Der er intet, der svækker menigheden så meget som stolthed og lidenskab. Hvis en beskæftigelse i Guds arbejde er i uoverensstemmelse med en anden forpligtelse i det samme arbejde, er der strid og uoverensstemmelser. Hvis vi gør dette for at få agtelse og for ophøje selvet, er det forfængelighed og det dræber det åndelige, Kristi kærlighed og sammenholdet. Lad ikke modstridens ånd være mellem kristne. Kristus har givet os et eksempel på kærlighed og ydmyghed og har opfordret sine efterfølgere til at elske hinanden, som han har elsket os. Vi må med ydmygt sind sætte andre højere end os selv. Vi må være strenge, når det gælder vore egne karaktermangler, være hurtige til at opdage vore egne fejl og fejltagelser og tænke mindre på andres fejl end på vore egne. Vi må være særlig interesserede i andre mennesker ikke for at misunde dem, ikke for at finde fejl hos dem, ikke for at gøre bemærkninger om dem og sætte dem i et dårligt lys, men for i alle ting at øve ret mod vore brødre og alle dem, vi kommer i berøring med. Vi synder mod Gud, når vi kun plejer vore egne interesser for eventuelt at opnå en lille fordel eller stræbe efter at udmærke os eller konkurrere med andre. Kristi ånd vil få hans efterfølgere til ikke blot at interessere sig for deres egen lykke og fordel men i lige så høj grad for deres brødres. Dette er at elske sin næste som sig selv og en modstridende ånd skaber uoverensstemmelser og fremmedgørelse og et behov for kærlighed og harmoni.
Og hvor fejlplaceret er denne strid om overherredømme. Jesus alene bør ophøjes. Hvor dygtige eller fremgangsrige vi end er, er det ikke os selv, der er årsag dertil; det skyldes talenter, som er betroet os af Gud, for at vi skal anvende dem i hans tjeneste og til hans ære. Alt er Herrens betroede gods. Hvorfor skulle vi da være stolte? Hvorfor skulle vi rette opmærksomheden mod vort eget ufuldkomne selv? Hvad vi har af talenter og visdom, har vi modtaget fra visdommens kilde, for at vi kan forherlige Gud.
Apostlen ville kalde al vor opmærksomhed fra os selv til vor frelses Ophav. Han viser for os sine to naturerer, guddommelig og menneskelige. Her er beskrivelsen af den guddommelige: ”Som, ikke holdt det at være i Guds skikkelse for et røvet bytte at være lige med Gud.” Han var ”sin herligheds klarhed, og sin persons udtrykte billede.”
Nu om det menneskelige: ”Han blev dannet i menneskenes lighed, og blev fundet i en udformning som et menneske, han ydmygede sig selv, og blev lydig til døden.” Han påtog sig frivilligt menneskelig natur. Det var hans egen handling, og efter hans eget samtykke. Han iklædte sin guddommelighed med menneskelighed. Han var hele tiden ligesom Gud, men han så ikke ud som Gud. Han tilslørede Guddommens beviser, som befalede hyldes, og fremkaldt forundring, for universets Gud. Medens han var på jorden var Han Gud, men han afklædte sig selv Guds form, og i stedet tog hans menneskers form og måde på sig. Han gik på jorden som menneske. For vor skyld blev han fattig, så vi gennem hans fattigdom kan blive rige. Han lagde sin herlighed og sin majestæt til side. Han var Gud, men for en stund opgav han Guds herlighed og form. Selv han vandrede blandt menneskene i armod, og spredte sine velsignelser, uanset hvor han gik, ville legioner af engle omgive deres Forløser på hans ord, og gøre ham hyldest. Men på jorden vandrede han upåagtet og uden bekendelse af sine skabninger, dog med visse undtagelser. Atmosfæren var tilsmudset af synd og forbandelse, i stedet for lovprisningssange. Hans lod var fattigdom og ydmygelse. Idet han gik frem og tilbage i sin barmhjertighedsmission og hjælpe den syge, opløfte den fortrykte, kaldte næsten ingen stemmer ham for velsignet, og de allerstørste blandt folket gik ringeagtende forbi ham.
