Trods alt, der er sagt og skrevet angående værdigheden ved håndens arbejde. Så er det almindeligt, at det anses for mindreværdigt. Folks mening har for manges vedkommende ændret tingenes rækkefølge, og man er kommet til at mene. At det ikke er passende for folk, der arbejder med deres hænder at indtage sin plads blandt de fine. Folk arbejder hårdt for at tjene penge, og når de så har vundet sig rigdom, tror de, at deres penge vil skabe fine folk af deres sønner. Men mange af den slags mennesker kommer til kort, når det gælder om at træne deres sønner, som de selv er blevet oplært til hårdt, nyttigt arbejde. Deres sønner bruger de penge, der er tjent ved andres arbejde, uden forståelse for værdien af det. Således misbruger de et talent, som Gud bestemte, skulle bruges til meget godt.
Guds formål er ikke menneskers. Det var ikke hans bestemmelse, at mennesket skulle leve i lediggang. I begyndelsen skabte han mennesket, som et ædelt menneske; men selvom Adam var rig på alt det, ejeren af universet kunne give ham, skulle Adam ikke være doven. Ikke så snart var han skabt, før han fik sit arbejde. Han skulle finde beskæftigelse og glæde i at passe alt det, Gud havde skabt og som løn for sit arbejde skulle hans behov rigeligt tilfredsstilles af Edens haves frugter.
Så længe vore første forældre adlød Gud, var deres arbejde i haven en glæde, og fra jorden fik de rigeligt af, hvad de behøvede. Men da mennesket blev ulydigt, blev det dømt til at stride med den sæd, som Satan såede og tjene sit brød i sit ansigts sved. Herefter måtte han slås med slid og slæb mod den magt, som han havde givet sin vilje til.
Det var Guds hensigt at lindre det onde, der var bragt ind i verden gennem ulydighed, med hårdt arbejde. Gennem slid kunne Satans fristelser gøres virkningsløse og det ondes flodbølge standses. Og selvom arbejdet er forbundet med bekymringer, træthed og smerte, er det stadig en kilde til glæde og udvikling og et bolværk mod fristelse. Dets opdragelse dæmmer op for selvforkælelse, og bevirker flid, renhed og fasthed. Således er det en del af Guds store plan for vor genoprettelse efter faldet.
Folk føler i almindelighed, at håndens arbejde er af en ringere klasse, og alligevel kan folk anstrenge sig så meget, som de har lyst til i kricket, baseball eller boksekampe uden at blive set ned på for det. Satan fryder sig, når han ser mennesker bruge deres fysiske og åndelige kræfter til noget, som ikke uddanner dem, som ikke er nyttigt, som ikke hjælper dem, der trænger til deres hjælp. Mens unge bliver eksperter i sport, som ingen reel værdi har, hverken for dem selv eller andre, så driver Satan sit spil om liv og død for deres sjæle, tager de evner fra dem, som Gud har giver dem og sætter i stedet for sine egne kendetegn. Han anstrenger sig for at få folk til at ignorere Gud. Han forsøger at lægge beslag på og opsluge sindet så fuldstændigt, at der ingen plads bliver til Gud i tankerne. Han ønsker ikke, at folk skal vide noget om deres Skaber, og det passer ham udmærket, hvis han kan få sport og teater og den slags til at forvirre ungdommens sanser, så man glemmer Gud i himlen.
Et af de sikreste værn mod det onde er nyttig beskæftigelse, mens lediggang er en af de største forbandelser, for moralsk fordærv, kriminalitet og fattigdom følger i dets kølvand. De, der altid har travlt, og som fortrøstningsfuldt går til deres daglige arbejde, er nyttige medlemmer af samfundet. Idet de trofast udfører de forskellige pligter, som ligger på deres vej, gør de deres liv til en velsignelse for dem selv og andre. Grundigt arbejde holder dem borte fra mange af de fælder, der bliver anbragt af ham, som stadigt finder på fortræd, som ledige hænder kan gøre.
