Review and Herald d. 22. juli 1884

Kristne medarbejders pligter og privilegier (Gen. Konf., Nov. 20, 1883)

[* Bemærkninger ved det afsluttende møde til generalforsamlingen i Battle Creek, Mich., Tirsdag aften 20. nov, 1883]

Det er et privilegium at udtrykke min taknemmelighed til Gud for disse møder i fortiden. Dette er den bedste generalforsamling jeg nogensinde har været med til. Vi ved at vi fik Guds tilstedeværelse og velsignelse. Han har åndet på os med sin Helligånd. For mig og for mange andre, har Himlen altid værket meget nær; og vi ledes fryde os af en glæde der er usigelig fuld af herlighed.

Gennem bibelæsningerne er sandheden kommet ud med klarhed og kraft. Dybere og bredere udsyn har taget den guddommelig sandhed og vort ansvar over for Gud. Hjerter er blevet underlagt og blødgjort af Guds kærlighed. Gennem nåde gøres rummet større til at forstå og værdsætte sandheden; og idet vi fortsætter med at vokse i nåde, vil vore evner vokse endnu mere, og vi skal bedre forstå Guds veje og genløsningsplanen.

Føl aldrig at der ikke er behov for at du selv arbejder flittigt i studiet af ordet. Hvis du søger eter sandhed, som efter skjulte rigdomme, vil Skrifterne åbne sig op for dig mere og mere. Mange af jer kan være langt længere fremme, end I er nu. Unge mænd som lige er begyndt at arbejde, er i fare for at tænke at fordi de er blevet fortrolig med nogle få emner, er de udrustet til at bringe sandheden overalt. Disse mister meget når dyrebare og gyldne øjeblikke forspildes, som burde bruges på at studere profetierne eller Kristi praktiske lektier.

Morgenmøderne har været de mest dyrebare. For mig har de været en lang fest, - ligesom himmelsk manna til min sjæl. Vi har mødt Jesus i hans folks forsamling. Vi har lært af ham, og hans villig til at tage imod alle der kommer til ham i ydmyg tro, og tager Gud på hans ord. Vi har lært at hvis vi skal tage imod dug fra den guddommelige nåde, må vi ikke lade noget komme ind mellem Gud og vore sjæle. Vi har et mange få en kundskab, som de aldrig har haft før sande Kilde til åndelig styrke og moralsk kraft. Jeg vidste at Jesu ventede på at være nådig, og at mine brødre var bange for at tage imod hans nådegave; og jeg har glædet mig over at se dem tage imod rige velsignelser fra hans hånd. Jeg har ikke fundet det vanskeligt at glæde mig med dem der glæder sig, og græde med dem der græder.

Jeg har været bedrøvet over deres tilfælde, som har været under fjendens særlige magt i lang tid. Vi håbede at se at disse møder gjorde dybt indtryk og blev omvendte; men satan sprede sin snare ud for dem. Det har i månedsvis været vanskeligt at udvirke hans planer og forhindre dem i at være tilstede. De ved ikke hvad de er gået glip af. Andre som har været fordrukket med verdens ånd, og der er blevet talt alvorligt med dem og irettesæt, ønsker det ikke at være her. Med henblik på denne lille tid, som vi har til at forberede vort fremtidige hjem i, bør vi ikke lade ligegyldighed holde os fra disse ting, forviklinger må heller ikke komme som vil gøre det umuligt for os at ledsage dem.

Vi kan aldrig glemme disse gode møder. Men nu skal vi skilles, og spredes vidt omkring. Vore prædikanter tager til deres særlige arbejdsmarker, genopfrisket og styrket, og med bredere udsyn om Guds kærlighed, og hans villighed til at arbejde sammen med dem, end de hidtil har haft. Følsomme personer, som de ser de kampe og trængsler foran dem, kvier sig ved det ansvar som de må bære for at advare verden om de domme der er ved at komme. De er bange for dens barske berøring vil besmitte deres sjæle. Men ingen af os skal lukke os inde som kostbar salve, uden at velduften kommer ud. Vi får en pinsestund, og vi er blevet advaret ved Jesu kærlighed, der er giver kraft ved de klare og faste sandheder i Guds ord, og fornyes af duggen fra guddommelig nåde, alt med et mål – at vi spreder en liflig vellugt fra Eden ud i verden. Vi samles under guddommelige lysstråler, at de genspejles til andre i gode gerninger.

Der er sjæle der skal vindes til Kristus. Der er et stort og højtideligt arbejde foran os at berede os til at stå på Herrens dag. Vi har kun lille tid her, og den bedste brug vi kan gøre af vore evner er at hellige dem til Guds værk. Det er enhvers pligt, ikke kun dem som har vagtmandens position på Zions mure, men også lægfolkene, at gøre deres yderste for at fremme Guds sag, og frelse deres medmennesker. Modstanden må imødekommes. Vi skal hades af alle mennesker for Kristi skyld, og af Satan, fordi han ved at en guddommelig kraft ledsager dette arbejde som vil underminere dens indflydelse. Men Himlen står åben foran os; vi må gribe fat i guddommelig styrke. Som Guds børn, er det vort privilegium og pligt at komme direkte til ham, og gøre krav på en Faders velsignelse. Han vil give det. Syndigheden er overalt, og af den grund er Gud villig til at give mere nåde og åbenbare sig selv for sit folk.

