Da vi var på vej fra Michigan til Californien for nogle måneder siden, fik vi mulighed for at overnatte i Council Bluffs. Vi ville udnytte denne anledning til at besøge en ven der boede på stedet, tog vi en sporvogn til hedes hus, men fandt ud af han ikke var i byen, og ville muligvis ikke komme tilbage i flere dage. Vi trak os tilbage, tog vi logi i det nærmeste hotel, og om morgnen, efter morgenmand med vore velfyldte middagskurve fra vore venner i Battle Creek Sanatoriet, tog vi flyttevognen over Mississippi til Omaha. Her var vi nød til at vente i flere timer på stationen, hvor vi fik god mulighed for at studere mennesker.
Blandt de mange som hele tiden vrimlede sig de og de vej, var der en dame som særlig fangede vor opmærksomhed. Hun så ud til at være omkring fyrre år gammel, og var omgivet af en flok børn, hele vejen fra fire til fireogtyve år gammel. En af drengene, omkring ti somre, skabte en masse problemer for hende. Videbegærlighed og egensidighed lod til at være fuldt udviklet i ham, end i de andre små, som sad artigt på sæderne, med deres arme foldede og deres fødder hængene, medens han, holdt nøje øje med sin moders øjne, vil de vende sig bort og benytte lejligheden til at smutte ud af døren og holde øje med lokomotiverne køre frem og tilbage. Hans moder frygtede at han ville skynde sig ud, og ærgres over hans gentagne ulydighed, og til sidst gå ud efter ham, og snart komme tilbage med ham under armen. Hun skældte ud og han modsatte sig ethvert skridt. Til sidst nåede de sædet, hvor hun skubbede ham voldeligt så hans hoved kom med anselig styrke mod sædet, og virkelig skade knægten.
Så kom skrig efter skrig der kun kunne måle sig med lokomotivernes høje trykluft. Moderen truede, men uden noget formål. Han var desperat. Da han blev træt af at hyle længere, sænkede han stemmen til en monoton, langtrukken vræl, fortsatte i hen mod en halv time. Moderen så forstyrret ud; men hvem havde den største fejl? Drengen var hårdnakket; hun var lidenskabelig.
Derefter tog vi en samtale med moderen. Hun sagde at drengen nægtede at komme ind år hun kaldte, og smed sig selv helt ed på perronen for at provokere hende. Da tog hun ham ind med stor magt, og sagde til hende: ”Oh, om jeg blot ham alene et sted, kunne jeg gengælde ham for sin opførsel!” ”Men,” sagde jeg, ”det vil ikke ændre hans indre følelser. Vold vil blot gøre ham genstridig, og få ham til at blive endnu værre. Jo mere rolig en moder kan være ved sådanne stunder, uanset hvor provokerende hendes børn opfører sig, des bedre indflydelse vil hun have og værdighed som moder, og nemmere vil de kunne kontrolleres.” Hun indrømmede at dette må være sådan.
Så spurgte jeg hvor mange børn hun havde. Hun svarede: ”Elleve,” og pegede på de to lyse små piger og sagde: ”Disse er mine yngste; én er fire og den anden seks. Min ældste er voksne drenge. Vi er nu på vej fra Iowa City til Nebraska, hvor der er masser af land, og arbejde til børnene.” Helt sikkert ikke nogen dårlig idé at give disse skarpe og aktive drenge noget at lave. Der er intet så godt at holde drenge fra fordærvende fristelser og onde fornøjelser som masser af arbejde.
Med denne lille hændelse har vi en god illustration på den slags ledelse mødre har i almindelighed, selvom en så offentlig demonstration sjældent ses. Havde moderen smurt maskineriet med tålmodighed og selvbeherskelse, som enhver moder bør, ville hun ikke have vækket sine børns trodsighed. Men alt hun lod til at kende til styring var at true og skræmme, at bebrejde og skælde ud. Hendes yngre børn virkede bange for støj, andre så hårde og trodsige ud, medens de ældre så skamfulde og fortvivlede ud over deres optræden.
