Jesus sagde: ”Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede grene på grund af det ord, som jeg har talt til jer. Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden at I bliver i mig.”
Vi bør til stadighed føle vor afhængighed af Herren, Israels Gud, og vide at Gud er vor styrke, og at jo mere vi regner med ham, des mere kan vi hente hos Kristus, det levende vintræ, og des mere kan vi få af hans sindelag. Vor erfaring vil få karakter af , hvordan vi ernæres åndeligt. Hvis vi henter næring fra Krisus, vil vi få en erfaring i lighed med den, han fik og vi har ikke råd til at begå nogen fejltagelser med hensyn til vor erfaring i det, der hører Gud til, for her står evige interesser på spil. Vi kan vandre ligegyldige og snublende hen ad livets sti, og vi kan gøre vejen kroget for vore fødder, men det vil være på bekostning af vor egen og andre sjæles frelse. Vi løber risikoen for at miste en evig vægt af herlighed, når vi ikke følger Kristus, og det har vi ikke råd til, for det ville have været bedre for os, om vi aldrig var blevet født, end at miste det evige liv.
Vi har behov for at vide, og vi kan vide, at Kristus ved troen bliver i vore hjerter, og at vi ved troen bliver i Jesus. Jesus siger: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt.” Lyt nu til versets slutning: ”Thi skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Af dette kan I se, hvorefter vor Herre Jesus Kristus betragter menneskelige evner, som ikke er helliggjorte. Vi kan have en videnskabelig uddannelse, vi kan have alverderns kundskab, men hvis den ikke er helliggjort, hvis den ikke giver sit bidrag til Gud, hvis vi ikke gør os afhængige af hans fortjenester hvert øje blik, og hvis vi ikke til stadighed henter kraft fra Kristus, kan vi ikke leve Kristi liv eller gøre noget, der er hans navn værdigt. Vi ønsker at høre Jesu stemme og indbyder ham til at være til stede. Vi bør åbne hjertets dør for Kristus og invitere ham til at komme ind. Han siger: ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Er det, fordi mennesker arbejder uden Kristus, at vi ser så mange anstrengelser blive gjort til ingen nytte? Er det, fordi mennesker stoler på deres egne bestræbelser og deres egen kraft og tror, at de selv er i stand til at udrette store ting? Jeg ved, at dette er grunden til, at Herren kunne gøre så lidt for menneskene. De bruger Guds gaver som et våben til at ødelægge sig selv med. Vi har simpelt hen brug for Jesus - Jesus, som tilbyder os sig selv som en frivillig gave, og hvis vi af hele vort hjerte og sjæl tager imod tilbudet, vil vi prise Gud for hvert skridt, og vi vil ikke kunne lade være, fordi han har givet os dette tegn på sin kærlighed og nåde. Vi trænger til Jesus og hans nåde kraft, og måtte Gud døbe os med sin hellige Ånd. ”Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren og visner; men samler dem og kaster dem i ilden, og de brændes. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det.”
Det er et vidunderligt løfte: ”Hvis I bliver i mig og mine ord” – men sørg for at få dette med: ”Og mine ord bliver i jer.” Hvordan kan vi vide, at Kristi ord bliver i os? Hvordan skal vi forstå dette? Det er, når sjælen tilegner sig hans løfter, at vi henter næring fra Kristus. Vi skal omhyggeligt studere hans ord, og være ordets gørere. Mange stoler på flygtige følelser og tror, at de for at blive anerkendt af Gud må være i en særlig sindsbevægelse, og at de ellers ikke har Kristi nåde. Men det er ikke det, vi skal søge efter. Jesus kom, for at vi kunne komme til at adlyde såvel som modtage. Men vi må tro på ham og modtage for at kunne adlyde. Vi må spørge: ”Elsker vi hans ord? Retter vi os efter Kristi ord?” Det er betydningsfulde spørgsmål. Hvis vi følger lyset lige så langt, som det skinner på vor sti, og hvis vi søger at gøre vor himmelske Faders vilje, vil vi lige så sikkert blive beredt for et større lys i hjerte og sind. Dette vil især være tilfældet, når vi ransager skrifterne under bøn. Vi har haft Guds Ånd her under dette måde. Vi ville vanære Gud, om vi ikke påskønnede dette og priste hans hellige navn, fordi vi har følt hans Ånd manifestere sig med kraft.
