Da Akan syndede, viste Gud hvordan han ser på synd iblandt dem som bekender at være hans lovlydige folk. Disse ærede han på særlig måde ved at han gjorde dem til vidne for hans store kraft, sådan som det gamle Israel gjorde, og dette fordristede dem til at ignorere hans udtrykkelige anvisninger, blev de til genstand for hans vrede. Gud vil lære sit folk, at ulydighed og synd er en overordentlig uforskammethed mod ham, og det skal der ikke tages let på. Han viser os at når hans folk gribes i synd, bør de straks gøre afgjorte forhåndsregler for at lægge synden fra sig, og at hans rynkede mine ikke skal hvile over hele sit folk. Men hvis dem i ansvarlige stillinger går let over folkets synder, vil hans rynkede mine være over dem og over Guds folk, og vil som helhed blive holdt ansvarlig for de synder, der eksisterer i deres midte. I den måde Gud behandler sit folk viser Han at det er nødvendigt at rense menigheden fra de fejl som eksisterer hos dem. En synder kan sprede et mørke som udelukker Guds lys fra hele forsamlingen. Når folk erkender det mørke der bringes over dem, og de ikke kender årsagen, så bør de alvorligt søge Gud i stor ydmyghed og selvfornedrelse, indtil fejlene hos dem, som sårer Guds Ånd er opsøgt og lagt bort.
Hvis de fejl der eksisterer iblandt folk, og Guds tjenere er ligeglad med dem, støtter og retfærdiggør de i virkeligheden synderen, og er skyldig ligesom synderen, og vil modtage Guds mishag ligeså sikkert som synderen gør; for de vil drages til ansvar for den skyldiges synders synder. De mænd som har forøvet fejl, har folk ment var meget elskværdige, og havde en god natur, kun fordi de undgik at gøre en klar pligt, som ellers er efter skriften. Opgaven var ikke i overensstemmelse med deres følelser, derfor undgik de den.
Det had som nogle nærede, fordi blevet irettesat fejl iblandt Guds folk, har bragt blindhed og et frygteligt bedrag over deres egne sjæle, gjort det umuligt for dem at skelne mellem rigtigt og forkert. De har påtaget deres eget åndelige øjesyn. De var vidne til fejl, men de føler ikke det samme som Josua gjorde, og ydmyger deres sjæle i ydmyghed, fordi de mærker en byrde for sjæle.
Guds sande folk, som har Herrens arbejdsånd, og sjæles frelse på hjerte, vil altid se synd i sin virkelige syndige karakter. De vil altid være på den side hvor de synder behandles nøjagtigt og klart, som nemt kan plage Guds flok. Især i menighedens afsluttende arbejde, i de ethundredeogfirefyretyve tusindes beseglingstid, som skal stå uden fejl foran Guds trone, vil de mærke Guds bekendendes folks fejl allermest. Dette fremsættes med magt ved profetens illustration af det sidste arbejde under et menneskes skikkelse, enhver har et stridshammer i sin hånd. En mand iblandt var iklædt linned, med en skrivers blækhorn ved sin side. »Og Herren sagde til ham: »gå midt igennem byen, igennem Jerusalem, og sæt et mærke på de mænds pander, der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i dets midte!«
Hvem står i Guds råds samling i denne tid? Er det dem som i virkeligheden undskylder fejl hos Guds bekendende folk, og knurrer i deres hjerter, om ikke åbenlyst, imod dem som vil irettesætte synd? Er det dem som tager standpunkt imod dem, og sympatiserer med dem som begår fejl? Nej faktisk ikke! Med mindre de angrer og forlader Satans værk ved at undertrykke dem, som har arbejdsbyrden, og holde syndernes hænder op i Zion, så vil de aldrig modtage mærket på Guds beseglende billigelse. De vil falde i alle de ondes generelle fordærv, repræsenteret ved fem der bærer på stridshamre. Læg godt mærke til dette punkt. Dem som tager imod sandhedens rene mærke, udført i dem ved Helligåndens kraft, repræsenteret ved et mærke, ved en mand i linnedklæder, er dem »der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i« menigheden. Sådan er deres kærlighed for Guds renhed, ære og herlighed, og de har så klart et syn for syndens overmådelige syndighed, at de fremstilles som i pinsler, endog sukker og råber. Læs Ezekiels bog det niende kapitel.