Jeg formaner jer, hold ikke jer selv tilbage fra Gud. Vi har set hans frelse; men jeg læges efter at høre glade sjæle sige: ”Mit bæger flyder over. Jesus dyrebare Frelser, er min glædeskrone.” Det øjeblik du overgiver dig selv helt til ham i enkel tro, accepterer Jesus dig, og omfavner dig i sine kærlige arme. Han holder dig mere fast end du kan gribe om ham. Kom til lyset, og sejre i Gud. Då skal din fred være som en flod, og din ”retfærdighed som havets bølger.”

Fordriv synden fra jeres hjerter; for synd har fårårsaget Guds Søns død. Lad din samtale være i himlen, ”derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser.” Glem aldrig, om din lod kan kastes, så at I er pilgrimme og fremmede her, glæder sig til et bedre land, endog et himmelsk. De talenter du besidder, den ejendom Gud har lånt dig, må bruges til at gøre godt, og lægges i himlens skatkammer. Det arbejde som du gør med dine hænder eller din hjerne, må stå prøven ved dommen. Hvordan vil det da se ud? Gør du din del godt ved at berede dig selv og andre for herlighed, ære, udødelighed og evigt liv? Gør du noget som du ønsker er ugjort når bøgerne skal åbnes, og du møder dine gerninger som de står registreret i himlen?

”I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.” ”Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham.” Verden forstår os ikke, det bliver vi aldrig; men vi må ikke lade dette tage modet fra os. Vi skal ikek se på nuværende udseende, ejheller blive vred når vi fejlvurderes, men vi udnytter enhver anledning til at gøre godt.

Det er klogt at syge ydmyghed og sagtmodighed, og være nøje undgå den opæggende ånd, og derved lukke øre og hjerter for sandheden. Hold jeres mund med en tøjle når den onde står foran jer. Når I fristes til at sige sakastiske ting, og lad være. Kritiser ingen; fordøm ingen. Lad livet være vidne om Jesus, og læberne vil åbnes med visdom der forsvarer sandheden. Det pålidelige liv, den længe overbærenhed, uforstyrret af provokation, vil altid være det mest afgørende argument og den højtidelige appel. Vi kommer ofte under prøvende omstændigheder, hvor menneskenaturen længes efter at bryde frem; men vær stille i disse tilfælde, giv ikke gengæld.

Vi må drikke dybe slurge fra frelsens kilde. Hvordan kan vi indtage ånden i Kristi lære hvis vi ikke får del i guddommelig natur? Vi prøver at forsvare Guds lov. Vi behøver Helligåndens energi til at være med i vore bestræbelser. Gå aldrig at på talerstolen før du har kæmpet med Gud i bøn, og kom frem når du ser Ham der er usynlig, med jeres ansigter oplyst af Retfærdighedens Sol. Da vil du ikke give modfaldne ord. De guddommelige sandheder, som gløder i jeres eget bryst vil optænde andres hjerter. Det menneske som lærer andre kunsten til succes i den hellige forkyndertjeneste, bør forstå kunsten selv. Den bedste måde du lærer unge medarbejdere op på er at du selv gør det du forventer de skal gøre.

Lad den levende tros hånd i en hver bøn, gribe fat i den uendelig hjælp. Tro er det medium hvor det fornyede hjerte drages tæt til det store kærlighedshjerte. Tro ophøjer den synkende sjæl. Tro letter enhver byrde og fjerner al træthed mod forventningen af de boliger, Jesus er gået bort at berede for dem der elsker ham.

Jesus er fundamentet og vor tros ophav og fuldender. Hvorfor er vi så kraftesløs? Jesus lever; og fordi han lever, skal vi også leve. Han er ikke en frelser for os i Josefs nye grav, lukket af med en stor sten, og forseglet med et romersk segl. Græd ikke som de der er uden håb og hjælpeløse; aldrig, under nogen omstændigheder, der giver plads for fortvivlelse; men lad den glade sang ringe ud fra taknemmelige hjerter, for løber berørt af hellig ild: ”Jesus er opstanden; han lever for at gøre mellemkomst for os.” Grib dette håb, og det vil holde sjælen som et sikkert prøvet anker. Tro og du skal ”se Guds ære.”

Vil det bedrøve dig at blive skubbet til side, foragtet, spottet og bagtalt af verden? Det burde det ikke, for Jesus har fortalt os netop, hvordan det ville gå. Han siger: "Når verden hader jer, så skal I vide, at den har hadet mig før jer." Apostlen Paulus, troens store helt, bevidner: "Thi jeg holder for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os." "Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os." Se op, mine brødre, se op. Lad Guds kærlighed komme ind i jeres sjæle. Gennem Jesus er himlens rigdomme under vor kommando, og hvad er der her som han ikke vil gøre for os. Faderen elsker os også, og venter på at være nådig. ”Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?”