Jesus sagde: ”Sandelig, sandelig siger jeg Eder: den, som tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. . . . Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden’. . . . Jesus sagde til dem: ’Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik.’” Da nogle af disciplene blev forargede over Jesu udtalelser, sagde han: ”Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv.” Kristi ord er ånd og liv, og jo mere kendskab vi har til hans ord, des kraftigere vil vor åndelige vækst foregå.
Mange synger smukke sange til møderne, sange om hvad de vil gøre, og om hvad de mener at gøre; men nogle gør ikke disse ting; de synger hverken med ånden eller forståelsen. På samme måde er det med læsningen af ordet. Nogle får ingen gavn af det, fordi de ikke bringer det ind i deres liv. De handler ikke efter det. Vi lytter til en fremstilling af sandheden, og det er godt. Men lytter vi til dem, som vi ville lytte, hvis det havde været en dejlig sand, eller modtager vi den som Guds tale til os og adlyder dens forskrifter? Efter at have lyttet til de højtideligste sandhedsbudskaber går mange ud og følger den samme sorgløse og vanhellige kurs som før, som om de aldrig havde hørt Guds opfordring til dem. De går ud og lever for at behage sig selv og følger deres egne indfald på en måde der er direkte i modstrid med Guds veje. Det har vi fået nok af. Det fører kun til svaghed. Vi har hvert øjeblik brug for at have Guds hellige Ånd hos os. Og hvor skal vor sjæl finde trøst? I flygtige lykkelige følelser? – Å nej, vi skal ved troen indtage ordets uforfalskede mælk, for at vi kan vokse derved og undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær, og få del i guddommelig natur.
Jeg ønsker at kende mere og mere til Guds ord og til hans gerninger. Jeg ønsker ikke at bygge mig selv op på mig selv, for jeg er intet. Mit ønske er at kende Herrens veje. Jeg nærer intet ønske om at være så nøjeregnende med, hvorledes mit hjem er møbleret, så jeg unødigt bruger tid og penge, for at alt kan blive netop efter min smag i denne eller hin opstilling og negligere de spørgsmål, der er af altoverskyggende betydning: Står det vel til med min sjæl? Hvilken tilstand er min sjæl i? Er sjælens tempel rent? Er mit hjertet besmittet med synd? Har jeg følt nødvendigheden af at rense mit hjerte fra al urenhed? Det er af største betydning at forstå og efterleve sandheden, for dette helliggør sjælen. Vi bør bekymre os mest om at stå fuldkomne for Herrens åsyn, klædt i Kristi retfærdighedspletfri klædning.
Sjæle er ved at gå til grund af mangel på livets brød, og enhver af os burde være optaget af et alvorligt arbejde for Mesteren. Jesus kom til denne verden som vort eksempel, og vi burde studere og efterligne hans liv. Øjeblikket er gyldent, og vi bør altid være på vagt, for at vi ikke skal gøre myggen til en elefant eller omvendt. Vi bør være på vagt, for at vi ikke skal undlade at prise de ting, der har evig betydning og undlade at påskønne himmelens velsignelser. Hvordan kan det være, at sandheden, som den er i Jesus gøres så betydningsløs? Pauli ord til galaterne passer på dem, som ikke erkender de åndelige tings værdi: ”I uforstandige galatere! hvem har forhekset jer, for at I ikke skal adlyde sandheden?” (Engelsk oversættelse af Gal. 3,1). Hvorfor vandrer I ikke i lyset? Hvorfor tillader I Satans forheksende magt at lamme jeres åndelige handlekraft? Verdens indflydelse holder mange af jer i fangenskab. Satan har vist sine fristelser for enhver, der bekender Kristi navn for muligvis at kunne lede tankerne bort fra Jesus og fæstne dem ved tingene i denne verden. Han er mester for mangfoldige fristelser og er indstillet på at finde vej til hjertet hos dem, der ikke har overgivet sig helt til Kristus. Skal al retfærdigheds fjende være i besiddelse af vore sjæle?
