Forældrenes arbejde går forud for lærernes arbejde. De har en hjemmeskole - i første klasse. Hvis de omhyggeligt og under bøn kender deres pligt, vil de forberede deres børn til at gå ind i næste klasse i skolen, og få undervisning af læreren. Hvis forældrene er så optaget af forretninger og dette livs fornøjelse, at de ikke får opdraget deres børn ordentligt, bliver lærerens arbejde ikke kun meget hårdt og prøvende, men bliver også frugtesløst.
Vi har aldrig haft større behov for at være i nær forbindelse med Gud, end vi har det i dag. En af de største farer, der truer Guds folk, har altid været tilbøjeligheden til at være i overensstemmelse med verdens skik og brug. Især de unge er i stadig fare. Fædre og mødre må være på vagt mod Satans rænker, Når han søger at styrte deres børn i fordærv må de ikke bilde sig ind, at der ikke er nogen særlig fare på færde. De bør ikke lade timelige spekulationer og bekymringer optage dem, så længe deres børns højere, evige interesser bliver forsømt.
Ingen bør tillade sig at blive så opslugt af deres verdslige interesser gennem ugen og så udmattede af deres stræben efter verdslig vinding, at de hverken har styrke eller energi til at tjene Gud på sabbatten. Vi stjæler fra Herren, når vi gør os uegnede til at tilbede ham på hans hellige dag. Og vi berøver samtidig os selv noget, for vi har brug for den varme og begejstring, som et samvær kan give os, så vel som den styrke, der kan hentes fra andre kristnes visdom og erfaring.
Fædre og mødre bør gøre det til en regel, at deres børn er med til gudstjenesten på sabbatten, og de bør underbygge reglen ved deres eget eksempel. Det er vor pligt at byde vore børn og vort hus efter os, ligesom Abraham gjorde det. Ved forskrift og eksempel bør vi lade den religiøse undervisnings betydning gøre indtryk på dem. Alle, som har aflagt dåbs løftet, har højtideligt viet sig til tjenesten for Gud; de har med dåbs pagten forpligtet sig til at skabe mulighed for, at de selv og deres børn kan få flest mulige tilskyndelser og opmuntringer i kristenlivet.
Dem som påtager sig selv Kristi navn, bør hellige sig umiskendeligt til hans sag, og identificeret sig med hans folk. Men hvis alle tanker og kræfter lægges i timelige anliggender, hvis de ikke har tid, kræfter og interesse for Kristi tjeneste, er de ikke hans disciple. Deres navne bør slettes af menighedsprotokollerne. Hvilken gavn har menigheden af deres navne, uden interesse og støtte fra de personer navnene repræsenterer?
Når børn af kristne forældre glæder sig over skepticisme, anser det for et tegn på mandig selvstændighed at betvivle skrifterne og forhåner religionen; når de undskylder deres egne forseelser ved at pege på menighedsmedlemmernes fejl, - så lad faderen og moderen forhøre sig om dette ikke er frugten af deres egen indflydelse og eksempel. Herren vil arbejde med deres bestræbelser som søger ham med hele deres hjerte. Hvis verdens-elskende forældre ville arbejde alvorligt for deres børns frelse, ligesom de nu arbejder på at fremme deres timelige interesser, vil de se dem som mægtige medarbejdere i Kristi sag. Vi læser i Guds ord at resultaterne af apostlenes bønner og arbejde vil Herren daglig tilføje menigheden, som blev det opsparet. I dag vil lignende arbejde afføde lignende resultater.
Stort er det offer som Kristus har købt sit folk for; store er privilegierne som sættes frem for os i evangeliet. Til gengæld afkræves vi den tilsvarende iver og helligelse. Den store apostel skriver til sine brødre i Korint: "Thi jeg er nidkær for jer, som Gud er nidkær; jeg har jo trolovet jer med en mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus. Men jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus." Og han påbyder dem atter: "I skal derfor ligne Gud, som hans elskede børn," og "vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede," "idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud." Men hvor er enkeltheden og den brændende iver som skulle ses iblandt dem som gør en så ophøjet bekendelse? Hvor omhyggelig en betænksomhed og studier gøres der for at kopiere Kristi karakter? Hvordan sammenligner de dette med den opmærksomhed og interesse som vor jordiske og timelige anliggender får?
