at vi glæder os til dette salige håb og Jesu genkomst i herlighed. Lad os vise menneskene omkring os, at denne verden ikke er vores hjem, at vi blot er pilgrimme og fremmede her.
Min kærlighed, min interesse, min skat, alt findes i den kommende lyse verden. Jeg længes efter at se Kongen i hans skønhed, englene tilbeder ham og medens de bøjer sig, kaster de deres gyldne kroner for hans føder og de spiller på deres gyldne harper og fylder hele himlen med deres klangfulde musik.
Lad dem som bryder Guds lov og lærer andre at gøre dette, erklære os som bortfaldne fra nåden fordi vi holder alle hans ti uforanderlige forskrifter, dette vil ikke skade os. Vi har visheden om at så længe de forbander, udtaler Jesus en velsignelse. Det sande Vidne, Faderens Enbårne, siger: ” Salige er de, som holder hans [Faderens] bud, for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden. Åb.22,14.
Mener I, at lovens overholder vil blive bedrøvede og sørge, når perleportene ind til Guds gyldne stad åbner sig på deres strålende hængsler, og når der bydes dem velkommen? Nej, aldrig. Så vil de fryde sig over, at de ikke er under lovens trældom, men at de har overholdt Guds bud, og derfor nu er frie. De vil have ret til livets træ, ret til dets lægende blade.
”Vore øjne skal da, i henrykkelse
Frelserens ansigt beskue,
Vore føder, skal ikke længere bortledes,
Skal vandre på gader af guld;
Vore ører skal høre med henrykkelse
Hærenes himmelske sang,
Vore tunger skal synge herligheden
For vore evige Konge.”
Ellen G. White.