Men den generelle nedslagtning af alle dem som således ikke ser den store modsætning mellem synd og retfærdighed, og ikke føler som dem, der står i Guds råd, og tager imod mørket, beskrives som de fem mænd med stridshammere: »Gå efter ham ud gennem byen og hug ned! Vis ingen medynk eller skånsel! Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer mærket, må I røre! Begynd ved min helligdom!«
Gud sagde til Josua i forbindelse med Akans synder: »Jeg vil ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder bandet af eders midte.« Hvordan kan dette eksempel sammenlignes med dem som ikke vil hæve deres stemme imod synd og fejl, men hvis sympati altid findes hos dem, der generer Guds lejr med deres synder? Gud sagde til Josua: »Du kan ikke holde stand over for dine fjender, før I skaffer bandet bort fra eder!« Han afsagde den straf som følge af at overtræde hans pagt.
Josua begynde en ihærdig ransagelse for at finde den skyldige. Han tog Israel med deres stammer, og så med deres familier, og dernæst hver især. Akan blev udpeget som den skyldige. Men for at sagen kan være åbenlys for hele Israel, at de ikke skulle have anledning til at knurre, og sige at den skyldfrie skulle lide. Josua var klog. Han vidste at Akan var overtræderen, og at han havde skjult sin synd, og opirrede Gud imod sit folk. Josua tilskyndede diskret Akan til at bekende sin synd, så Guds ære og retfærdighed kan forsvares for Israel. »Da sagde Josua til Akan: »Min søn, giv Herren, Israels Gud, ære og pris, og fortæl mig, hvad du har gjort, skjul ikke noget for mig!«
»Akan svarede Josua: »Ja, det er mig, som har syndet mod Herren, Israels Gud. Således gjorde jeg: jeg så imellem byttet en prægtig babylonisk kappe, 200 sekel sølv og en guldtunge på halvtredsindstyve sekel; det fik jeg lyst til, og jeg tog det; se, det ligger nedgravet i jorden midt i mit telt, sølvet nederst.« Da sendte Josua nogle folk hen, og de skyndte sig til teltet, og se, det var gemt i hans telt, sølvet nederst; og de tog det ud af teltet og bragte det til Josua og alle israeliterne og lagde det hen foran Herren. Men Josua tog sammen med hele Israel Akan, Zeras søn, og sølvet, kappen og guldtungen og hans sønner og døtre, hans hornkvæg, æsler og småkvæg, hans telt og alt, hvad der tilhørte ham, og førte dem op i Akors dal. Og Josua sagde: »Hvorfor har du styrtet os i ulykke? Herren skal styrte dig i ulykke på denne dag!« Derpå stenede hele Israel ham, og de brændte eller stenede dem.«
Gud sagde til Josua, at Akan ikke blot havde taget de ting som han udtrykkeligt havde pålagt dem at ikke at tage, før at de ikke forbandes, men havde stjålet, og havde også skjult det. Herren sagde at Jeriko og alle dens udbytter skulle brændes, undtagen guld og sølv, som skulle forbeholdes Herrens skatkammer. Den sejr som de fik ved indtagelsen af Jeriko, var ikke ved krig, eller folkets udmattelse. Føreren for Herrens hær havde ført Himlens hære. Kampen var Herrens. Israels børn slog ikke et slag. Det var Herren som kæmpede kampen. Sejren og æren var Herrens. Udbyttet var hans. Han påbød at det hele skulle brændes, undtagen guldet og sølvet som han forbeholdt til sit skatkammer. Akan forstod godt at der var gjort dette forbehold, og at guld og sølv skattene som han havde eftertragtet var Herrens. Han stjal fra Guds skatkammer til egen vinding.
Der er mange som bekender at holde Guds bud, som selv bruger de midler, som Gud har betroet dem, og som bør komme ind i hans skatkammer. De frarøver Gud tiende og gaver. De skjuler og tilbageholder fra Gud, til skade for dem selv.
De bringer armod over sig selv, og mørke over menigheden, på grund af deres ærgerrighed, ved at skjule, og frarøve Gud tiende og offergaver.
Dem som i gudsfrygt arbejder for at befri menigheden for forhindringer, og rette de alvorlige fejl, så Guds folk kan se nødvendigheden af at afsky synd, og at de må få fremgang i renhed, og forherliges i Guds navn, vil altid møde modsatrettede påvirkninger fra dem der ikke er helligede. Zefanias beskriver den sande tilstand hos denne klasse; og de frygtelige domme som vil komme over dem.