En stillestående dam kommer snart til at lugte modbydeligt, men en rislende bæk spreder sundhed og glæde over landet. Den ene er et symbol på den dovne, den anden på den flittige.
Efter Guds plan for Israel havde enhver familie et hjem på landet med tilstrækkelig jord til at dyrke. Således blev der tilvejebragt både midlerne til og motivet for et nyttigt virksomt og selvunderholdende liv. Og intet, mennesker har fundet på, har nogen sinde overgået den plan. Det, at verden har fjernet sig mere og mere fra den, er for en stor del skyld i den fattigdom og elendighed, som findes i dag.
I Israel blev oplæring i et håndværk betragtet som en pligt. Enhver fader havde pligt til at sørge for, at hans sønner lærte en nyttig levevej. Selv de største mænd i Israel blev oplært i et håndværk. Et kendskab til de pligter, der hører til at føre hus, blev betragtet som vigtige for enhver kvinde. Og dygtighed i nyttige pligter blev betragtet som en ære for kvinder i alle samfundslag.
I profeternes skoler blev der undervist i forskellige håndværk, og mange af de studerende tjente til deres eget underhold ved håndens arbejde.
Sliddets vej, der er anvist jordens beboere, kan være hård og trættende, men den er hædret ved Forløserens fodspor, og den, som følger denne hellige vej er på sikker grund, Ved forskrift og eksempel har Kristus ophøjet nyttigt arbejde. Fra sine tidligste år levede han et liv i hårdt arbejde. Den største del af hans jordiske liv tilbragte han i Nazareth. I en almindelig arbejders skikkelse gik Herren i gaderne i den lille by, som han boede i, idet han gik til og fra sit jævne arbejde; og tjenende engle fulgte ham, som han fulgtes med bønder og arbejdere uden at være genkendt og æret.
Som han gik og ydede sit bidrag til at underholde familien ved sit daglige slid og slæb, var han i besiddelse af den samme kraft, som da han bespiste de fem tusinde sultne mennesker ved Gallilæas kyst med fem brød og to fisk. Men han brugte ikke sin guddommelige magt til at lette byrden af sit slid og slæb. Han havde iført sig den menneskelige skikkelse med al den lidelse, den førte med sig, og han vaklede ikke under dens hårdeste prøvelser. Han levede i en håndværkers hjem; han var klædt i groft tøj; han omgikkes de laverestående klasser; han sled hver dag med tålmodige hænder. Hans eksempel viser os, at det er menneskets pligt at være flittigt, og at det at arbejde er ærefuldt.
De jordiske foreteelser er tæt forbundet med himlen og er mere direkte under Kristi overherredømme, end mange er klar over. Alle gode opfindelser og fremskridt har deres oprindelse i ham, der er underfuld Rådgiver og vidunderlig i det, han udvirker. Lægens dygtige hånd, hans kontrol med nerver og muskler, hans kendskab til legemets komplicerede mekanisme, er den guddommelige magt visdom og skal bruges til de lidendes bedste, Den dygtighed, med hvilken tømreren håndterer sit værktøj, smedens styrke, når han laver amboltens ring, kommer alt sammen fra Gud, Hvad vi end beskæftiger os, hvor vi end er, ønsker han at styre vort sind, så at vi kan udføre fuldkomment arbejde. Kristendom og forretninger forstået på rette måde - er ikke to adskilte affærer; de er et og det samme. Bibelens religion skal gennemsyre alt, hvad vi siger og gør. Menneskelige og guddommelige kræfter skal forenes i timelige såvel som åndelige aktiviteter.
Der er kun et middel mod magelighed, og det er at ryste dovenskaben af sig, som en synd, der leder til evig fortabelse, og så skride til arbejdet og bruge den fysiske evne, som Gud har givet os. Den eneste kur med et unyttigt og ineffektivt liv er beslutsom og udholdende anstrengelse. Livet er ikke givet os for at blive tilbragt i uvirksomhed eller for at behage os selv; der ligger store muligheder foran os. I den fysiske styrkes rige evne er et kostbart talent blevet betroet menneskene. Den er af større værdi end nogen bankkonto, og burde værdsættes højere, for gennem de muligheder, den giver mennesker for at leve et nyttigt liv, kan den give renter og renters rente. Den er en velsignelse, som ikke kan købes med guld eller sølv, huse eller jord, og Gud forlanger, at den skal bruges med forstand. Intet menneske har ret til at ofre dette talent for inaktivitets fortærende indflydelse. Alle skal stå til regnskab for den kapital, der er i fysiske kræfter, såvel som for den kapital, der er i penge.
