Review and Herald d. 25. september 1900

Folket bøjede sig for Gud i anger og omvendelse. De sendte ofre og bekendte over for Gud og for hinanden. Ofrende de sendte ville ikke have været af værdi, hvis de ikke havde vist sand anger. Deres sønderbrydelse var ægte. Kristi nåde arbejdede i deres hjerter, idet de bekendte deres synder og sendte ofre, og Gud tilgav dem.

Vækkelsen var virkelig. Den udvirkede en reformation blandt folket. De forblev sande over for den pagt de havde gjort. Folket tjente Herren alle Josuas dage, og alle de ældste dage som overlevede Josua, som så Herrens store gerninger. Deres synder blev angret og tilgivet, men ondskabens frø var blevet sået, og det spirede op og bar frugt. Josuas liv i urokkelig renhed var til ende. Hans stemme blev ikke længere hørt for irettesættelse og advarsel. En for en af de trofaste skildvagter, som havde krydset Jordan, lagde deres rustning af sig. En ny generation kom frem på handlingens scene. Folket forlod Gud. Deres gudsdyrkelse blev blandet med vildfarne principper og egenmægtig stolthe

Selvophøjelse er et farligt element. Det smudser alt til det berører. Det er udspringet til stolthed, og det virker så sindrigt, at hvis der ikke passes på, vil det tage tankerne i besiddelse og styre handlingerne.

Laodikæabudskabet må proklameres med kraft; for nu er det gælder særlig nu. Nu ses der mere stolthed, verdslig ærgerrighed, selvophøjelse, tvetydighed, hykleri og bedrag end nogen sinde før. Mange taler store svulme forfængelige ord og siger: ”Jeg er rig og har fået mere gods, og mangler intet.” Alligevel er de elendige og fattige, blinde og nøgne.

Gud har utallige verdener, som er lydige mod hans lov. Disse verdener styres med henblik på Skaberens ære. Idet beboerne af disse verdener ser den høje pris, der blev betalt for at forløse mennesket, fyldes de af forundring. .....