»Til den tid skal det ske: Jeg ransager Jerusalem med lygter og hjemsøger mændene der, som ligger i ro på deres bærme, som siger i deres hjerte: »Herren gør hverken godt eller ondt.« »Nær er Herrens dag, den store, den er nær og kommer hastigt. Hør, Herrens dag, den bitre! Da udstøder helten skrig. Den dag er en vredens dag, en trængselens og nødens dag, en ødelæggelsens og ødets dag, en mørkets og mulmets dag, en skyernes og tågens dag, en hornets og krigsskrigets dag imod de faste stæder og imod de knejsende tinder. Over menneskene bringer jeg trængsel; som blinde vanker de om, fordi de synded mod Herren. Deres blod øses ud som støv, deres livssaft ligesom skarn. Hverken deres sølv eller guld evner at frelse dem på Herrens vredes dag, når hele jorden fortæres af hans nidkærheds ild; thi undergang, ja brat tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på jorden.«
Nu er det tidspunktet i kampen hvor de sande farver må komme frem. Det er da at standardbærerne behøver at være faste og lade deres sande position blive kendt. Det er da at enhver sand soldats dygtighed for det rigtige skal prøves, skulkeri kan aldrig løfte sejrens laurbær. Dem som er sande og loyale vil ikke skjule denne kendsgerning, men vil lægge hjerte og sind i arbejdet, og satse alt i kampen, lade slaget gå den vej det går. Gud er en syndshadende Gud. Og dem som opmuntrer synderen siger: Det er godt for dig, men Gud vil forbande.
Der gøres syndsbekendelser på rette tidspunkt for at Guds folks hjælp vil blive accepteret. Men der er dem iblandt os, som vil gøre bekendelser, ligesom Akan gjorde, for sent for at frelse sig selv. Måtte Gud prøve dem og give dem endnu en trængsel, for at Hans folk skal bevise for dem at de ikke kan klare endnu en prøve, en prøve fra Gud. De er ikke i harmoni med det rigtige. De afviser det tydelige vidnesbyrd som når til hjertet, og de vil fryde sig over at se at enhver, der irettesætter, bliver tavs.
Israels folk har gradvist mistet deres frygt og ærbødighed for Gud, indtil hans ord gennem Josua ikke havde nogen betydning for dem. »I hans dage genopbyggede beteliten Hiel Jeriko; efter det ord, Herren havde talt til Josua, Nuns søn, kostede det ham hans førstefødte Abiram at lægge grunden og hans yngste søn Seguh at sætte dens portfløje ind.«
Da Israel var i forfald, var Elias en sand Guds profet. Han forblev loyal og sand over for Gud. Hans trofaste sjæl kom i stor pine da han så den vantro og hedenskab som hurtig skilte Israels børn fra Gud. Elias bad for om Gud ville spare sit folk. Han bad indstændigt om at Herren ikke ville kaste sit syndige folk helt bort, men om nødvendig, vække dem til anger ved hans domme, og ikke lade dem gå længere ud i syndens dybder, og derved opirre ham til at udslette dem som et folk.
Herrens budskab kom til Elias for at gå til Akab, med hans domsafsigelser, på grund af Israels synder. Elias rejste dag og nat indtil han nåede Akabs palads. Han bad ikke om foretræde, og ventede ikke til det blev annonceret formelt. Helt uventet stod Elias foran Samarias konge Akab i grove klæder som profeterne sædvanligvis bar. Han kom ikke med undskyldninger for hans pludselige indtræden, uden indbydelse. Han hævede sine hænder til himlen, og erklærede højtideligt ved den levende Gud, som havde gjort himlene og jorden, de domme som ville komme over Israel: »I de kommende år skal der ikke falde dug eller regn uden på mit udtrykkelige bud!«
Denne opsigtsvækkende erklæring fra Guds domme på grund af Israels synd, faldt som et tordenskrald på den frafaldne konge. Han lod til at være lammet af forbavselse og rædsel, og før han kunne komme sig over sin forbavselse, forlod Elias ham lige så pludseligt som han kom, uden at vente på virkningen af sit budskab. Hans arbejde var at sige ve-ordet fra Gud, og han trak sig straks tilbage. Hans ord havde låst for himlens rigdomme, og hans ord var det eneste nøgle der kunne åbne dem op igen.