Løbet bliver ikke altid vundet af den hurtige, heller ikke altid de dygtige i forretninger, der har materiel fremgang. Men det er den flittige og omhyggeliges hånd, der gør rig. Og mens ladhed og sløvhed bedrøver den Hellige Ånd og ødelægger sand gudsfrygt, fører det også fattigdom og udækkede behov med sig. Den, som arbejder med slap hånd, bliver fattig.
Hensigtsmæssigt arbejde er en sund opstrammer for menneskeheden. Det gør den svage stærk, den fattige rig, og den ulykkelige glad. Satan ligger i baghold parat til at ødelægge dem, hvis fritid giver ham anledning til at trænge ind i en eller anden fristende forklædning. Han har aldrig mere held med sig, end når han kommer til folk i deres ledige stunder.
Blandt de onder, som rigdom fører med sig, er et af de største den moderne ide, at fysisk arbejde er mindreværdigt. Profeten Ezekiel siger; "Se, din søster Sodomas brøde var overmod; brød i overflod og sorgløs tryghed blev hende og hendes døtre til del, men de rakte ikke den arme og fattige en hjælpende hånd." Her vises os de frygtelige resultater af uvirksomhed, som svækker sindet, nedværdiger sjælen og fordærver forstanden, idet den gør det til en forbandelse, som var givet os som en velsignelse. Det er den arbejdende mand og kvinde, som ser noget stort og godt i livet, og som er villig til at bære dets forpligtelser med tro og håb.
Et stort antal af Kristi efterfølgere mangler endnu at lære den væsentlige lærdom af tilfreds aktivitet med livets nødvendige pligter. Det kræver mere nåde, mere streng disciplin af karakteren at arbejde for Gud som mekaniker, sagfører eller landmand og føre de kristne principper ind i livets daglige forretninger, end at arbejde som en anerkendt missionær i missionsmarken. Det kræver stor åndelig kraft at bringe religionen ind på værkstedet og forretningskontoret og hellige alle de små dele af det daglige liv og ordne enhver forretningsaktion i overensstemmelse med Guds Ord. Men det er det, Herren kræver.
Apostlen Paulus betragtede magelighed som synd. Han lærte teltmarerfaget i dets højere og lavere grene, og i løbet af sin tjeneste for Herren arbejdede han ofte i denne branche for at underholde både sig selv og andre. Paulus betragtede ikke den tid som spildt, der blev brugt på denne måde. Mens han arbejdede med sit håndværk, fik han adgang til en klasse mennesker, som han ikke havde kunnet nå på anden måde. Han viste sine kolleger, at dygtighed i de jævne kunster er en gave fra Gud. Han lærte dem, at også i dagligdagens slid og slæb bør Gud æres. Hans arbejdshærdede hænder var ikke i mindste måde i vejen for hans gribende appeller som kristen præst.
Gud ønsker at alle skal være medarbejdere. Det slidende udyr besvarer dets skabnings formål bedre end det dovne menneske. Gud arbejder hele tiden. Engle er medarbejdere, de er Guds tjenere for menneskenes børn. Dem som ser fremad til en himmel i inaktivitet, vil skuffes; for himlens husholdning giver ikke plads til dovenskabspleje. Men for den trætte og byrdebetyngede loves der hvile. Det er den trofaste tjener som bydes velkommen fra hans arbejde til at glæde sig i hans Herre. Han vil frydefuld lægge sin rustning af sig, og vil glemme slagets larm i den herlige hvile der er forberedt dem som sejrer ved Golgatas kors.