Lad Kristi ord komme til de verdenselskende gudsfrygtsbekendere: " "Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den der altså vil ydmyge sig og blive som dette barn, han er den største i Himmeriget." Vi bør undervise vore børn i enkelhed og tillid. Vi bør lære dem at elske og frygte og adlyde deres skaber. I alt, hvad vi planer for og stiler efter, bør hans ære være det vigtigste. Hans kærlighed bør være den drivende kraft i enhver handling.
Verdslig visdom, forstandsmæssige evner, mental oplæring, giver ikke de nødvendige kundskaber for at komme ind i Kristi rige. Denne verdens vise og kloge kan ikke begribe det. Denne verdens visdom er dårskab for Gud.
Børn er betroet deres forældre som en dyrebar tillid, som Gud en dag vil kræve af deres hænder. Vi bør give dem mere tid til deres oplæring, mere omsorg og mere bøn. De behøver mere af den rette slags undervisning. Guds ord bør være vor rådgivningsmand, vejleder og underviser for gamle og unge. Børn vil lære at elske det som forældre elsker. Dem som vil motivere deres sønner og døtre for bibelstudier, og indprente dens sandheder i deres sind, må selv mærke dens forædlende og helliggørende indflydelse. De må eksemplificere dens hellige principper i dagliglivet.
Hvis vi ønsker at vore skal elske og ære Gud, må vi tale om hans godhed, hans majestæt og hans kraft, som vises i skabelsesarbejdet og i det hellige ord. Hvis vi ønsker at de skal elske og efterligne Kristi karakter, må vi fortælle om det offer som han gjorde vor genløsning, for ydmygheden, og selvfornægtelsen, den uforlignelige kærlighed og forståelse, udvist i hans liv på jorden, og så fortælle dem at dette er det mønster som vi skal efterfølge. Vi bør ofte fortælle dem om den forunderlige beretning i Frelserens liv; om hans jordiske ungdom, da han var genstand for sådanne fristelser som de må møde; om hans lydighed og barnlige kærlighed, idet han sled i værkstedet i Nazaret, og hjalp sin fader med at bære livets byrder. Vi bør fortælle dem om hans gavmilde, og selvfornægtende vej, hans pletfrie renhed, hans kærlighed for små børn, hans medfølelse for den sørgmodige og syndige.
Når børnene fejler, bør forældrene give sig tid til kærligt at læse de formaninger i Guds ord, som er særligt anvendelige i deres tilfælde. Når de prøves, fristes eller bliver modløse, så henvis dem til de dyrebare, trøstende ord og led dem blidt til at sætte deres lid til Jesus. Således kan deres unge sind ledes hen til det, som er rent og forædlende. Og når livets store problemer og Guds handlemåde med menneskeheden udfoldes for forståelsen, bliver tænkeevnen og dømmekraften taget i brug, mens guddommelige sandheder gør indtryk på hjertet. På denne måde kan forældrene dagligt forme deres børns karakter, så de kan blive skikkede for det evige liv.
Oh, hvilket arbejdsområde er ikke blevet betroet forældre og lærere! Hvordan har de arbejdet i denne Herrens vingård? Det er en sørgelig kendsgerning at det vigtigste i den unges uddannelse, ofte forsømmes til et lille øjeblik. Det er kun får der værdsætter de værdifulde år på jorden, til at danne rigtige vaner, værne om faste og rene principper.
Forældre bør ikke gå let hen over deres børns synder. Når en trofast ven påpeger disse synder, bør forældrene ikke føle sig gået for nær og optage det som en personlig fornærmelse. Ethvert barns og enhver unges vaner påvirker samfundets velfærd. En unges dårlige livsførelse kan lede mange andre ind på en dårlig vej. Forældre bør ikke se tavs på når deres børn fordærves af umoralske kammerater.
Det er i alles interesse, at de unge underlægges de rette begrænsninger. Alligevel er det ofte sådan at når en gudfrygtig lærer prøver at rette en elevs vaner, som er blevet sat av forældrenes slappe opdragelse, vil han vække disse forældres vrede. De ikke blot forsømmer deres eget guddommeligt udpegede ansvar, men de forsøger at forhindre læreren fra at fratage sin pligt, og pådrage ham skam for deres ondsindede børns forhærdelse.