I modsætning til herlighedens rigdomme, et væld af rigdomme udgydt fra menneskers tunger, stemte millioner af rige stemmer i Guds univers i tilbedelseshymner. Men han ydmygede sig selv, og påtog sig menneskelighed. Som medlem af menneskeslægten, var han jordisk; men som en Gud, var han livets kildeudspring for verden. I sin guddommelige person, kunne han altid have modstået dødens fremrykken, og nægtede at komme under dens herredømme; men han lagde frivilligt sit liv ned, og udstod straffen, som rullede som et bjerg over hans guddommelige sjæl. Han opgav sit liv som et offer, så menneskene ikke skulle dø evigt. Han døde, ikke fordi han var tvunget til at dø, men af sin egen frie vilje. Dette var ydmyghed. Hele himlens rigdomme blev udgydt som en gave, for at frelse faldne mennesker. I sin menneskenatur bragte han al livgivende styrke, så mennesker har brug for at tage imod.
Forunderlige forening af menneske og Gud! Han kunne have styrket sin menneskelige natur til at modstå sygdomsangreb, ved at bruge sin himmelske naturs vitalitet og uden at død give liv til menneskene. Men han fornedrede sig og blev menneske. Han gjorde dette, for at skriften kunne opfyldes, og Guds Søn gik ind for planen, skønt han kendte alle fornedrelsens trin, som han måtte stige ned ad for at gøre forsoning for en dødsdømt, sukkende verdens synder. Hvilken fornedrelse var ikke dette! Den fik engle til at undres. Det vil aldrig kunne beskrives; man kan slet ikke forestille sig det. Det evige Ord gav sit bifald til at blive kød! Gud blev menneske! Det var en underfuld ydmyghed.
Men han steg endnu dybere ned. Menneskesønnen måtte fornedre sig som et menneske og tåle forhånelser, bebrejdelser, skammelige beskyldninger og mishandling. Der syntes ikke at være et trygt sted for ham i hans eget land. Han måtte flygte for livet fra sted til sted. Han blev forrådt af en af sine disciple han blev fornægtet af en af sine mest ivrige tilhængere, Han blev spottet. Han blev kronet med en tornekrone. Han blev pisket. Han blev tvunget til at bære det tunge kors. Han var ikke ufølsom over for, denne foragt og skændsel. Han underkastede sig, men åh! Han følte bitterheden deraf, som intet åndet menneske kunne føle det. Han var ren, hellig og uplettet, men blev alligevel stillet for retten som en forbryder! Den kære forløser steg ned fra den højeste ophøjelse. Trin for trin ydmygede han sig selv til døden men hvilken død! Det var den skændigste, den grusomste døden på korset som forbryder. Han døde ikke som en helt i verdens øjne, overøst med hædersbevisninger som mænd i krig. Han døde som en dødsdømt forbryder, hængende mellem himmel og jord han døde en langsom, skændig død, udsat for hån og spot fra en nedrig, forbryderisk menneskemængde . "Alle, der ser mig, håner mig, vrænger mund og ryster på hovedet." Sal. 22,8. Han blev regnet blandt overtrædere, han sukkede midt iblandt hån, og hans kødelige slægtninge fornægtede ham. Hans moder så hans ydmygelse, og han blev tvunget til at se sværet bore igennem hendes hjerte. Han udholdt korset, på trods af skam. Han regnede det for lidt i betragtning af resultatet, at han ikke kun arbejde til fordel for indbyggerne i denne afkrog af verden, men for hele universet, alle verdener som Gud har skabt.
Kristus skulle dø menneskets stedfortræder. Mennesket var en dødsdømt kriminel for at have overtrådt Guds lov, en forræder en oprør; siden måtte en stedfortræder dø for mennesket som forbryderen, fordi han stod i stedet for forræderen, med alle deres overtråde synder på hans guddommelige sjæl. Det var ikke nok at Jesus skulle då for at imødekomme kravene lovbuddet., men han døde en skamfuld død. Profeten gav giver verden sine ord: ”Mit ansigt skjulte jeg ikke for hån og spyt.”
I betragtning af dette, kan mennesker så have et lille korn af selvophøjelse? Når de sporer tilbage i Kristi liv, lidelser og ydmygelse, kan de så løfte deres stolte hoveder, som de ikke skulle bære trængsler, skam eller ydmygelse. Jeg siger til Kristi efterfølgere: ”Se på Golgata, og I vil rødme af skam over jeres egensindige tanker. Al denne fornedrelse tog Himmelens Majestæt på sig for det skyldige, dødsdømte menneskes skyld. Han sank dybere og dybere ned i fornedrelse, indtil han ikke kunne komme dybere ned for at løfte mennesket op af syndens besmittelse. Alt dette blev gjort for dig som kæmper for overherredømme – kæmper for menneskers ros, menneskers ophøjelse; I som er bange for at ikke få alt dette forsvar, den respekt fra mennesker, som I mener det tilkommer jer. Ligner dette Kristus?
