I frelsens plan har den guddommelige visdom indført den lov, al handling er tilbagevirkende, således at godgørenhed i alle dens forgreninger bringer velsignelse til to sider.
Den, der giver til de trængende, bringer velsignelse til andre og selv velsignes han i endnu højere grad. Gud kunne have opnået sin hensigt til synderes frelse uden menneskets hjælp; men han vidste, at menneskene ikke kunne blive lykkelige uden at tage del i det store værk, i hvilket de ville udvikle selvfornægtelse og godgørenhed.
For at menneskene ikke skulle gå glip af godgørenhedens velsignede følger, indførte vor Genløser den plan at optage dem som sine medarbejdere. Ved en kæde af omstændigheder, der ville fremkalde deres barmhjertighedsfølelser, giver han menneskene det bedste middel til at opelske godgørenhed og holder dem til vanemæssigt at yde hjælp til de fattige og til at fremme hans sag. Han sender de fattige som sine repræsentanter. Deres trang er et kald fra en ruineret verden om at yde af vore talenter i form af pengemidler og indflydelse, for at de må kunne få den sandhed, som er en livsbetingelse for dem; og idet vi ved arbejde og godgørende handlinger efterkommer disse kald, dannes vi med hans billede, som blev fattig for vor skyld. Ved at give velsigner vi andre og opsamler således den sande rigdom.
Der har været stor mangel på kristelig godgørenhed i menigheden, De, der bedst var i stand til at gøre noget for Guds sags fremme, har kun gjort lidt. Gud har i nåde bragt en gruppe mennesker kundskab om sandheden, for at de måtte kunne påskønne dens uvurderlige betydning i sammenligning med jordiske skatte. Jesus har sagt til dem: »Følg mig!« Han prøver dem med en indbydelse til den nadver, han har beredt. Han giver agt for at se, hvilken karakter de vil udvikle, hvorvidt deres egne egoistiske interesser vil blive anset som værende af større værdi end de evige rigdomme. Ved deres handlinger kommer mange af disse kære brødre nu med de undskyldninger, der omtales i følgende lignelse:
Så sagde Jesus til ham: »Der var en mand, som ville gøre et stort festmåltid og indbød mange. Og ved den tid, da festen skulle holdes, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom! for nu er det rede. Men de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og er nødt til at gå ud og se på den; jeg beder dig have mig undskyldt! Og en anden sagde: Jeg har købt fem par okser og nu skal jeg ud og prøve dem; jeg beder dig have mig undskyldt. Og en sagde: Jeg har taget mig en hustru til ægte og derfor kan jeg ikke komme. Og, tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre det; da blev husbonden vred og sagde til sin tjener: Gå straks ud på byens gader og stræder og før fattige og vanføre og blinde og lamme herind!”
”Denne lignelse giver en konkret fremstilling af tilstanden hos mange, der bekender sig til at tro den nærværende sandhed. Herren har sendt dem en indbydelse til at komme til nadveren, som han med stor bekostning har beredt for dem; men timelige interesser er af større betydning i deres øjne end den himmelske skat. De indbydes til at få del i ting, som har evig værdi; men deres landejendomme, deres kvæg og deres interesser i hjemmet synes at være af så meget større betydning end lydighed mod den himmelske indbydelse, at de overgår enhver guddommelig indflydelse og disse jordiske ting anføres som en undskyldning for deres ulydighed mod det himmelske påbud: ”Kom! for nu er det rede.” Disse brødre følger blindt deres eksempel, som omtales i lignelsen. De ser på deres verdslige besiddelser og siger: Nej, herre! jeg kan ikke følge dig; »jeg beder dig, have mig undskyldt!”