Nogle alt for eftergivende og mageligt anlagte forældre er bange for at udøve en sund myndighed over deres uregerlige sønner af frygt for, at de da vil løbe hjemmefra. For nogle ville det være bedre at gøre dette end at blive hjemme og nyde godt af de goder, deres forældre skaffer til veje, og samtidig nedtrampe enhver autoritet, både menneskelig og guddommelig. Det kan blive en overordentlig gavnlig erfaring for sådanne børn fuldt ud at få den uafhængighed, som de finder så ønskværdig, og lære, at det koster anstrengelse at leve. Forældrene bør sige til deres dreng, som truer med at løbe bort fra hjemmet: "Min søn, hvis det er din hensigt hellere at forlade hjemmet end at rette dig efter retfærdige og gode regler, vil vi ikke hindre dig. Hvis du mener, at verden vil være mere venlig mod dig end dine forældre, som har taget sig af dig, fra du var lille, må du selv lære af din fejltagelse. Når du ønsker at komme tilbage til din faders hus for at underkaste dig hans myndighed, skal du være velkommen. Vi har gensidige forpligtelser. Når du får føde og klæder og dine forældres omsorg, er du til gengæld forpligtet til at underkaste dig hjemmets regler og en gavnlig disciplin. Mit hus skal ikke forurenes med tobaksdunster eller vanhelliges ved handel og drukkenskab. Jeg ønsker, at Guds engle skal komme i mit hjem. Hvis du er fast besluttet på at tjene Satan, kan du lige så godt være ude blandt dem, hvis selskab du holder af, som at være hjemme."
En sådan fremgangsmåde ville holde tusinder tilbage fra at komme ind på skråplanet. Men alt for ofte ved børnene, at de kan gøre selv det værste, og alligevel vil den uforstandige moder undskylde dem og skjule deres overtrædelser. Mangen en oprørsk søn triumferer, fordi hans forældre ikke har mod til at holde ham i tømme. De må gå i rette, ligesom Eli gjorde, men lydigheden bliver ikke håndhævet. Sådanne forældre opmuntrer deres børn til at skeje ud og vanærer Gud ved deres uforstandige eftergivenhed. Det er disse oprørske og demoraliserede unge, der er de vanskeligste elementer at styre på skoler og højere læreanstalter.
Synden må irettesættes nøje, og den rette opdragelse gennemtvinges fast. Alligevel vil en hård behandling ikke hjælpe den fejlende til at se hans vildfarelse eller reformere sig. Lad alle de nødvendige irettesættelser eller rettelser komme med den ånd som drev vor Frelser. Lad fasthed og beslutsomhed blandes med sympati og kærlighed. Ved klog ledelse, vil det egensindige og hårdnakkede unge menneske blive forvandlet. Forældre, for at gøre et sådant arbejde, behøver i en Kristus lig tålmodighed og selvbeherskelse. Irriter ikke med et skarpt ord eller et vredt blik. Vær rolig; og lad jeres hjerte ofte stige op i bøn til Gud efter nåde og visdom. Engle vil komme til jeres side, og hjælpe jer til at oprejse standarden imod fjenden.
Får jeres børn til at føle at I elsker dem, og ønsk dem det godt. Opmuntre på alle måder til at gøre godt. Vis dem at I har tillid til dem. Husk på at jeres eksempel vil være den mest udtryksfulde lektie som I kan give. Jeres høflighed og selvkontrol vil have mere indflydelse på jeres børns karakter end ord kunne have.
I må selv arbejde for deres åndelige velfærd som I har ansvar for. I bør ikke forsøge at lægge denne byrde på andre. I kan ikke overdrage jeres ansvar til andre. Tal med jeres børn om den personlige religion. Lær dem præcis hvor de skal stå. Bed med dem og for dem hver i sær. Jesus vandt mennesker ved personlig kontakt, hans hjerte når folks hjerter. Vi må arbejde ligesom Kristus arbejdede. Udnyt enhver anledning. Gør religionen til et livsvigtigt spørgsmål. Lær jeres børn at enhver verdslig ting bør stå næst efter, frem for evige interesser.
Husk på at jeres sønner og døtre er medlemmer af Guds familie. Han har betroet dem i jeres varetægt, for at oplære og uddanne dem til Himlen. I skal aflægge regnskab over for ham for der hvor I har svigtet jeres hellige betroelse.