"Lad dette sindelag være i jer, som var i Jesus Kristus." Han døde for at gøre forsoning og blive forbillede for enhver som vil være hans disciple. Skal selviskheden komme ind i jeres hjerter? Og vil dem som ikke sætter Jesus foran sig som mønster, prise dine fortrin? Du har ingen andre uden dem der kommer gennem Jesus Kristus. Skal du rumme på stolthed efter du har set guddommen ydmyge sig selv, og som menneske fornedre sig selv, til der ikke er et lavere punkt som han kan komme ned til? ”Forundre jer, O I himle,” og forbavses, i jordens indbyggere, at noget sådant ikke skal vende tilbage til vor e Herre! Hvilken forargelighed, i jordens indbyggere, at noget sådant ikke skal gives tilbage til vore Herre. Hvilken foragt!, hvilken ondskab! Hvilken stivhed! Hvilke bestræbelser gøres ikke for at opløfte mennesket forherlige selvet, når herlighedens Herre ydmygede sig selv, led pine og døde en skamfuld død på korset for vor skyld!
Hvem lærer Forbilledets sagtmodighed og ydmyghed? Hvem bestræber sig alvorligt på at beherske selvet? Hvem løfter sit kors og følger Jesus? Hvem brydes med selv indbildning? Hvem sætter sig selv alvorligt ned og med al sin energi overvinder satanisk misundelse, jalousi, onde tanker og vellyst; renser sjælstemplet fra al besmittelse, og åbner døren for Jesus til at komme ind? Måtte disse ord give det indtryk på mennesker at alle der måtte træffe dem, vil opelske ydmyg nåde, blive selvfornægtende, og kunne værtsætte højere end sig selv, have Kristi sindelag og Ånd i sig for at bære andres byrder! Oh om vi måtte skrive dybt i vore hjerter, idet vi betragter den store nedladenhed og ydmygelse som Guds søn viste, så vi måtte få del i guddommelig natur, og undfly det fordærv som er i verdens lyster. Al arrogance, og selvophøjelse, måtte lægges bort fra os, og vi lærer af Kristi sagtmodighed og ydmyghed, og vi skal ikke kunne finde noget sted i Guds rige. Livet måtte skjules Mes Kristus i Gud. Et anker fra enhver sjæl må kastes på Klippen, der er sønderbrudt for os, den Klippe som holder en ruineret verden oppe. Lad os have alle disse ting i tanke.
Stolthed over evner og intellekt kan ikke eksistere i hjerter, der er skjult hos Kristus i Gud. Der vil ikke være nogen stræben efter at lade selvet træde frem, med mindre Djævelen og menneskene forenet har stillet sig i kløften for straffen af et brudt bud. Straffen ville være faldet på den syndfulde, uden at bringe en tøddel af dens alvor til ophør. Det faldt på Jesus, verdens Frelser, at give mennesket en anden retssag. Lad os da ydmyge os og tilbede Kristus, men aldrig, aldrig i mindste måde ophøje selvet. Gud forbyder at vi i os selv skal blive selvstændige. Pas på at ingen af os skal optage det frygtelig fængsel af ham for hvem Kristus døde forgæves.
Vil mine brødre tænker over at der ikke er en let vej til himlen? Korset, korset ligger direkte på den sti, som vi må rejse på for at nå kronen. Dem som ikke vil ydmyge sig selv, som et lille barn, sagde Jesus Kristus, skal ikke have del i himlens rige. Hvis hele vor livsopgave er at tjene og ære Kristus og gøre menneskeheden godt, vil den mørke pligtens sti blive en strålende vej en sti, der er afstukket for Herrens forløste. Hvis vi er Guds børn, vil der være utallige anledninger for at tjene ham, i aktiv tjeneste for dem han døde for. Jesus ser på enhver sjæls mangler og fornødenheder, og tjener dem ved at stå tæt op af ham, så han kan bruges som instrument og hjælpe og velsigne andre. Alle stridigheder, al misundelse er frygtelig for Jesus Kristus.