”De selv samme velsignelser, Gud har givet disse mænd for at prøve dem, for at se, om de vil give »Gud, hvad Guds er«, bruger de som en undskyldning for, at de ikke kan lyde sandhedens Krav, De har grebet deres jordiske skatte i deres arme og siger: »Jeg må tage vare på disse ting; jeg kan ikke forsømme det, som hører dette liv til; disse ting er mine.« Derved er disse mænds hjerter blevet lige så hårde og upåvirkelige som den tiltrådte landevej. De lukker deres hjerter til for det himmelske sendebud, der siger: ”Kom! for nu er det rede” og lukker op og byder verdens byrder og forretningsbekymringer komme ind, medens Jesus forgæves banker på for at få adgang. "
Deres hjerter er så overgroet med torne og bekymringer for dette liv, at himmelske ting ikke kan finde nogen plads i dem. Jesus indbyder de trætte og betyngede med Løfter om hvile, dersom de vil komme til han. Han indbyder dem til at ombytte egenkærlighedens og begærlighedens gnavende åg, der gør dem til mammons trælle, med hans åg, som han siger er gavnligt og med hans byrde, som er let. Han siger: »Lær af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.« Han vil, at de skal aflægge de verdslige bekymringers og forviklingers tunge byrde og tage hans åg, som er selvfornægtelse og opofrelse for andre. Denne byrde vil vise sig at være let. De, der afslår at modtage den lindring, Kristus tilbyder dem og vedbliver at bære egenkærlighedens gnavende åg, medens de anstrenger deres sjæle til det yderste for at opdynge penge til jeg'ets tilfredsstillelse, har ikke erfaret den fred og hvile, man finder ved at bære Kristi åg og ved at tage den selvfornægtelsens og den uegennyttige godgørenheds byrde, som Kristus har båret for deres skyld.
Når kærlighed til verden tager hjertet i besiddelse og bliver en herskende lidenskab, er der ingen plads for tilbedelse af Gud; for de højere åndsevner kommer under mammons trældom og kan ikke fastholde tanken om Gud og himmelen. Sindet bevarer ikke mindet om Gud; det forkrøbles og indskrænkes til at dreje sig om ophobning af penge.
Som følge af egennytte og kærlighed til verden har disse mænd henlevet livet med mindre og mindre sans for storheden i værket for disse sidste dage. De har ikke oplært deres sind til at gøre tjeneste for Gud til en beskæftigelse. De har ingen erfaring i den retning. Deres ejendom har opslugt deres sind og fordunklet storheden ved frelsens plan. Medens de forbedrer og udvider deres verdslige planer, ser de ingen nødvendighed af at udvide og fremme Guds værk. De anbringer deres midler i timelige, men ikke i evige ting. Deres hjerter er begærlige efter flere midler. Gud har gjort dem til opbevare af hans lov, for at de måtte kunne lade det lys, han så nådigt har givet den, skinne ud til andre. Men de har forøget deres bekymringer og deres omsorg i en sådan grad, at de ingen tid har til at velsigne andre med deres indflydelse, til at tale med deres naboer, til at bede med dem og for dem og til at søge at bringe dem kundskab om sandheden.
Disse mænd er ansvarlige for det gode, de kunde have gjort, men som de beder sig fritaget for af hensyn til jordiske bekymringer og byrder, som ganske opsluger deres sind og tanke. Sjæle, for hvem Kristus døde, kunne være blevet frelst ved deres personlige bestræbelse og deres gudelige eksempel. Dyrebare sjæle omkommer af mangel på det lys, Gud har givet menneskene for at lade det skinne på andres sti. Men det dyrebare lys skjules under en skæppe og det giver intet lys til dem, som er i huset.
Ethvert menneske er en Guds forvalter. Til enhver har Mesteren betroet sit gods; men mennesket gør krav på dette gods som sit eget. Kristus siger: »Driv handel med den, indtil jeg kommer tilbage.« Der kommer en tid, da Kristus vil kræve sit igen med renter. Han vil sige til enhver af sine husholdere: »Aflæg regnskabet for din forvaltning.« De, som har skjult deres herres penge i et tørklæde i jorden i stedet for at sætte dem ud til vekselererne og de, som har bortødslet deres herres penge ved at bruge dem til unødige ting i stedet for at udlåne dem på rente ved at anbringe dem i hans sag, vil ikke vinde herrens bifald, men få en afgjort fordømmelse. Den unyttige tjener i lignelsen leverede den ene talent tilbage til Gud og sagde: »Herre, jeg havde lært dig at kende som en hård mand, der høster, hvor du ikke såede og samler, hvor du ikke spredte og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden; se, her har du, hvad dit er.« Hans herre griber hans ord: »da svarede hans herre og sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener, du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke såede og samler, hvor jeg ikke spredte. Så burde du jo have anbragt mine penge hos vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom hjem.«
Denne unyttige tjener var ikke uvidende om Guds planer, men han var fast bestemt på at krydse Guds forsæt og beskyldte ham for at være uretfærdig, når han krævede en forøgelse af de talenter, der blev ham betroet. Netop denne knurren og klage lyder fra mange velhavende, der bekender sig til at tro sandheden. Ligesom den utro tjener frygter de for, at forøgelsen af den talent, Gud har lånt dem, skal blive afkrævet for at fremskynde sandhedens udbredelse; derfor anbringer de den i jordiske skatte og begraver den i jorden og sætter den derved så fast, at de intet eller næsten intet har at sætte i Guds sag. De har begravet den af frygt for, at Gud skulle kræve noget af kapitalen eller tilvæksten. Når de efter deres herres forlangende afleverer den sum, de fik, kommer de med utaknemmelige undskyldninger for ikke at have overladt de midler, Gud lånte dem, til vekselererne ved at anbringe dem i hans sag til fremme af hans værk.