Den kristne bør altid gøre sig klart, at hvert øjeblik i livet skal bruges for Mesteren. Vi bør ikke elve for at forherlige os selv, for det er en synd at tjene selvet. Vort liv må være skjult med Kristus i Gud, for at alle vore kræfter og alle de talenter, Gud har givet os, kan bruges til støtte for påvirkninger, der til stadighed går mod Himlen: Vi skal opfylde befalingen: ”Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.” Kristus må være vor eneste herre og bo i vore hjerter ved en levende tro, for at vi kan være Guds medarbejdere. Vi bør dag for dag søge at lære ham bedre at kende og dvæle ved hans uforlignelige ynde, indtil vi ved beskuelsen bliver forvandlet til hans herligheds billede. Vi skal holde vore øjne fæstnede ved vor frelses banebryder og fuldender.
Johannes siger: ”Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn.” Ord kan ikke udtrykke denne kærlighed. Vor beskrivelse kan kun give en svag antydning af den kærlighed, som overgår enhver forståelse. Vi måtte bruge Guds sprog for at kunne give udtryk for den kærlighed, der har gjort det muligt for os at blive kaldt Guds børn. Når et menneske bliver en kristen, går det ikke nedad. Det er ingen skam at have forbindelse med den levende Gud. Jesus bar den ydmygelse og skam og skændsel, der med rette tilkom synderen. Han var Himmelens majestæt, han var ærens konge, han var ligestillet med Faderen, og dog klædte han sin guddommelighed i menneskeskikkelse, for at mennesket kunne komme i forbindelse med menneskeheden, og for at guddommeligheden kunne gribe fat i guddommen. Var han kommet som en engel, kunne han ikke have fået del i vore lidelser eller være blevet fristet i alle ting i lighed med os, og han kunne ikke have vist medfølelse med vore sorger. Han kom klædt i vor menneskeskikkelse, for at han, som vor stedfortræder og kautionist, kunne overvinde mørkets fyrste for os og gøre os til sejrvindere gennem sine fortjenester. Når vi står i skyggen af Golgatas kors, fylder hans kærligheds ånd vore hjerter. Når jeg ser på ham, som mine syndere gennemborede, kommer ånden fra det høje over mig, og denne inspiration kan komme over enhver af jer gennem Helligånden, kan I ikke have Guds kærlighed i hjertet; men ved en levende forbindelse med Kristus bliver vi fyldt med kærlighed og tjenstivrighed og flid. Vi er ikke som en marmorblok, der kan genspejle sollyset, men som ikke kan besjæles af liv. Vi er i stand til at reagere på de klare stråler fra retfærdighedens sol; for når Kristus oplyser vore sjæle, giver han lys og liv. Vi drikker af Kristi kærlighed, ligesom genen henter næring fra vintræet. Hvis vi er indpodet i Kristus, og hvis vi fiber for fiber er blevet forenet med det levende vintræ, vil vi bære vidnesbyrd om den kendsgerning ved at bære frugt i prægtige klaser. Hvis vi er i forbindelse med lyset, vil vi blive lysets kanaler, og vi vil i ord og gerning afspejle lyset til verden. De, som er sande kristne, griber den gyldne kæde, der forbinder jorden med himmelen, og som knytter det dødelige menneske til den evige Gud. Det lys, der skinner på Jesu åsyn, skinner til Guds ære i hans efterfølgeres hjerter.