Moderen havde ikke lært selvbeherskelsens lektie i sin fulde betydning. ”Større end helt er sindig mand.” siger den kloge mand, ”større at styre sit sind end at tage en stad.” Den mand eller kvinde som bevarer fatningen når man fristes til føje sine lidenskaber, står højere i Guds og himmelske engles øjne end den mest berømte general som nogen sinder har ført en hær til kamp og til sejr. En hædret kejser sagde på sit dødsleje: ”Bland alle mine sejre, er der kun en som giver mig trøst nu, og det er den sejr jeg vandt over mit eget turbulente temperament.” Alexander og Cæsar fandt det lettere underlægge en verden end at underlægge sig selv. Efter at have besejret nation efter nation mærkede en af dem ”sejr over ubeherskethed, den anden over vanvittig ærgerrighed.”
Havde denne moder erkendt sit ansvar, ville hun aldrig have gjort som hun gjorde. Hendes byrder var nødvendigvis tunge, men hvor meget tungere var det ikke at hun lavede dem af sin manglende selvkontrol. Ethvert hårdt ord, alle lidenskabelige slag, vil ind i blandt vende tilbage til hende selv. Hvis hun nogensinde havde været venlig, tålmodig, og rolig i sin opdragelse, ville det kunne ses i hedes børns opførsel. Hun behøvede de kristne nådegaver og Jesu hjælp så meget, for at kunne forme deres tankesind og danne deres karakter. Disse mødre vil ikke kunne vinde sjæle til Kristi fold. De vil afretter, de fordærver men ikke velsigner og frelser.
Efter at have købt vor sovevogsbilletter til Ogden, indfandt vi os og utallige kurve og skuldertasker i god orde i en elegant paladsagtig sovevogn. Der var kun sytten passagerer i vor vogn, - ingen småbørn ingen handicappede, igen der råbte: ”Luk venligst ventilatorerne.” ”Vil du være så venlig at lukke for det vindue?” Vi var fuldstædig frie til at åbne og lukke vinduerne, som det bedst passede os.
Medens vi krydsede sletterne var der intet i det sceneri der optog vor opmærksomhed særligt, end præriebålene. Disse stå store og frygtelige ud på afstand. Idet toget bevægede sig langsomt fremad, kunne vi se de gennemskørende flammer række op som ildmure milevis over præierne; og idet vinden bliver stærkere, vil flammerne række højere og højere op, oplyse nattens mørke med deres frygtindgydende lys. Længere fremme kunne vi se hvor dybe fure der var blevet pløjet om høstakkene og bosætternes hjem for at beskytte dem; og vi kunne også se de mørke ting på afstand. De var personer der passede på deres hjem.
Tirsdag middag nåede vi Cheyenne, havde vi været tre dage på rejse. Efter at have forladt dette sted havde vi et interessant udsyn over Rocky Mountains. Men pludselig kom mørke skyer i vejen for os, og eftersom vi nærmede os Laramie, piskede et haglvejr ned på os. Ind i mellem brød solskinnet gennem skyerne, fuld sol på de snebeklædte bjergtoppe, og fik dem til at funkle som diamantæsker. Et yderligere lokomotiv spændt fat for at trække toget op til Sherman, det højeste punkt på strækningen. Strækningen mellem Cheyenne og Sherman er omkring halvtreds kilometer, og højdeforskellen er mere end seks hundrede meter. Toget bevæger sig langsomt og jævnt, giver passagerne mulighed for at se sceneriet.
Til sidst nåede vi højdepunktet, og nedstigningen begyndte. Tre kilometer vest for Sherman passerede vi Dale Creek Broen, et af de mest interessante steder på turen. Den så skrøbelig ud og ikke i stand til at holde et så tungt tog; men den var bygget af jern, og er virkelig meget solid. Den er tohundrede meter lang, og fyrre meter høj. En smuk, sølvklar vind føg i dybderne dernede, og idet vi så ned på husene, var de på afstand bare som dukkehuse.