Den, der forgriber sig på sin herres gods, mister ikke alene den talent, Gud har lånt ham, men han mister også det evige liv. Om ham siges der: »Kast den unyttige tjener ud i mørket udenfor!« Den tro tjener, der anbringer sine penge i Guds sag for at frelse sjæle, bruger sine midler til Guds ære og vil af sin herre modtage den gode omtale: »Vel, du gode og tro tjener! ... gå ind til din herres glæde!« Hvori vil denne vor herres glæde bestå? Den vil bestå i den glæde at se sjæle frelste i herlighedens rige. »Jesus, ..... som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone.”
Tanken om forvaltning bør have en praktisk betydning for hele Guds folk. Forstået på den rette måde vil lignelsen om talenterne udelukke begærlighed, som Gud kalder afgudsdyrkelse. Praktisk godgørenhed vil give åndeligt liv til tusinder af mennesker, som bekender sig til sandheden, men som nu sørger over deres mørke. Den vil forvandle dem fra egoistiske, begærlige mammonsdyrkere til alvorlige, trofaste Kristi medarbejdere for synderes frelse.
Grundvolden til frelsens plan blev lagt i opofrelse. Jesus forlod de kongelige boliger og blev fattig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige. Alle, som har del i den frelse, Guds søn købte til dem ved en så uendelig opofrelse, vil følge det sande mønsters eksempel. Kristus var hovedhjørnestenen og vi må bygge på denne grundvold. Enhver må besidde selvfornægtelsens og selvopofrelsens ånd. Kristi liv på jorden var uegennyttigt; det var præget af ydmygelse og opofrelse, Skal mennesker, der har del i så stor en frelse, som Jesus kom fra himmelen for at bringe dem, undslå sig for at følge deres herre og for at have del i hans selvfornægtelse og opofrelse? Kristus siger: »Jeg er vintræet, I er grenene.« »Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.« Det meget vigtige livs princip, saften, der flyder gennem vinstokken, giver grenene næring, for at de må kunne blomstre og bære frugt. Er tjeneren større end sin herre? Skal verdens Genløser vise selvfornægtelse og opofrelse for vor skyld og lemmerne på Kristi legeme leve i selvisk nydelse? Selvfornægtelse er en væsentlig betingelse for discipelforholdet.
»Da sagde Jesus til sine disciple; »Hvis, nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!« Jeg går foran på selvfornægtelsens vej. Jeg forlanger intet af jer, mine efterfølgere, uden hvad jeg, jeres herre, giver jer et forbillede på i mit eget liv.
Verdens frelser overvandt Satan i fristelsens ørken. Han sejrede for at vise menneskene, hvorledes de kan sejre. I synagogen i Nazarat kundgjorde han: »Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nåde år fra Herren.”