Arbejder vi på at proklamere sandhed, retfærdighed og Guds kærlighed? Det er det arbejde som vi har fået. Selv ved smertelige tab skal vi ikke stoppe op for at sørge; men lad os vise vor kærlighed for de trofaste medarbejdere, som er lagt til hvile, ved at gøre det arbejde som de skulle have gjort, hvis de levede. Så længe vi gør vort eget arbejde, må vi også tage deres op, hvor de efter lod det, og fremføre det fast og modigt under sandhedens banner til endelig sejr.

Brødre, jeres mål er i det hele taget sat for lavt. I har ikke brugt sjælestrones, håbets og kærlighedens store moralske evner. Disse kræfter har vi ikke fået for at de skal ligge uvirksomme, men når de bruges kan sjælen komme i harmoni med himlen; men hos mange af jer lammes de ved passivitet, og som konsekvens deraf er I svage og hjælpeløse. Lad ikke jeres store behov tage modet fra jer. Lad ikke din store nød få dig til at tabe modet. Synderes frelser, de venneløses ven, siger med en medlidenhed, der er større end en kærlig moders for sit elskede og syge barn: "Vend dig til mig og bliv frelst!" "Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår." Vi må gribe fat i hans styrke, og få fred med Gud. Jesus vil opildne alle sjælens evner, og tildele nyt liv og energi.

Når I anstrenger jer mest for at nå den højeste standard for forstandsarbejde, bør I undgå egensindighed, og afhængighed af egne evner. Lær af Jesus. Han var den største lærer verden nogen sinde har kendt; dog talte han i hverdagslivets sprog. Han møder alles nødvendigheder. Han brugte sin undervisning til alle tider og steder, til både rige og fattige, uddannede og uvidne. Han dvælede altid ved de største temaer som kan give opmærksomhed; og han gav dem i en sådan form, og bruge sådanne illustrationer, at de mindst forstandige kunne gribe betydningen, medens de mest intelligente mennesker blev tiltrukket og belært.

Lad os tage os i agt, så vi ikke mister det enkle i Kristi evangelium. Vi må blive som små børn i ydmyghed, når vi er klar over vor egen svaghed. Vi må lære lektier af højere visdom fra den Guddommelige Lærer, end vi nogen sinde har lært i den højeste skole som mennesker driver.

Det er farligt ikke at tage Kristi belæring som en personlig sag, ikke at tage imod den, som om den var henvendt personligt til os. Gennem sin lære taler Jesus netop til mig. Jeg har lov til at tilegne mig hans offer, hans død, hans rensende blod, lige så fuldt og helt, som om der i verden ikke fandtes nogen anden synder, for hvem Kristus var død. Når vi lytter til hans lære med åben forståelse for at få hans ord, viser vi den højeste visdom. Når vi er ordets gører, - adlyder Kristus ved at leve et selvfornægtende liv og udføre ren og hellig karakter, - skal vi sikre os det liv der måler sig med Guds liv.

Der ligger slid og kamp og selvfornægtelse gemt til os alle. Ikke en eneste undgår dem. Vi må vandre ad den sti, hvor Jesus viser vej. Det kan blive under tårer, under prøvelser, under smertelige tab, i sorg over synder eller ved stræben efter at overvinde fordærvelige lyster, hidsighed eller et ukristeligt sind. Det kræver store anstrengelser at fremstille sig selv som et levende offer, der er helligt og Gud velbehageligt. Man må give sig selv helt. Der må ikke findes noget rum i sjælen, hvor Satan kan regere og udføre sine forsætter. Jeget må korsfæstes. Der må ske en hengivelse, en underkastelse og opofrelse, der vil være som at ofre selve hjerteblodet.

Når selvet dør, vil der vækkes et intenst ønske for at frelse andre, som vil lede til udholdende bestræbelse og gøre godt. Der vil sås ved alle vande; og alvorlige anmodninger, påtrængende bønner, vil indtage himlen for fortabte sjæles skyld. Der vil være en alvor, en udholdenhed, som ikke forsvinder. Kærlighed til Jesus vil lede til brændende kærlighed for vore medmenneskers sjæle.

Nu hvor vi er ved at skilles, kommer spørgsmålet: Mødes vi alle igen ved generalkonferensen? Sandsynligvis skal vi det ikke; men hvornår vil da blive vort næste store møde? og hvornår skal vi igen mødes med hinanden? Vi har grædt og glædet os sammen her; men hvis vi aldrig mødes igen på jorden, skal vi da ikke forene vore stemmer i sejrssangen omkring den store hvide trone? Skal vi ikke vise os værdige til det evige livs dyrebare velsignelse? Gud give at intet ansigt måtte mangle, ikke en eneste røst mangler, når hallelujaerne synges i himlens sale.