Herren vidste at der ikke var nogen sikkerhed for sin tjener iblandt Israels børn. Han ville ikke betro ham til det frafaldne Israel; men sendte Elias til et asyl i en hedensk nation. Han viste ham hen til en kvinde som var en enke, som var i et sådant armod, at de hun knapt nok kunne klare livet med en sparsom kost. En hedensk kvinde, som levede op til det bedste lys hun fik, var i en bedre forhold med Gud end Israels enker, som var blevet velsignet med særlige privilegier og stort lys, og som ikke levede efter det lys som Gud havde givet dem. Da hebræerne forkastede lyset, blev de overladt til mørke. Gud vil ikke stole på hans tjener iblandt hans folk, som har opildnet hans guddommelige vrede.
Nu var der en anledning for den frafaldne Akab og den hedenske Jesabel at prøve deres guders magt, og bevise falskheden i Elias ord. Jesabels profeter tælles i hundredvis. Imod dem alle står Elias alene, hans ord har lukket himlen. Hvis Baal kan give dug og regn, og få planterne til at spire, hvis han kan få bække og vandstrømme til at flyde som sædvanligt, uafhængig af himlens rigdomme, i regnbyger, så lad Israels konge dyrke ham, og folket sige han er Gud.
Elias var et menneske der var underkastet samme lidenskaber som vi selv er. Hans mission over for Akab, og forfærdelige anklage til ham om Guds domme, kræver mod og tro. På sin vej til Samaria, hvilede hans øjnene på alle de stadige flydende strømme, bakker dækket med grønt, statelige skove, blomstrende træer, alt som blomstrende skønhed og herlighed, ville naturligt antyde vantro. Hvordan kan alle disse ting i naturen, der blomster sådan, blive brændt af tørke? Hvordan kan disse strømme som vander landet, og aldrig kendt til ophør sin strømme, blive udtørret? Men Elias gemte ikke på vantro. Han gik i gang med sin mission med fare for sit liv. Han troede helt på at Gud ville ydmyge sit frafaldne folk, og ved denne hjemsøgelse af hans domme vil han bringe dem til ydmygelse og anger. Han vovede alt på den mission der lå foran ham.
Da Akab i en vis grad kom sig over sin forbavselse over Elias’ ord, var profeten gået. Han spurgte ihærdigt efter ham, men ingen havde set ham eller kunne give information vedrørende ham. Akab informerede Jesabel om de ve-ord som Elias havde sagt under hans nærvær, og hendes had imod profeten kom til udtryk over for baalpræsterne. De gik sammen med hende at fordømme og forbande Jehovas profet. Nyhederne om profetens afsløringer spredes over hele landet, og vækker frygt hos nogle og vrede hos mange. Efter nogle få måneder fik jorden ikke væde fra dug eller regn, blev tør og bækkenes vande tørrer ud. Jesabels profeter sender deres ofre til deres guder, og alle kalder på den nat og dag for at give jorden dug og regn. Men deres besværgelser og bedrag der tidligere blev praktiseret for at bedrage folket besvarer ikke formålet nu. Præsterne har gjort alt for at behage deres guders vrede, og med en udholdenhed og en iver der fortjener en bedre sag, har de slentret omkring deres hedenske altre, medens flammerne brænder på alle de høje steder, og de forfærdelige råb og bønner fra baalspræsterne høres nat efter nat igennem det dødsdømte Samaria. Men Skyerne viser sig ikke på himlene der afskærer den brændende sols stråler. Elias ord står fast, og intet som baalpræsterne kan gøre vil ændre på det ord Elias sagde.
Et helt år går hen, og et andet er kommet, og endnu er der ingen regn. Jorden svides af, som om en brand havde været hen over den. De blomsterne marker er som den svidende ørken. Luften bliver tør og kvælende, støvstormen forblinder øjnene, og næsten stopper for åndedrættet. Baldyrkernes lunde er uden blade, og skovens træer giver ingen styrke, men viser sig som skeletter. Sult og tørst virker på mennesker og slår med en forfærdelig dødelighed.