Den store gerning, som Jesus forkyndte, at han var kommet for at udføre, blev betroet til hans efterfølgere på jorden. Som vort hoved går Kristus foran i frelsens store værk og byder os at følge hans eksempel. Han har givet os et verdensomspændende budskab. Denne sandhed må udstrækkes til alle slægter og tungemål og folk. Satans magt skulle bekæmpes og han skulle blive overvundet af Kristus og ligeledes af hans efterfølgere. En omfattende kamp imod mørkets magter skulle holdes ved lige. For at dette værk skulle kunne lykkes, var midler nødvendige. Gud har ikke til hensigt at sende midler direkte fra himmelen, men han giver sine efterfølgere midler og talenter i hænde netop til dette formål, at de skal anvendes til støtte i denne strid.«
Han har givet sit folk en plan for tilvejebringelse af tilstrækkelige beløb til at gøre dette foretagende selvhjulpet. Guds plan for tiendesystemet er skøn i sin enkelhed og ligelighed. Alle kan slutte sig til den med tro og frimodighed, for den er af guddommelig oprindelse, Den forener det enkle med det nyttige og der kræves ikke et dyb af lærdom for at kunne forstå den og gennemføre den. Alle kan eje følelsen af, at de er med til at fremme frelsens dyrebare værk. Hver mand og kvinde og hvert ungt menneske kan blive en Herrens skatmester og være et redskab til at imødekomme de krav, der stilles til skatkammeret. Apostelen siger: »Enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til.«
Store formål virkeliggøres ved dette system. Hvis alle og enhver ville slutte sig til det, ville enhver altid være en årvågen og tro skatmester for Gud og der ville ikke være nogen mangel på midler til at fremme den store gerning at forkynde det sidste advarselsbudskab til verden. Forråds huset vil være, fuldt, hvis alle slutter sig til dette system og de ydende vil ikke blive fattigere for det. Ved hver ydelse af midler vil de blive mere inderligt viede til den nærværende sandheds sag. De vil »samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv«.
Når de, der arbejder ihærdigt og systematisk, ser, at deres godgørende bestræbelser bidrager til at nære kærligheden til Gud og til deres medmennesker og at deres personlige anstrengelser udvider omfanget af den nytte, de kan gøre, vil de erfare, at det er en stor velsignelse at være Kristi medarbejdere. Den kristne kirke fornægter i almindelighed Guds krav til medlemmerne om at give almisse af, hvad de ejer, for at støtte krigen imod det moralske mørke, som verden er indhyllet i. Aldrig vil Guds værk kunne fremskyndes, som det bør, før Kristi efterfølgere bliver aktive, nidkære arbejdere.
Ethvert medlem i menigheden bør føle, at den sandhed, han bekender sig til, er en realitet og alle hør være uegennyttige arbejdere. Nogle rige mænd har en tilbøjelighed til at knurre, fordi Guds værk gør fremgang og der stilles krav om penge. De siger, at der ingen ende er på opfordringer til at yde. Uden ophør kommer det ene formål efter det andet og kræver støtte. Til sådanne ønsker vi at sige, at vi håber, Guds sag vil udvides således, at der bliver endnu større anledning og endnu mere indtrængende krav om forsyninger fra forråds huset til at fortsætte virksomheden.
Dersom planen vedrørende systematisk godgørenhed blev fuldt ud gennemført af hvert medlem, vilde der stadig være forsyninger i forråds huset. Indtægterne ville flyde som en jævn strøm, der stadig fik tilløb fra overstrømmende kilder af godgørenhed. Ydelsen af almisse udgør en del af evangelisk gudsfrygt. Vil ikke betragtningen af den umådelige pris, der blev betalt for vor genløsning, pålægge os højtidelige økonomiske forpligtelser og tillige stille os over for kravet om at hellige alle vore kræfter til Mesterens gerning.
Vi vil engang have en gæld at gøre op med Mesteren, når han vil sige: »Aflæg regnskabet for din forvaltning!« Dersom menneskene foretrækker at tilsidesætte Guds krav og at gribe og i egenkærlighed beholde alt, hvad han giver dem, vil han midlertidigt forholde sig stille og vedblivende prøve dem ved at forøge sine gaver, ved at lade sine velsignelser vedblive at flyde og disse mænd fremdeles modtage menneskers ære og være uden dadel i menigheden; men en gang vil han sige: »Aflæg regnskabet for din forvaltning!« Kristus siger: »Hvad I ikke har gjort imod en af de mindste der, har l heller ikke gjort imod mig.«. »Ved I ikke, ..... at I ikke er eders egne?
Thi I blev købte dyrt« og står under forpligtelse til at ære Gud med jeres midler såvel som i jeres legeme og i jeres ånd, som hører ham til. »I blev købte dyrt,« ikke »med forkrænkelige ting, sølv eller guld«, »men med Kristi dyrebare blod.«; 1.Pet. 1,18-19. (Gl. overs.) Han beder om en godtgørelse for de gaver, han har betroet os, for at vi skal yde hjælp til sjæles frelse. Han har givet sit blod; han beder om vort sølv.