I Ogden fik vi flere passagerer på. En høj, ærværdig mand kom ind, ledsaget af sin hustru og lille datter. Vi erfarede at han var en aktiv afholdsarbejder, og havde i en tid undervist om emnet i det store Mormon Temple i Salt Lake City. Lagde mærke til at vort selskab meget optaget af at skrive det meste af tiden, og var noget nysgerrig efter at hvide hvem vi var og hvad vi lavede, gjorde han sig selv bekendt for os hen mod aften. Han sagde at han rejste vidtomkring i øststaterne, og havde oprettet flere institutioner for at behandle drankere, og at han nu skulle besøge Californien for at oprette en lignende institution, havde allerede fået løfter om flere tusinde dollars.
Denne ærede afholdsforelæser, er vi ked af at sige, var en indædt tobakbruger. Oh, hvilke tanker om afholdenhed! Om han kunne se det det upålidelige i hans standpunkt at prøve at reformere drankere medens han selv hensvælger sig i en vane hvert år fører hundredevis i drankerens grav! Kunne han blot reformere sig selv i dette, var vi sikre på at hans indflydelse for det gode ville blive hundrede gange større.
Nær os sidder den vidt berømte Stokes, en pænt udseende, middelaldrende mand, men hvis hår er så hvidt som en person normalt er i højere alder. Ha har nu trukket sig op i bjergene, og han er nu aktivt engageret i minedrift, og var på vej til Sacramento på forretningsrejse.
Idet vi bevæger langsomt over den store amerikanske ørken, uden anden formål end at se slavie-krattet og fjerntliggende bjergtoppe, synes det var mere som en skib på havet. Til sidst dampede vor trofaste jernhest så meget, og var som en livlig ting, begyndte den at bestige Sierra Nevadas. Scenteriet var smukt. I det vi passerede byen Truckee på vor nedsting på den modsatte side, kørte vi ind i sne-afskærmninger. Fra lys til mørke og fra mørke til lys i den eneste forandring i miles vej. Det meste af vor sidste nat på toget gik med at se sceneriet. Udsigten på Sierra Nevadas er faktisk stor. Skrift kan ikke beskrive, idet månens bløde lys lyste ned gennem de frosne stedsegrønt, der afslørede de dybe flodsenge under de knejsende bjergetinder der oppe. Vi vælger at nyde dette frem for at bruge tid på søvn.
Vi ankom til Oakland flere timer tidligere end forventet, og glædede os over at vi fik fuldendt rejsen uden ulykker, og med en tung træthedsfornemmelse. Folk der rejser over sletterne tager sædvanligvis ind i spisehusene langs strækningen, og deltager i en tre-retters menu om dagen, og derudover næsten endeløs variation af nødder og bolsjer, cigarer og brændevin, mellem måltiderne. Men vi foretrak at begrænse os selv til et måltid om dagen, så vi har bedre mulighed for at hvile, og derved forberedes til at gå i gang med anstrengende arbejde så snart vi nåede vort endemål. I sytten år har vi kun spist to måltider om dagen, medens vi arbejdede næsten uophørligt.
På det tidspunkt var helsereformens lys brudt frem over os, og siden den gang har vi stillet os disse spørgsmål hver dag: ”Praktiserer jeg sand mådehold i alle ting?” ”Er min kost sådan at den vil bringe mig en position hvor jeg kan udrette det mest mulige gode?” Hvis vi ikke kan svare bekræftende på disse spørgsmål, står vi til doms over for Gud, for han vil drage os alle ti ansvar for det lys som har skinnet på vor sti.
Uvidenhedens tid glimtede Gud i, men lige så hurtigt som lyset skinner på os forlanger han at vi ændrer vor sundheds-ødelæggende vaner, og sætter os selv i det rette forhold til den fysiske lov.
Vi har krydset sletterne femten gange, og vi vil anbefale dem, der overvejer en sådan rejse, nøje mådehold i alle ting. Tag jeres madkurve med jer, vel opfyldt med frugter og enkelt bagt brød. Spis i de regelmæssige timer, og intet mellem måltiderne; og uanset hvor toget stopper i en tid, udnyttes lejligheden til at tage en frisk gåtur udendørs. Gør man det, vil rejsen ikke kun være bedre at nyde, men langt mere gavnligt for sundheden.