Alle disse beviser på Guds retfærdighed og domme vækker ikke Israel til anger. Jesabel fyldes med sindssyg vanvid. Hun vil ikke bøje eller give efter for Himlens Gud. Baalsprofeterne, Akab, Jesabel og næsten hele Israel, anklager Elias for deres ulykke. Akab har sendt bud ud til alle riger og folk for at lede efter Elias, og han forlangte en ed fra Israels riger og folk, at de ikke vidste noget om denne besynderlige profet. Elias lukkede himlen med sit ord, og har taget nøglen med sig, og han kan ikke findes.
Da afgjorde Jesabal, da hun ikke kunne få Elias til at mærke hendes morderiske magt, at hun ville hævne sig ved at udslette Guds profeter i Israel. Ingen som bekender at tro en Guds profet bør leve. Denne opsatte og rasende kvinder udførte hendes sindsyge arbejde med at slå Herrens profeter ihjel. Baalspræsterne og næsten hele Israel var så meget bedragede at de mente at hvis Guds profeter blev slået ihjel ville den katastrofe de led under ophøre.
Men det andet år gik, og de ubarmhjertige himle gav ingen regn. Tørke og hungersnød gør deres sørgelige værk, og alligevel ydmyger de frafaldne israelitter ikke deres syndige, og stolte hjerter for Gud. Men de knurrer og beklager sig imod Guds profet, som har pådraget denne skæbnesvangre tilstand af tingene over dem. Fædre og mødre, ser deres børn gå tabt, de er magtesløs uden at kunne hjælpe dem. Og alligevel var de i et så forfærdeligt mørke, at de ikke kunne se at Guds dom var vækket imod dem, på grund af deres synder; og at denne forfærdelige katastrofe blev sendt i barmhjertighed over dem, for at redde dem fra at fuldstændig fornægte og svigte deres fædres Gud.
Det vil koste Israel lidelse og store pinsler at få dem til den nødvendige anger, for at genoprette deres tabte tro, og en klar fornemmelse af deres ansvar over for Gud. Deres frafald var mere fatalt end tørke og hungersnød. Elias ventede og bad i tro igennem de lange tørke- og hungersnødsår, så at Israels hjerter igennem deres hengivenhed kan vendes fra deres afgudstilbedelse, til troskab mod Gud. Uanset alle deres lidelser, stod de fast på deres afgudsdyrkelse, og så på Guds profet som årsag til deres katastrofe. Og hvis de kunne Elias i deres vold, ville de have overgivet ham til Jesabel, så hun kan stille sin hævn ved at tage hans liv. Fordi at Elias turde sige det ve-ord som Gud havde påbudt ham, gjorde han sig selv til genstand for deres had. De kunne ikke se Guds hånd i de domme som de led under, på grund af deres synder. De førte dem over på mennesket Elias. De afskyede ikke de synder som havde bragt dem under den neddæmpende stav, men de hadede den trofaste profet, Guds redskab, for at fordømme deres synder og katastrofe. »Lang tid efter, i det tredie år, kom Herrens ord således: »Gå hen og træd frem for Akab, så vil jeg sende regn over jorden!«
Elias skyndte sig ikke med at begynde sin farlige rejse. Han var blevet hadet, og jaget fra by til by på kongens mandat, i tro år, og hele nationen havde givet ed på at profeten ikke kunne findes. Og nu skal Elias, på Guds ord, bringe sig selv frem for Akab. Under hele Israels frafald, har guvenøren af Akabs hus vist sig som trofast over for Gud, medens hans mester er en Baals-tilbeder. Med risiko for sit eget liv, havde han beskyttet Guds profet, ved at skjule halvtreds Guds profeter i en hule, og give dem mad. Medens Akabs tjenere gennemsøgte hele riget for kildeudspring og bække, viste Elias sig selv for ham. Obedias havde æresfrygt for Guds profet, og idet Elias sendte ham et budskab til kongen, blev han meget forfærdet. Han ser faren og døden for sig selv og også for Elias. Han beder indstændigt om at hans liv ikke må blive ofret, men Elias forsikrer Obedias ved en ed, at han vil se Akarp den dag. Profeten vil ikke tage til Akab, men som en Guds budbringer der indgyder respekt, sender han et budskab ved Obedias, »Se, Elias er her.« Hvis Akab ønsker at se Elias, har han nu anledning til at komme til ham. Elias vil ikke komme til Akab.
(fortsættes)