Det er ved hans fattigdom, vi bliver rige; og skal vi nægte at give ham hans egne gaver tilbage?
Gud er ikke afhængig af menneskers støtte i sin sag. Han kunne have sendt midler direkte fra himmelen til at fylde sit forråds hus, hvis han i sit forsyn havde set, at dette var bedst for menneskene. Han kunne have fundet midler, hvorved engle ville være blevet sendt for at forkynde sandheden for verden uden menneskelig hjælp. Han kunne have skrevet sandheden på himmelhvælvingen og ladet denne kundgøre hans krav for verden med levende skrift. Gud er ikke afhængig af menneskers guld eller sølv. Han siger: »Mig tilhører alt skovens vildt, dyrene på de tusinde bjerge.« »Om jeg sulten ,jeg sagde det ikke til dig, thi mit er jorderig og dets fylde!« Hvilken nødvendighed der end måtte være for vor medvirken til Guds sags fremme, har han »med forsæt forordnet den til bedste for os. Han har hædret os ved at gøre os til sine medarbejdere. Han har forordnet, at menneskers medvirken skulle være en nødvendighed, for at de vedblivende må kunne gøre brug af deres godgørenhed.
Gud har i sit vise forsyn sat de fattige til altid at være iblandt os, for at vi ved at være vidne til de forskellige slags savn og lidelser i verden kan blive prøvet og forsøgt og stillet under forhold, hvor en kristelig karakter kan udvikles. Han har sat de fattige iblandt os for at fremelske kristelig sympati og kærlighed i os.
Syndere, som omkommer af mangel på kundskab, må forblive i uvidenhed og mørke, hvis ikke mennesker bringer dem sandhedens lys. Gud vil ikke sende engle fra himmelen til at gøre den gerning, han har overladt til mennesker. Han har givet alle en gerning at udføre, netop for at prøve dem og åbenbare deres sande karakter. Kristus stiller de fattige iblandt os som sine repræsentanter. »Jeg var sulten og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig og I gav mig ikke at drikke.« I lidende menneskebørns skikkelse gør Kristus sig til eet med den lidende menneskehed. Han gør deres fornødenheder til sine egne og tager sig deres ulykker til hjerte.
Det moralske mørke i en ruineret verden udgør et opråb til kristne mænd og kvinder om at gøre personlige bestræbelser, om at yde af deres midler og deres indflydelse, for at de må blive ligedannet med hans billede, som trods besiddelsen af uendelige rigdomme blev fattig for vor skyld. Guds Ånd kan ikke forblive hos dem, til hvem han har sendt sit sandhedsbudskab, men som alligevel må nødes, inden de får noget begreb om deres forpligtelse til at være Kristi medarbejdere. Apostelen håndhæver pligten til at give ud fra højere bevæggrunde end blot menneskelig sympati, der fremkaldes ved påvirkning af følelserne. Han håndhæver det princip, at vi bør arbejde uegennyttigt alene med Guds ære for øje.
Skriften kræver, at kristne skal deltage i en plan for aktiv godgørenhed, der vil holde Interessen for deres medmenneskers frelse i stadig virksomhed. Den moralske lov gav påbud om sabbattens helligholdelse og det var ikke en byrde, undtagen når denne lov blev overtrådt og de måtte bære den straf, lovbruddet medførte. Tiendesystemet var ingen byrde for dem, der ikke afveg fra planen. Det system, der blev påbudt hebræerne, er ikke blevet ophævet eller afsvækket af ham, som indførte det. I stedet for at være trådt ud af kraft skulle det nu gennemføres mere fuldstændigt og yderligere udvides, efter som frelste ved Kristus alene skulle komme mere fuldstændigt for dagen i den kristne tidsalder.
Jesus meddelte den lovkyndige, at betingelsen for hans opnåelse af et evigt liv var, at han i sit liv efterkom lovens særskilte krav, der gik ud på, at han skulle elske Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind og hele sin styrke og sin næste som sig selv. Da de forbilledlige ofringer ophørte ved Kristi død, stod den oprindelige lov, som var indgraveret på stentavler, uforandret med samme Krav til menneskene til alle tider. Og i den kristne tidsalder blev menneskenes pligt ikke indskrænket, men mere indgående forklaret og enklere udtrykt.
Evangeliets tiltagende udbredelse medførte større krav om støtte til stridens fortsættelse efter Kristi død og dette gjorde loven om ydelsen af almisse mere bydende nødvendig end under den hebraiske husholdning. Gud kræver nu ikke mindre, men større gaver end i noget andet tidsafsnit i denne verdens historie. Det princip, Kristus fastsatte, er, at gaver og ofre bør være i forhold til det lys og de velsignelser, man nyder. Han har sagt: »Enhver, som har fået meget givet, af ham skal man kræve meget.”
Den Kristne tidsalders velsignelser blev af de første disciple besvaret med kærligheds og velgørenhedsgerninger. Guds Ånds udgydelse, efter at Kristus forlod sine disciple og op for til himmelen, førte til selvfornægtelse og selvopofrelse for andres frelse. Da de fattige hellige i Jerusalem var i nød, skrev Paulus til de kristne hedninger om velgørenhed og sagde: »Ja, ligesom I nu er rige på alt, på tro og tale og kundskab og på al iver og kærlighed til os, så vis jer også rige her, hvor det gælder kærlighedsgaven.« Her ligestilles godgørenhed med tro, kærlighed og kristelig iver. De, der mener, at de kan være gode kristne og dog lukke deres ører og hjerter for Guds krav om gavmildhed, befinder sig i et frygteligt bedrag. Der er dem, som er overstrømmende i deres erklæringer om stor kærlighed til sandheden og som, hvad tale angår, nærer interesse for at se sandheden gøre fremgang, men som intet gør for dens fremme. Troen hos sådanne er død, da den ikke fuldkommes ved gerninger. Herren har aldrig begået den fejl at omvende en sjæl og lade den forblive under begærlighedens magt.
Tiendesystemet strækker sig længere tilbage i tiden end til Moses. Menneskene fik påbud om at ofre gaver til Gud i religiøse øjemed, inden det bestemte system blev overgivet til Moses, ja så langt tilbage som i Adams dage. Ved at efterkomme Guds krav skulle de ved ofre tilkendegive deres påskønnelse af hans miskundhed og velsignelse mod dem. Dette fortsattes ned gennem efterfølgende slægtled og blev gennemført af Abraham, der gav tiende til Melkisedek, den højeste Guds præst. Det samme princip var gældende i Jobs dage. Da Jakob som landflygtig og pengeløs vandringsmand befandt sig ved Betel, lagde han sig om natten, ensom og alene, med en sten under sit hoved og der gav han Herren det løfte: »Af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende!« Gud tvinger ikke menneskene til at give. Alt, hvad de giver, må være frivilligt. Han vil ikke have sit forråds hus fyldt med modvillige offergaver.
Ved at pålægge menneskene det ansvar at udføre gerninger, der vil modvirke egoisme og styrke deres kærlighed til Gud og mennesker, havde Herren til hensigt at knytte dem nøje til sig og lede dem til at nære sympati for og kærlighed til deres medmennesker, Planen om et system i godgørenhed indførte Gud af hensyn til, hvad der var godt for mennesket, som er så tilbøjeligt til at blive egenkærligt og til at lukke sit hjerte for ædle handlinger. Herren kræver, at der skal ydes gaver til fastsatte tider og således ordnet, at det vil blive en vane at give og at godgørenhed kommer til at føles som en kristenpligt. Det hjerte, som er blevet oplukket ved een gave, må ikke få tid til at blive koldt af egoisme og lukke sig, inden den næste ydes. Strømmen skal stadig flyde og således holde Kana'en åben ved godgørende handlinger.
Som det beløb, der kræves, har Gud bestemt en tiendedel af indtægten. Dette overlades til samvittigheden og godgørenheden hos mennesker, hvis skøn angående tiendesystemet skal have frit spillerum. Og medens det overlades frit til samvittigheden, er der dog fremlagt en plan, som er tydelig nok for alle. Der kræves ingen tvang.
I den mosaiske husholdning krævede Gud, at menneskene skulle give en tiendedel af hele deres indtægt. De ting, som hører med til dette liv, overlod han i deres varetægt, talenter, der skulle udnyttes og leveres tilbage til ham. Han har krævet en tiendedel og denne kræver han som det allermindste, menneskene skulle give ham igen. Han siger: Jeg giver jer ni tiendedele, medens jeg kræver een tiendedel; den tilhører mig. Når menneskene holder denne ene tiendedel tilbage, bedrager de Gud. Foruden tiendedelen af indtægten krævedes endvidere synd ofre og takofre.
Alt, hvad der holdes tilbage af det, som Gud kræver, tiendedelen af indtægten, bliver i himmelens bøger nedskrevet som bedrag mod ham. Sådanne begår svig mod deres Skaber; og når denne forsømmelses synd bliver fremholdt for dem, er det ikke nok, at de ændrer deres handlemåde og fra den stund begynder at følge det rigelige princip. Dette vil ikke berigtige de tal, der er opført i det himmelske regnskab om underslæb af det gods, der var dem betroet for igen at overlades til den guddommelige udlåner. Omvendelse fra en utro handlemåde mod Gud og fra grov utaknemmelighed kræves.
»Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og I spørger: »Hvorved har vi bedraget dig?« Med tienden og offerydelsen! I tues med forbandelse og bedrager dog mig, ja alt folket gør det! Bring hele tienden til forråds huset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger hærskarers herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål.« Her gives et løfte om, at hvis hele tienden bringes til forråds huset, vil en velsignelse fra Gud blive udgydt over de lydige.
»Jeg vil for eders skyld skræmme æderne, så at de ikke ødelægger eder landets afgrøde og vinstokken på marken skal ikke slå eder fejl, siger hærskarers herre. Og alle folkene skal love eder, fordi I har et yndigt land, siger hærskares herre.« Hvis alle, der bekender sig til sandheden, vil opfylde Guds krav med hensyn til ydelse af tiende, som Gud siger tilhører ham, vil forråds huset være fyldt til overflod med midler til at fremskynde det store værk til menneskenes frelse.
Gud giver menneskene ni tiendedele, medens han gør Krav på een tiendedel til hellige formål, ligesom han giver menneskene seks dage til deres eget arbejde og har forbeholdt sig den syvende og sat den til side til sig, selv. For ligesom tilfældet er med sabbatten, er en tiendedel af indtægten hellig; den har Gud forbeholdt sig selv. Han vil fremme sit værk på jorden ved hjælp af de midler, han har betroet menneskene.
Af sit folk fordum krævede Gud tre årlige indsamlinger. »Tre gange om året skal alle af mandkøn hos dig stedes for Herren din Guds åsyn, på det sted han udvælger, på de usyrede brøds fest, uge festen og løvhyttefesten; og man må ikke stedes for Herrens åsyn med tomme hænder; men enhver skal komme med, hvad han kan give efter den velsignelse, Herren din Gud giver dig.« Ikke mindre end en tredjedel af israelitternes indtægt blev anvendt til hellige og religiøse formål.
Når som helst Guds folk i tidens løb villigt og med glæde har fulgt hans plan for systematisk godgørenhed, gaver og ofre, har de altid set opfyldelsen af det stående løfte om, at fremgang skulle ledsage alle deres anstrengelser netop i forhold til deres lydighed mod hans fordringer. Når de anerkendte Guds krav og efterkom hans påbud ved at ære ham med deres gods, fyldtes deres lader med overflod. Men når de bedrog Gud med tiende og offergaver, kom de til at erfare, at de ikke alene bedrog ham, men sig selv; for han begrænsede sine velsignelser til dem netop i samme forhold, som de begrænsede deres ofre til ham.
Nogle vil betegne dette som en af de strenge love, der var bindende for hebræerne. Men dette var ikke en byrde for det villige hjerte, der elskede Gud. Det var kun, når deres egoistiske natur styrkedes ved at holde noget tilbage, at menneskene tabte evige hensyn af syne og tillagde deres jordiske skatte højere værdi end sjæle. Guds Israel i disse sidste dage står over for endnu mere tvingende krav, end tilfældet var med Israel fordum. Der er en stor og vigtig gerning, der skal udføres i løbet af en meget kort tid. Gud havde aldrig til hensigt, at loven om tiendesystemet skulle være uden betydning for hans folk; det var tværtimod hans mening, at opofrelsens ånd skulle udvides og uddybes til det afsluttende værk.
(fortsættes)